Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter, 81 – Kortlægning af produkter der indeholder nanopartikler eller er baseret på nanoteknologi

Kortlægning af produkter der indeholder nanopartikler eller er baseret på nanoteknologi

Sammenfatning

Der rapporteres i disse år næsten dagligt om nye industrielle muligheder knyttet til nanoteknologi. Udviklingen af nanoteknologiske produkter finder også sted rettet mod forbrugermarkedet. Miljøstyrelsen har derfor gennemført projektet ”Kortlægning af produkter der indeholder nanopartikler eller er baseret på nanoteknologi”. Projektet er udført af DHI Vand • Miljø • Sundhed (DHI) sammen med Institut for Miljø og Ressourcer på DTU.

Kortlægning af aktører og forbrugerprodukter

Projektet har primært skaffet information ved opfølgning på fund af forbrugerprodukter i en amerikansk database (’A Nanotechnology Consumer Products Inventory’ kaldet Woodrow Wilson-databasen), interviews af og spørgeskemaer til markedets aktører i Danmark og ved hjælp af internetsøgninger. Der er hovedsageligt fokuseret på forbrugerprodukter, hvor nanomaterialet kan komme i kontakt med brugeren ved almindelig brug, som f.eks. kosmetik og overfladeplejeprodukter. Elektroniske produkter med nanoteknologisk producerede hukommelseschips dybt inde i produkterne er ikke taget med i kortlægningen. Dog er sportsartikler, som f.eks. tennisketsjere og golfbolde med nanoteknologisk behandlede overflader taget med.

De adspurgte brancheforeninger i Danmark har typisk ikke informationer om medlemmers nanoprodukter og melder, at der endnu ikke synes at være megen aktivitet med hensyn til produktion, formulering eller import af forbrugerprodukter med nanomaterialer. Undtagelsen er Brancheforeningen for sæbe, parfume og teknisk/kemiske artikler (SPT), som allerede har haft nanoteknologi som emne på brancheforeningsmøder og minikonferencer. Her har vurdering af mulige sundhedseffekter været i fokus. Generelt rapporterer foreningerne dog om et stigende antal forespørgsler om muligheder og regler om netop nanoteknologi.

De primære danske aktører er et antal danske firmaer med netbutikker, som især leverer produkter til overfladebehandling til industri og forbrugere, samt en række kosmetikproducenter og -leverandører, hvis mærker findes i detailhandlen. I almindelighed vil forhandlere af mærkevarer f.eks. inden for sportsbeklædning eller inden for elektronisk udstyr også let kunne have varer med nanoteknologi på hylderne.

Kortlægningen af forbrugerprodukter er baseret på direkte henvendelse til leverandører eller anvendelse af informationsmateriale, f.eks. internet, reklamer m.m. Der er ikke noget lovmæssigt krav om at producenter eller importører skal oplyse om et produkt indeholder et nanomateriale. Det er derfor ikke muligt at vide med sikkerhed om en producent eller importør, der reklamerer med ”nano” i forbindelse med sit produkt, markedsfører et produkt der reelt indeholder f.eks. nanopartikler, eller om der henvises til at det påføres i et meget tyndt lag eller er fremstillet ved hjælp af nanoteknologi. Sandsynligheden for at ”nano” kun anvendes som et salgsslogan i forbindelse med et produkt, hvor der ingen relation er til et nanomateriale eller nanoteknologi, vurderes som værende minimal.

Kortlægningen af forbrugerprodukter fandt 243 produkter baseret på et nanomateriale på det danske marked. Gennemgangen af importører og forhandlere af produkter i Woodrow Wilson-databasen og af netbutikker med disse varer rettet mod Danmark viste, at generelt er ca. to ud af tre amerikansk registrerede produkter til salg i Danmark.

Der er produkter på markedet især inden for overfladebehandling, kosmetik og sportsudstyr. Inden for områderne overfladebehandling til bil og hus, hvor det danske marked er meget dynamisk, er der kortlagt betydeligt flere produkter i Danmark, end der er registreret i USA.

Godt to tredjedele af produkterne på det danske marked - 154 - er forskellige flydende produkter dels til overfladebehandling af en lang række materialer som glas, beton, metal (især bilpleje), glasfiber og tekstiler, og dels hudplejemidler, ikke mindst solcremer. De resterende produkter er især sportsartikler og -beklædning, som udgør 60 af de sidste 99 produkter, hvor nanomaterialet på forskellig måde er indlejret i produktet, som f.eks. i golfbolde.

Produkter fra Europa udgør mere end halvdelen af forbrugerprodukterne på det danske marked. Ud af de 135 europæiske produkter på det danske marked stammer næsten 100 fra Tyskland, resten er fordelt på England, Finland og Frankrig. Der er tre produkter, som formuleres i Danmark (solcremer).

Inden for projektets rammer har det for 202 ud af 243 produkters vedkommende ikke været muligt at identificere den kemiske sammensætning af nanomaterialet i produktet. For de 41 produkter, hvor det har været muligt at identificere nanomaterialet, fordeler de sig med ca. halvdelen i kosmetikprodukter (6 produkter med zinkoxid og 13 med titaniumdioxid), 10 med antibakterielt sølv i tekstiler og husholdningsmaskiner og 12 med kulstofrør- eller kugler (7 med kulstofrør i sportsartikler og 5 med fullerener i kosmetik).

Titaniumdioxid er vurderet af EU's Videnskabelige Komité for Forbrugerprodukter (SCCP) til at være sikkert at anvende som solfilter i en koncentration op til 25% uanset partikelstørrelse. Zinkoxid kan lovligt anvendes som farvestof, men stoffet må i dag ikke anvendes som solfilter i kosmetiske produkter. Sølv, som biocid, er under risikovurdering i EU. Det formodes, at fullerener bliver importeret via produkter, der er færdigformulerede uden for EU.

En stor del af forbrugerprodukterne forhandles i danske og udenlandske internetbutikker, især produkter til overfladebehandling inden for produkttyperne ’Bilpleje og biltilbehør’, ’Hus & have’ og ’Personlig pleje og sportsartikler’.

Et særligt tilfælde er malinger, hvor der i visse sorte malinger anvendes ’Carbon Black’ (20-100 nm) som farvegiver, og malinger med fortykningsmidlet silica i nanostørrelse (ned til ca. 10 nm). Begge disse materialer har været anvendt gennem en årrække, men bliver først nu kategoriseret som nanomaterialer. I Produktregisteret er et stort antal enkeltprodukter registreret med Carbon Black (ca. 9.500) eller siliciumdioxid (ca. 15.500). Det er ikke sikkert, at der er tale om partikler i nanostørrelse, da det ikke registreres, om stoffet optræder på nanoform, som større partikler, som opløst eller fast stof. Det registrerede forbrug i maling er 483 tons Carbon Black og 622 tons siliciumdioxid. De individuelle produkter med disse materialer er ikke opgjort.

Forbrugereksponering til produkter med nanomaterialer

En risikovurdering af nanomaterialer i forbrugerprodukter vil normalt indeholde en farevurdering af de relevante kemiske stoffer i nanostørrelse i produkterne. Her ville den første udfordring være at få identificeret hvilke kemiske stoffer, der er tale om, og i hvilke koncentrationer de indgår i produkterne. Denne viden ligger producenterne inde med, men information om det kemiske stof og dets karakteristika er fortrolig. Det har derfor ikke været muligt at indhente oplysninger om sammensætningen af de specifikke, kortlagte produkter.

Hvis identiteten af de kemiske stoffer i nanostørrelse var kendte, ville den næste udfordring være at identificere toksikologiske effekter af stofferne. Der er meget få data på nanomaterialer og toksiciteten af nanopartikler kan være knyttet til f.eks. overfladearealet af stoffet snarere end af dosis.

Der er derfor i stedet udviklet en vurdering af eksponeringspotentialet for de kortlagte produkter med henblik på at prioritere indsatsen mod bestemte produkttyper.

Det er væsentligt at påpege, at scenarierne for eksponeringspotentialet med den nuværende viden er teoretiske. Scenarierne kan derfor ikke estimere, om der er en risiko forbundet med anvendelse af produktet, da der mangler viden om, om stoffet i nanoform rent faktisk kan optages. Når det gælder f.eks. solcremer, har der allerede igennem en længere årrække været anvendt titaniumdioxid som solfilter. Lovgivningen tillader denne anvendelse, fordi EU’s videnskabelige komite for forbrugerprodukter konkret har vurderet, at den er sikker.

Efter en kategorisering på basis af nanomaterialets forekomst i produkterne falder langt de fleste på det danske marked i kategorien ’Nanopartikler suspenderet i væsker’, som omfatter de mange midler til overfladebehandling samt kosmetik. De resterende produkter fordeler sig på kategorierne ’Nanopartikler indkapslet i faste materialer’, ’Film i nanometertykkelse, ’Overfladebundne nanopartikler’ og ’Nanostrukturerede film’, hvor nanomaterialet ofte er indkapslet eller bundet til overfladen. Der er ikke fundet nogen forbrugerprodukter med nanomaterialer i fri form.

Det er vurderet, at produkter i kategorien ’Nanopartikler suspenderet i væsker’ rummer størst mulighed for eksponering af forbrugeren, fordi der typisk vil være tale om et flydende produkt til f.eks. overfladebehandling eller til kosmetisk anvendelse på huden. Produkter på sprayform må forventes at kunne forårsage eksponering både ved indånding og hudkontakt. I Danmark er der kun fundet få sprayprodukter, og der anvendes hånddrevne pumper, ikke drivgasser.

I de kemiske produkter forekommer nanomaterialer, ifølge markedets aktører, ikke i koncentrationer, som kræver mærkning eller klassificering eller oplysning om det kemiske stofs navn. Der er derfor ikke informationer til rådighed vedrørende det aktive nanomateriale i produkterne. På kosmetiske produkter skal alle ingredienser oplyses, men ikke om det f.eks. er på nanoform. Der kan dog ofte rekvireres en producentudtalelse om nanomaterialets generelle egenskaber.