Miljøprojekt, 1160 – Udvikling af indikatorsystem for materialestrømme, ressourceforbrug og -effektivitet samt affaldsstrømme

Udvikling af indikatorsystem for materialestrømme, ressourceforbrug og -effektivitet samt affaldsstrømme

Sammenfatning og konklusioner

Vedr. kapitel 1
Introduktion

Projektets omdrejningspunkt er ressourceforbrugets betydning for at opnå en mere bæredygtig udvikling. Naturressourcer er uundværlige som grundlag for økonomisk aktivitet og menneskers velfærd. For at opnå en bæredygtig udvikling er det vigtigt, at naturressourcer bruges med omtanke dels for at sikre, at fremtidige generationer også kan bruge naturressourcer, dels for at sikre at der er styr på, i hvilket omfang og på hvilken måde naturressourcerne ender som affald og andre potentielle miljøbelastninger.

Formålet med dette projekt er at undersøge, hvordan der kan opstilles indikatorer for:

Danmarks forbrug af naturressourcer (både det direkte og det indirekte forbrug og både ressourcer der indgår i økonomien som såkaldte "brugte" ressourcer, og ressourcer der ikke indgår i økonomien i form af såkaldte ubrugte ressourcer” (i form af jord der flyttes ved mineraludvinding m.m.)), inkl. ressourceforbruget, der følger af import af råstoffer, halvfabrikata og produkter. Det vurderes, hvilke ressourcer det vil være relevant at følge, og hvorledes ressourceforbruget kan opdeles på enkelte ressourcer og på brancher og endelig anvendelse fordelt på sektorer
Udviklingen i ressourceeffektivitet, og på hvilke områder/niveauer det vil være relevant at opgøre ressourceeffektivitet. Kan nationale indikatorer for ressourceeffektivitet fx opstilles for de forskellige industribrancher? Er det nødvendige datagrundlag til stede, eller hvordan kan det skaffes?
Den direkte affaldsproduktion og materialestrømme knyttet hertil i Danmark såvel som i udlandet

Som led i ovenstående undersøgelser foretages nogle overordnede vurderinger af de økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at udvikle, vedligeholde, opdatere og analysere de nævnte indikatorer.

Når fokus i projektet ikke kun er på ressourceeffektivitet, men også på forbrugets absolutte størrelse, skal det ses som en forståelse af, at en mere bæredygtig udvikling kun kan opnås gennem en effektivisering af ressourceforbruget, som samtidig indebærer en absolut reduktion af forbruget af en række ikke-fornyelige ressourcer og en række ressourcer, som indebærer miljøbelastning.

Projektets fokus på, hvilke ressourcer det vil være relevant at udarbejde indikatorer for, skyldes et ønske om ikke kun at opgøre et samlet forbrug af ressourcer, men også at fokusere på forskellige typer ressourcer med forskellige miljø- og ressourcemæssige problemstillinger. Fokus på brancher og sektorer har til formål at udarbejde et grundlag for at kunne anvende opgørelser af ressourceforbruget miljøpolitisk.

Spørgsmålet om det danske ressourceforbrug kan ikke betragtes som en isoleret dansk problemstilling. Med en stigende verdensbefolkning, et stadig øget forbrug i den rige verden (herunder Danmark) og et ønske fra den fattige del af verden om øget velfærd, er trækket på ressourcer og den medfølgende belastning af miljøet stigende i globalt perspektiv. Dette sættes yderligere i relief af, at kampen om kontrollen med ressourcer historisk har ført til internationale konflikter og krige.

Projektet blev igangsat i 2002 og havde bl.a. baggrund i et ønske i Miljøstyrelsen om at tilvejebringe et grundlag for indikatorudvikling og dataindsamling i forbindelse med den danske nationale strategi for bæredygtig udvikling.

Af relevans for dette projekts fokus på ressourcestrømme er følgende mål blandt de centrale:

På lang sigt at begrænse forbruget af ressourcer til ca. 25% af det nuværende forbrug. (På lang sigt synes at betyde ”inden for en generations tid”)
I 2020 skal ingen produkter eller varer på markedet indeholde kemikalier med særligt problematiske sundheds- eller miljøeffekter
Et indikativt pejlemærke på en halvering af CO₂-udslippet i Danmark inden for en generation kan blive resultatet af fortsat skærpede reduktionsmål i de kommende budgetperioder

Der er efterhånden udviklet mange forskellige bud på, hvordan samfundet kan anskues i naturmæssige termer, og hvordan man kan "regne i natur". Materialestrømsanalyser, som dette projekt bl.a. har fokus på, er således ét blandt flere eksempler på bestræbelserne på at uddybe forståelsen af de naturmæssige sider af samfundsøkonomien. Menneskelige samfunds naturmæssige størrelse: skalaproblemet.

De forskellige analyser af samfundets naturmæssige aspekter sætter de naturmæssige begrænsninger for samfundets udvikling på dagsordenen på en ny måde. Det bliver mere indlysende, at den menneskelige "tue" ikke bare kan brede sig i det uendelige, når forskellige analyser kan anskueliggøre, hvor meget denne "tue" allerede fylder i biosfæren. Man kan sige, at økonomiens skala – dens størrelse i forhold til biosfæren – kommer på dagsordenen.

Med introduktionen af bæredygtighedsbegrebet får analyser af den menneskelige økonomi som naturfænomen yderligere interesse. Begrebet lægger op til, at miljøproblemer ikke længere skal ses udelukkende som en lang række af specifikke problemer, men at der også kan anlægges et mere overordnet perspektiv på miljøet med henblik på at vurdere, om det går frem eller tilbage – altså om et samfund udvikler sig i mere eller mindre bæredygtig retning. Her kan bl.a. analyser af økonomiens fysiske størrelse bidrage.

Skalaproblemet og de naturmæssige grænser for økonomiens vækst gør det mere åbenbart, at der er fordelingsproblemer – både globalt og nationalt – i relation til beslaglæggelsen af naturen. Den energi, de materialer, det areal osv., som den ene lægger beslag på, er ikke tilgængeligt for den anden – når der er grænser for, hvor meget vi kan udtrække af naturen. Miljøproblematikken indebærer to former for ansvar: Både ansvaret for at producere på en miljømæssig forsvarlig måde og ansvaret for at begrænse væksten i økonomiens skala. For de rige lande i den vestlige verden indebærer den sidste form for ansvar, at forbruget må begrænses for at skabe rum for et stigende forbrug i udviklingslandene. Et andet fordelingspolitisk aspekt er forskellene på rige personers og fattige personers ressourceforbrug – både i den vestlige verden og i udviklingslandene.

Ordet "indikator" kommer af latin, "indicator, indicare" og betyder "pege på", "angive" eller "vise indirekte". I dette projekt udvikles indikatorer, der skal gøre det muligt at vurdere, hvorvidt det danske ressourceforbrug udvikler sig i en mere bæredygtig retning. Der er en gensidig vekselvirkning mellem tilgængelighed af data og den politik, der føres: Er der ingen data, er det svært at føre politik på et område, og omvendt bliver der kun en efterspørgsel efter data, når der er et ønske om at føre politik på et område.

Den voksende interesse for at vurdere bl.a. nationale økonomiers bæredygtighed eller deres udvikling i retning af en mere eller mindre bæredygtig udvikling – fx som følge af kravet om udvikling af nationale strategier for bæredygtig udvikling til Verdens-topmødet i Johannesburg, september 2002 (Rio+10) – åbner enestående muligheder for at sætte bl.a. skalaproblemet og fordelingsproblemet på dagsordenen. Denne udvikling rummer imidlertid også en fare: Risikoen for, at diskussionen drukner i data uden grundige analyser af drivkræfterne bag ændringer (både positive og negative ændringer) i bl.a. ressourceforbrug og miljøbelastning. Samtidig indebærer den store internationale opmærksomhed om begrebet "bæredygtig udvikling" en risiko for, at alle lande vil fremstå som bæredygtige og dermed en risiko for, at der vil blive gjort meget for, at et land fremstår som bæredygtigt gennem valget af indikatorer og de tolkninger, der søges lagt ned over dataene.

Centralt i projektets indikatorudvikling har været en diskussion af det samlede nationale ressourceforbrug (inkl. og ekskl. ubrugte og indirekte strømme) som en indikator for et lands udvikling i retning af en mere bæredygtig udvikling. På den ene side kan opgørelser af det samlede ressourceforbrug som ét tal ses som en overskuelig indikator for samfundets træk på ressourcebeholdninger og samtidig for samfundets miljøbelastning, og på den anden side er der så store usikkerheder forbundet med disse overordnede opgørelser, at en så overordnet indikator vanskeligt synes at kunne stå alene.

Rapporten peger på, at der i de kommende år både er behov for en forstærket diskussion af ressourceforbrugets virkninger og årsager, af strategier for at nedbringe ressourceforbruget og af forskellige indikatorers mulighed for at bidrage til denne diskussion.

Vedr. kapitel 2
Klassificering og måling af fysiske strømme

De fysiske strømme (materiale- og energistrømme) klassificeres ud fra deres tre forskellige fremtrædelsesformer i samfundsøkonomien:

Naturressourcer
Varer
Affald og emissioner

Naturressourcer:

Der skelnes mellem brugte og ubrugte ressourcer. Strømmen af ubrugte ressourcer inkluderer de naturressourcer, der påvirkes af den økonomiske aktivitet, men ikke inddrages i økonomien. Eksempler er overjord, der flyttes ved minedrift, eller planterester fra landbruget.

En grov opdeling af naturressourcestrømme kan fås ved at tage udgangspunkt i den klassifikation af miljøaktiver (beholdninger), der findes i det internationalt anvendte SEEA system. Miljøaktiverne er her opdelt i tre grupper: naturressourcer, land og overfladearal samt økosystemer.

Det er væsentligt at måle ressourcer pga. ressourcernes:

Værdi: Økonomisk, etisk, sundhed, behov, uddannelse, forskning mv.
Knaphed: Genskabelse af fornyelige ressourcer, opdagelse af nye ressourcer
Behov for kontrol: Konflikter, fordeling af ressourcer og ressourceforbrug
Ødelæggelse: Fragmentering, forurening, beskyttelse, følsomhed
Påvirkning af miljø og sundhed under produktion, forbrug og returnering af ressourcer til naturen

Mængden af ressourcer, som mennesket på sigt kan udnytte (reserverne), defineres i denne rapport som:

Fornyelige ressourcer: Naturens genskabelse af nye ressourcer (tons/år)
Ikke-fornyelige ressourcer:
2.1 Fossile brændstoffer: Mængden af fossile brændstoffer, som kan udvindes med dagens kendte teknologi til en pris mindre end tre gange middelprisen de seneste 10 år.
2.2 Sjældne metaller: Metaller i malme i den ydre jordskorpe, som kan udvindes med dagens kendte teknologi til en pris mindre end 3 gange middelprisen de seneste 10 år. Den totale mængde metaller, som eksisterer i malmgange, er af geologer estimeret til 400-2.000 gange den årlige udvinding i dag. Malmene er af varierende lødighed, og kobber og tin er blandt de knappe metaller med den laveste reserve af malmgange med høj lødighed. Der findes meget større mængder af metaller "opløst" i granit og sedimenter uden for malmgangene.
2.3 Lette metaller: For aluminium og jern er ressourcerne næsten uendelige, idet 8% af jordskorpen består af aluminium og 5% af jern.
2.4 Ikke-metalliske mineraler: Mineraler indeholdt i formationer i den ydre jordskorpe. Fosfat er blandt de sjældne ikke-metalliske mineraler, idet den højeste lødighed findes i fosforit, hvor fosforen er akkumuleret fra døde dyr. Ressourcerne af andre ikke-metalliske mineraler er næsten uendelige såsom granitsten, sand og grus.

Varer:

Varer kan fx klassificeres efter den Kombinerede Nomenklatur (KN), som er EU's varenomenklatur. Denne nomenklatur anvendes af Danmarks Statistik i forbindelse med såvel Varestatistik for Industrien som Udenrigshandelsstatistikken.

Affald og emissioner:

For den indenlandske økonomi finder vi på outputsiden – ud over eksporten af varer – affald og emissioner af forskellige stoffer. Når hele økonomien betragtes, og der anlægges et overordnet syn på de fysiske strømme fra økonomien til miljøet, er det nødvendigt med et bredt affalds- og emissionsbegreb. Der kan eventuelt her anvendes en klassifikation, som foreslået af Eurostat.

I Eurostat's klassifikation er fast affald vist som en enkelt kategori. I praksis kan der fx foretages en kategorisering af affaldsstrømmene efter de kategorier, der findes i affaldsstatistikken (ISAG). Man skal dog her være opmærksom på, hvor man lægger skillelinjen mellem økonomi og miljø. I visse sammenhænge (MFA) vil det således være relevant at opfatte strømme af affald til videre behandling – fx forbrænding – som strømme, der foregår i økonomien, hvorved de eneste strømme af fast affald ud af økonomien vedrører affald, der deponeres.

Emissionerne og miljøpåvirkningen beskrives kortfattet ud fra, hvilke råstoffer og processer de stammer fra:

Fossile brændsler: Gasser (drivhus, forsurende og eutrofierende), partikler (små partikler, flyveaske, tungmetaller), restprodukter (slagge, flyveaske, tungmetaller)
Radioaktive stoffer (stråling, radioaktivt støv)
Kemiske produkter (farlige kemiske stoffer, farligt affald)
Metalliske mineraler (metaller, tungmetaller, cyanid, arsen, mineaffald)
Ikke-metalliske mineraler (overjord, fast affald)
Tømmer (reduktion af biodiversitet, risiko for oversvømmelser og erosion)
Afgrøder og husdyr (eutrofiering, pesticider, nitrat, drivhusgasser, reduktion af biodiversitet)
Fast affald (dioxin, tungmetaller, farlige kemiske stoffer)

Vedr. kapitel 3
Miljø- og sundhedseffekter

Begrebet bæredygtig udvikling konkretiseres i kriterier for velfærd, sundhed, emissioner, ikke-fornyelige ressourcer og fornyelige ressourcer:

Ethvert menneske skal have tilfredsstillet sit grundlæggende behov for føde, rent vand, bolig, tøj, uddannelse og sociale behov, og fattigdom er uacceptabelt
Ethvert menneske har ret til et sundt liv, det vil sige har ret til at leve under hygiejnisk betryggende forhold, sund kost, sund bolig, adgang til behandling i et velfungerende sundhedsvæsen og ret til nødvendig medicin
Det økologiske råderum (naturens bæreevne eller tålegrænse) for emissioner til naturen må ikke overskrides (Wuppertal 1995). Det økologiske råderum kan defineres som den udledning af emissioner til naturen, naturen kan omsætte, og som ikke ændrer tilstanden i naturen i uacceptabel grad. Enhed: tons/år eller tons/person/år
Udnyttelsen af ikke-fornyelige ressourcer skal være mindre end eller lig med tilvæksten i mængden af kendte ekstraherbare ikke-fornyelige ressourcer, som kan ekstraheres med dagens til rådighed værende teknik
Udnyttelsen af fornyelige ressourcer skal være mindre end eller lig med naturens genskabelse af de fornyelige ressourcer

Ved hjælp af en risikovurdering og ved brug af begreberne "økologisk råderum" og "bæredygtig udvikling" er de ressource- og materialestrømme med den væsentligste påvirkning af miljø og sundhed i Danmark afgrænset til:

fossile brændsler
tungmetaller
farlige kemikalier
kvælstofforbindelser

Endvidere bestemmes arealanvendelsen som en god indikator for økosystemer og biodiversitet.

Afgrænsningen til disse ressourcer er sket ved hjælp af følgende argumenter:

Fossile brændsler:

(IEA 2002) ekstrapolerede verdens forbrug af fossile brændstoffer og fandt, at CO₂-emissionerne vil øges med omkring 70% i perioden 2000-2030. Stigende emissioner af CO₂ vil forårsage stigende koncentrationer af CO₂ i atmosfæren. Stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren vil øge drivhuseffekten og skabe klimaændringer (IPCC 2001). Klimaændringer vil sandsynligvis skabe tørke, vandstandsstigninger, ekstremt vejr, oversvømmelser, sult, sygdomme, fattigdom, flygtninge og mange dødsfald (IPCC 2001).

Tungmetaller:

Tungmetaller, som spredes i naturen, kan opkoncentreres i fødekæden. Gennem denne bioakkumulation kan dyr og mennesker akkumulere høje koncentrationer af tungmetaller, hvilket kan fremkalde meget alvorlige og dødelige sygdomme i nervesystem, hjerne, blodbane, nyrer, hud og andre organer.

Farlige kemiske stoffer:

Der udvikles, fremstilles og anvendes stadig flere farlige kemiske stoffer, og myndighederne kan ikke følge med i vurderingen, klassificeringen og reguleringen af alle disse nye stoffer.

Der er i dag omkring 30.000 forskellige kemiske stoffer i omløb i Danmark og EU. Stofferne har vidt forskellig farlighed, og kun nogle få er vurderet af EU for farlighed.

De svært- eller ikke-nedbrydelige og bioakkumulerbare stoffer vil ophobes og opkoncentreres i fødekæden. Herved kan højerestående dyr og mennesker komme til at indeholde en blandet cocktail af et væld af sundhedsskadelige stoffer. Farlige kemiske stoffer giver sygdomme som cancer, allergi, hormonforstyrrelser, nerve- og hjernesygdomme, nedsat reproduktionsevne, misdannede fostre mv.

Kvælstofforbindelser:

Emissioner af kvælstofforbindelser forårsager:

eutrofiering af fjorde, kystnære områder og havet
nedsivning af nitrat til grundvandet
eutrofiering af næringsfølsom terrestisk natur såsom heder og højmoser

De største og væsentligste kvælstofemissioner kommer fra landbruget. Således stammer nitratforureningen af grundvandet i langt overvejende grad fra landbruget, og omkring 80% af tilførslen af kvælstof til Danmarks fjorde og kystnære områder stammer fra dansk landbrug (Miljøstyrelsen 1999).

Ødelæggelse af økosystemer og reduktion af biodiversiteten:

Mennesket inddrager mere og mere naturareal til eget behov med en voldsom ødelæggelse af økosystemer og reduktion af biodiversiteten til følge.

I Danmark er de naturlige økosystemer og biodiversiteten blevet omfattende ødelagt og reduceret i to perioder i løbet af de sidste 2.000 år. I den første periode omdannedes urskoven til middelalderligt landbrug, og i den anden periode omdannedes middelalderlandbruget til industrielt landbrug med brug af pesticider og kunstgødning til afgrøder og masseproduktion af grise samt omdannelse af håndværk til energiintensiv industrisamfund baseret på fossile brændstoffer og motorisering af transportsystemerne. (Wilhjelmudvalget 2001) konstaterede, at tilbagegangen i den danske natur er fortsat de sidste 20 år, og at kvaliteten af Danmarks natur og biologiske mangfoldighed i dag aldrig har været ringere.

Vedr. kapitel 4
Analyseniveauer og modeltyper

Da økonomien er en del af økologien og naturen, gælder naturlovene ikke blot for naturen, men også for økonomien. De væsentligste naturlove er i den her beskrevne sammenhæng:

loven om massens bevarelse
termodynamikkens 1. hovedsætning: loven om energiens bevarelse
termodynamikkens 2. hovedsætning: loven om, at entropien stiger i et lukket system

Der skelnes mellem beholdninger og strømme både i naturen og i økonomien.

I naturen er beholdninger fx mængden af ferskvand, mængden af ædelt træ i regnskove eller mængden af oliereserver. En beholdning kan også være en energimængde, fx kemisk energi lagret i kulreserverne.

I økonomien er beholdningerne de akkumulerede mængder materialer eller energi. De ophobede materialemængder er i forhold til vægt primært infrastruktur og bygninger, men også udvundne ressourcer, maskiner, halvfabrikata og produkter lagret eller under brug i økonomien. De ophobede energimængder er små og består primært af olie- og kullagre.

Materialestrømmene flyder fra naturens beholdninger som ressourcer ind i økonomien, gennem økonomiens beholdninger som varer og retur til naturen som emissioner.

Energistrømmene løber primært fra solindstrålingen ad forskellige veje til termisk varme og refleksion retur til universet.

Masse- og energistrømmene mellem økologien og økonomien beskrives i 3 dimensioner:

materialer (grundstoffer, kemiske stoffer, blandinger)
økonomien (hele økonomien, sektorer, brancher)
materialestrømme (ressourcer, import, eksport, produkter, emissioner)

Hertil kommer naturligvis de 4 sædvanlige dimensioner for rum og tid.

Materiale- og energistrømme mellem økologien og økonomien samt inde i økonomien kan beskrives ved hjælp af modeller i forskellige niveauer.

Modelniveauerne kan beskrives ved hjælp af en modelpyramide med de simpleste modeller øverst i pyramiden og de mest komplicerede og detaljerede modeller nederst i pyramiden:

Niveau 1: Grundmodel
Niveau 2: Economy Wide MFA
Niveau 3: Sektormodel
Niveau 4: Hovedbranchemodel
Niveau 5: 130 branchemodel

Vedr. kapitel 5
Detaljerede modeller

Der lægges 2 snit gennem økonomien for at kunne anskue produktionen og forbruget samt affalds- og spildevandsbehandlingen hver for sig. Dette er den her benævnte "sektormodel".

Herved kan vi kigge ind i økonomien og beskrive og få oplysninger om følgende væsentlige forhold:

Det materielle privatforbrug
Affalds- og spildevandsmængder
Genanvendelsen af affald
Emissionerne opdelt på produktion, forbrug samt affalds- og spildevandsbehandling
De ophobede mængder i produktion, forbrug samt affalds- og spildevandsbehandling

Sektormodellen opstilles for Danmark for året 1990. Hver dansker brugte 1,8 tons materialer pr. år fra den danske produktion plus 0,4 tons importerede forbrugsvarer pr. person – i alt et forbrug på 2,2 tons pr. person pr. år. Til fremskaffelse af dette forbrug håndteredes 32,3 tons danske råstoffer pr. person inkl. ubrugte ressourcer samt råstoffer i udlandet til fremstilling af importen. De udvundne ressourcer plus importen blev til emissioner på i alt 23,5 tons materialer pr. person, ophobede materialer (investeringer) på 11,4 tons pr. person og en eksport på 4,6 tons pr. person pr. år.

Det vises, at emissioner er størst i starten af økonomien, hvorefter de aftager hen gennem økonomien. Således er emissionerne fra de ubrugte ressourcer på 8,4 tons person pr. år (hvoraf 6,9 tons/person/år fra udvinding af sten, ler og grus) og fra produktionen på 12,5 tons pr. person pr. år, hvoraf de største tab er fra landbruget (gylle) samt fra forbrænding af fossile brændsler. Således var mængden til grøntfoder på 4,1 tons pr. person pr. år (omkring 80% vandindhold) og til foderkorn på 0,3 tons pr. person pr. år. Størstedelen af grøntfoderet og foderkornet blev til gylle.

I den anden ende af økonomien var emissionerne relativt små med 1,7 tons/person/år fra husholdningerne direkte til naturen og med 0,9 tons/person/år fra affalds- og spildevandsbehandling.

Sammenfattende findes, at:

en relativt lille materialestrøm til forbrug pr. person igangsætter meget store materialestrømme især ved råstofekstraktion og produktion, men også gennem import og eksport
Danmark som en lille åben økonomi har væsentlige materialestrømme pr. person knyttet til import og eksport, men dog stadig mest til hjemlig råstofekstraktion
de største emissioner pr. person er ved ressourceekstraktion og produktionen
kun omkring 20-25% af materialestrømmene til forbruget ender som affald og stoffer i spildevandet
den gennemsnitlige recirkulationsgrad for de indsamlede affaldsstrømme (inkl. stoffer i spildevand) er ca. 50%
emissionerne pr. person til naturen er meget store og ca. 15 gange større end materialestrømmene til forbrug pr. person
emissionerne pr. person til naturen i alt er omkring 18 gange større end de indsamlede affaldsmængder fra husholdninger og erhverv. De indsamlede affaldsmængder er således kun toppen af isbjerget

Konkret kan regnskaber for materialestrømme opstilles som enten fysiske input-output tabeller eller som ressource- og emissionsregnskaber. De fysiske input-output tabeller er de mest omfattende og dækkende, idet de redegør for, hvorledes ressourcer og varer bringes ind i økonomien, hvordan de strømmer rundt i økonomien, og hvordan de til sidst forlader økonomien igen i form af eksportvarer, affald og emissioner. Fysiske input-output tabeller viser desuden, hvorledes der for de enkelte brancher og husholdninger er materialebalance, således at input og output balancerer, når der tages hensyn til akkumulationen i økonomien. Fordelen ved de fysiske input-output tabeller er, at de på en kompakt måde redegør for alle de fysiske strømme samtidigt med, at det sikres, at data er konsistente, og at de repræsenterer materialebalanceprincippet. Ulempen er, at fysiske input-output tabeller er ganske arbejdskrævende at opstille.

Ressource- og emissionsregnskaber kan betragtes som delmængder af fysiske input-output tabeller, idet der er tale om at beskrive økonomiens inputside hhv. outputside. Som eksempler på ressourceregnskaber kan nævnes fysiske regnskaber for energiforbrug og vandforbrug. Som eksempel på emissionsregnskaber kan nævnes regnskaber for emissioner af forurenende stoffer til luft. Regnskaberne kan eksempelvis opstilles med en fordeling af ressourceinputtet eller emissionerne på de brancher, der modtager hhv. afgiver de fysiske mængder.

Vedr. kapitel 6
MFA

MFA er forkortelsen for Material Flow Accounts, dvs. regnskaber for materialestrømme. I denne rapport bruges MFA som betegnelse for økonomiens materialestrømme på det overordnede niveau. Der er tale om en beskrivelse af de samlede materialestrømme og om at se på økonomien som en helhed. En række indikatorer er udviklet i tilknytning til MFA. De mest kendte er DMI (Direct Material Input) og TMR (Total Material Requirement, totalt materialebehov), som belyser, hvor store materialemængder økonomien kræver. TMR er udtryk for den samlede mængde af materialer fra naturen, der – på globalt plan – påvirkes af den økonomiske aktivitet i landet. En række andre indikatorer kan imidlertid også opstilles således, at akkumulationen i økonomien og økonomiens outputside belyses. MFA-indikatorerne kan desuden danne baggrund for indikatorer, der viser noget om, hvordan det går med at afkoble væksten i de materielle strømme fra den økonomiske vækst, og hvorvidt det giver mening at tale om, at der foregår en dematerialisering.

MFA-indikatorerne er helt overordnede indikatorer, der ikke retter sig direkte mod at belyse miljøpåvirkninger. På baggrund af MFA-principperne kan der imidlertid opstilles delmål og delindikatorer for forskellige typer af ressourcer, således at en analyse af udviklingen i højere grad bliver mulig. Dette er også baggrunden for, at det foreslåede MFA-baserede indikatorsystem (kapitel 9) indeholder en opdeling af materialestrømmene på en række delindikatorer, som tilsammen giver de traditionelle MFA-indikatorer.

Et springende punkt i forhold til overvejelserne om at gennemføre detaljerede analyser og fortolkninger af resultater af MFA-opgørelser er, hvorvidt de nuværende usikkerheder og den delvis manglende metodekonsensus er for udtalt til, at der kan drages fornuftige konklusioner på baggrund af MFA-opgørelser. Hertil kommer naturligvis spørgsmålet om, hvad opgørelser i tons i det hele taget udtrykker i forhold til ressourceknaphed og miljøpåvirkninger. I relation til det første punkt kan det i en dansk sammenhæng konkluderes, at de direkte strømme kan opgøres med stor sikkerhed, mens de indirekte strømme kun kan bestemmes med meget stor usikkerhed. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt MFA-indikatorerne er relevante i forbindelse med belysning af fx miljøpåvirkning, kan det konkluderes, at en opdeling af indikatorerne på vare- eller materialegrupper vil være et første skridt på vejen mod mere meningsfulde opgørelser.

Vedr. kapitel 7
Ressourceeffektivitet, afkobling og levetider

Ressourceeffektiviteten udtrykker, hvor godt de ressourcer, der bruges til at opfylde menneskets behov, udnyttes. Ressourceeffektiviteten kan da defineres som forholdet mellem tilfredsstillelsen af de menneskelige behov, og de ressourcer der bruges til at tilfredsstille disse behov.

Ressourceeffektiviteten kan defineres udelukkende ved hjælp af materialestrømme og kan beregnes for hele samfundet med og uden ubrugte strømme og for hver sektor af samfundet og hver branche. Ved at relatere materialestrømme til økonomisk omsætning, serviceenheder eller antallet af indbyggere kan andre udtryk for effektivitet og intensitet defineres.

Ressourceeffektiviteten kan defineres i forhold til sektormodellen. Der findes matematiske udtryk for ressourceeffektiviteten med og uden ubrugte ressourcer for hele samfundet. Ressourceeffektiviteten beregnes som produktstrømmen ind i husholdningerne inkl. importen af forbrugsvarer, divideret med summen af de hjemlige råstoffer og importen minus eksporten.

Endvidere opstilles udtryk for ressourceeffektiviteten for hver sektor i samfundet, det vil sige for råstofudvinding, produktion, forbrug og affalds- og spildevandsbehandling. Ressourceeffektiviteten beregnes som de direkte udnyttede fysiske strømme gennem sektoren divideret med det tilsvarende ressourceforbrug.

Der opstilles også udtryk for ressourceeffektivitet for forskellige delstrømme, som påvirker miljø og sundhed. Således opstilles på matrix-form energieffektiviteten, vandeffektiviteten og effektiviteten for brug af farlige kemikalier og tungmetaller.

Ressourceeffektiviteten udtrykker i DPSIR-modellen forholdet mellem produktstrømmen i "Driving Force"-kategorien og ressourcestrømmen i "Pressure"-kategorien.

Ressourceeffektiviteten kan blive større end "1", såfremt materialet genanvendes. Såfremt alle ressourcer genanvendes (eller levetiden er uendelig lang), og emissionerne er nul, vil ressourceeffektiviteten blive uendelig stor.

Ressourceeffektiviteten for totale materialestrømme i Danmark i 1990 ifølge sektormodellen beregnes til 0,07 uden ubrugte ressourcer og til 0,04 med ubrugte ressourcer. For at øge ressourceeffektiviteten og mindske emissionerne er det mest vigtigt at reducere brugen af energi og fossile brændsler og dernæst at reducere akkumulationen af materialer ved bygge og anlæg.

For møbelbranchen i Danmark beregnes ressourceeffektiviteten til 0,4 for selve møbelbranchen og til 0,1 for hele livscyklus af møbler inkl. ubrugte materialestrømme under ressourceekstraktion. Energieffektiviteten er beregnet til 41 tons møbler/TJ for selve møbelbranchen, men til 140 tons møbler/TJ for hele livscyklus af møbler inkl. genvinding af energi ved affaldsforbrænding.

Med udgangspunkt i MFA kan forskellige effektivitetsmål opstilles. Det er dog nødvendigt at opdele materialestrømmene i MFA på typer af økonomisk aktivitet for at opnå meningsfulde effektivitetsmål. Med udgangspunkt i terminologien fra nationalregnskabet foretages således en opdeling i de materialestrømme, der vedrører brancher på den ene side og de materialestrømme, der vedrører den såkaldte endelige anvendelse (i form af privat forbrug, offentligt forbrug, investeringer og eksport) på den anden side. På denne baggrund kan der defineres effektivitetsmål for produktionen hhv. den samlede økonomi. Alle målene er tekniske mål i den forstand, at de udtrykker outputs i tons i forhold til inputs i tons.

Effektivitetsmål for produktionen sætter branchernes produktion af varer til endelig anvendelse i forhold til relevante materialeinput til brancherne. Sidstnævnte kan være det indenlandske ressourceinput (mål 1) eller det samlede materialeinput inkl. importerede varer (mål 2). Endelig kan branchernes produktion af varer til endelig anvendelse sættes i forhold til den del af TMR (Total Material Requirement), der skyldes branchernes forbrug i produktionen (mål 3). Dette mål angiver for produktionen, hvor stor en andel af den samlede mængde primære ressourcer, der ender som produkter til endelig anvendelse. Målene har hver deres fortolkning og anvendelse. Men hvis man ønsker et samlet mål for, hvor effektivt den indenlandske produktion udnytter inputs af indenlandske ressourcer og importerede varer – når der også tages hensyn til de indirekte materialestrømme i ind- og udland – så er mål 3 at foretrække.

Effektivitetsmål for den samlede økonomi tager udgangspunkt i den samlede endelige anvendelse, dvs. endelig anvendelse af såvel indenlandsk producerede varer som importerede varer. Betragtningen er, at formålet med den økonomiske aktivitet i sidste ende er at tilfredsstille efterspørgslen i form af endelig anvendelse. Det er således denne, der er i fokus på outputsiden. Målene udtrykker på den baggrund, hvor effektivt der fremskaffes materialer til endelig anvendelse. Det mest simple mål (mål 4) for den samlede økonomis materialeeffektivitet fås ved at dividere den samlede mængde varer, der går til endelig anvendelse, med den samlede materialetilgang til økonomien, DMI (Direct Material Input). En økonomi, der har en relativ stor import af varer til endelig anvendelse, vil have en høj indenlandsk materialeeffektivitet svarende til, at der ikke indenlands dannes store mængder affald og emissioner i forbindelse med forsyningen af varer til endelig anvendelse. Erstattes DMI med TMR, fås et mål for økonomiens totale effektivitet med hensyn til naturressourcer på globalt plan (mål 5). Målet angiver, hvor stor en andel af de primære ressourcer inkl. ubrugte strømme (TMR), der ender som endelig anvendelse. En variant (mål 6) af dette mål fås ved at trække eksporten og dens indirekte strømme fra på passende vis i tæller og nævner. Hermed sættes fokus på den indenlandske endelige anvendelse.

Afkoblingsmål fås som en slags variant af effektivitetsmålene, men hvor effektivitetsmålene har en teknisk karakter (tons pr. tons), har afkoblingsmålene en økonomisk karakter (tons pr. krone). Afkoblingsmålene fokuserer på, hvordan en uønsket sideeffekt – materialeforbruget i tons – ved den økonomiske aktivitet udvikler sig i forhold til den økonomiske aktivitet fx målt ved BNP. MFA-indikatorer kan direkte bruges – og bliver ofte brugt sådan – som udgangspunkt for beregningen af afkoblingsmålene. Således er beregningen af TMR/BNP næsten standard i MFA-sammenhæng. Man skal være opmærksom på, at et fald i en afkoblingsindikator er udtryk for en relativ afkobling, og at dette ikke siger noget om de absolutte miljøpåvirkninger. En pragmatisk fortolkning af afkoblingsindikatorerne kan lægges til grund, hvis tælleren og nævneren afspejler målsætninger indenfor miljøpolitikken hhv. den økonomiske politik. Man ønsker, at tælleren skal falde, og nævneren skal stige.

OECD har i sin publikation Indicators to Measure Decoupling of Environmental Pressure from Economic Growth udviklet et sæt indikatorer, der sætter fokus på, hvorvidt der i en national økonomi eller dele heraf sker en afkobling af økonomisk udvikling fra udviklingen i miljøbelastning og ressourceforbrug. OECD slår til lyd for, at spørgsmålet om afkobling bedst vurderes ved at sammenholde udviklingen i såkaldte "Driving Forces" (økonomisk udvikling, befolkningudvikling m.m.) med udviklingen i en "Pressure"-indikator inden for ressourceforbrug, da ændringer hurtigere ses i "Pressure"-indikatorer end i "State"-indikatorer, der belyser selve miljøtilstanden eller i "Impact"-indikatorer, der belyser konsekvenser for sundheden af ændringer i miljøtilstanden.

OECD peger på, at vurderinger af afkobling ikke kan stå alene i en vurdering af, hvorvidt en udvikling er acceptabel. Afkoblingsindikatorer siger således noget om en ændring over tid, men siger ikke noget om det absolutte niveau af presset på miljøet – altså hvorvidt der er sket en absolut afkobling af vækst og belastning, således at belastningen på naturen er faldet. Ydermere siger de relative ændringer ikke noget om (og heller ikke de absolutte), hvorvidt presset på naturen skal reduceres, eller om det er i orden, at presset på den pågældende del af naturen stiger yderligere – herunder om der er en grænse, som det absolutte niveau kan vurderes op imod. Det kunne fx være et spørgsmål om, at forbruget af fornyelige ressourcer skal vurderes op imod disse ressourcers fornyelsesrate. Der peges ydermere på, at der bør udvikles mål for afstanden til realiseringen af eventuelle mål (såkaldte "distance-to-target" vurderinger).

OECD peger på vigtigheden af at udvikle intermediate indikatorer gennem en dekomponering af primære afkoblingsindikatorer med henblik på at kunne vurdere baggrunden for udviklingen i en afkoblingsindikator. Et eksempel på dekomponering af en indikator er en opdeling af indikatoren for udviklingen i emission af drivhusgasser i relation til GDP i indikatorer for:

emissioner pr. forbrug af primær energienhed
forbruget af primær energi pr. forbrug af energi i forbrugsleddet
forbruget af energi i forbrugsleddet i forhold til den økonomiske omsætning

Levetiden for materialer i en sektor af samfundet defineres som mængden af materialer i sektoren divideret med den materialestrøm, som forlader sektoren. Der opstilles udtryk for levetiden af materialer dels i hele samfundet og dels i hver sektor af samfundet.

Ud fra kriterierne for bæredygtig udvikling, sektormodellen og definitionerne på ressourceeffektivitet og levetid findes nødvendige – men ikke tilstrækkelige – betingelser for bæredygtig udvikling, hvad angår fysiske strømme. Vejen til bæredygtig udvikling findes således at gå gennem detoxificering, øget ressourceeffektivitet, øget levetid af produkter, beskyttelse af naturlige ressourcer mod forurening, defragmentering og destruktion samt dematerialisering af velfærden og en mere lige fordeling af ressourceforbruget mellem mennesker.

Vedr. kapitel 8
Overordnet forslag til indikatorsystem

Ordet "indikator" kommer af latin, "indicator, indicare", og betyder "pege på", "angive" eller "vise indirekte". I nærværende sammenhæng skal indikatorerne angive, om samfundets materialestrømme over tid går i retning af bæredygtig udvikling.

En indikators værdi kan sammenlignes med det politisk fastsatte mål eller delmål for bæredygtig udvikling, og differencen mellem indikatorværdi og målet bestemmes.

Der skal stilles krav til indikatorerne vedrørende deres relevans, kvalitet, målemetode, validitet, usikkerhed (nøjagtighed), sammenlignelighed, forståelighed, datatilgængelighed og frekvens. Der tages udgangspunkt i FN's metodologi (UN 2001).

Det anbefales at strukturere et indikatorsystem som en indikatorpyramide. Øverst i pyramiden er få topindikatorer, mens der nederst i pyramiden er mange detaljerede indikatorer. Indikatorpyramiden består af følgende niveauer oppe fra og ned:

Niveau A: Topindikatorer
Niveau B: Nøgleindikatorer
Niveau C: Hoved materialestrøms- og arealindikatorer
Niveau D: Brancheindikatorer
Niveau E: Detaljerede indikatorer

Indikatorpyramiden struktureres yderligere ved hjælp af et generelt indikatorsystem, som relateres til sektormodellen. Det formelle indikatorsystem er en matrix med følgende indikatortyper:

Massestrømme/effektivitet/levetid
Tryk på økologisk råderum/intensitet af velfærd
Ressourceintensitet/økonomisk dekobling
Ressourceforbrug/emissioner/materiel velfærd pr. indbygger

Der foreslås således et indikatorsystem bestående af en indikatorpyramide struktureret ved hjælp af formelle indikatorer:

Tabel 8.2 Forslag til indikatorer i indikatorpyramiden.

Klik her for at se Tabel 8.2

Ud fra risikovurderingen er valgt følgende grupper af indikatorer med hver deres topindikator i tabel 8.2:

Aggregeret materialeforbrug, MFA
Brutto energiforbrug, TEC
Areal af næsten upåvirket natur, A_n
Forbrug af farlige materialestrømme, DFC
Øvrige: Vand, kvælstof, øvrige drivhusgasser (uden topindikator)

Hver af disse grupper søges så vidt muligt beskrevet ved balancer/regnskaber for ressourcer og emissioner og søges opdelt (disintegreret) ned gennem indikatorpyramiden.

I toppen af indikatorsystemet er således indikatorer for aggregeret materielt forbrug, TMR, brutto primær energiforbrug, TEC, arealanvendelsen, A_n, og farlige materialestrømme, DFC. I bunden af pyramiden (niveau D og E) er der indikatorer for de specifikke materialestrømme i specifikke brancher.

Bevæger vi os oppe fra og ned gennem indikatorpyramiden fra niveau A til niveau C (fra venstre mod højre i tabel 8.2), gælder for hver af de 4 top-indikatorers disaggregering ned gennem pyramiden:

Aggregeret materialeforbrug udtrykt ved hoved MFA-indikatorer disintegreres ved deling, således at summen af materialestrømme i niveau C er lig med materialestrømmene i niveau B
Total primær energiforbrug, TEC, opdeles i forbrug af fossil energi og produktion af fornyelig energi samt den del af energien, der går til elproduktion og elforbrug. I materialeregnskabet for de fossile brændsler opgøres de samlede emissioner fra fossile brændsler. (Disse bør være lig med forbruget af fossile brændsler). De fossile brændsler opdeles på typer af brændsler (kul, olie, benzin+diesel, gas). Emissionerne opdeles på typer af emissioner (drivhusgasser, eutrofierende gasser, forsurende stoffer slagge og flyveaske). Produktion af fornyelig energi opdeles på energityper (sol, vind, vand, jordvarme og biomasse). Elproduktionen opdeles på el fra fossile brændsler og el fra fornyelige kilder, og elforbruget opdeles på elforbrug i husholdninger og elforbrug i produktionen. Der gås frem efter lovene om massebevarelse og energibevarelse efter sektormodellen
Areal af næsten upåvirket natur A_n/A opdeles i niveau B i næsten upåvirket terrestisk natur og næsten upåvirkede fjorde og kystzoner. Herudover er tilføjet arealet af lidt domineret land. Summen af arealer i niveau C er lig med summen af arealer i niveau B
Forbrug af farlige materialestrømme, DFC, opdeles i forbrug og emissioner af farlige kemikalier og tungmetaller i niveau B og videre i høj, middel og lav risiko materialestrømme i niveau C. I niveau C er tilføjet forbrug af radioaktive stoffer og risiko-GMO. Der gås frem efter loven om massebevarelse efter sektormodellen
Øvrige materialestrømme – vand, kvælstof og øvrige drivhusgasser – opdeles efter deres kilder ud fra samfundssektorer: Husholdninger, landbrug, industri og erhverv samt ud fra forbrændingsprocesser/ikke-forbrændingsprocesser. Der gås frem efter loven om massebevarelse efter sektormodellen

Indikatorerne i tabel 8.2 findes enten i forvejen eller kan i vid udstrækning beregnes ud fra eksisterende statistiske informationer. Der vil imidlertid blive tale om, at en stor del af indikatorerne skal beregnes ud fra data, som ligger spredt i forskellige statistikker, hos flere forskellige myndigheder, statistikkontorer og private organisationer.

Vedr. kapitel 9
Forslag til et dansk MFA-baseret regnskabssystem med tilknyttede indikatorer

I kapitel 9 opstilles et forslag til et dansk MFA-baseret regnskabssystem med tilknyttede indikatorer. Der skelnes mellem to niveauer: Et "præsentationsniveau" og et detaljeret regnskabs- og databaseniveau.

Præsentationsniveauet er det niveau, hvorpå hovedstørrelser fra det detaljerede regnskab sammenfattes, og hvorfra indikatorer kan udvælges med henblik på offentliggørelse og kommunikation til omverdenen. Præsentationsniveauet balancerer mellem ønsket om flere detaljer på den ene side og ønsket om overskuelighed på den anden side. Præsentationsniveauet opererer på inputsiden med en opdeling på ressourcer og varetyper, mens det på outputsiden er forholdsvis aggregeret.

På det detaljerede regnskabs- og databaseniveau bør det være muligt – i forbindelse med analyser af udviklingen i forskellige indikatorer – at dykke ned bag præsentationsniveauets aggregerede poster og indikatorer.

Der er et åbenlyst behov for, at et dansk MFA-baseret indikatorsystem indeholder indikatorer på et mere detaljeret niveau end de traditionelle MFA-systemer, men på en sådan måde, at forbindelsen til de overordnede indikatorer og mulighederne for international sammenlignelighed ikke mistes.

Et dansk MFA-baseret indikator- og regnskabssystem for materialestrømme bør derfor opbygges med udgangspunkt i den traditionelle informationspyramide, hvor de traditionelle MFA-indikatorer (DMI, DMC, TMR, TMC, DPO og NAS) ligger i toppen af informationspyramiden. Herunder bør der ligge en række indikatorer på et mere detaljeret niveau, dvs. med en opdeling efter hovedgrupper af materialer og varer og eventuelt med en brancheopdeling. Længst nede ligger regnskabssystemets grunddata. Data og indikatorer bør opbygges, således at der er indbyrdes konsistens og på en sådan måde, at det er gennemskueligt, hvilke tal og begreber der indgår i hvilke indikatorer. Regnskabssystemet bør så vidt muligt baseres på bogholderimæssige sammenhænge (materialebalancer) med mulighed for tjek af, om data er konsistente.

På indikatorsystemets overordnede præsentationsniveau opereres på økonomiens inputside med 6 og 11 grundindikatorer for hhv. dansk ressourceudvinding og importerede varer. Den danske ressourceudvinding er opdelt på forskellige typer ressourcer, herunder landbrugets høstudbytte, skovbrugets hugst, fiskeri, vand, olie og gas, sten, grus, ler mv. Importvarerne er opdelt i grupper som vegetabilske produkter, animalske produkter, gødningsstoffer, kemikalier, maskiner og transportmidler mv.

Indikatorerne på inputsiden (DMI og TMR) tager udgangspunkt i den samlede økonomiske aktivitet, og der skelnes ikke mellem, hvilke dele af økonomien, der er ophav til materialestrømmene. I systemet medtages dog også de afledte indikatorer DMC og TMC, hvor eksporten er fraregnet.

De MFA-indikatorer, der indregner materialestrømme i udlandet, opfylder strengt taget ikke de basale krav, man må stille til statistiske oplysninger og officielle indikatorsystemer. TMR og TMC må derfor betragtes som resultater af en slags modelberegninger og som nogle meget grove overslag over, i hvilken grad der flyttes materialer i udlandet. På grund af den store interesse for TMR og TMC og deres pædagogiske kvaliteter er de medtaget i det foreslåede indikatorsystem, men en offentliggørelse af sådanne indikatorer må ledsages af et par advarende ord om, at opgørelserne er forbundet med betydelig usikkerhed.

Økonomiens outputside foreslås præsenteret ved hjælp af fem grundindikatorer (eksport, fast affald, luftemissioner, spildevand og andet). Årsagen til det beskedne antal indikatorer er til dels, at der på en lang række områder ikke er noget datagrundlag til rådighed, og i de tilfælde, hvor der er data til rådighed, findes der i forvejen ganske udbyggede informationssystemer. Det gælder fx for luftemissioner og fast affald. Formålet med at inddrage outputsiden på dette overordnede plan er derfor først og fremmest eksplicit at vise, at der er en sammenhæng mellem det, der strømmer ind i økonomien og det, der strømmer ud af økonomien. I den forbindelse fungerer regnskabet i øvrigt som et redskab til kontrol af, hvorvidt der er sammenhæng mellem de forskellige materialestrøms- og akkumuleringsdata, der eksisterer. I øvrigt kan den samlede indikator for eksporten uden problemer underopdeles på varegrupper på samme måde som importen, såfremt det i visse tilfælde er hensigtsmæssigt. Ud fra grundindikatorerne for affald, emissioner, spildevand og andet kan MFA-indikatoren DPO (Domestic Processed Output) i øvrigt beregnes.

Ved opstilling af et sammenhængende materialeregnskab er det nødvendigt at medtage akkumuleringen i økonomien. Ud over at akkumuleringen har betydning for at kunne balancere input og output, kan det have selvstændig interesse at se på, hvor store mængder materialer, der ophobes i økonomien. Det indikerer, hvilke materialemængder det vil være nødvendigt enten at genbruge eller at behandle som affald på et senere tidspunkt. De enkelte akkumulationsposter specificeres så detaljeret som muligt i det detaljerede materialestrømsregnskab, men som egentlig indikator på præsentationsniveauet medtages kun MFA-indikatoren for nettoakkumulering, NAS (Net Addition to Stock).

I tilknytning til det overordnede indikatorsystem, der er skitseret oven for, kan der suppleres med informationer om de materialestrømme, der er knyttet til enkelte dele af økonomien herunder til de enkelte brancher og kategorier af endelig anvendelse (forbrug, eksport mv.). Materialestrømmene vil i princippet for hver branche og anvendelseskategori kunne opdeles på de samme hovedgrupper som det overordnede MFA-regnskab.

Det første trin vil være at belyse de enkelte branchers materialeinput. Mere fuldstændige regnskaber for branchernes materialestrømme – altså inkl. akkumulering og output – er også mulige, dog kun med en ganske betydelig arbejdsindsats.

Tilføjelsen af branchedimensionen indebærer, at der åbnes muligheder for, at materialestrømmene kan belyses via input-output modeller. Herved åbnes for at foretage egentlige analyser af sammenhængen mellem centrale økonomiske størrelser som privat konsum og eksport på den ene side og afledte materialestrømme på den anden side.

Et naturligt udgangspunkt for MFA-databasen og -regnskabssystemet er den type data og de kilder, der blev benyttet i forbindelse med den danske brancheopdelte MFA-opgørelse for 1997, jf. (Pedersen 2002). Såfremt der satses på, at også indirekte strømme skal indgå, er det nødvendigt også at opbygge en systematik og et modul, der indeholder metoder og data for ressourceækvivalenter og ubrugte ressourcer. I første omgang vil det for de indirekte strømme være nødvendigt at benytte data fra Wuppertal Instituttet, men der vil være muligheder for gradvist også at inddrage oplysninger fra danske og udenlandske livscyklusvurderinger.

Vedr. kapitel 10
Analyser på baggrund af MFA-data

Kapitlet diskuterer behovet for analyser af ændringer i materialestrømme og af årsagerne hertil og diskuterer gennem eksempler muligheder og begrænsninger for at anvende MFA-studier i sådanne analyser. En vigtig dimension i diskussionen af miljø, sundhed og bæredygtig udvikling er at tematisere, hvilken betydning aktuelle sociale og økonomiske udviklingstendenser har for den fremtidige udvikling mod eller bort fra øget bæredygtighed.

En gennemgang af MFA-studier af en række industrilande konkluderer, at hidtidige Economy-wide MFA-studier ikke viser nogen (begyndende) dematerialisering. Den postulerede sammenhæng mellem udviklingen mod et informations- og servicesamfund og en heraf følgende dematerialisering kan således ikke finde støtte i foreliggende studier. Flere af studierne viser dog en relativ afkobling mellem økonomisk vækst og TMR/DMI, hvilket antyder en stigende ressourceeffektivitet – som dog ikke hidtil har formået at udligne økonomiens vækstrate.

Med baggrund i den hastige udvikling i anskaffelsen og brugen af moderne kommunikationsteknologi diskuteres betydningen for udviklingen i økonomiens samlede ressource- og materialetræk. På den ene side er udviklingen generelt gået mod mindre apparater. Over for dette står nogle andre tendenser, som synes at trække i en modsat retning: Først og fremmest den kraftige stigning i anskaffelse og brug af apparater såsom computer og mobiltelefon. Dernæst den gradvise udtømning af lettilgængelige metaller, som kan forudses at ville bevirke en betydelig stigning i størrelsen af skjulte materialestrømme knyttet til metaludvinding. Der knytter sig endvidere betragtelige energi- og ressourceforbrug til selve produktionen af mikro-elektronik (fx computeres mikroprocessorer og computere (og andet elektronisk udstyr)) kræver et løbende forbrug af elektricitet med relaterede materialestrømme.

For et land som Danmark – der ikke selv råder over naturligt forekommende metalressourcer – kan en stigning i anskaffelsen af elektroniske apparater betyde, at landets forbrug giver anledning til stigende miljø- og sundhedsproblemer andre steder på kloden (i de ressourceudvindende lande). Dermed kan der ske en forskydning i retning af øget global ulighed.

Miljødebatten og -forskningen har gennem årene i vid udstrækning taget udgangspunkt i produktionssiden af økonomien og fokuseret på de afledede miljøeffekter af denne. Dette har samtidig bevirket en underbelysning af forbrugssiden. Den del af det danske TMR, som relaterer sig til produkter produceret i udlandet og importeret til Danmark, udgør mere end halvdelen (54%) af det samlede TMR for 1997. Der er således god grund til at sætte lys på det danske forbrug og dets virkninger på miljøet herhjemme såvel som i udlandet.

En mulig indfaldsvinkel til at begrebsliggøre og analysere betydningen af det private forbrug kan bestå i ved at opdele TMR på forårsagende endelig anvendelse og herefter bestemme materialeintensiteten for hver forbrugsgruppe som "TMR pr. krone".

En del af forklaringen på at bl.a. elektroniske apparater og køretøjer ved de nuværende opgørelsesmetoder ikke fremstår særlig materialeintensive, kan formodentligt søges i det forhold, at den metode der benyttes af Danmarks Statistik ved opgørelsen af TMR, ikke medtager indirekte strømme knyttet til importvarer (men alene ubrugte strømme) og dermed undervurdere det faktiske TMR.

Dertil kommer, at forbruget af energi opgøres som en særskilt gruppe. Dette betyder i praksis, at man ikke kan finde oplysninger om de samlede materialestrømme knyttet til fx brugen af en pc eller en bil. Det konkluderes, at hvis MFA-opgørelser skal kunne udgøre et mere brugbart input til diskussionen af forbruget af varer og tjenester, er det nødvendigt at nytænke den nuværende klassificering af TMR på forårsagende endelig anvendelse. Den nuværende opdeling på typer af endelig anvendelse (som tager udgangspunkt i en nationalregnskabsmæssig praksis) bryder radikalt med de fra hverdagslivet kendte sammenhænge mellem forbrug og adfærd. Det giver således ikke megen mening at udskille byggeriet af privat beboelse fra kategorien "boligen" og henføre denne til den generelle kategori "investeringer". Man må i højere grad forstå forbruget som struktureret af en række sammenhængende forbrugsfelter (fx transport, fødevarer og bolig), som hver især sammenfatter en række underordnede og afledede forbrug.

I det omfang der udvikles tidsserier for materialeintensiteter, kunne det være en mulighed at dekomponere materialestrømsdata, hvorved man vil få bedre indsigt i, hvilke kræfter der driver udviklingen i materialestrømmene knyttet til forskellige forbrugsfelter/forbrugsgrupper. Ved dekomponering forstås en opsplitning af – i denne sammenhæng – de totale materialeforbrug på forårsagende faktorer. På forbrugssiden peges på følgende tre faktorer som centrale determinanter for størrelsen af det endelige materialeforbrug:

Forbrugets størrelse: Her tænkes først og fremmest på varer og tjenester til endelig anvendelse, som kan fordeles på privat og offentligt forbrug (opgøres i DKK)
Forbrugets sammensætning (fordeling på produktgrupper og tjenester)
Materialeintensiteten af varer og tjenester produceret til endelig anvendelse (opgøres som tons/DKK)

Vedr. kapitel 11
Livscyklusbaserede materialestrømsindikatorer på produktgruppeniveau

I dette kapitel beskrives et forslag til, hvordan data fra et tidligere projekt om miljøvurdering af industriprodukter (Miljøprojekt nr. 281) kan videreudvikles, således at det samlede materialeforbrug knyttet til danskernes forbrug af varer kan opgøres på produktgruppeniveau. Opgørelsen anlægger et livscyklusperspektiv, således at alle materialeforbrug over et produkts livsforløb i princippet opgøres og er beslægtet med den såkaldte MIPS-metode (MaterialeIntensitet Pr. Serviceenhed).

Databasen, som er udviklet i forbindelse med Miljøprojekt nr. 281, rummer detaljerede og righoldige informationer om danske industriprodukters materialesammensætning og energiforbrug, der kan danne grundlaget for detaljerede beregninger af materialeinput over livscyklus og opgjort på produktgruppeniveau for mere end 900 produktgrupper i form af livscyklusbaserede materialestrømsindikatorer på produktgruppeniveau, LMI.

LMI, MIPS-metoden (og livscyklusperspektivet generelt) adskiller sig på flere punkter fra Economy-wide MFA (TMR, TMC, DMI o.lign.). Mens livscyklusbaserede materialestrømsopgørelser opgør materialeinputtet for enkeltprodukter, tager Economy-wide MFA udgangspunkt i et makroperspektiv og opgør vægten af de totale materialestrømme, som aktiviteterne inden for en given økonomi giver anledning til. Hertil kommer, at Economy-wide MFA fokuserer på en afgrænset tidsperiode (typisk de økonomiske aktiviteter indenfor ét år), mens livscyklusbaserede metoder fokuserer på hele livsforløbet af produktet (der kan variere fra uger til årtier). Der er således forskelle i niveau og tidsperspektiv.

Problemet med procesorienterede livscyklusopgørelser af det samlede ressourceforbrug for produkter er, at de undervurderer ressourceforbruget, fordi de ikke medtager ressourceforbrug knyttet til f.eks. infrastruktur, der skal muliggøre fremstilling og anvendelse af et produkt, men kun ser på de processer der medgår. Et alternativ er input-output baserede livscyklusopgørelser.

LMI kan opbygges ved at benytte data over materialesammensætningen af industriprodukter indeholdt i databasen knyttet til Miljøprojekt nr. 281 i kombination med Wuppertal Instituttets nøgletal for materialestrømme ved udvinding og produktion af materialer samt Danmarks Statistiks data for produktion og forsyning mv.

LMI vil være kendetegnet ved følgende:

LMI opgøres på produktgruppeniveau (svarende til de 966 varegrupper, som Miljøprojekt nr. 281 opererer med)
LMI kan opgøres både aggregeret og disaggregeret (dvs. opgjort som det totale materialeinput eller opgjort på materialekategorier)
LMI baseres på en livscyklustilgang, hvor hver produktgruppe allokeres de materialestrømme, som direkte eller indirekte er relateret til produktion og brug af denne produkttype (inkl. udvinding og bearbejdning af materialer, videre forarbejdning af disse materialer til endeligt produkt, emballage, distribution af produktet samt forbruget af driftsmidler og reservedele over produktets levetid)

På baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik bestemmes (for et givet år) den danske omsætning for hver af de 966 varegrupper, som Miljøprojekt nr. 281 opererer med. Disse tal indgår ved beregningen af LMI, der derfor alene omfatter ressourceforbruget knyttet til de produkter, som er købt inden for dette år. Den samlede livscyklus for disse solgte/købte produkter medregnes i LMI. Dette bevirker, at der i LMI-indikatoren for år X kan medregnes materialestrømme, som ikke finder sted i år X – men som enten er historiske (knyttet til produktets tidligere livsfaser) eller fremtidige (knyttet til produktets kommende livsfaser). Dermed kan LMI også sige noget om "regningen til fremtiden" knyttet til produkter købt/solgt i år X.

Afhængigt af hvilke ønsker man kunne have til en indikator som LMI (og hvilke økonomiske ressourcer man konkret råder over), kan man tænke sig to modeller for udviklingen og brugen af LMI; en "udgiftslet" og en "udgiftstung". Afhængigt af hvilken af disse man vælger, vil man kunne opnå forskellige resultater, og LMI-beregningerne vil kunne anvendes på forskellig måde.

Den "udgiftslette" version kan bestå i, at man i udgangspunktet anvender data, som de foreligger i databasen knyttet til Miljøprojekt nr. 281 (eventuelt suppleret med opdatering af udvalgte varegrupper) – og dermed kun anvender aktuelle data for den danske produktion, import og eksport af industriprodukter indhentet fra Danmarks Statistik. Dette vil dog indebære, at beregningen af LMI baseres på en blanding af opdaterede data (oplysningerne fra Danmarks Statistik) og (delvist) forældede tekniske data (data for varegruppers materialesammensætning og energiforbrug, jf. Miljøprojekt nr. 281).

Den "udgiftstunge" version kan bestå i periodevise opdateringer af de tekniske data (varegruppers materialesammensætning og energiforbrug) – med opdatering fx hvert 5. eller 10. år.

Hvilke analyser og beslutninger LMI vil kunne danne grundlag for, vil være stærkt afhængigt af, hvilken af disse to versioner man vælger. I tilfælde af førstnævnte – hvor beregningerne baseres på statistiske data for varegruppernes materialesammensætning og energiforbrug – vil det naturligvis ikke være muligt over tid at følge effekterne af ændret teknologi for størrelsen af de materialestrømme, som er knyttet til det danske forbrug og/eller produktion af industriprodukter. Imidlertid vil beregningerne alligevel kunne give vigtige informationer, som kan supplere den eksisterende viden om industriprodukters ressourceforbrug og miljøbelastning. Det vigtigste bidrag i forhold hertil består i tilføjelsen af et materialestrømsperspektiv. Ingen af de tidligere, danske undersøgelser af ressourceforbrug knyttet til industriprodukters fremstilling og brug har tematiseret ressourceforbrug og miljøbelastning i et materialestrømsperspektiv. Dette betyder bl.a., at spørgsmålet om afledede effekter af ressourceudvindingen herhjemme og (især) i udlandet forbundet med fremstilling og brug af industriprodukter i dag er underbelyst.

En variant af den "udgiftslette" version kunne bestå i at gennemføre én samlet opdatering af databasen knyttet til Miljøprojekt nr. 281, med det formål at sikre aktuelle og pålidelige data for materialestrømme knyttet til danske industriprodukter. Dette kunne eventuelt gøres som en del af udviklingen af en international database over materialesammensætningen af færdigvarer.

Den "udgiftstunge" version muliggør – idet man løbende opdaterer de tekniske data – at følge effekterne af tekniske ændringer (og dermed ikke blot "detekterer" ændringer forårsaget af en ændret forbrugssammensætning). Dette gør det muligt at opstille tidsserier over materialestrømme knyttet til specifikke varegrupper eller til hovedgrupper af varegrupper, for herved at følge udviklingen i ressourceforbrug og -effektivitet.

Der beskrives fire typer LMI-miljøindikatorer, som kan etableres:

LMI_X,Y: Livscyklusbaseret materialestrømsindikator på produktgruppeniveau – opgjort pr. år pr. varegruppe.

LMI_X: Summeres LMI_X,Y over alle 966 varegrupper, fremkommer et samlet tal for materialestrømme (brugte som ubrugte) knyttet til produktion og forbrug af industriprodukter. LMI_X udgør en overordnet indikator for udviklingen i materialestrømme knyttet til danskernes forbrug af industriprodukter.

LMI_Z: Summeres beregningen af LMI_X,Y over materialetyper (og ikke over varegrupper), kan opnås en indikator over det samlede materialeforbrug knyttet til udvinding, forarbejdning og fremstilling af de materialetyper, der anvendes i industriprodukter.

LMI_abiot, LMI_biot og LMI_vand: Wuppertal Instituttets data for materialeinput ved udvinding og fremstilling af materialer gør det muligt at opgøre materialestrømme på et "mellem-aggregeret niveau" som strømme af abiotiske materialer, biotiske materialer samt vand. Disse indikatorer kan igen opgøres enten som nationalt aggregerede tal eller efter materialetype (fx jern) og/eller på produktgruppeniveau (for hver varegruppe).