Miljøprojekt, 1172 – Randzoner og andre pesticidfrie beskyttelsesstriber i dyrkede arealer - en udredning

Randzoner og andre pesticidfrie beskyttelsesstriber i dyrkede arealer - en udredning

7 Diskussion

Som nævnt tidligere i denne udredning kan randzoner og bufferzoner udlægges med tre indgange: 1) En naturmæssig, hvor formålet vil være at opretholde eller berige biodiversiteten, 2) En kombineret landbrugs-og naturmæssig, hvor formålet vil være at beskytte tilgrænsende habitater (vand el. hegn) mod påvirkninger af landbrugsdriften, især pesticidpåvirkninger, og 3) En primært landbrugsmæssig, hvor formålet er at øge den naturlige regulering af skadevoldere for derved at mindske udgifter til bekæmpelse.

Selv om denne opdeling er hensigtsmæssig for at holde klarhed i begreber og formål, kan der i praksis være en sammenhæng mellem alle tre ikke mindst set ud fra et eventuelt overordnet ønske om at modvirke den forarmning af biodiversitet i det danske landskab, som er en følge af landbrugsarealets andel af Danmarks areal og driftens intensitivitet. I denne sammenhæng kan den primært landbrugsmæssige indgang (3) ende med at have tre formål: A) at begrænse planteavlerens bekæmpelsesudgifter, B) at hjælpe planteavleren til en begrænsing af behandlingsindekset af pesticider (BI) og C) at forbedre landbrugsarealernes naturindhold. 1), 2) og 3) samt A), B) og C) anvendes som pejlemærker i denne diskussion.

De ganske omfattende undersøgelser af sprøjtefrie bufferzoner (randzoner) må siges at have givet rimelig solide demonstrationer af, at der bliver et bedre planteudbud i randen (bl.a. Hald et al. 1988, afsnit 5.2.2.1 & 5.3.1), og i sammenhæng med planterne bliver der også rigere forekomster af leddyr ikke mindst insekter. Blandt disse leddyr findes der en blanding af nyttedyr, skadedyr, og ”seværdige dyr” som dagsommerfugle (se tabellerne 2 & 3, bilag A). Det er påvist, hvorledes randen virker som overvintrinshabitat og leveringskilde af nyttedyr som løbebiller, rovbiller og edderkopper (bl.a. Duelli et al. 1990; Hausammann 1996, afsnit 5.2.2.2), og man må formode, at denne funktion yderligere gælder for mange flere arter end de beskrevne. Går man skridtet videre i fødenettet til fugle og andre højestående dyr, giver undersøgelserne en klar påvisning af forbedrede fourageringsmuligheder og yngelproduktion (afsnit 5.6). I den forbindelse er sammenhængen mellem mere pileurt, flere pileurtbladbiller og bedre overlevelse af agerhønsekyllinger et klassisk eksempel (Potts 1986). Således viser de samlede resultater henover planter, insekter og fugle rimelig entydigt, at beskyttede ekstensive randzoner er værdifulde tiltag, der kan forbedre biodiversiteten i agerlandet.

Biodiversitetsmæssigt er der grund til at tillægge randzoner langs hegn en særlig høj værdi med støtte i ovenstående forskningsresultater og almindelig økologisk teori vedrørende økotoner. Her spares ved placering af en beskyttende randzone netop den biologiske rigdom, som er et produkt af økotonen, og som i vid udstrækning reduceres ved brug af pesticidsprøjtning. Også randzoner langs f.eks. skel eller grøfter vil have en positiv effekt på biodiversiteten, men der mangler konkret viden om denne type randzone i forhold til randzone langs hegn. Udover den lokale nærvirkning af en randzone, kan den forbedre den landskabelige heterogenitet og derved forbedre biodiversiteten. Dette er dog vanskeligt at måle sikkert, hvis ikke man undersøger i en geografisk stor skala med flere rumlige niveauer (Tscharntke et al. 2005). Denne form for biodiversitetsforbedringer angives bl.a. at gælde en række bestøvere, f.eks humlebier og solitære bier. Positiv virkning må også formodes at gælde fugle, som ofte kan afspejle forhold i et større landskab (Baillie et al. 2000).

Endelig må man f.eks. med tilbageblik på tidligere udbredelse af visse af de nu trængte dyr som firben (Fog 1997) formode, at der kan ske en delvis reetablering en række steder i agerlandet med udgangspunkt i velvalgt placerede randstriber. En række hegnstilknyttede fuglearter vil i sig selv kunne fremmes med flere levende hegn og der er dokumentation for bedre ungeproduktion, hvis nærforekomster af føde (som frø og insekter) forbedres gennem etablering af ekstensive randzoner langs sådanne hegn.

Et helt naturligt spørgsmål er, hvilken bredde randzonen bør have af hensyn til biodiversitetsforbedring. Det savnes der en mere præcis viden om. Meget tyder på, at de tidlige engelske og danske undersøgelser benyttede 6 m’s bredde, fordi man derved blot kunne lukke den ene halvdel af datidens 12m brede sprøjtebom. Dog har en nyere hollandsk undersøgelse (de Snoo & de Wit 1998) påpeget en betydelig værdi af en blot 3m bred bufferzone langs vand, hvorfor også et hegn må opnå en beskyttelse af blot en så smal stribe. Dog peger også en enkelt undersøgelse (Feehan, Gillmor & Culleton 2005) på, at 1,5 m er væsentligt ringere for løbebiller end 2 m. Sammenholder man disse resultater, giver det anledning til at formode, at der for mange arter vil være en stigende forbedring med stigende randbredde, derpå et maksimum fulgt af enten plateau eller fald. Den ekstensive randzones værdi understøttes af Cuthberson & Jepsons (1998) resultater vedrørende 6 m bufferzone (sprøjtefri rand) langs hegn. Imidlertid mangler der viden om, hvilken randzonebredde, der tilgodeser flest arter af både planter og dyr set i forhold til etableringsomkostninger og drift. Ligeledes mangler der en metodisk tilgang, der i nogen grad kan binde tidligere og kommende undersøgelser sammen, f.eks. ved at man anvender 3m som udgangsmodul (3x1 (de Snoo 1999), 3x2=6 (Potts 1986; Hald et al. 1988; Hald & Reddersen 1994 m.fl.), 3x3 og 3x4).

Også kvaliteten af randzonernes vegetation (brak, ekstensivt dyrket korn, græs, blomsterblandinger og forskellige kombinationer heraf) og vegetationens alder og pleje (f.eks. slåning) er delvis belyst (afsnit 5.2.2.1 & 5.3.1), men der mangler en systematisk belysning i relation til biodiversitet. Endelig er der foretaget nogle undersøgelser, der ser på betydning af mark: rand forholdet (B. Ekbom pers. com.), men heller ikke her kan der siges at være nået en operationel størrelse i relation til rand og areal. Jacobsen et al. (2005) fremfører ud fra økonomiske forudsætninger og under sammenligning med delvis omlægning til økologisk drift eller generel dosisnedsættelse til 25%, at ”man får mest biodiversitet for pengene” ved at bruge 20% af landbrugsarealet på bufferzoner på 5m’s bredde. Der mangler dog yderligere undersøgelser af betydningen for biodiversiteten specielt i relation til varierende bredde og placering af randzoner. I en større sammenhæng ville det være ønskeligt at vide, om f.eks. 5.000 km randzone á 3 m’s bredde har samme værdi mht. biodiversitet, landskabelig fremtoning og rekreationsværdi som 2.500 km randzone á 6 m’s bredde. Hvis den smalle randzone er tilstrækkelig god, vil der være bedre mulighed for at udtage den udbyttemæssigt ringeste del, og der kunne spekuleres i skabelse af sammenhæng (connectivitet) til modvirkning af den betydelige fragmentering, som præger det danske agerland.

Randzoners driftsmæsige fordele er et stadigt diskuteret emne. At rande bidrager med nyttedyr i marken er sikkert. Der er også et relativt godt kendskab til hvilken bevoksning der er bedst egnet til forskellige slags nyttedyr, (f.eks. tuegræs til løbebiller og blomster til svirrefluer), men der mangler sammenstillende undersøgelser der viser hvilen vegetation der optimerer antallet af nyttedyr samlet set. Der savnes ligeledes en gennemgribende belysning af randes landbrugsmæssige værdi, indbefattende hvilke dimensioner og evt. pasning de bør have. At der kun er udført få og begrænsede undersøgelser kan forstås, når man forsøger at opstille en plan med det nødvendige antal led og kombinationer under opretholdelse af blot rimelige krav til videnskabelige standarder. Det vil være omkostningskrævende, og det vil ikke være let at finde egnede landbrug nok til en god undersøgelse. Det største af alle problemer vil nok være at behovet for, og dermed værdien af den nyttedyrseffekt man får overfor skadegørere, vil variere betragteligt mellem lokaliteter og år. Det kræver større undersøgelser at overkomme en sådan variation og derved få belyst de overordnene effekter af nyttedyr taget over tid og afgrøder. At en sådan tilgang kan være frugtbar, indiceres af de tidligere demonstrationsforsøg med integreret produktion (IP) på Lautenbach Hof 1978-1990 (Steiner, El Titi & Bosch 1986) som bl.a. viste, at over en 6-års-periode med 40 % nedsættelse af pesticianvendelse (og med samme økonomiske resultat) steg forekomsterne af en række nyttedyr kraftigt i IP-arealerne, og i anden halvdel af perioden faldt forekomsterne af bladlus i disse arealer trods en ensartet start-indvandring i IP- og konventionelle arealer (El Titi 1986; Zeddies & Jung, 1986). Forskellen i bladlusforekomst kunne med betydelig sandsynlighed tilskrives nyttedyrvirkning; men et nagelfast bevis forelå ikke og ville have krævet en meget, meget større indsats. For randstriber og bufferzoner kan det blive endnu vanskeligere at føre noget, der ligner bevis, men det kan overvejes, om en knapt så nagelfast tilgang ville være acceptabel. Det kunne f.eks. være deleksperimenter til belysning af givne komponenters nytte i relation til bestemte skadedyr med modellering som sammenbindende element.

Ulemper ved bufferzoner og randstriber er et aspekt, der også kræver opmærksomhed ved drift. I de tidlige forsøg, hvor man havde 6 m bufferzone i korn langs hegn opstod høstproblemer pga. ukrudtsmængderne. I dag betragter de fleste randstriben, som et ikke-dyrket areal, og det har været fremført, at langs hegn er det en udmærket anvendelse af et areal, som ellers leverer begrænset udbytte (kapitel 6). I nyere engelske retninglinier er man gået et skridt videre (se kapitel 3 samt www.defra.uk). Her anbefales, at en 1 m bred barjordsstribe holdes helt ren mekanisk, for at forhindre problemskabende rodukrudt som f.eks agertidsel i at sprede sig gennem jorden. Tilsvarende tillades i danske støtteordninger at have 2 m barjordsstribe. Denne problematik er værd at inddrage i alle videre tiltag, da det kan være vigtigt at balancere rigtigt mellem skabelse af ekstra plantediversitet og undgåelse af arter, som er udpræget problematisk for landbrugsdriften.

For markstriber inde i marken i form af insektvolde, blomsterbælter eller kombinationer heraf er den driftsmæssige nytteproblematik meget lig den for randstiber. For disse typer markstriber angives typiske dimensioner, f. eks. 2-2,5 m bredde og 0,5 m højde i engelske anvisninger for insektvolde. At disse volde giver en potentiel nyttevirkning er dokumenteret i en række undersøgelser, men kun i et tilfælde er der påvist en klar udbytteeffekt (Collins 2002, tabel 2, bilag A). Samtidig melder sig et uafklaret spørgsmål, om hvor megen nytte man måske kunne få af meget simplere volde; f.eks. blot 20-30 cm i højden og 50 cm i bredden. Det mangler der ganske enkelt viden om. Et sådant spørgsmål ville også skulle udbygges med en landbrugsøkonomisk analyse på den ene side og en analyse af biodiversitets-gevinster på den anden side. At der sker noget positivt biodiversitetsmæssigt både for planter og dyr fremgår af de foreliggende undersøgelser (tabel 2 bilag A). Imidlertid savnes en systematisk eksperimentel tilgang, der kan muliggøre sammenhængende svar. I en mere systematisk undersøgelse vil det være indlysende at efterspørge betydning af mængden af insektvold og/eller blomsterbælte i forhold til markfladen – dvs som meter (og kvadratmeter) markstribe per hektar mark. Endelig vil det også være naturligt at afklare en eventuel betydning af mere eller mindre god sammenhæng (connectivity) mellem lineære strukturer indbyrdes, og mellem markstriber og randstriber. At sådanne undersøgelser ikke foreligger, afspejler nok komplikationsgrad og ikke mindst omkostningsniveau. At også markstriber medvirker til den øgning af landskabelig heterogenitet, som anses for meget vigtig (Tscharntke et al. 2005), kan der ikke være tvivl om. Men der foreligger væsentlige, delvist ubesvarede spørgsmål om gavnligheden af kombinationer herunder ultimativt om randstribeinvesteringer er bedre (mere biodiversitet pr. krone?) end markstribeinvesteringer -specielt for store marker –, og hvor størrelsesgrænsen i givet fald ligger?

Randzoner, primært til beskyttelse af vandløb, er en kategori for sig. De er krævet for at beskytte livet i vandløb mod pesticidpåvirkninger, men man kan spørge hvilken beskyttelse der rent faktisk er blevet opnået. For nogle pesticider er der krav om 2, 10 eller 20 m brede usprøjtede markrande mod vandforekomster, og der er heller ikke tvivl, om at nogle pesticider er meget risikable for ferskvandsvandflora og især fauna. Blandt de mest undersøgte pesticider er pyrethroiderne, der kan give destruktive effekter på ferskvandskrebsdyr og fisk i endog meget små koncentrationer (Nørum & Bjerregaard 2003). Det er blandt andet mod sådanne pesticider, de bredere randstriber mod vand skal beskytte, og der foreligger en række depositionsstudier, som er brugt som grundlag for de krævede bredder (se f.eks. Langhof, Gathman & Poehling 2005). Imidlertid synes der ikke at foreligge nogen systematisk opfølgning af de faktisk opnåede effekter af disse beskyttende randstriber. Der er heller ikke fundet væsentlige oplysninger relateret til beskyttende randstriber om forholdene for det biodiversitetsmæssigt interessante plante- og dyreliv langs vandløb. Kun konstaterer en enkelt undersøgelse (Ravn & Friberg 2004) at floraen langs vandløb i det danske agerland generelt ikke er særlig artsrig.

Tilskudsordninger omkring rand- og bufferzoner er der mange forskellige af med forskellige nationale tilsnit. I EU er der brugt 24 milliarder Euro fra 1992-2003 på landbrugsmiljøprogrammer ofte med et begrænset resultat på biodiversiteten fordi tiltagene sker på for små og isolerede arealer f.eks. på hegnsstumper a 50 m (Wittingham 2007). Der er ikke grund til betvivle, disse ordninger på et eller andet plan tager afsæt i resultater af undersøgelser, men der indgår efter alt at dømme også en række andre lokale forhold i udformning af de enkelte ordninger. Man må derfor formode at vurderinger og forhandlinger udgør en væsentlig del af baggrunden for de enkelte ordninger, og et af problemerne for denne udredning er, at der ikke findes en samlende nedskrivning af baggrunden for hver enkelt ordning. Eksempelvis vil baggrunden for de danske tilskud kræve en meget omfattende gennemgang af udvalgsdokumenter, som måske ikke en gang altid er fyldestgørende. Hertil kan føjes, at der i stort set alle tilfælde kun forefindes nogle upræcise, overordnede målsætninger for disse ordninger, mens mål, der kan bruges i opfølgende monitering af resultater savnes.