Pesticidtruslen mod grundvandet fra pesticidpunktkilder på oplandsskala

1 Indledning

1.1 Baggrund og Formål

Projektet har haft til formål at udvikle en pesticiddatabase og et risikovurderingsværktøj for pesticidpunktkilder på oplandsskala.

Pesticiddatabasen indeholder oplysninger over pesticiders fysisk-kemiske egenskaber samt deres spredning og skæbne i miljøet. Databasen skal således indeholde alle data, der kan være relevante ved risikovurdering af punktkilder til pesticidforurening af grundvandet.

Risikovurderingsværktøjet indeholder værktøjer til brug ved risikovurderinger af punktkilder i forhold til grundvand og prioritering af indsatsen mod disse punktkilder på oplandsskala.

Målgruppen for pesticiddatabasen er alle, som arbejder med pesticidforurening, heriblandt sagsbehandlere i kommunerne, regionerne, statens miljøcentre samt rådgivende ingeniører, mens målgruppen for risikovurderingsværktøjet er indsnævret til medarbejdere i de nye regioner, statens miljøcentre og rådgivende ingeniører, som beskæftiger sig med prioritering og udførelse af undersøgelser og afværgeforanstaltninger over for pesticidforureninger i grundvandet.

1.2 Brugervejledning

Formål og omfang af pesticiddatabasen er beskrevet i kapitel 2. I kapitel 3 er protokol for dataindsamling beskrevet, mens der i kapitel 4 er angivet en kort beskrivelse af anvendelsen af pesticiddatabasen. Denne er yderligere udbygget i brugermanualen i bilag C, hvor der er angivet en mere detaljeret brugervejledning samt i bilag H, som beskriver, hvordan redigering og udvidelse af databasen med flere oplysninger om eksisterende og nye stoffer kan udføres.

Formål og overordnet koncept for risikovurdering er beskrevet i kapitel 5, mens der i kapitel 6 er angivet en introduktion til brugen af risikovurderingsværktøjet. Denne er yderligere udbygget i bilag D, hvor der er angivet en mere detaljeret brugervejledning til anvendelsen af risikovurderingsværktøjet. Erfaringer vedrørende forventede niveauer for kildestyrken ved pesticidpunktkilder er behandlet i kapitel 7, hvor der er givet forslag til default-værdier, såfremt der mangler konkret viden om forurening.

I kapitel 8 er der givet en beskrivelse af den vertikale transport igennem den umættede zone, herunder beregningsgrundlag og overvejelser om valg af standardjordtyper, og i kapitel 9 gennemgås beregning af den horisontale transport i grundvandsmagasinet.

I kapitel 10 er der gennemgået et eksempel på risikovurdering i fire oplande. I kapitel 11 foretages en sammenfatning af erfaringer fra projektet og perspektivering i forhold til fremtiden.

 



Version 1.0 Februar 2007, © Miljøstyrelsen.