| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Randzoner og andre pesticidfrie beskyttelsesstriber i dyrkede arealer - en udredning

6 Økonomiske aspekter af randzoner

De levende hegn har de sidste årtier fået stigende betydning for jagt, natur, landskab og ejendommens herlighedsværdi. Men det er stadig vigtigt at være opmærksom på muligheden for at opnå et merudbytte i forbindelse med etablering af nye hegn.

6.1 Markrandes effekt på udbyttet

Forskellige undersøgelser viser et gennemsnitligt merudbytte for alle afgrøder på 5-15 % i hegnenes læzone (20 gange hegnshøjden), i forhold til udbyttet udenfor læzonen (>20 gange højden). Tæt ved hegnet (0-3 gange højden) er udbyttet dog lavere. Udbyttet påvirkes ligeledes positivt af markrandens bidrag med nyttedyr. Bedst dokumenteret er effekten på bladlus.

I markranden er der altid lavere udbytte end længere inde i marken med et trend mod højere udbytte fra kanten mod midten af marken, og lavere eller tydelig lavere udbytte i kørespor og foragre. Desuden påvirkes randzoner af hegn og andre beplantninger, som konkurrerer om lys, vand og næringsstoffer, og er vandlidende langs vandløb og søer. Markrandens betydning på udbytte afhænger af afgrøde med store forskelle fra brug til brug.

Effekten af markrand på udbytte i sukkerroer, hvede og byg blev undersøgt i England 1992-97. Der var altid højere udbytte væk fra markrand, og særligt lavt udbytte i forager og sprøjtespor. Udbyttetab i markrand varierede stærkt mellem landbrug. I sukkerroe ydede markkanten 19-41% mindre end markmidten, med gennemsnitlige tab på 26%. I korn var de tilsvarende tal 3-19%, og et gennemsnit på 7%, med mindre tab i markforsøg end på kommercielle landbrug. Såning af græsstriber rykkede ikke disse markrandseffekter længere ind i marken, og påvirkede ikke afgrøden negativt. Skygge fra træer i markranden havde størst effekt på udbyttet. I de yderste 9 m af marken blev der høstet 4.4 t/ha hvede mens uskyggede dele af marken gav 8.1 t/ha. Vending af maskiner nedsatte også udbytte signifikant, mens harers og kaniners græsning ikke påvirkede udbyttet (Sparkes et al. 1998). Landsforsøg med usprøjtede randzoner i perioden 1987-1992 viste udbyttenedgange på 15-26%.

Med hensyn til sprøjtefrie randzoner er udbyttetabet i dækkende afgrøder begrænset. Udelades kunstgødning øges udbyttetabet. I mindre dækkende afgrøder som ærter kan ukrudt nedsætte udbyttet i usprøjtede randzoner.

Hald et al (1988) fandt udbyttereduktioner i randzonen af kornmarker på 15-51% sammenlignet med åben mark. Gennemsnitstabet blev opgjort til 3 hkg korn pr ha sprøjtefri randzone. De høje tab i dette forsøg skyldtes problemer med svampesygdomme. Udenlandske forsøg med usprøjtede randzoner i korn viste udbyttetab på 0-13%, men væsentligt højere, når kunstgødning også blev udeladt –helt op til 70-75% efter nogle år (Grub, Perritaz & Contat 1996; Snoo & Chaney 1999). Udbyttetabet i tyske usprøjtede og ugødede markrande var ca 30%  (Raskin 1994). En hollandsk undersøgelse viste tab i sukkerroer og ærter på 24-30% ved usprøjtede randzoner, svarende til de engelske data for sukkerroer i randzoner uden særlig behandling. Samme hollandske undersøgelse fandt udbyttetab i kartofler på gennemsnitligt 2% (Snoo 1994).

Udbyttereduktioner i 12 m brede randzoner må forventes at være lavere end i 6 m brede zoner. Beregninger fra Fødevareøkonomisk institut har forsigtigt fastsat 10 % lavere udbytte end i standardkalkulerne. Endvidere har de regnet med et lavere udbytte som følge af restriktioner på pesticidanvendelsen langs målsatte vandløb og søer (Abildtrup 2004). Afstandskrav på 2 m fra vandløb og søer antages ikke at have dyrkningsmæssige konsekvenser, da de første 2 meter fra vandløb og søer udgøres af dyrkningsfri bræmmer. Der vil dog i nogle få tilfælde, f.eks. ved bekæmpelse af bjørneklo, kunne opstå en meromkostning ved ophør med sprøjtning af dyrkningsfri bræmmer. Ingen insekticider er godkendt til anvendelse i de 10 første meter fra målsatte vandløb og søer, og kun et begrænset antal fungicider er tilladt. Det vurderes, at denne restriktion begrænser en optimal beskyttelse mod svampesygdomme med 25%. (Jørgensen 2004). Det vurderes, at for standard-sædskifterne vil der ikke være problemer med ukrudtsbekæmpelsen med de tilladte midler langs vandløb og søer. Dette gælder dog ikke for sukkerroer, hvor det normalt ikke vil være muligt at gennemføre en effektiv ukrudtsbekæmpelse med de tilladte midler (Jensen 2004). Ved massive forekomster af flyvehavre kan der endvidere opstå en mindre meromkostning til lugning, idet sprøjtemidlerne mod flyvehavre har afstandskrav på 10 m. Kun et begrænset antal pesticider er omfattet af afstandskravet på 20 m fra vandløb og søer. Derfor vurderes afstandskravene ikke at have økonomiske konsekvenser for dyrkningen i 10-20 meters afstand fra vandløb og søer. Abildtrup (2004) fandt endvidere, at omkostningerne ved braklægning af randzonerne generelt ikke var højere end ved sprøjtefri drift. Dette skal ses i relation til, at de største miljø- og naturgevinster sandsynligvis opnås ved en kombination af sprøjte- og gødningsfri randzoner, som reelt vil medføre en udtagning af randzonen.

Sammenfattende kan det konkluderes at markrande i kraft af lævirkning og bidrag til funktionel biologisk bekæmpelse øger udbyttet, selvom sidstnævnte kræver yderligere dokumentation. Beregninger af udbyttetab må korrigere for det normalt lavere udbytte i den yderste del af marken, som i model af Kuemmel (2003).

6.2 Ukrudt, sygdomme og skadedyr relateret til markrand og bufferzone

Ukrudt findes i de højeste tætheder i markranden, og der er risiko for opformering af problematisk ukrudt som rodukrudt og ”høstbesværlige” og tabsvoldende arter som burresnerre ved udlægning af sprøjtefri og ekstensive randzoner. Ukrudtsstrigling er en mulighed for behandling af sprøjtefri randzoner, men metoden har ofte ringe effekt på rodukrudt og stor effekt på de mindre skadelige enårige ukrudtsarter, som har stor værdi biodiversitetsmæssigt. Risikoen for svampeangreb kan ligeledes være større nær markranden.

En række skadedyr er associeret til hegn og markrande. F.eks. overvintrer gulerodsfluer og de fleste snudebillearter som voksne i hegn, og flere bladlusarter overvintrer ligeledes i hegn og markrand. Hald et al. (1988) fandt, at skadegørende snudebiller, primært stribet bladrandbille var mest hyppige i hegn ved usprøjtet randzone, men fangsterne var lave. For kornbladbillen var der ingen signifikant effekt på tætheder i sprøjtefri vs sprøjtet randzone. Det vurderes ikke, at det øgede antal rapsskadedyr i usprøjtede randzoner ville have nogen effekt på disse arters populationsniveau. Højere tæthed af tæger bl.a. toplettet bederoetæge kan dog give problemer i bederoer og kartofler, hvor de kan optræde som skadedyr (Hald et al. 1988).

6.3 Sprøjtefri randzoner som pesticidreducerende virkemiddel

Der er foretaget analyser for at vurdere hvilken form for pesticidreduktion, der er mest hensigtsmæssig, når der tages højde for de økonomiske omkostninger og for konsekvenserne for vandressourcer og biodiversitet (Det Økonomiske Råd 2004; Jacobsen 2005). Som indikator for biodiversitet anvendtes bestanden af sanglærker, som forudsættes meget afhængig af fødegrundlaget. Fødegrundlaget forudsættes igen at have en nær sammenhæng med det generelle niveau for biodiversitet. Beregninger baseres på tre scenarier:

1. Ensartede pesticidafgifter, der giver en reduktion i pesticidforbruget på 25%.

2. Sprøjtefri randzoner omkring marker og eksisterende landindvindinger.

3. Delvis omlægning til økologisk jordbrug.

Ifølge de to kilders cost-benefit analyser vil Danmark drage størst fordel ved udlægning af sprøjtefri randzoner. Det Økonomiske Råd (2004) når frem til en randzonebredde på 5 m for de sprøjtefri randzoner, hvis den samfundsøkonomiske omkostning skal svare til omkostningen ved ensartede pesticidafgifter. Dette skulle betyde en fremgang i biodiversiteten på 10% (målt på markfugle). Jacobsen (2005) når frem til, at sprøjtefri randzoner skal omfatte mere end 20% af det totale landbrugsareal. Begge kilder anfører dog, at resultaterne skal fortolkes varsomt.

6.4 Incitamenter til udlægning af bufferzoner

På baggrund af en interview-undersøgelse udført af Jacobsen (2006) af 29 jydske landmænd udvalgt blandt 150 landmænd med jord til målsatte vandløb og søer vurderedes det, at ca. halvdelen af disse var interesseret i at etablere randzoner. Med de få interviewede er undersøgelsen naturligvis ikke bredt repræsentativ. Imidlertid gav undersøgelsen anledning til følgende anbefalinger for at øge mængden af randzoner:

1. Der skal være en klar udmelding om, at ekstensive randzoner kan etableres med støtte i hele landet, selvom den generelle støtte måske er begrænset til Natura 2000 arealer.

2. At der samlet skal være en økonomisk gevinst ved at deltage i ordningerne, hvis mange flere skal deltage i ordningerne. Den økonomiske gevinst må ikke blive ædt op af administrationsomkostninger. På nuværende tidspunkt vurderes det, at kun en mindre del af de etablerede randzoner vil blive tildelt MVJ-tilskud da tilskuddet pr. bedrift er lavt.

3. Mere information til lodsejere om de miljømæssige gevinster ved randzoner (primært fosfor og pesticider).

4. Ansøgning om MVJ-støtte kunne kombineres med enkeltbetalingsstøtten og derved give en administrativ lettelse.

5. På mindre bedrifter er der ikke krav om braklægning, og der synes på disse bedrifter at være et potentiale for at øge etableringen af randzonearealet.

(Jacobsen 2006)

Negativ omtale angående manglende gentegning af MVJ-aftaler, få midler og usikkerhed om situationen efter udløb af MVJ-aftaler i Natura 2000 kan begrænse indgåelsen af yderligere aftaler (Jacobsen 2006). Ifølge undersøgelse af Jacobsen 2006 er der kun ca. 1 ha støtteberettiget areal pr. bedrift. Rådgiveren skal typisk have 1.500 – 2.000 kr. for at lave en ansøgning, hvilket betyder, at landmanden ikke får økonomisk glæde af de to års tilskud.

Hvorvidt undersøgelsen af Jacobsen (2006) er repræsentativ for udlægning af sprøjtefri randzoner langs hegn og markskel vides ikke. Det er imidlertid dokumenteret at villigheden til at etablere bufferzoner er afhængig af støtte.

En hollandsk undersøgelse påviser stigende villighed til at etablere bufferzoner med 20% villige med en støtte på 1000 Fl./ha stigende til 60% ved 3000 Fl/ha, hvorefter andel villige ikke øges med øget støtte (Wossink & Wenum 2003). Tilsvarende viser tyske erfaringer at ved ophør at tilskud til sprøjtefrie bufferzoner gik arealet hurtigt ned (Albrecht & Mattheis 1998). En engelsk undersøgelse viste at Countryside Stewardship Programmet (se tabel 1 i bilag A) faktisk dækkede de reelle udgifter til at etablere randzoner og bufferzoner (Wilson 1997).

6.5 Økosystemtjenester og eksternaliteter

Biologisk mangfoldighed er defineret med De Forenede Nationers Konvention om den biologiske mangfoldighed fra 1992: Med biologisk mangfoldighed forstås mangfoldigheden af levende organismer fra alle kilder, herunder terrestriske, marine og andre akvatiske økosystemer og de økologiske strukturer, de indgår i; mangfoldigheden omfatter såvel variationen indenfor og mellem arterne som mangfoldigheden af økosystemer (FN, 1992).

Et økosystem er et dynamisk system af plante-, dyre- mikroorganismesamfund og disses abiotiske miljø, der vekselvirker som en funktionel enhed. Definitionen af biologisk mangfoldighed skal således forstås på tre niveauer; a) mangfoldigheden i samspillet mellem arter og deres omgivelser i økosystemer, b) mangfoldigheden af forskellige arter af planter og dyr, herunder også mikroorganismer, c) den genetiske mangfoldighed eller arvelige variation, der findes blandt forskellige individer og bestande af samme art (Det Økonomiske Råd 2000).

Beskyttelse af natur og biologisk mangfoldighed er med andre ord ikke alene et spørgsmål om at beskytte plante- og dyrearter. Beskyttelse af natur er også et spørgsmål om at sikre velfungerende økosystemer, som “gratis” yder en række økosystemtjenester (ecosystem services) som for eksempel recirkulering af næringsstoffer, nedbrydning af giftige forbindelser, omsætning af affaldsprodukter, bestøvning af kulturplanter og klimaregulering (Miljø- og Energiministeriet, Wilhjelmudvalget 2001).

Økosystemtjenester er væsentlige for jordbrugsproduktion, men arbejdet med at værdisætte disse er relativt nyt. Det sammen gælder i nogen grad for beregninger af eksternaliteter i landbruget. Constanza et al. (1997) beregnede/ skønnede verdens samlede økosystem tjenester til 33 · 109 USD/år.

De fleste potentielle skadedyr (95%, 100,000 arter af leddyr) reguleres naturligt; det vil sige at al bekæmpelse er rettet mod de tilbageværende 5.000 ater af leddyr (van Lenteren 2006). Denne økosystemfunktion af naturlig biologisk bekæmpelse vurderes at have en samlet værdi af 400 milliarder US$ årligt på verdensplan (Costanza et al., 1997), hvilket er et meget højt beløb sammenlignet med hvad der årligt anvendes på insekticider (8.5 milliarder US$/år). Omregnet til arealbasis satte man værdien af biologisk bekæmpelse i afgrøder til 24 USD/ha årligt, bestøvning til 14 USD/ha og fødevareproduktion til 54 USD/ha dyrket mark. Disse første forsøg på opgørelser af værdien af økosystemtjenester er i sagens natur usikre og kontroversielle. Efterfølgende har flere studier forsøgt at belyse værdien af økosystemtjenester, og mere sikre tal må forventes i fremtiden.

Ligesom værdien af biologisk bekæmpelse formetlig er underestimeret er værdien af biodiversitet og biodiversitetstab ved en fortsat forarmning af naturen det (Dobson 2005; Kremen & Ostfeld 2005). Et eksempel på at øget afgrødediversitet kan give øget udbytte kommer fra England, hvor man påviste større udbytte med blandinger af stigende antal udsåede arter i græs til hø (Bullock et al. 2001).

Eksempler på undersøgelser, der påviser randzoners potentielle øgning af funktionel biologisk bekæmpelse er få og nogle er ikke entydige. For eksempel fandt Powell et al. (2004) fandt stærk indikation for at blomsterrige randstriber havde reducerende effekt på bladlusangreb i korn som følge af højere tætheder af bladlusspecifikke prædatorer som svirrefluer. Dog reducerede randstriber tilsået med vildt-blandinger (kål, hirse, honningurt, triticale, solsikke, stenkløver samt diverse naturligt forekommende ukrudt) ikke ærtebladlus i ærtemarker og øgede antallet af bladlus i korn. Sådanne resultater understreger behovet for undersøgelser, der konkret vurderer den anvendte plantesammensætning i forhold til skadegørere og nyttedyr, som i påvist kål (Winkler, 2005) (se i øvrigt kap. 5 for yderligere information).

Hvis det antages, at ekstensive og diverse randstrukturer har en positiv effekt på afgrødeudbytter, hvor meget diversitet eller markrand er da nødvendigt for at sikre den nødvendige diversitet? Der er også meget lidt viden på dette område. Et eksempel er en undersøgelse omfattende det sydlige Europa, hvor mariehøns er vigtige i bladlusbekæmpelsen. Her viste en modelberegning, at landskaber med 9 -16% ikke-afgrøde habitat havde tilstrækkeligt med syvplettede mariehøner til at bekæmpe bladlus, mens landskaber med 1-4% ikke-afgrøde habitat ikke var tilstrækkeligt. I landskaber med tilstrækkeligt ikke-afgrøde habitat var bladlusbekæmpelsen bedst med jævnt fordelte læhegn frem for større sammenhængende stykker af ikke-afgrøde habitat (Bianchi & Van Der Werf 2003).

Eksternaliteter, det vil sige omkostninger, som ikke betales af den individuelle landbruger men bæres af samfundet, herunder f.eks vandløbsforurening, er beregnet til 208£/ha inklusive græsmarker eller 2343 mill £ for hele Storbritanien. Af disse er de væsentligste i forhold til denne rapport pesticidforurening af drikkevand, som er opgjort til120 mill £, eller ca. 5% af de samlede eksternaliteter, svarende til 105 kr/ha, skader på vildt, hegn, diger m.m. (125 mill £, eller ca 5% af de samlede eksternaliteter) og jorderosion og kulstoftab (106 mill £, eller ca. 4,5% af de samlede eksternaliteter). Disse eksternaliteter (i alt ca 300 kr/ha) kan randzoner og bufferzoner anvendes til at nedbringe (Pretty et al. 2000).

Disse forhold har ført til overvejelser om, at værdisætning af landbrugsvarer i fremtiden vil skulle afkobles fra produktionsomkostningerne og overflyttes til værdien af økologiske goder og tjenester (Gerowitt, Isselstein & Marggraf 2003), blandt andet drevet af fødevareindustriens krav til produktion med mindre pesticider (Levidow & Bijman 2002). Flytning af EU tilskud til landbruget over til arealtilskud kan betragtes som et skridt i denne retning.

For at forstå de negative og positive sider ved landbrugsdrift for bevarelse af biodiversitet behøves et landskabsperspektiv. Komplekse landskaber fremmer lokal biodiversitet, som kan kompensere for høj-intensiv drift. Det betyder, at landbrugsmiljøprogrammer vil have større effekt i simple end i komplekse landskaber (Tscharntke et al. 2005). Der mangler dog væsentlig viden om den relative betydning af lokale effekter versus landskabseffekter på biodiversitet, og hvordan disse forholder sig til økosystemtjenester, før der kan gives konkrete anbefalinger (Tscharntke et al. 2005).

6.6 Sammenfatning af økonomiske aspekter

Læeffekten fra hegn øger udbyttet, ligesom markrande kan bidrage med nytteorganismer og øget biodiversitet. Der er mindre udbytte nær hegn. Tabet reduceres med afstand til hegn og samlet giver læhegn øget udbytte. Tabet ved at etablere bufferzoner langs hegn er derved begrænset afhængigt af hvor meget udbyttet er lavere, og arbejdsmæssigt kan ’besværlige hjørner’ spares.

Oprettelse af randzoner og bufferzoner øger den funktionelle biodiversitet og er hermed kilder til funktionel biologisk bekæmpelse, men der er en udtalt mangel på viden om udbyttemæssige effekter af øget funktionel bekæmpese som følge af oprettelse af ekstensive randzoner.

Randzoner og bufferzoner bidrager til reduceret pesticidafdrift.

Udenlandske undersøgelser peger på at tilskuddets størrelse er vigtigt for, hvor store arealer der kommer ind under landbrugsmiljøordningerne.

Økosystemtjenester som biologisk bekæmpelse og eksternaliteter som pesticidafdrift er værktøjer til at dokumentere den samfundsmæssige værdi af mere miljøvenligt landbrug.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.