|
Omkostningseffektive tiltag i de ikke-kvotebelagte sektorer 3 Danmarks hidtidige indsatsSiden 1990 har Danmark gennemført en lang række virkemidler, som har påvirket udslippet af drivhusgasser. Nogle tiltag har vært gennemført med CO2-reduktion som formål, mens andre har været motiveret af andre formål. De eksisterende virkemidler, dvs. de virkemidler, som er vedtaget i perioden 1990-2005 er indregnet i den nye fremskrivning. Dette kapitel giver et kort resumé af den hidtidige indsats. Kapitlet bygger først og fremmest på den såkaldte indsatsanalyse (Reference 11), hvor effekten af en række tiltag igangsat i perioden 1990-2001 er estimeret både for 2001 og for perioden 2008-12. I Danmarks 4. Nationalrapport (Reference 12) findes yderligere oplysninger om disse virkemidler. Denne rapport indeholder også yderligere oplysninger om virkemidler gennemført i perioden 2001-5. 3.1 JordbrugDer har hidtil ikke været implementeret virkemidler i jordbruget, hvor det primære formål har været at nedsætte udledningen af drivhusgasser. En række initiativer og udviklingen i landbrugets produktionsteknologier har imidlertid, som en sideeffekt til reduktionen af næringsstofstabet, haft en gunstig indvirkning på drivhusgasudledningen hovedsagelig på lattergas og CO2. Drivhusgasudledningen er derudover blevet påvirket af landbrugets strukturelle udvikling. En stadig øget effektivisering af husdyrproduktionen har medført en øget mælkeproduktion pr. ko og et større antal grise pr. so, hvormed udledningen per produceret enhed er mindsket. Tabel 11 viser en oversigt over de vigtigste eksisterende, dvs. de allerede vedtagne, virkemidler, som er indregnet i DMUs fremskrivning af maj 2005 (Reference 6) og den seneste fremskrivning af januar 2007 (Reference 3). Af tabellen ses, at drivhusgasudledningen først og fremmest er blevet reduceret siden 1990 gennem implementering af vandmiljøplanerne, som påvirker omsætningen af kvælstof. Samlet forventes udledningen af drivhusgasser fra jordbruget at blive reduceret med 4 mio. tons fra 1990 til 2010, og af tabellen ses, at en stor del af reduktionen skyldes de gennemførte virkemidler. Tabel 11: Vigtigste virkemidler som reducerer udledningen af drivhusgasser fra jordbruget
Noter til tabel: 1. Udover den anførte effekt af selve VMPIII-aftalen er det estimeret, at effekten under VMPIII af den generelle strukturudvikling vil være en reduktion på 170.000 tons CO2-ækv./år, og at effekten af CAP-reformen derudover er en reduktion på 230.000 tons CO2-ækv./år. Disse effekter er indregnet i den nye fremskrivning. Kilde: Se bl.a. Reference 6 og Reference 13. Gennemførelsen af vandmiljøplanerne, som bl.a. har til formål at mindske udvaskningen af næringsstoffer, udgør et væsentligt bidrag til reduktion landbrugets udledning af drivhusgasser. De har hovedsageligt påvirket jordbrugets lattergasemission gennem et øget kvælstofudnyttelse i husdyrgødningen hvorved forbruget af handelsgødning er blevet mindsket. Der er i dag ca. 20 biogasfællesanlæg og en lang række gårdbiogasanlæg i Danmark. Disse medvirker til at reducere drivhusgasudledningerne dels gennem bedre gødningsudnyttelse, dels ved erstatning af fossile brændsler. Der gives et pristilskud til energi produceret på biogas. Afregningsreglerne er senest fastsat i den energipolitiske aftale af 29. marts 2004, som indebærer, at nye anlæg, der opføres inden udgangen af 2008, afregnes med 60 øre/kWh i en 10-årig periode og derefter 40 øre/kWh i yderligere en 10-årig periode. Der er et samlet loft for støtte på 8 PJ svarende til en fordobling af den nuværende kapacitet på biogasanlæggene. Udbygningstakten har dog været væsentlig mindre end forudset ifm. den energipolitiske aftale, hvorfor der i fremskrivningerne kun er indregnet en udbygning svarende til 2 PJ frem til 2010. Det betyder, at der samlet set forventes en reduktion i CO2 udledningerne fra biogasanlæg i 2010 sammenlignet med 1990 på 0,5 mio. t/år uden yderligere tiltag. CO2-binding fra skovrejsning rejst siden 1990 indgår i Danmarks samlede drivhusgasregnskab i medfør af Kyoto-protokollens artikel 3.3. CO2-optaget er endnu begrænset pga. træernes lave alder og størrelse, men øges i takt med at træernes vedmasse forøges. Det blev i 1989 besluttet at fordoble Danmarks skovareal over de næste 80-100 år, og der gives som følge heraf tilskud til såvel privat som offentlig skovrejsning. Der er i perioden 1990 – 2004 blevet plantet 18.400 ha skov med tilskud[5], hvilket dog ikke er tilstrækkeligt til at opfylde Danmarks målsætning om en fordobling af Danmarks skovareal. 3.2 TransportI forbindelse med CO2-udledning fra transportsektoren, fokuseres der oftest på vejtransport, som tegner sig for ca. 90% af transportsektorens samlede udledning, idet international fly- og skibstrafik ikke er reguleret og derfor ikke er medtaget i dette tal. Transportsektoren er en sektor, hvor omkostningerne til CO2-reduktioner er forholdsvis høje. De i klimastrategien undersøgte initiativer har da også dokumenteret dette, da de generelt ligger langt over pejlemærket. Dette skyldes bl.a., at de undersøgte initiativer retter sig mod dele af transportsektoren, der i forvejen har en høj afgiftsbetaling og et betydeligt fiskalt bidrag. I Danmark er der gennemført en række tiltag, som har reduceret transportsektorens udledninger. Det er dog hovedsageligt tre tiltag, nemlig EU's frivillige aftale med bilindustrien sammen med den grønne ejerafgift og øgede afgifter på brændstoffer, der siden 1990 har haft en betydende virkning på CO2-udslippet fra trafikken. Den kvantitative effekt af disse tiltag er samlet skønnet til ca. 1,7 mio. tons CO2 årligt i Kyoto protokollens første forpligtigelses periode 2008-2012, se Tabel 12. Tabel 12: Hidtidige virkemidler i transportsektoren
Kilde: Reference 11 I 1998 indgik EU Kommissionen en aftale med den europæiske bilindustri om forbedring af personbilers energieffektivitet. I aftalen (1999/125/EF L 40/49) forpligter den europæiske bilindustri sig til at nå en gennemsnitlig CO2-emission på 140 g/km for nyregistrerede biler i 2008, svarende til en reduktion på 25% i forhold til 1995. Aftalen ses som et vigtigt led i Kommissionens mål om at nå en gennemsnitlig CO2-udledning for nye personbiler på 120 g/km senest i 2010. Det forudsættes, at reduktionen fra 140 til 120 g/km kan opnås ved en blanding af økonomiske virkemidler og informationskampagner. I aftalen hedder det også , at industrien skal vurdere mulighederne for yderligere forbedringer af energieffektiviteten mhp. at nå Kommissionens mål på 120 g/km i 2012. Aftalen med den europæiske industri er siden fulgt op af lignende aftaler med bilindustrierne i Japan og Korea. I Danmark er nye benzinbilers brændstofeffektivitet fra 1998 til 2004 øget fra 13,1 km/liter i 1998 til 14,1 km/liter i 2004, og dieselbilernes brændstofeffektivitet er tilsvarende øget fra 15,7 km/liter til 18,7 km/liter. Dieselandelen af det samlede nybilsalg er samtidig steget fra 4,6 pct. i 1998 til 23 pct. i 2004, hvilket har bidraget til et samlet fald i det gennemsnitlige CO2-udslip fra nye biler på 182 g/km i 1998 til 163 g/km i 2005. Reduktionen af trafikkens CO2-udslip understøttes herhjemme af Færdselsstyrelsens ”Hvor langt på literen?” kampagne, hvor der sættes fokus på energimærket med henblik på at påvirke forbrugerne i retning af at købe mere brændstoføkonomiske biler. Færdselsstyrelsen følger løbende udviklingen i de nyregistrerede personbilers CO2-emission. Foruden aftalen med bilindustrien er det især øgede brændstofafgifter og omlægning af vægtafgiften til grøn ejerafgift, som begge vurderes at have haft en betydelig effekt. Disse tiltag er desuden implementeret med CO2-reduktion som et af de primære mål. Fra 1990 til 2001 er energiafgiften på benzin og diesel steget med næsten 50%, og der er indført en særlig CO2-afgift på diesel. I 1997 blev vægtafgiften på personbiler omlagt til den såkaldte grønne ejerafgift. Formålet var at skærpe miljøincitamentet ved køb af personbiler, så det i højere grad er energieffektive biler, der efterspørges. Udover disse tre tiltag er der på forskellige områder gennemført en lang række initiativer som direkte eller indirekte har sigtet mod en CO2-begrænsning. Disse er alle kendetegnet ved at være informationskampagner eller tilskuds- og støtteordninger, mens der ikke er iværksat initiativer med brug af direkte regulering i form af krav eller forbud. Den aktuelle effekt af disse initiativer er vanskelig at opgøre, og de vurderes ikke isoleret at have bidraget med betydelige CO2-reduktioner. Da trafik isoleret set giver anledning til en række negative sideeffekter ud over at bidrage til drivhuseffekten gennem øget CO2-udslip – herunder luftforurening som forringer luftkvaliteten eller medfører forsuring, støj, ulykker samt trængselsproblemer, er det vigtigt at bemærke, at de forskellige initiativer, der er gennemført på transportområdet, typisk er indført for at adressere flere af disse forhold og kan således ikke kun ses i relation til CO2-udledningerne. 3.3 AffaldIndsatsen på affaldsområdet frem til 2004 havde som mål at stabilisere de samlede affaldsmængder, at øge genanvendelsen af affald samt at nedbringe deponeringen af affald mest muligt. Fra 2005 har affaldsstrategien fokuseret på at afkoble stigningen i affaldsmængden fra væksten i økonomien, at forebygge tab af ressourcer og miljøbelastning fra affald og at sikre mere miljø for pengene. De anvendte virkemidler på affaldsområdet har således ikke haft direkte fokus på at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra affaldssektoren, men en række virkemidler har faktisk medvirket hertil. Det vigtigste virkemiddel i denne sammenhæng er affaldsbekendtgørelsens regler om kommunernes pligt til at anvise forbrændingsegnet affald til forbrænding. Hermed er mængden af organisk affald til deponering og dermed metandannelsen på deponeringsanlæggene faldet væsentligt. Størstedelen af det ikke-genanvendelige affald forbrændes med energiudnyttelse, og bortset fra forbrænding af oliebaserede materialer som f.eks. plastaffald er affaldsforbrænding en CO2-neutral energiproduktion. Der er anvendt en lang række forskellige virkemidler for at øge genanvendelsen af affald, herunder affaldsafgiften og en række specifikke afgifter på emballage, bæreposer m.v., tilskudsordninger, regelbaserede krav til genanvendelse af en række materialer samt informationsinitiativer. Tabel 13: Hidtidige virkemidler i affaldssektoren
Kilde: Reference 12 og Reference 13 Ved genanvendelse af affald spares der typisk energi (fossile brændsler) og dermed drivhusgasemission, idet det ofte er mere energikrævende at fremstille nye råstoffer end at genanvende materialer i affaldet. Imidlertid importerer Danmark mange af de pågældende råstoffer, hvorfor energibesparelsen sker i udlandet. Derfor kan den reducerede drivhusgasemission ikke godskrives i det danske CO2-regnskab, selv om det er Danmark, der gør indsatsen for at øge genanvendelsen. 66% af de samlede danske affaldsmængder blev genanvendt i 2003. Energistyrelsens tidligere tilskudsordning støttede etablering af en række gasopsamlingsanlæg på deponeringsanlæg, men denne tilskudsordning ophørte med udgangen af 2001. På baggrund af EU’s deponeringsdirektiv er der med deponeringsbekendtgørelsen fastsat skærpede krav til indretning og drift af deponeringsanlæg. Med disse regler forventes der bl.a. en reduktion i antallet af deponeringsanlæg, en betydelig stigning i omkostningerne ved deponering samt en yderligere reduktion i de årlige affaldsmængder til deponering. Der er fra september 2005 indført nye regler i affaldsbekendtgørelsen, der skal sikre en øget genanvendelse af plastemballageaffald fra erhvervsvirksomheder og husholdninger. Der forventes indsamlet yderligere 11.000 tons plastemballage, således at Emballagedirektivets mål om 22,5% genanvendelse af plastemballage i 2008 vil blive opfyldt. Da denne mængde plast i dag forbrændes, vil en øget genanvendelse medføre en reduktion i CO2-udledningen fra affaldsforbrændings-anlæg. Effekten afhænger af, om plasten genanvendes i Danmark eller i udlandet, og om den manglende el og varme fra forbrændingsanlæggene erstattes af energi produceret på fossile brændsler eller CO2-neutrale brændsler. Hvis 25% af plasten genanvendes i Danmark og resten eksporteres til genanvendelse, og hvis el og varme produceres af fossile brændsler, vurderes effekten at blive ca. 5.000 tons CO2-reduktion for Danmark pr. år. 3.4 Energi og erhverv (uden for kvote)I 2005 vedtog regeringen en ny energisparehandlingsplan. Målet i planen er, at gennemføre konkrete, dokumenterbare besparelser på 7,5 PJ årligt i perioden 2006 – 2013. Dette svarer til 1,15 % af det årlige danske energiforbrug. I forhold til den tidligere energispareindsats er der tale om en tre-dobling af indsatsen. En væsentlig del af de øgede energibesparelser skal leveres af net- og distributionsselskaberne inden for elektricitet, naturgas, fjernvarme og olie. Som led heri er der indført et markedsorienteret system med målstyring via specifikke besparelsesforpligtelser, og der er udviklet metoder til opgørelse af besparelserne. Den nye ordning erstatter selskabernes hidtidige DSM-indsats. Samtidig er reduktion af energiforbruget til opvarmning et væsentligt indsatsområde. Indsatsen på dette område har i en årrække været begrænset, og der vurderes at være store uudnyttede besparelsespotentialer. De centrale initiativer i planen er stramning af energibestemmelserne i bygningsreglementet for nye bygninger og indførelse af krav i forhold til eksisterende bygninger i forbindelse med større renoveringer samt udskiftning af komponenter (tag, vinduer, kedler mv.), ny forbedret energimærkeordning samt bedre tilsyn med kedler og ventilationsanlæg, og endelig en særlig indsats i forhold til den offentlige sektor. Samtidig etableres et Energispare koordinationsudvalg. Energispareplanen forventes ifølge Energistyrelsen at reducere drivhusgasudledningen med 2 mio. tons, hvoraf de 0,54 mio. sker i den ikke-kvoteomfattede sektor. Herudover er der tidligere gennemført en lang række initiativer og handlingsplaner på energiområdet med det formål at spare på energien og reducere CO2-udledningen, f.eks. Energi 2000 fra 1990, hvor målet var at reducere CO2-udslippet med 20 % og Energi 21, som var en opfølgning heraf. Bl.a. er der løbende gennemført stramninger af energikravne i bygningsreglementet og i 1996 blev der indført krav om energimærkning af bygninger i forbindelse med salg. Med henblik på at fremme elbesparelser i husholdninger og den offentlige sektor blev Elsparefonden oprettet i 1996. Elsparefonden laver bl.a. kampagner med fokus på markedspåvirkning i retning af energiudstyr med højere effektivitet og lavere pris, så forbrugeren lettere kan handle energirigtigt. Elsparefonden har f.eks. lavet kampagner for hvidevarer og computerudstyrs energiforbrug. Disse initiativer har haft en betydelig effekt både inden for og uden for det nu kvotebelagte område. Et af de vigtigste eksisterende virkemidler er indførsel af energi- og CO2-afgifter. Afgifterne er vurderet til have reduceret drivhusgasudledningen i energisektoren i år 2001 med ca. 1,5 mio. tons. Denne reduktion kan dog ikke overføres til første forpligtelsesperiode under kvotesystemet pga. bl.a. implementering af kvotedirektivet, ændret efterspørgsel mv. I forbindelse med indførelse af CO2-afgifter blev der indført tilskud til dækning af CO2-afgiften hos energitunge virksomheder (aftaleordningen). Ordningen indebærer, at virksomheder til gengæld for en afgiftsreduktion forpligter sig til en energiaftale med henblik på fremme af energieffektiviseringer. Der har også i en periode været tilskudsordning til investeringer i energibesparende udstyr og løsninger. Generelt gælder, at det vigtigste instrument til reduktion af drivhusgasudledningerne i energisektoren og industrien fremover er kvotedirektivet, som dels regulerer de kvotebelagte sektorers CO2 emissioner, dels påvirker de ikke-kvotebelagte sektorer gennem overvæltning af kvoteprisen i elpriserne og i et vist omfang i øvrige produktpriser. Effekten af CO2 kvotesystemet bestemmes i den nationale kvoteallokeringsplan. Anvendelsen af biomasse til kraftvarmeproduktion bidrager til at reducere drivhusgasudledningerne gennem fortrængning af fossile brændsler. Biomasseaftalerne har bevirket, at brugen af biomasse har været stigende. I 2005 forventes biomasseaftalernes målsætninger om indfyring med henholdsvis 1 mio. tons halm og 0,2 mio. tons træ at blive opfyldt svarende til en brændværdi på 19,5 PJ eller 11% af den samlede energiforsyning i Danmark. Herudover har en lang række øvrige virkemidler påvirket energisektorens drivhusgasudledning. Dette gælder f.eks. pristillæg til miljøvenlig elproduktion, , der omfatter elproduktion baseret på vind, biobrændsler, biogas, og affald samt på naturgas på mindre værker. Tilskud til biogas er beskrevet nærmere i afsnit 3.1. En del pristillæg gives som et konstant tillæg mens andre reguleres i forhold til markedsprisen, således at summen af markedspris og pristillæg sikrer producenten en fast afregning. Tilskuddets størrelse afhænger af brændselstype samt af anlæggets størrelse og alder, og er fastsat i elforsyningsloven. Det betales af elforbrugerne over elregningen som en offentlig forpligtelse (PSO). Flere mindre kilder udleder metan i energisektoren. Det største enkelt bidrag kommer fra gasfyrede kraftvarmeværker, som udleder uforbrændt naturgas (UHC). En stor del af den uforbrændte naturgas er metan. Bekendtgørelsen om begrænsning af emission af nitrogenoxider, uforbrændte carbonhydrider og carbonmonoxid mv. fra motorer og turbiner sætter grænseværdier for bl.a. UHC indholdet, men der er fortsat et ikke ubetydeligt reduktionspotentiale fra disse anvendelser, jf. afsnit 4. 3.5 IndustrigasserIndsatsen over for de industrielle drivhusgasser (HFC’erne. PFC’erne og SF6) består af flere tiltag. Der er indført en afgift på stofferne, der er indført forbud mod en række anvendelser, og der er afsat betydelige beløb til udvikling og implementering af alternativer til HFC’erne inden for kølebranchen. Afgiften på de industrielle drivhusgasser blev indført i 2001. Afgiften svarer til stoffets GWP faktor ganget med den danske CO2-afgift på 0,1 kr./kg CO2 og opkræves ved import af stofferne, da de ikke produceres i Danmark. Afgiften har bevirket et langt større fokus på unødige tab, samt i sagens natur gjort anlæg/produkter med industrielle drivhusgasser dyrere, og dermed øget interessen for alternativer, der ikke er afgiftsbelagte. I 2002 trådte bekendtgørelsen om regulering af vise industrielle drivhusgasser i kraft. Der er et generelt forbud mod anvendelse i nye anlæg fra 1. januar 2006 med en række undtagelser. Det mest omfattende forbud (anvendelse i større køleanlæg m.v. over 10 kg HFC) trådte først i kraft 1. januar 2007. Servicering af eksisterende anlæg, køleanlæg mellem 0,150 - 10 kg HFC samt mobile køleanlæg inkl. mobil aircondition er undtaget. Der er afsat 12 mio. kr. til kølebranchen i løbet af 2005-2008 til udvikling og implementering af alternativer til HFC. I 2005 blev der etableret et ”Videnscenter for HFC-fri køling”, der bl.a. yder gratis rådgivning i et vist omfang til installation af konkrete anlæg og generelt skal rådgive branchen om alternativerne. Tabel 14: Hidtidige virkemidler til regulering af industrigasserne.
Fodnoter[5] Herudover blev der rejst 9.000 ha uden tilskud.
|