Perspektiver på udviklingen og anvendelsen af Environmental Management Accounting

1 Indledning

Denne rapport samler en række perspektiver på udviklingen og anvendelsen af Environmental Management Accounting (EMA).

Rapporten har til formål at supplere EMA Guide på Miljøstyrelsens hjemmeside (www.mst.dk), der giver en introduktion til at arbejde med EMA. Det anbefales derfor læsere, der ikke har kendskab til EMA at læse EMA Guide før denne rapport.

Rapporten supplerer endvidere de danske erfaringer, der er opsamlet fra det pilotprojekt, som Miljøstyrelsens program for renere produkter støttede i ni danske virksomheder (Melchiorsen & Mogensen, 2004).

Der er valgt tre overordnede perspektiver, der udgør rapportens tre dele: 1) Udvikling i EMA-forskningen, 2) Best-practice erfaringer og 3) Sammenhængen imellem EMA og miljø i årsrapporten.

Fælles for de tre dele af rapporten er, at de søger at give inspiration til, hvad EMA kan bruges til, og hvordan EMA kan udbygges og benyttes i meget forskellige organisationer og situationer. Samtidig giver rapporten et indblik i, hvilke barrierer og problematikker, der er ved at anvende EMA i de givne situationer.

Rapportens tre dele er beskrevet nedenfor:

  1. Udviklingen i EMA-forskningen
    Denne del af rapporten giver en beskrivelse af, hvilke udviklingstendenser der er at spore inden for EMA-forskningen internationalt. Kapitlet giver et overblik over de centrale forskningstemaer inden for både metode og praktisk anvendelse af EMA. Kapitlet kan læses som en status for, hvor langt den internationale forskning inden for EMA er, og hvilken udvikling der er på vej.
  2. Best Practice for EMA i et internationalt perspektiv

    Denne del af rapporten giver en række eksempler på internationale erfaringer med EMA baseret på interviews med en række udenlandske virksomheder, der har arbejdet med EMA i en årrække.

    Kapitlet kan bruges som inspiration til, hvordan EMA kan anvendes i praksis, da det giver en oversigt over meget forskellige typer af organisationer, der anvender EMA meget forskelligt.

    Samtidig giver kapitlet en viden om de barrierer, som man kan støde imod ved implementering af EMA, samt nogle eksempler på, hvad resultatet af EMA arbejdet er i sidste ende.

  3. Sammenhængen imellem EMA og miljø i årsrapporten
    I denne del af rapporten gives en indføring årsregnskabsloven, og det analyseres, hvordan EMA kan anvendes i forbindelse med opfyldelse af årsregnskabslovens krav om at synliggøre samspillet imellem miljøforhold og virksomhedens resultat, udvikling og finansielle stilling.

    Kapitlet kan give inspiration til, hvordan EMA data kan inddrages i årsrapporten for de virksomheder, der allerede arbejder med EMA; eller til at starte en EMA proces for dem, der gerne vil illustrere værdien af deres miljøarbejde i årsrapporten.

De tre dele er selvstændige opslagsværker for den EMA-interesserede læser. Denne kan ønske en faglig indsigt i udviklingen i forskningen eller vil søge inspiration om andres erfaringer i eget arbejde med EMA. Læseren kan også være den, der har behov for øget indsigt i årsregnskabsloven og dens krav om miljøinformation, eller hvordan EMA kan supplere informationer i årsrapporten.

Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem statsautoriseret revisor Birgitte Mogensen og civilingeniør Anne Søgaard Melchiorsen fra PricewaterhouseCoopers og lektor ph.d. Pall Rikhardsson fra Institut for Regnskab, Finansiering og Logistik, Handelshøjskolen i Århus.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.