Undersøgelse af PEX rør til drikkevandsbrug

2 Undersøgelsesprogram

2.1 Rørtyper

Projektet omfatter en laboratorietest bestående af migrationstest på nye PEX-rør og en feltundersøgelse, hvor der er gennemført prøvetagning og analyse på drikkevand fra huse med eksisterende PEX-rørsinstallationer.

Det var ønsket at undersøge de mest anvendte rørtyper, således at undersøgelsesprogrammet skulle give den bredest mulige viden om afsmitningen fra PEX-rør.

Råvarer og fremstillingsprocessen for PEX-rør har indflydelse på afsmitningen i rørets levetid. De forskellige producenter benytter både forskellige råvarer og fremstillingsprocesser. For at få undersøgelsen så repræsentativ som mulig, er det valgt at undersøge rør fra de 4 producenter, der har de største markedsandele i Danmark, nemlig Uponor Wirsbo, Wavin, Roth og Golan.

Der findes tre fremstillingsmetoder for PEX-rør /1/:

Peroxid-metoden (a): Ved peroxid-metoden åbnes PE-kæderne gennem tilsætning af peroxid. Peroxiden spaltes ved høje temperaturer, hvorefter oxid-ionerne reagerer med brintioner fra PE-kæderne, der åbnes og danner indbyrdes bindinger mellem kulstofmolekylerne.

Silan-metoden (b): Ved Silan-metoden er basisproduktet polyethylen tilsat silan. Hertil tilsættes en katalysator for at accelerere krydsbindingshastigheden. Krydsbindingen sker ved, at der dannes Si-O-Si-bindinger.

Bestrålingsmetoden (c): Ved denne metode udnyttes energien fra en elektrisk strømkilde til at spalte PE-kæderne. Røret produceres ved almindelig extrudering, og bombarderes efterfølgende med elektroner. Krydsbindingen sker ved, at der dannes kulstofbindinger mellem de enkelte PE-molekyler. Metoden kræver ikke tilsætningsstoffer.

I bilag F er produktionsmetoderne uddybet nærmere.

Rørene produceret efter metode a benævnes PEX-a rør og rørene produceret efter metode b benævnes PEX-b rør osv.

Nærværende undersøgelse omfatter hovedsagelig PEX-a og PEX-c rør. Dette skyldes, at PEX-b rør bruges til varmeinstallationer.

Inden for rørtyperne PEX-a og PEX-c findes der rør kun til brugsvandsinstallationer (koldt og varmt vand) og rør, der kan bruges til både brugsvands- og varmeinstallationer (centralvarme). Undersøgelsen omfatter derfor også PEX-rør til såvel brugsvands- som varmeinstallationer, som er produceret med en iltspærre. Iltbarrieren hindrer luftens ilt i at trænge igennem rørvæggen, hvilket er ønskeligt, idet et stort indhold af ilt i vandet kan medvirke til, at radiatorerne i centralvarmeinstallationerne korroderer.

Endelig omfatter undersøgelsesprogrammet også et Alupex-rør. Alupex-røret er velegnet til både brugsvands- og varmeinstallationer. Røret er et flerlagsrør, der består af et indvendigt og et udvendigt PE-rør med et mellemliggende lag af aluminium. Kombinationen af de to materialer gør Alupex-røret til et stærkt rør, der modstår høje tryk og temperaturer.

De meste anvendte dimensioner af PEX-rør er 15 mm og 18 mm, hvorfor disse dimensioner indgår i undersøgelsen sammen med det lidt mere sjældent anvendte 22 mm rør.

De rør, der er anvendt i undersøgelsen, er VA-godkendte, dvs. at de anvendte rørmaterialer skal være i overensstemmelse med gældende normer og standarder.

De rørtyper, der er undersøgt ved laboratorietesten (migrationstest), er vist i tabel 2.1. Mærkningen på rørene fra migrationstesten er gengivet i bilag A. Rørfabrikanterne er anonymiseret i rapporten og fabrikatnavnene er ændret til A1-A3 for PEX-a rør og C1-C3 for PEX-c rør.

Tabel 2.1: Rørtyper til migrationstest.

Navn Type Anvendelse
A1 PEX-a Brugsvand
A2 PEX-a Brugsvand + varme
A3 PEX-a Brugsvand
C1 PEX-c Brugsvand + varme
C2 PEX-c Brugsvand
C3 PEX-c Brugsvand + varme
Alupex Alupex Brugsvand
Forundersøgelsen
A1 (2005) PEX-a Brugsvand
C1 (2005) PEX-c Brugsvand + varme

Parallelt med forundersøgelsen /2/ blev der udført migrationstest på nye PEX-rør af samme type som A1 og C1. Resultaterne fra denne forundersøgelse er medtaget i nærværende rapport.

2.2 Migrationstest

Formålet med migrationstesten var at bestemme stofafgivelsen fra nye PEX-rør. Denne migrationstest (EN 12873-1) er den samme test, som anvendes i forbindelse med VA-godkendelse af plastrør /3/.

Migrationstesten er udført på nye PEX ø 18 mm rør, der er leveret fra leverandørerne Uponor Wirsbo, Wavin, Roth og Golan. Leverandørerne sendte 25 m rør af de udvalgte PEX-rørtyper til analyselaboratoriet. Rørene er produceret i perioden 2002-2006 og har siden da ligget på lager.

Rørene er blevet lukket med propper drejet ud i PTFE (Teflon). Der blev valgt teflon, fordi det var nødvendigt med en prop, der kunne holde tæt, og fordi teflon samtidig er et plastmateriale med lav afsmitning. I nogle tilfælde har det været nødvendigt at pakke med PTFE-tape for at opnå fuldstændig tæthed. Under selve migrationstesten blev rørene anbragt stående lodret, eller næsten lodret, i et klimastyret lokale ved en konstant temperatur på 23°C.

Der er fremstillet en blindprøve ved migration af en PTFE-prop i testvand (filtreret destilleret/ionbyttet vand).

Hver migrationstest bestod af følgende forbehandling af røret:

  • Skylning med postevand i 60 min. med en flowhastighed på 1-3 m/min.
  • Stillestående testvand i røret i 24 timer ved 23 ± 2°C.
  • Skylning med postevand i 60 min. med en flowhastighed på 1-3 m/min.
  • Skylning med testvand i 2 min.

Herefter stod der vand i røret i 3x3 døgn ved en temperatur på 23 ± 2°C. Der er anvendt ca. 1,5 liter filtreret destilleret/ionbyttet vand, kaldet prøvevand. Opstillingen til migrationstest omfattede udelukkende den indvendige side af rørene. Der er analyseret på 1. og 3. ekstraktion samt på en blindprøve af vandet.

For også at teste resultater for kortere opholdstider, er der udover migrationstesten efter EN12873-1 udført en efterfølgende migrationstest med en kortere opholdstid på 8 timer, kaldet 4. ekstraktion. Formålet med den kortere opholdstid var at kunne relatere resultaterne til feltundersøgelsen, jf. afsnit 2.3.

2.3 Feltundersøgelse

Der er udvalgt 6 lokaliteter til feltundersøgelsen. Lokaliteterne er udvalgt i samarbejde med Wirsbo, Wavin, Roth, Golan og NIRAS. Der er udvalgt de samme rørtyper, som indgår i laboratorietesten, bortset fra Alupex-røret, der ikke er en af de mest solgte rørtyper.

Undersøgelsesprogrammet omfattede både boliger og institutioner. Kravet til alderen på rørene var, at de skulle have været i brug i mindst et halvt år, for at afspejle den migration, der kan være i hele rørets levetid. Desuden vil der formentlig efter et halvt år være en mikrobiologisk balance i rørene. De undersøgte rør blev installeret i perioden 2003 til 2005.

Lokaliteterne er beskrevet i nedenstående tabel 2.2.

Tabel 2.2: Rørtyper til feltundersøgelsen.

Rør nr. Rørtype Dimension Længde Bebyggelse Beliggenhed Anlagt år
A1 PEX-a ø 22 mm 9 m Børneinstitution København 2003
A2 PEX-a ø 18 mm 10-12 m Bolig Sydsjælland 2005
A3 PEX-a ø 15 & 22 mm 5 & 4 m Bolig København 2005
C1 PEX-c ø 22 mm 7-10 m Bolig Sønderjylland 2004
C2 PEX-c ø 15 mm 14-16 m Klubhus Nordjylland 2005
C3 PEX-c ø 15 mm 18 m Bolig Østjylland 2005

Der blev udtaget vandprøver ved Eurofins d. 6., 7. og 29. juni samt d. 10. juli 2006. Af analysemæssige årsager var der krav om, at der minimum skulle udtages 1,2 liter vand. Det er afgørende, at vandet, der analyseres, har stået i PEX-røret. Der var derfor et krav om, at PEX- rørenes længde svarede til minimum-prøvevolumet. Kravene til længderne af PEX-rørene i de enkelte bygninger er vist i tabel 2.3.

Tabel 2.3: Krav til længder af PEX-rør.

Dimension Længder
ø 15 mm 15 m
ø 18 mm 9 m
ø 22 mm 6 m

Der er udtaget en vandprøve ved vandforsyningens indgang til huset, kaldet referenceprøven, samt én ved taphanen efter PEX-rørstrækningen, jf. figur 2.1.

Vandets temperatur ved taphanen i boligerne var 18-22°C og temperaturen i vandet ved indgangen til boligen var 13-14°C.

Der blev udtaget vandprøve ved taphanen efter PEX-rørstrækningen både morgen og eftermiddag for at undersøge vandet efter en periode uden forbrug og efter normalt forbrug. Der blev kun udtaget én referenceprøve om eftermiddagen. På en lokalitet blev referenceprøven af praktiske årsager dog udtaget om morgenen.

For at undgå at analysere på det vand, der havde stået i taphanen, blev der først tappet 1 dl vand, som blev hældt ud i vasken, hvorefter prøven blev udtaget. Referenceprøven blev udtaget efter et par minutters renskylning, svarende til en gennemskylning på ca. 10 liter vand, og repræsenterer dermed det indkomne vand fra vandværket.

Figur 2.1: Principskitse af PEX-rørsinstallationerne.

Figur 2.1: Principskitse af PEX-rørsinstallationerne.

På alle lokaliteter blev der som nævnt udtaget vandprøver efter en periode uden forbrug (tidlig morgen) og efter normalt forbrug (eftermiddag). Beboerne havde inden prøveudtagning fået information om, at de ikke måtte bruge vand om natten og morgenen, før prøven blev udtaget. Beboerne var blevet bedt om at skrive ned, hvornår de sidst havde tappet vand aftenen før prøvetagningen. Derved var opholdstiden i rørene med rimelig sikkerhed kendt forud for prøvetagningen om morgenen, jf. tabel 2.4.

Opholdstiden henover natten var omkring 9 timer i boligerne. I den ene institution var der ikke brugt vand i omkring 14 timer før prøveudtagning. I den anden institution havde vandet stået over en weekend (ca. 83 timer), før prøven blev udtaget.

Tabel 2.4: Prøveudtagningstid og –sted.

Rør nr. Rørtype Tap-hane Reference Morgen Opholds-tid om natten Efter-middag
A1 PEX-a Køkken/ alrum Kælderindgang ejendom Kl. 6.50 14 timer Kl. 15.15
A2 PEX-a 1.sal Kælder Kl. 6.50 9 timer Kl. 15.30
A3 PEX-a Køkken Kælderindgang ejendom Kl. 7.25 9 timer Kl. 17.15
C1 PEX-c Køkken Ved vandmåler Kl. 7.30 9 timer Kl. 15.30
C2 PEX-c WC WC
gamle bygning
Kl. 8.20 83 timer Kl. 14.20
C3 PEX-c Køkken og toilet Ved vandmåler Kl. 7.00 9 timer Kl. 14.50

 



Version 1.0 Juli 2007, © Miljøstyrelsen.