Pesticidtruslen mod grundvandet fra pesticidpunktkilder på oplandsskala

2 Pesticiddatabasen

2.1 Formål

Pesticiddatabasen indeholder oplysninger over pesticiders fysisk-kemiske egenskaber samt deres spredning og skæbne i miljøet. Databasen skal således indeholde alle data, der kan være relevante ved risikovurdering og prioritering af punktkilder til pesticidforurening af grundvandet.

Målgruppen for pesticiddatabasen er alle, som arbejder med pesticidforurening, heriblandt sagsbehandlere i kommunerne, regionerne og statens miljøcentre samt rådgivende ingeniører.

Herudover skal oplysningerne i databasen anvendes direkte i værktøjet til risikovurdering af pesticidpunktkilder.

2.2 Omfang og begrænsninger

Omfang

Databasen indeholder generelle data for i alt 173 stoffer, se bilag A. Der er disse stoffer, der analyseres for i grundvandsprøver. Listen omfatter både pesticider og nedbrydningsprodukter. Ved generelle data forstås stoffernes navn, CAS-nr., standatkode, systematisk IUPAC-navn og molekylformel.

61 af de 173 stoffer er fundet i grundvandsprøver i Danmark og for disse stoffer indeholder databasen ligeledes oplysninger om stoffernes fysisk-kemiske egenskaber samt halveringstid (nedbrydningshastigheder) i forskellige media under forskellige forhold.

Begrænsninger

Databasen indeholder ikke oplysninger om produkter, leverandører, anvendelse og dosering, idet disse oplysninger findes i andre databaser (Miljøstyrelsen, 2006 og Danmarks JordbrugsForskning og Dansk Landbrugsrådgivning, 2006).

For flere af parametrene er der ikke fundet værdier i de tilgængelige datakilder. Yderligere litteratursøgning for disse manglende værdier er kun foretaget for de kritiske parametre, som anvendes i risikovurderingen herunder Kd-værdier og halveringstider.

For en række parametre er der fundet flere værdier i litteraturen, hvorfor der under de angivne forhold udvælges “et bedste bud” for en given parameter, jf. afsnit 3.7.1. Dette betyder, at der i risikovurderingen automatisk vælges “det bedste bud” for en stofværdi.

2.3 Opdatering af databasen

Databasen forventes vedligeholdt af Videncenter for Jordforurening. Databasen er forberedt til at der som beskrevet i bilag C kan foretages redigering og registrering af nye stoffer, men redigering kan kun foretages af en fremtidig administrator.

2.4 Andre databaser

Til orientering kan det nævnes at der i andre regi er udarbejdet databaser over pesticiders fysisk-kemiske egenskaber og skæbne i miljøet. Blandt andet kan nævnes følgende:

  • FOOTPRINT, en database udviklet som en del af et EU-finansieret projekt indeholdende fysisk-kemiske og økotoksiske egenskaber for 650 stoffer og 200 metabolitter (FOOTPRINT, 2006a).
  • PAN Pesticides Database, en database udviklet af “Pesticide Action Network North America” indeholdende toksikologiske, lovpligtige og fysisk- kemiske oplysninger (Pan Pesticides database. 2006).

Herudover er der i Miljøstyrelsens rapporter om pesticiders skæbne og transport til overfladevand (Styczen et al., 2004 og Styczen, Petersen og Sørensen, 2004) henvist til PATE, en database udviklet i forbindelse med KUPA projektet (Danish Environmental Protection Agency, 2004 og Danmarks og Grønlands Geologisk Undersøgelse, Danmarks JordbrugsForskning, GEUS, 2006) omfattende egenskaber i de øvre jordlag og den umættede zone for ca. 30 stoffer.

Miljøstyrelsen har desuden en database over godkendte bekæmpelsesmidler herunder en historisk oversigt over tidligere godkendte pesticider (Miljøstyrelsen, 2006). Databasen indeholder oplysning om aktivstoffer, leverandører, produktnavn, godkendelsesdato, behandlingsfrist og evt. om anvendelse.

Danmarks JordbrugsForskning og Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret har udarbejdet en stofdatabase – Middeldatabasen. Middeldatabasen indeholder oplysninger om produkter, leverandører, aktivstoffer, dosering, produktoplysninger og leverandørbrugsanvisninger m.v. Danmarks JordbrugsForskning og Dansk Landbrugsrådgivning, 2006).

I afsnit 3.2 er datakilder for indsamling af oplysninger til databasen oplyst.

 



Version 1.0 Februar 2007, © Miljøstyrelsen.