Alternativer til herbicider ved etablering af æbleplantage

7 Perspektiver

7.1 Forskningsaspekter

Resultaterne har vist, at der er flere muligheder med hensyn til at forebygge ukrudt i træagtige rækkeafgrøder af æble ved at anvende dækning med materialer, der ikke reducerer væksten eller udbytte. En væsentlig problemstilling, der bør afklares, er, om gnavere under dækmaterialerne kan give anledning til problemer på længere sigt. En optimeret vandingsstrategi vil sandsynligvis kunne kompensere for konkurrencen fra dækafgrøder, og kvaliteten af frugterne kan opretholdes. Aspektet med vandingsintensitet i relation til dækafgrøder og dækning har, så vidt vides, ikke været behandlet i litteraturen tidligere. Aspekter af vandingsintensitet som risiko for udvaskning af næringsstoffer ved høj i forhold til ved lav vandingsintensitet bør undersøges nærmere.

Udfra et miljømæssigt synspunkt er der perspektiver i at anvende rapshalm som alternativ til herbicider, da dette medvirker til en forøget regnormemængde og biodiversitet.  Alternativet, hvor der anvendes humlesneglebælg, er også attraktivt ud fra miljømæssige synspunkter, da det sikrer en høj floristisk diversitet, en rimelig mængde regnorme, et stabilt miljø og blomstrende humlesneglebælg over en stor del af sæsonen til gavn for pollensamlende insekter, som bør undersøges nærmere. En vigtig forudsætning, for at en større floristisk diversitet kan accepteres, er dog, at den ikke konkurrerer med kulturplanter om vand og næringsstoffer og dermed forringer udbytte og kvalitet af frugterne.

Værdisætningsanalysen viste, at der kan være en vilje hos forbrugerne til at betale ekstra for ikke-herbicid-dyrkede æbler, men undersøgelsen bør suppleres med viden om, hvad indkøberne for supermarkederne prioriterer ved indkøb af æbler.

7.2 Administrative konsekvenser

På grund af det relativt kortvarige forsøg i en længerevarende kultur og på baggrund af de uafklarede problemstillinger omkring risiko for frostskader og gnaverproblemer kan resultaterne ikke danne baggrund for at ændre administrativ praksis.

 



Version 1.0 April 2007, © Miljøstyrelsen.