| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Omkostningseffektive tiltag i de ikke-kvotebelagte sektorer

2 Udfordringen

• 2.1 Kyoto-protokollen og de globale klimaforandringer
• 2.2 Danmarks udledning af drivhusgasser
• 2.3 EU's kvotesystem og den nationale allokeringsplan
• 2.4 De ikke kvotebelagte sektorer
  • 2.4.1 Jordbrug
  • 2.4.2 Transport
  • 2.4.3 Affald og spildevand
  • 2.4.4 Energi og erhverv uden for kvote
  • 2.4.5 Husholdninger
  • 2.4.6 Industrigasser
• 2.5 Pejlemærket
• 2.6 Samfundsøkonomisk metode

Danmark skal i perioden 2008-12 reducere sit samlede udslip af drivhusgasser med 21% i forhold til 1990. Samtidig stiger atmosfærens indhold af drivhusgasser som følge af menneskelige aktiviteter og meget tyder på, at Danmark også i fremtiden kommer til at yde betydelige bidrag til at reducere det globale drivhusgasudslip. Nye fremskrivninger viser, at den danske klimamanko er faldet siden klimastrategien blev vedtaget i 2003, men der udestår stadig en betydelig udfordring, hvis Danmarks reduktionsmål i 2008-12 skal nås. Dette kapitel giver en kort status.

2.1 Kyoto-protokollen og de globale klimaforandringer

I forhold til Kyoto-protokollen har de industrialiserede lande forpligtet sig til at reducere drivhusgasudledningerne med 5% i gennemsnit i 2008-12 i forhold til basisåret, som er 1990 for CO₂, metan og lattergas og enten 1990 eller 1995 for de industrielle drivhusgasser. EU har forpligtet sig til som et gennemsnit i perioden 2008-12 at bringe udledningen af drivhusgasser ned med 8% i forhold til niveauet i basisåret, og Danmark har som led i den interne EU-byrdefordelingsaftale forpligtet sig til en reduktion på 21%. Som udgangspunkt er Danmark juridisk forpligtet til at opnå denne reduktion i forhold til de faktiske udledninger i basisåret. Danmark har dog gjort krav i EU på at få kompensation for det problem, at CO2-udledningerne i 1990 var unormalt lave i Danmark, da vi det år havde en meget høj elimport fra Norge og Sverige.

Med Ruslands ratifikation af Kyoto-protokollen kunne denne træde i kraft i februar 2005. Den er dermed det første retlige bindende instrument til bekæmpelse af klimaændringer, og udgør det første skridt imod det endelige mål for FNs klimakonvention, nemlig at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, der forhindrer farlig indvirkning på det globale klimasystem. EU konkluderede på miljørådsmødet i marts 2005, at de industrialiserede lande må overveje reduktioner i størrelsesordenen 15-30% i 2020 og 60-80% i 2050, hvis der skal være plads til økonomisk vækst i udviklingslandene.^[3]

Udfordringen er således ikke kun at opfylde Danmarks klimaforpligtelser i 2008-12, men også at forberede en indsats, som sikrer, at Danmark på længere sigt vil være i stand til at møde krav om en øget indsats for at bekæmpe globale klimaforandringer. Størstedelen af energiforbruget i energisektoren og den energitunge del af erhvervslivet er reguleret af EU’s kvotedirektiv, men efterhånden som kvoterne strammes, og tiltag til reduktion af drivhusgasser gennemføres i disse sektorer, bliver det mere og mere vigtigt at andre sektorer også kommer med, og at der fokuseres på udvikling af teknologi til at reducere drivhusgasudledningerne i alle sektorer. Det er i dette perspektiv virkemiddelrapporten skal læses.

2.2 Danmarks udledning af drivhusgasser

I opgørelsen af Danmarks udledning af drivhusgasser indgår gasserne CO₂, metan, lattergas samt industrigasserne HFC’er, PFC’er og SF₆. Udledningen opgøres i CO₂-ækvivalenter (CO₂-ækv.), hvorved skadesvirkningen af de enkelte drivhusgasser bliver sammenlignelig jf. Tabel 4. Her er angivet drivhuspotentialet for de HFC’er og PFC’er, som har størst relevans for Danmark.

Tabel 4: De forskellige drivhusgassers drivhuspotentiale  GWP (Global Warming Potential)

Udviklingen i Danmarks samlede udledning af drivhusgasser opgøres i overensstemmelse med reglerne under Kyoto-protokollen. Udledningen er, som vist i Tabel 5, faldet med ca. 2 % fra 69,3 mio. tons CO₂-ækv. i basisåret 1990/95 til 68,2 mio. tons CO₂-ækv. i 2004. I 2004 udgjorde CO₂-udledningen 79% af den samlede udledning, lattergas 11%, metan 8% og de stærke drivhusgasser HFC, PFC og SF₆ udgjorde tilsammen ca. 1%.

Tabel 5: Danmarks historiske og forventede fremtidige udledning af drivhusgasser og forventede CO2-kreditter fra CO2-optag i jorder og skove.

¹ Basisåret for CO₂, metan og lattergas er 1990. I overensstemmelse med Kyoto-protokollen er 1995 valgt som basisår for industrigasserne.

² Her udledning af CO₂ opgjort under Kyoto-protokollen, idet optag af CO₂ skal opgøres som kreditter under protokollens art. 3.3 og 3.4.

³ Reduktionsmålet på 54,8 mio. tons/år er uden korrektion for forventet kompensation på 1 mio. t/år for den særlige danske basisårsproblematik.

⁴  Foreløbige tal for 2005 afrapporteret til EU 15 januar 2007.

Kilde: Reference 3 og Reference 34.

I forbindelse med allokeringsplanen er foretaget en ny ”with measures” fremskrivning af de danske drivhusgasemissioner for perioden 2008-12. Denne fremgår ligeledes af Tabel 5, hvor også Danmarks juridisk bindende reduktionsmål under EU’s byrdefordeling er anført. Uden yderligere virkemidler ventes Danmarks samlede drivhusgasudledning i den senest opdaterede fremskrivning i gennemsnit at ligge på ca. 68 mio. tons CO2-ækvivalenter pr. år i 2008-12, og der forventes at være en manko på omkring 13 mio. tons/år, som skal dækkes for at nå den juridiske reduktionsforpligtelse.

Danmark har valgt at benytte muligheden for i det danske Kyoto-regnskab at indregne CO₂ optag i marker og skove, der eksisterede før 1990 i medfør af Kyoto Protokollens artikel 3.4. Dette skønnes at reducere klimamankoen med ca. 2 mio. tons/år i perioden 2008-12. Herudover er der et bidrag fra skove, der er plantet efter 1990 på knap 0,3 mio. tons/år, som også regnes med i Kyoto regnskabet. Samlet forventes de såkaldte sinks således at bidrage med ca. 2,3 mio. t/år i 2008-12.

Udledningen af CO₂ stammer primært fra forbrænding af kul, olie og naturgas i kraftværker og beboelsesejendomme. Derudover stammer en ikke ubetydelig del på 20% fra transport. Korrigeres CO₂-emissionerne for eludenrigshandel fås et fald på 20% fra 1990 til 2004 svarende til en reduktion i udledningen knyttet til det danske energiforbrug på ca. 14 mio. tons. Faldet skyldes især et brændselsskift fra kul til naturgas og vedvarende energi, øget kraftvarmeudbredelse samt energieffektivisering.

Metan udledes både naturligt og pga. menneskelige aktiviteter. De menneskeskabte udledninger af metan stammer overvejende fra landbrug, men også deponeringsanlæg og energiproduktionen bidrager til udledningen. Udledningerne fra deponeringsanlæg er faldet siden 1990 som følge af et forbud mod deponering af organisk affald i 1997 og udnyttelse af deponigas til energiformål. På landbrugssiden har der været et nogenlunde konstant metanudslip, idet der er sket en forskydning i husdyrholdet fra kvæg til svin, hvilket har mindsket udledningen, men til gengæld er der sket en stigning i metanemissionen fra husdyrgødning. Endelig har der været en øget metanemission i energiproduktionen pga. øget anvendelse af gasmotorer, hvilket sammenlagt betyder, at metanemissionen er steget omkring 1% siden 1990.

Landbruget udgør den vigtigste kilde til lattergasudledning. En mindre del udledes fra kraftvarmeværker samt udstødning fra biler udstyret med katalysator. Siden slutningen af 1980’erne er en række vandmiljøplaner blevet gennemført i landbruget, hvilket bl.a. har bevirket en bedre kvælstofudnyttelse og som en af følgerne heraf er lattergasudledningen faldet med 28 % siden 1990.

De industrielle eller såkaldte fluorholdige  drivhusgasser (f-gasser) HFC, PFC og SF₆ bruges bl.a. som kølemiddel i køleanlæg, til opblæsning af PUR-skum og i el-sektoren. Bidraget fra denne gruppe gasser er i dag på ca. 1% af de samlede emissioner af drivhusgasser, men udledningen har været stærkt stigende op igennem 1990’erne pga. udskiftningen af CFC’er (FREON) med HFC’er.

Tabel 6 og Figur 3 viser fordelingen af drivhusgasemissioner på sektorer og udviklingen i sektorernes emissioner fra 1990 til 2004 og forventningerne til sektoremissionerne i 2008-12. Energisektoren er med en udledning på 26,6 Mio. tons CO₂-ækv. i 2004 den mest betydningsfulde sektor i klimasammenhæng. Herefter kommer transportsektoren, som står for 20% af de samlede udledninger i 2004 og hvis andel forventes at vokse yderligere i 2010. Landbrugssektorens emissioner har været faldende siden 1990 og udgjorde 18% af de samlede emissioner i 2004. Landbrugssektorens emissioner forventes at falde svagt frem til 2008-12 med de nuværende virkemidler. Herefter følger erhverv med 15%, husholdninger med 6% og affaldssektoren med 2% af de samlede udledninger i 2004.

Tabel 6: Danmarks drivhusgasemissioner fordelt på sektorer, mio. tons CO2-ækv. (Miljøstyrelsen 2006).

Figur 3: Drivhusgasudledningen fordelt på de økonomiske sektorer incl. de enkelte sektorers energiforbrug.

2.3 EU’s kvotesystem og den nationale allokeringsplan

EU’s kvotedirektiv er implementeret i dansk lov gennem kvoteloven. Kvoteordningen trådte i kraft 1.1.2005 og afløser for de største elproducenter den tidligere nationale CO₂ kvoteordning. I overensstemmelse med Klimastrategien er EU-kvoteordningen det vigtigste instrument i indsatsen for at opfylde den danske klimaforpligtelse. Kvoteloven fastlægger i første omgang kvotetildelingen for prøveperioden 2005-7, hvor 377 danske produktionsanlæg via den nationale allokeringsplan har fået tildelt et antal gratiskvoter. EU’s kvoteordning omfatter CO₂-udledningen fra energiproducerende anlæg med en indfyret effekt over 20 MW samt en række energitunge industrier, så som raffinaderier, stålværker, cementproducenter, teglværker, papirindustri, mv. Allokeringsplanen for den første Kyoto forpligtelsesperiode 2008-12 (Reference 5) danner grundlag for en ændring af den danske kvotelov for perioden 2008-12. De kvotebelagte virksomheder kan opfylde deres emissionsloft enten ved at reducere egne emissioner, ved at købe EU kvoter eller ved at købe JI eller CDM kreditter. Tilsvarende kan virksomhederne sælge eventuelle overskydende kvoter.

De kvotebelagte sektorers andel af de samlede udledninger udgjorde ca. 41% i 2005, jf. Tabel 7. Denne andel forventes med den nye fremskrivning at være ca. 44 % i 2008-12. Det skal bemærkes, at 2005 var et vådt år i Norden med en betydelig produktion af vandkraft i Norge og Sverige og import af el til Danmark. Derfor var de danske emissioner fra elsektoren lavere end normalt dette år.

Tabel 7: Danmarks drivhusgasemissioner fordelt på kvotebelagte og ikke-kvotebelagte sektorer, mio. tons CO2-ækv.

Kilde:  Reference 3, Reference 4 og Reference 34

2.4 De ikke kvotebelagte sektorer

De ikke-kvotebelagte sektorer omfatter sektorerne jordbrug, affald, industrigasser, transport, samt den ikke-kvotebelagte energisektor, dvs. energiproducerende anlæg under 20 MW, husholdningernes centralvarmeanlæg og emissioner fra den øvrige del af industrien. Da kvotesystemet indtil videre kun omfatter drivhusgassen CO₂, hører alle kilder til lattergas- og metanemission under det ikke-kvotebelagte område. Neden for følger en beskrivelse af de enkelte ikke-kvotebelagte sektorers emissionskilder samt omfanget heraf.

2.4.1 Jordbrug

Jordbrugssektoren dækker over sektorerne landbrug- og skovbrug. De to sektorers indvirkning på drivhusgasregnskabet er dog vidt forskellige. Hvor landbruget udleder drivhusgasserne metan, lattergas og CO₂ sker der i skovbruget, forudsat at tilvæksten er større end hugsten, et netto-optag af CO₂ gennem kulstofbinding i træernes vedmasse. Der sker dog også en binding af CO₂ i jorderne:

- Metan dannes, dels som biprodukt ved især køers fordøjelse, dels under gødningshåndtering i stald og lager, hvor husdyrgødning omsættes. Fælles for disse processer er, at der er mulighed for iltfrie miljøer, hvilket er en forudsætning for metandannelsen.

- Lattergas dannes ligeledes under gødningshåndteringen. Under gødningshåndteringen sker en mikrobiel omsætning af organisk og mineralsk kvælstof, hvorunder der dannes lattergas. Denne omsætning sker endvidere også ved omsætning af kvælstof i jorden, f.eks. når jorden tilføres gødning og ved nedbrydning af dødt plantemateriale.

- CO₂ udledes i forbindelse med jordbrugets maskindrift. Ophobning, herunder brug af spagnum, eller nedbrydning af organisk materiale bevirker derimod at der bindes eller frigives CO₂ fra jorden.

Tabel 8 viser en liste over de forskellige emissionskilder i landbruget. Emissionskilderne kan opdeles i grupperne: husdyrs fordøjelsesprocesser, gødningshåndtering, kvælstofomsætning i marken, energi og kulstofbinding.

Tabel 8: Emissionskilderne i jordbrugssektoren

Noter til tabel:

¹⁾ Omfatter kvælstoffiksering, dyrkning af organiske jorde, spildevand anvendt som gødning samt husdyrgødning afsat på græs.

²⁾ Incl. fiskeriets energiforbrug.

³⁾ Kulstofbinding i jorde og skove iht. Artikel 3.3 og 3.4 er ikke medtaget her, se nærmere beskrivelse i afsnit 4.1.5.

⁴⁾ Tal for 2004

Kilde: Reference 4 og Reference 6.

2.4.2 Transport

Transportsektorens udledninger består primært af CO₂. Udledningerne stammer fra afbrænding af brændstoffer fra køretøjer, skibe og fly, hvor dog kun national transport med fly og skibe i dag er reguleret af Kyoto protokollen og derfor skal med i opgørelsen af Danmarks samlede nationale udledning. På trods af, at den teknologiske udvikling har medført et faldende energiforbrug pr. km, var den samlede udledning af drivhusgasser fra transportsektoren i 2004 28% over niveauet i 1990, og fremskrivningerne viser, at denne tendens vil fortsætte frem til 2012.

Inden for vejtrafikken står personbilerne for 55 % af de samlede CO₂-emissioner, last biler og varebiler står for ca. 20 % hver, mens resten kommer fra busser og andre køretøjer.

Metan og lattergasemissionerne kommer især fra katalysatorer på benzinpersonbiler. Der er sket et fald i metanemissionen fra biler som følge af mere effektive katalysatorer, men det er samtidig årsag til en samlet stigning i lattergasemissionerne. Pga. af det høje drivhusgaspotentiale i lattergas udgør dette således et stigende problem. I 2008-12 forventes lattergas fra katalysatorer at bidrage med ½ mio. tons CO₂-ækv. om året.

Internationale bunkers er ikke reguleret af Kyoto protokollen i dag, men udgør et betydeligt drivhusproblem – for Danmarks vedkommende 5 mio. tons CO₂-ækv. hvilket svarer til 7% af de samlede regulerede udledninger.

Tabel 9: Emissioner fra transportsektoren, kilotons CO2-ækv. pr. år

Kilde: Reference 3 og Reference 6.

2.4.3 Affald og spildevand

Affaldssektorens bidrag til udledningen af drivhusgasser består primært af metan fra nedbrydning af organisk affald, fra deponeringsanlæg (lossepladser). Hertil kommer mindre udledninger af metan og lattergas fra spildevandsbehandling. Af affaldssektorens samlede drivhusgasudledning på 1,4 mio. tons CO₂-ækv. i 2004 – svarende til 2% af Danmarks samlede drivhusgasudledning – udgjorde bidragene fra deponeringsanlæg og spildevandsbehandling henholdsvis 79% og 21%.

Forbrænding af den del af affaldet, som er fremstillet på grundlag af olie, (primært plastaffald) giver anledning til en CO₂-udledning. Denne udledning tilskrives imidlertid energisektoren, idet al affaldsforbrænding i Danmark er forbundet med energiudnyttelse.

Nyttiggørelsen af gas fra deponeringsanlæg og biogasanlæg samt energiudnyttelsen fra affaldsforbrænding bidrager til en indirekte reduktion af CO₂-udledningen fra energisektoren, såfremt energien substituerer fossil energi.

2.4.4 Energi og erhverv uden for kvote

Drivhusgasemissionerne fra de ikke kvoteomfattede energiproducenter og virksomheder inkl. lattergas og metanemissionen fra den kvoteomfattede sektor forventes i 2008-12 at udgøre ca. 6,1 Mio. tons svarende til knap 10 % af den samlede drivhusgasudledning. I kategorien ikke-kvoteomfattede energiproducenter og virksomheder indgår energianlæg med en indfyret effekt på under 20 MW.

Størstedelen af drivhusgasudledningen i den ikke-kvotebelagte energisektor er CO_2,. Men metan og lattergasemissioner fra bl.a. naturgasfyrede kraftværker bidrager også betydeligt til drivhusgasproblemet og er ikke reguleret i dag.

2.4.5 Husholdninger

Udledningen i denne sektor stammer først og fremmest fra husholdningernes energiforbrug i forbindelse med individuel opvarmning. Udledningerne i forbindelse med husholdningernes el- og fjernvarmeforbrug henregnes til producenterne af el- og fjernvarme, som er kvotebelagt. Husholdningerne udledte i 2004 4,2 mio. tons CO₂-ækv., og udledningen forventes at være faldende i årene frem til første forpligtelsesperiode. Idet husholdningernes drivhusgasudledning primært stammer fra deres energiforbrug, vil såvel hidtidige som fremtidige virkemidler i denne sektor være beskrevet under energi uden for kvote i afsnit 3.4 og 4.4.

2.4.6 Industrigasser

Kyotoprotokollen indeholder udover retningslinier for drivhusgasserne CO₂, metan og lattergas også rammer for HFC’er, PFC ’er og SF6. Disse stoffer går under betegnelsen industrigasser. Fælles for denne gruppe af stoffer er, at deres drivhuspotentiale er langt stærkere end de førstnævnte. HFC’erne blev erstatning for de tidligere FREON stoffer (CFC’er og HCFC’er), som blev udfaset med Montreal protokollen. HFC’erne bruges især som kølemiddel i køleanlæg og til opblæsning af PUR-skum. Udledningen udgjorde i 2004 0,8 mio. tons CO₂-ækv. og forventes at toppe i 2006 pga. det danske forbud mod anvendelsen af HFC’er i nye anlæg fra 2006.

Med hensyn til PFC’er så er alene C₃F₈ opgjort til at være relevant for Danmark, hvor anvendelsen er lille og mest som kølemiddel. SF₆ bruges i Danmark primært i højspændingsledninger, i termoruder og i mindre grad til laboratoriebrug, til skosåler og enkelte andre mindre anvendelser.

Tabel 10:  Anvendelsen af industrigasser, ktons CO2-ækv. pr. år

Kilde: Reference 3.

2.5 Pejlemærket

I regeringens klimastrategi, der udkom i 2003 blev der fastsat et pejlemærke for hjemlige tiltag udenfor de kvotebelagte sektorer på 120 kr./tons. Pejlemærket er fremkommet med udgangspunkt i forventninger dengang til den kommende kvotepris på 40-60 kr./tons CO₂ i 2008-2012. På grund af den store usikkerhed om det fremtidige prisniveau blev det vurderet, at gennemsnitsprisen næppe ville overstige 100 kr. pr. tons i denne periode. Gennemsnitsprisen er ligesom alle andre fordele og omkostninger i en samfundsøkonomisk analyse forhøjet til forbrugerprisniveau ved brug af nettoafgiftsfaktoren og bliver derved ca. 120 kr./tons.

Pejlemærket skal forstås som en samfundsøkonomisk rettesnor for de hjemlige tiltag, der ikke er omfattet af kvoteordningen. Det kan således bruges til at vurdere om disse tiltag er samfundsøkonomisk fordelagtige sammenlignet med prisen på CO₂-kvoter, som alternativt kan bruges til at nå det danske reduktionsmål for drivhusgasser.

Der kan dog være andre effekter ved hjemlige tiltag, f.eks. teknologiudvikling, forsyningssikkerhed, mv. som er svære at prisfastsætte og dermed inddrage i samfundsøkonomiske analyser. Positive sideeffekter kan betyde, at det kan være fordelagtigt at gennemføre indenlandske tiltag udenfor de kvotebelagte sektorer til trods for, at de omkostningsmæssigt ligger over pejlemærket, eller hvis sideeffekterne er negative, at man undlader at gennemføre tiltagene.

Pejlemærket er i sagens natur meget afhængig af vurderinger af de fremtidige kvotepriser. I 2005 er kvoteprisen steget fra 60 kr./tons i begyndelsen af året til 170 kr./tons i december. I marts 2006 var prisen oppe over 200 kr./t men er siden faldet til under 50 kr./t i januar 2007. Forward prisen på kvoter leveret i 2008 og derefter ligger dog væsentlig højere, nemlig på 100-150 kr./t.

Analyser af kvoteprisen foretaget i forbindelse med allokeringsplanen af COWI og ECON for Miljøstyrelsen og Energistyrelsen (se Reference 7, Reference 8 og Reference 9) peger på, at kvoteprisen i 2008-12 formentlig bliver højere end hidtil antaget. Et centralt skøn på den fremtidige gennemsnitlige kvotepris i 2008-12 er ca. 150 kr./tons, hvilket også er anvendt i Energistyrelsens nye emissionsfremskrivninger for energisektoren. Forhøjet med nettoafgiftsfaktoren svarer dette til et dansk pejlemærke på 180 kr./tons. Det er dette pejlemærke, som ligger til grund for vurderingen af, om tiltagene i denne rapport er samfundsøkonomisk fordelagtige eller ej. Dog viser analyser, at meget få af de undersøgte tiltag har samfundsøkonomiske omkostninger mellem 120 og 180 kr./tons, så reelt har opskrivningen af pejlemærket ikke haft den store betydning for, hvilke tiltag det i denne rapport er fundet samfundsøkonomisk fordelagtigt at gennemføre i Danmark.

2.6 Samfundsøkonomisk metode

Som grundlag for at kunne vurdere fordelagtigheden af de nationale tiltag skal disse optimalt set underkastes en velfærdsøkonomisk cost-effectiveness analyse. Formålet med denne analyse er på konsistent vis at kunne sammenligne CO₂- reduktionsomkostningerne ved forskellige tiltag og på tværs af sektorer, således at CO₂-reduktionen kan opnås billigst muligt.

Som udgangspunkt opgøres den CO₂-reduktion, som et givet tiltag giver anledning til. Derefter beregnes de omkostninger, som tiltaget medfører. Det kan f.eks. være ekstra investeringer eller øget forbrug af arbejdskraft. Ligeledes opgøres afledte fordele eller ulemper, som tiltaget giver anledning til. Eksempler herpå er reduktion i udslip af øvrige emissioner f.eks. SO₂ og NO_x. I det omfang det er muligt at prissætte disse afledte effekter, opgøres de i kroner og ører. Det har generelt ikke været muligt at prissætte afledte effekter af tiltag i jordbrugssektoren.

Alt afhængigt af om tiltaget er forbundet med positive eller negative afledte effekter vil reduktionsomkostningen derfor blive mindsket eller øget ved medtagelse heraf.

Fælles for en stor del af tiltagene er, at omkostningsberegningen er foretaget med et andet hovedformål end CO₂-reduktion, f.eks. tiltag til reduktion af kvælstofudledningen i forbindelse med VMPIII. Her er CO₂-reduktion blot en sidegevinst, og værdien af kvælstofreduktion er ikke medtaget.

Den velfærdsøkonomiske analyse baserer sig på markedspriser, dvs. de økonomiske konsekvenser, der ikke er på markedsprisniveau, opskrives ved hjælp af nettoafgiftsfaktoren^[4]. Statens finansieringsbehov antages at give anledning til et skatteforvridningstab på 20 pct., som tillægges de samlede skattefinansierede omkostninger. Hvor det har været muligt er såvel den privatøkonomiske som den samfundsøkonomiske omkostning ved tiltagene beregnet. Desuden er de statsfinansielle konsekvenser angivet for de tiltag, som ligger under pejlemærket og hvor det er realistisk, at de kan gennemføres i perioden 2008-12.

For at kunne sammenligne tiltagets omkostninger og fordele på tværs af tidsmæssige forskydelser, udregnes nutidsværdien af omkostninger og fordele ved brug af en kalkulationsrente på 6 %, jf. Finansministeriets vejledning for udarbejdelse af samfundsøkonomiske analyser.

Tiltagets CO₂-omkostning beregnes som tiltagets nettoomkostningerne i forhold til CO₂–reduktionen. I forhold til at nå reduktionsmålet i første reduktionsperiode er reduktionspotentialet fra 2008 til 2012 relevant. Til at beregne den velfærdsøkonomiske omkostning ved et tiltag er det imidlertid relevant at betragte tiltagets samlede reduktionspotentiale over hele tiltagets levetid. Formlen for beregning af de velfærdsøkonomiske CO₂ omkostninger er vist neden for.

hvor B_t henholdsvis C_t afspejler tiltagets gevinster og omkostninger i periode t, DCO^t₂ angiver ændringen i CO₂-udslip i periode t, og r  angiver diskonteringsraten. P^CO2 beskriver omkostningen ved en reduktion i drivhusgasudslippet. I øvrigt henvises til Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger, Finansministeriet (1999), Reference 10.

Fodnoter

^[3] Jf. Rådet for den Europæiske Union – Miljø (2005), se Reference 2.

^[4] Nettoafgiftsfaktoren for indenlandsk handlede varer er 1,17  og for udenlandsk handlede varer 1,25

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.