Kemi i byggeri

5 Anbefalinger

På baggrund af de udvalgte case-studier og afprøvningen af den udviklede sundheds- og miljøbelastningsmodel gives en række anbefalinger i relation til anvendelsen af de foreliggende modelværktøjer, videreudvikling af værktøjerne samt lovgivningen.

Anbefalingerne er opstillet i prioritet rækkefølge og omfatter først og fremmest de muligheder, der kan ses for anvendelse og videreudvikling af sundhed- belastningsmodellerne og det udviklede BYG-IT værktøj, som indeholder modellerne.

I relation til de foreliggende modelværktøjer anbefales, at

  • sundheds- og miljøbelastningsmodellen anvendes som prioriteringsværktøjer i forbindelse med planlægning af nybyggeri og renovering af eksisterende byggeri. Begge værktøjer giver mulighed for at rangordne produkter efter deres sundheds- og miljøfarlighed inden for en gruppe af produkter eller produkttyper. Det er således muligt at udvælge det produkt blandt flere forskellige produkter inden for samme kategori f.eks. lime, som er mindst belastende for sundhed og miljø under opførelse og brug af et byggeri.
  • det udviklede IT-værktøj anvendes til dokumentation af de krav, der stilles til kemiske byggeprodukter i forbindelse med det nye Svanemærke for standard-/typehuse (Nordisk Miljømærkning 2004).
  • at værktøjets miljøbelastningsdel anvendes til beregning af miljøindex for byggeprodukters (BEkemikalie) og byggeriers (BEbyggeri) samlede miljøbelastning. Disse index vil kunne bruges i forbindelse med planlægning af byggeri samt i arbejde med stof-/produktsubstitution. Effekten af til- eller fravalg af et specifikt byggeprodukt med kendte miljøegenskab (angivet på sikkerhedsdatabladet) vil direkte afspejles i det beregnede miljøindex. Det er således muligt i projekteringsfasen at arbejde på at reducere miljøindexet og dermed byggeriets samlede miljøbelastning ved udvælgelse af de mindst miljøbelastende produkter. Det er endvidere muligt at sammenligne miljøbelastningen for forskellige byggerier inden for samme byggeritype f.eks. boligbyggerier.

Følgende videreudvikling af modelværktøjerne herunder sammenkobling med andre eksisterende værktøjer inden for byggebranchen anbefales, at

  • der etableres mulighed for sammenkobling af det nye udviklede BYG-IT stof- og produktværktøj med SBi’s LCA-værktøj BEAT og byggebranchens kemikaliedatabase (Dansk Kemidatabase - www.danskkemidatabase.dk eller www.ba-danmark.dk)

BEAT er baseret på UMIP-systemet og indeholder primært energikilder, transportmidler og produkter som anvendes i byggebranchen. Der er data for forskellige bygningsdele herunder oplysninger om forbrugsmængder samt levetider for byggekomponenter. En beregning med BEAT kan vise de råstoffer og energikilder, der indgår i en bygning gennem hele dens levetid (opførelse, drift, vedligeholdelse og nedrivning) samt emissioner til luft, vand og jord. BEAT omfatter ikke en vurdering af byggeriets belastning med sundhed- og miljøskadelige stoffer. Sammenkobling af BEAT og BYG-IT vil kunne supplere og styrke begge værktøjer og resultere i en styrkelse af sundheds- og miljøvurderingen inden for byggebranchen (figur 5.1).

  • sundhedsmodellen videreudvikles til at omfatte beregning af sundhedsindex for den samlede sundhedsbelasting for et byggeri i lighed med det eksisterende miljøindex
  • sundheds- og miljøbelastningsmodellen samt BYG-IT udvides til at omfatte alle faser i et byggeri, dvs. råstofudvinding, fremstilling af byggeprodukter, opførelse/renovering af byggeri, drift af byggeri og nedrivningsfasen. I dag omfatter sundheds- og miljøværktøjet følgende faser:
  • Miljødelen omfatter opførelses-/renoverings- , drifts-/vedligeholdelses- og nedrivningsfasen
  • Sundhedsdelen omfatter opførelses-/renoverings- og drifts-/vedligeholdelsesfasen

Figur 5.1 Forskellige faser i et byggeri fra udvinding af råstof til nedrivning og de mulige interaktioner ved sammenkobling eller integrering af BEAT og BYG-IT i sin nuværende form (———) og efter en udbygning (-------).

Figur 5.1 Forskellige faser i et byggeri fra udvinding af råstof til nedrivning og de mulige interaktioner ved sammenkobling eller integrering af BEAT og BYG-IT i sin nuværende form (———) og efter en udbygning (-------).

Gennemførelsen af projektets kortlægningsfase viste, at en skærpelse af kravene til sikkerhedsdatablade for kemiske produkter og ikke mindst byggematerialer ville kunne forbedre vurderingen af sundheds- og miljøbelastning for byggerier. Det anbefales derfor, at der f.eks. via lovgivning stilles:

  • krav til leverandører af kemiske byggematerialer, f.eks. installationer, vægbeklædninger og gulvmaterialer, om deklarationer med angivelse af indholdsstoffer, mængder og farlighed i lighed med anbefalingerne i det svenske BASTA-projekt.

 



Version 1.0 Januar 2007, © Miljøstyrelsen.