| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Konsekvenser og muligheder ved Danmarks deltagelse i Kyoto-protokollens artikel 3.4 på landbrugsområdet

4 Konsekvenser af deltagelse i Kyoto-protokollens artikel 3.4

De estimerede nettoemissioner fra kilderne vedr. landbrugsmæssig arealanvendelse er vist i tabel 3 for basisåret og for den første Kyoto-forpligtelsesperiode samt for 2025. Da der som nævnt i kapitel 2 ikke antages at ske nettoemissioner fra naturarealer og anden arealanvendelse end skov, vil disse estimater dække emissioner fra al anden arealanvendelse i Danmark end skov.

Tabel 3. Estimerede nettoemissioner ("sources" minus "sinks") (mio. t CO₂-ækv./år) for landbrugsmæssig arealanvendelse i Danmark i basisåret (1990) samt for Kyoto-forpligtelsesperioden (2008-12) og for 2025 i basisfremskrivningen. For mineraljordene er der i basisåret benyttet en 5-års glidende middelværdi. Et negativt tal angiver en binding af CO₂ og et positivt tal angiver en CO₂ emission.

Estimaterne medfører en øget emission i basisåret på 3,28 mio. CO₂-ækv./år fra landbrugsjorde. Dette er af samme størrelse som i den nuværende emissionsopgørelse til UNFCCC. I den nye opgørelse er der sket en reklassifikation af de organiske jorde fra den tidligere danske klassifikation på 10% organisk stof til den af IPCC anvendte definition på 20% organisk stof. Reklassificeringen medfører at emissionen fra de organiske jorde er reduceret med 1,2 mio. tons CO₂ i 1990. Til gengæld stiger udledningen fra mineraljorderne, som nu medtager nogle arealer med et meget højt indhold af organisk stof.

Usikkerheden på estimatet for den samlede emission fra landbrugsarealet er især påvirket af den metode, der benyttes til fastlæggelse af ændring i C-indholdet i mineraljorderne. Her er der i henhold til IPCC (2004) valgt at benytte en glidende middelværdi på 5 år. Dette udjævner den meget store årlige variation i C-ændringerne i jorden. Det har dog også den effekt, at estimatet bliver et gennemsnit af C-ændringer i jorden før og efter gennemførelse af forbudet mod halmafbrænding i 1989. Halmafbrændingen i 1980'erne medførte generelt en nedgang i jordens C-indhold, og umiddelbart efter forbudet mod afbrænding (dvs. 1990-1991) sker en meget stor ophobning af C i jorden som følge af ophobning af mindre omsatte rester af halmen. I henhold til Marrakesh-aftalen skal det som nævnt i afsnit 1.2 godtgøres, at emissionsændringerne skyldes menneskeskabte aktiviteter efter 1. januar 1990. Da effekten af forbudet mod halmafbrænding skal indregnes fra det tidspunkt hvor kulstofændringen aktuelt finder sted in situ (IPCC 2004, p 4.31) vil det aktuelle tidspunkt være fra høsten 1990, Dette tolkes som om at effekten af halmafbrændingen kan indregnes.

På grund af at mineraljordene opgøres som en glidende middelværdi over 5 år ud fra aktuelle høstudbytter og temperaturer kan mineraljordenes endelige bidrag til reduktionsforpligtigelsen først opgøres i 2014-2015. Ud fra en usikkerhedsbetragtning omkring høstudbytter og klima vurderes det at bidraget som minimum vil være i en størrelsesorden af 0,5 mio. tons CO₂/år. Dog vil en kombination af to dårlige høstår og to varme vintre i årene 2008-2012 reducere mængden yderligere.

Halmafbrændingsforbudet i 1989 giver umiddelbart en lang række vanskeligheder i opgørelserne, da forbudet jo har konsekvenser også for ændringer C-indholdet i de følgende år, og denne effekt kun vil være langsomt aftagende over tid indtil en ny ligevægt i jordens C-indhold har indstillet sig. Det vil derfor være fejlagtigt som estimat for basisåret blot at benytte værdien for C-ændring i 1990, som estimat for basisåret, da C-ophobningen i dette år vil være ekstra stor som følge af forbudet mod halmafbrænding i det foregående år. Ved anvendelse af en glidende middelværdi på 5 år omkring 1990 korrigeres derfor både årsvariation i klimaforhold og for usikkerheder i arealopgørelser samt delvis for effekterne af forbudet mod halmafbrænding i 1989.

I den første forpligtigelsesperiode er der et estimeret optag af CO₂ i mineraljorderne på 0,35 mio. t CO₂/år, hvilket ved sammenligning med 1990 fører til et beregnet optag i Kyoto-sammenhæng på 1,89 mio. t CO₂/år. Da der også er betydeligt lavere emissioner fra de øvrige elementer i opgørelsen, bliver der en samlet emissionsreduktion i perioden på 2,53 mio. t CO₂/år. Disse elementer indgår ikke i beregningerne af reduktionsforpligtigelsen basisåret (Assigned Amounts), jvf. Kyoto-protokollens artikel 3.4, 3.7. og Annex A (Erik Rasmussen, MST, personlig medd.). Selvom inddragelse af arealanvendelse øger emissionen i basisåret påvirker det ikke AA, og den umiddelbare effekt er derfor en reduktion af den danske reduktionsforpligtigelse på 2,53 mio. t CO₂/år.

Beregninger for en række scenarier for ændring i praksis og arealanvendelse viser at visse tiltag reducerer emissionen, mens andre vil øge denne. Reduceret emission især fra øget areal med vedvarende græs og efterafgrøder og specielt udtagning af organiske jorde vil samlet maksimalt kunne give en ændring i emissionen på omkring -1 mio. tons i 2008-12. Øget emission vil forekomme som følge af reduceret græsareal, fjernelse af halm fra markerne, afbrænding af gylle og fast gødning og dyrkning af non-food afgrøder på brakarealer. Samlet skønnes det i praksis maksimalt vil kunne give en øget emission på omkring 0,5 mio. tons i 2008-12, afhængigt af halmanvendelsen.

Der er således effekter af ændret arealanvendelse som både kan øge og reducere udledningen, og der foreligger ikke fremskrivninger af arealanvendelse, som vil tilsige at dette skal gå mest i den ene eller anden retning. Ved fastlæggelse af emissionsreduktionen kan der skønsmæssigt anslås en usikkerhed på 0,3 til 0,4 mio. ton CO₂/år som følge af usikkerhed omkring mulige ændringer i arealanvendelsen.

Ved et scenario med en fortsat temperaturstigning på 0,3 °C per tiår fås med basisfremskrivningen på arealanvendelsen en reduktion i emissionerne fra landbrugets arealanvendelse på ca. 1,94 mio. ton CO₂ pr. år. Denne temperaturstigning svarer til de scenarier for klimaændringer, der indgår som de centrale i det danske arbejde omkring tilpasning til klimaændringer, og som er baseret på kernescenarier defineret i IPCC arbejdet. Det sandsynlige bidrag fra landbrugets arealanvendelse til reduktionsforpligtelsen kan derfor estimeres til 1,6 til 2,3 mio. ton CO₂/år i forpligtelsesperioden 2008-12.

I fremskrivningerne til 2025 er der et lille fald i den årlige binding af CO₂ i mineraljorderne, hvilket især skyldes at effekten af de tiltag, som har øget C-bindingen (forbudet mod halmafbrænding, flere efterafgrøder m.v.) er aftagende over tid. C-bindingen i fremskrivningerne er også påvirket at, at der forventes færre husdyr i fremtiden. Effekterne i 2025 vil dog være meget påvirket af udviklingen i landbrugspraksis, og her giver scenarierne i kapitel 3 et indtryk af de mulige ændringer. Især en øget fjernelse af halm fra markerne og afbrænding af husdyrgødningen vil kunne øge netto-emissionen med en maksimal effekt på henholdsvis 1,02 og 0,62 mio. t CO₂/år. Disse effekter aftager dog over tid efterhånden som der indstiller sig en ny ligevægt i jordens C-indhold. Udviklingen vil også i betydelig grad være påvirket af klimaændringerne i sig selv, idet øget temperatur vil øge omsætningen af kulstof i jorden. Med et realistisk scenario for effekten af de menneskeskabte klimaændringer øges netto-emissionerne fra mineraljorder med 0,39-0,59 og 0,54-0,81 mio. t CO₂/år i henholdsvis 2008-12 og 2025. Ved inddragelse af effekten af klimaændringer reduceres effekten af artikel 3.4 aktiviteterne på landbrugsområdet til 1,94-2,14 mio. t CO₂/år. Dette vil endog kunne reduceres til 1,14 mio. t CO₂/år, hvis fremskrivningerne i stedet tager udgangspunkt i de meget varme år 2001-2004. Hertil kommer en usikkerhed som følgende af fremtidige mulige ændringer i arealanvendelse på 0,3-0,4 mio. t CO₂/år.

Et af de væsentlige spørgsmål i forhold til fremtidige forpligtelsesperioder vil være, hvordan kulstofbindingen i mineraljorderne skal opgøres. Her spiller især spørgsmålet om eventuel fortsættelsen det nuværende netto-netto princip en stor rolle. Under netto-netto princippet opgøres bidraget til reduktionsforpligtelsen som ændringen i netto-emissionen i forpligtelsesåret minus netto-emissionen i basisåret. Hvis dette princip bliver fastholdt, spiller valg af basisår en afgørende rolle. Hvis basisåret fortsat er 1990, vil der også fremover være mulighed for en betydelig binding i danske mineraljorde. Hvis basisåret derimod fremskrives, vil denne binding med stor sandsynlighed ændre sig til en lille netto-emission. Hvis principperne ændres til opgørelse af netto-emissionen i forpligtigelsesperioden uden at fratrække netto-emissionen i basisåret vil der næppe være noget større netto-bidrag fra danske mineraljorder. Dette vil dog afhænge meget af eventuelle klimaændringers påvirkning af omsætningen af organisk stof i jorden.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2007, © Miljøstyrelsen.