Bekæmpelsesmiddelstatistik 2006

2 Pesticidsalg og behandlingshyppighed

2.1 Pesticidsalget i 2006

2.1.1 Det samlede salg

Der blev i 2006 solgt 3212 tons pesticider (aktivstoffer) til direkte anvendelse i markafgrøder, hvilket er ca. 1 % mindre end i 2005, men dog stadig betydeligt over gennemsnittet for de senere år. Salget af herbicider steg med mere end 7 % til i alt 2479 tons og salget af insekticider steg endnu mere; med 58 % til 57 tons. Derimod var salget af såvel vækstregulerende midler som fungicider det laveste inden for de sidste fem år. Til de nævnte salgstal skal lægges i alt 41 tons fungicide og insekticide bejdsemidler, hvilket er betydeligt lavere end i 2005, men på linie med salget i de foregående år.

I tabel 3.1 og tabel 3.2 gives en oversigt den overordnede udvikling i pesticidsalget gennem de seneste fire år, mens salget i 2006 af de enkelte aktivstoffer (den del, der anvendes til landbrugsformål) kan findes i Bilag 1.

Tabel 3.1
Salg af pesticider til markanvendelse i landbruget, 2003-2006.

Hovedgruppe Mængde aktivstoffer (tons)
  2003 2004 2005 2006
Herbicider 2205 2087 2308 2479
Vækstregulerende midler 156 186 209 140
Fungicider* 547 604 693 536
Insekticider* 46 22 36 57
I alt 2954 2899 3246 3212

*  Bejdsemidler ikke medregnet.

Tabel 3.2
Salg af pesticider som bejdsemidler til udsæd i landbruget, 2003-2006.

Hovedgruppe Mængde aktivstoffer (tons)
  2003 2004 2005 2006
Fungicider 33 38 52 39
Insekticider 4 3 2 2
I alt 37 41 54 41

Der sker hvert år forskydninger i salget af de enkelte aktivstoffer og produkter, men det har typisk været et ret lille antal stoffer, der har udgjort størstedelen af det samlede forbrug. Gennem nogle år har det således været glyphosat og prosulfocarb, der har domineret salget af herbicider, mens det for vækstregulerende midler har været chlormequat-chlorid, for fungicider mancozeb og for insekticider dimethoat.

Stigningen i forbruget af herbicider fra 2005 til 2006 skyldes i det væsentlige et betydeligt mersalg af glyphosat og pendimethalin, mens nedgangen i salget af vækstregulerende midler stort set kan tilskrives chlormequat-chlorid. Der blev generelt solgt færre fungicider i 2006 end året før, men især nedgangen i salget af mancozeb (116 tons) vejer tungt i det samlede regnskab. Ud af de 21 tons, som salget af insekticider steg med tegnede mersalg af dimethoat sig for de 15 tons, mens der blev solgt 4,6 tons cypermethrin mere end i 2005.

Der henvises i øvrigt til den mere detaljerede beskrivelse i afsnit 3.1.2.

2.1.2 De enkelte grupper af midler

I 2006 fordelte det samlede pesticidsalg sig på 73 aktivstoffer til direkte udbringning på markafgrøder (sprøjtemidler) og 8 aktivstoffer til bejdsning af udsæd og behandling af læggekartofler. I lighed med tidligere år udgjordes flertallet af aktivstoffer til direkte udbringning af herbicider (i alt 41), mens der var 19 fungicider, 8 insekticider og 5 vækstregulerende midler. Der var kun 1 insekticid blandt de 8 bejdsemidler, mens resten var fungicider.

Også mængdemæssigt var herbicidgruppen den dominerende idet 2479 tons ud af de i alt 3212 tons aktivstoffer (77 %) tilhørte denne gruppe. Fungiciderne tegnede sig for 17 %, de vækstregulerende midler for 4 % og insektmidlerne for ca. 2 %.

Salget af glyphosat var rekordstort i 2006 og rundede 1000 tons aktivstof (1038 tons) svarende til 32 % af det samlede pesticidsalg og 42 % af salget af herbicider. Det var en stigning på 168 tons (eller næsten 20 %) i forhold til 2005. Glyphosat tilhører gruppen af midler til kontrol af kvik og andet græsukrudt, som er den mængdemæssigt største gruppe i herbicidkategorien (50 % af den samlede mængde i 2006). Det næstmest vigtige stof til bekæmpelse af græsukrudt var i 2006 pendimethalin, der tegnede sig for små 7 % af mængden af herbicider.

Ud over de to nævnte var de i 2006 mængdemæssigt vigtigste herbicider prosulfocarb og MCPA, hvilket er det samme som i 2005. Disse to stoffer udgjorde hhv. 22 % (551 tons) og 12,5 % (309 tons) af mængden af herbnicider, og de fire mest solgte aktivstoffer tegnede sig således for mere end 83 % af det samlede salg i 2006 blandt de 41 aktivstoffer inden for herbicidgruppen. De 12 aktivstoffer, der regnes med til undergruppen af såkaldte minimidler, udgjorde i 2006 blot 0,33 % af herbicidsalget.

Salget af vækstregulerende midler faldt i 2006 betydeligt i forhold til året før; til 140 tons mod 209 tons i 2005 svarende til et fald på 33 %. Chlormequat-chlorid er fortsat det dominerende aktivstof inden for gruppen og tegnede sig i 2006 med 121 tons for mere end 86 % af den samlede mængde vækstregulatorer. Ethephon er fortsat det næstmest solgte middel (små 12 tons ˜ ca. 8,5 %).

Der skete i 2006 et fald i salget af fungicider på næsten 23 % i forhold til året før. Ud af de i alt 536 tons aktivstoffer, der blev solgt, tegnede mancozeb sig for næsten 60 % (318 tons) og er dermed forsat det mængdemæssigt klart vigtigste stof blandt fungiciderne. Epoxiconazol var med 42 tons (7,9 %) det næstmest solgte fungicid i 2006, mens fenpropidin (30 tons; 5,6 %) var nummer tre. Ingen andre aktivstoffer tegnede sig for mere end 5 % af det samlede salg inden for denne gruppe af aktivstoffer.

De mængdemæssigt vigtigste fungicide bejdsemidler i 2006 var aktivstofferne bitertanol, pencycuron og imazalil med salg på hhv. 15 tons, 9,2 tons og 9,0 tons svarende til hhv. 38 %, 23 % og  22 % af salget af denne type midler.

Insekticider udgør mængdemæssigt traditionelt kun en lille del af det samlede salg af pesticider til landbrugsformål i Danmark, med 57 tons i 2006 således kun ca. 1,8 % af salget trods en stigning på 58 % i forhold til 2005. Dimethoat er fortsat det enkeltstof blandt insekticiderne, der har klart det største salg; i 2006 blev der således solgt godt 35 tons aktivstof svarende til omkring 62 % af det samlede salg af insektmidler. Tau-fluvalinat var i 2006 også fortsat det næstmest solgte enkeltstof blandt insekticiderne med små 17 % af mængden (9,5 tons), mens gruppen af syntetiske pyrethroider (4 aktivstoffer incl. tau-fluvalinat) i alt tegnede sig for 19,3 tons svarende til 34 % af salget i 2006.

Det eneste insekticide bejdsemiddel, der havde noget salg i 2006 (til anvendelse i danske afgrøder), var stoffet imidacloprid. Den solgte mængde faldt svagt fra 1,9 tons i 2005 til 1,8 tons i 2006.

2.2 Behandlingshyppigheden i 2006

2.2.1 Den samlede behandlingshyppighed

Frekvensen eller intensiteten i landbrugets anvendelse af pesticider opgøres hvert år i form af den såkaldte behandlingshyppighed, der udgør en del af grundlaget for evaluering af de til enhver tid gældende pesticidplaner. Opgørelsen foretages både efter en "gammel" og en "ny" metode.

Den "gamle" metode, som er baseret på dosering af de enkelte produkter, blev udviklet i 1985 og blev benyttet ved evalueringen af Pesticidhandlingsplan I, mens den "nye metode" er en revideret udgave, der første gang blev benyttet til at opgøre pesticidanvendelsen i 1998. Den ny metode, som er baseret på en fastsat standarddosering for hvert aktivstof (se bilag 3), blev indført for at tage højde for nye aktivstoffer og ændringer i landbrugets praksis mht. pesticidanvendelse, som var sket siden behandlingshyppighedsbegrebet blev introduceret. Opgørelsen efter gammel metode opretholdes indtil videre da målet for reduktion af behandlings-hyppigheden i Pesticidplan 2004-2009 refererer til den gamle metode.

Tabellerne 3.3 og 3.4 angiver behandlingshyppigheden for perioden 2003-2006 opgjort efter hhv. den nye og den gamle beregningsmetode. Desuden er den samlede behandlingshyppigheds fordeling på hovedafgrøder blevet estimeret og præsenteres i henholdsvis tabel 3.5 (ny metode) og tabel 3.6 (gammel metode).

Størrelsen af arealerne, der (teoretisk) er blevet behandlet med den solgte mængde af hvert aktivstof, fremgår af Bilag 2A og 2B (hhv. ny og gammel metode).

Tabel 3.3
Behandlingshyppighed i 2003-2006 for det samlede landbrugsareal i omdrift beregnet efter ny metode.

Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2003 2004 2005 2006
Herbicider 1,39 1,40 1,46 1,44
Vækstregulerende midler 0,09 0,12 0,13 0,08
Fungicider 0,50 0,61 0,63 0,52
Insekticider 0,36 0,27 0,28 0,47
I alt 2,33 2,39 2,49 2,52


Tabel 3.4
Behandlingshyppighed i 2003-2006 for det samlede landbrugsareal i omdrift beregnet efter gammel metode.

Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2003 2004 2005 2006
Herbicider 1,36 1,35 1,42 1,41
Vækstregulerende midler 0,09 0,11 0,13 0,08
Fungicider 0,48 0,54 0,57 0,47
Insekticider 0,24 0,18 0,21 0,32
I alt 2,17 2,18 2,32 2,28

Det fremgår af tabel 3.3, at behandlingshyppigheden beregnet efter ny metode er steget gennem hele den anførte periode, og i 2006 nåede et niveau, der ligger 8 % over niveauet i 2003 og 20 % over 2002-niveauet. I forhold til 2005 er det især en øget anvendelse af insekticider, der slår igennem i det samlede billede, trods fald i behandlingshyppigheden for både vækstregulerende midler og fungicider. Den stigende tendens i behandlingshyppigheden beregnet efter gammel metode blev brudt i 2006, hvor resultatet blev 2,28 mod 2,32 året før (5 % over 2003-niveauet).

For herbicider er det samlede resultat stort set uændret i forhold til 2005. Der har været et stort antal forskydninger mellem enkeltstoffer og produkter, men de mest markante ændringer er en stor stigning i arealerne behandlet med glyphosat, der dog modvejes af en næsten tilsvarende nedgang i arealerne behandlet med fluroxypyr. Derimod kan nedgangen i det vækstregulerede areal stort set tilskrives mindre anvendelse af chlormequat-chlorid. Inden for fungiciderne er der flere stoffer, der har bidraget til det samlede fald i behandlingshyppigheden, primært dog mancozeb, fenpropidin og propiconazol. Der var i 2006 en øget anvendelse af de fleste insekticider, mest markant dog af cypermethrin, hvor det behandlede areal er steget med næsten 190 %. Der henvises i øvrigt til den detaljerede gennemgang i afsnit 3.2.2.

Tabel 3.5
Behandlede arealer og behandlingshyppigheder i 2006 fordelt på afgrødetyper og hovedgrupper af pesticider - ny opgørelsesform.

Klik her for at se tabellen.


Tabel 3.6
Behandlede arealer og behandlingshyppigheder i 2006 fordelt på afgrødetyper og hovedgrupper af pesticider - gammel opgørelsesform.

Klik her for at se tabellen.

I følge Pesticidplan 2004 – 2009 skal behandlingshyppigheden også opgøres som løbende gennemsnit over tre år for at udligne de udsving i forbruget, der forekommer hvert år som følge af lagerforskydninger, klimatiske forhold, den aktuelle forekomst af sygdomme og skadedyr eller andet, som, hvis man betragter et enkelt år isoleret, kan overskygge den generelle udviklingstendens.

De seneste tre løbende 3-års gennemsnit er vist i tabel 3.7 og 3.8. Det fremgår ved sammenligning af tabel 3.7 og 3.8 med tabel 3.3 og 3.4, at fluktuationerne i behandlingshyppigheden, som forventet, er mindre mellem 3 års-perioderne end mellem de enkelte opgørelsesår. Udviklingen i de løbende gennemsnit er desuden lidt mindre end når man sammenligner på basis af de enkelte år.

Tabel 3.7
Behandlingshyppighed beregnet efter ny metode opgjort som 3-årigt løbende gennemsnit.

Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2002-2004 2003-2005 2004-2006
Herbicider 1,36 1,42 1,43
Vækstregulerende midler 0,10 0,11 0,11
Fungicider 0,52 0,58 0,59
Insekticider 0,30 0,30 0,34
I alt 2,27 2,40 2,47

Tabel 3.8
Behandlingshyppighed beregnet efter gammel metode som 3-årigt løbende gennemsnit.

Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2002-2004 2003-2005 2004-2006
Herbicider 1,34 1,38 1,39
Vækstregulerende midler 0,09 0,11 0,11
Fungicider 0,49 0,53 0,53
Insekticider 0,21 0,21 0,24
I alt 2,13 2,22 2,26

2.2.2 De enkelte grupper af midler

Den følgende gennemgang af status og udviklingstendenser for de enkelte grupper af midler og specifikke aktivstoffer er baseret på beregningerne udført efter den nye metode.

41 af de i alt 73 aktivstoffer, der i 2006 blev solgt til landbrugsformål (bejdsemidler ikke medregnet), var herbicider. Mens 77 % af den solgte mængde aktivstoffer i 2006 udgjordes af herbicider tegnede denne gruppe sig for en noget mindre andel af det teoretisk behandlede areal, nemlig 57 %, svarende til en behandlingshyppighed på 1,44 ud af i alt 2,52.

I lighed med tidligere år var midler til bekæmpelse af kvik og andet græsukrudt i 2006 den arealmæssigt vigtigste undergruppe under herbiciderne med godt 34 % af behandlingerne, mens de såkaldte minimidler (sulfonylurea midler) tegnede sig for 24 %. Men mens græsmidlerne samtidig dominerer mængdemæssigt (50 % af herbicidforbruget) udgør minimidlerne kun 0,33 % af herbicidmængden.

Den gennemsnitlige markdosering for alle herbicider var i 2006 på 0,78 kg aktivstof (as)/ha, hvilket er lidt over 2005-niveauet på 0,74 kg as/ha. Gennemsnitsdoseringen for græsmidler var noget højere, 1,14 kg as/ha, mens den for minimidlerne kun var 0,011 kg as/ha.

De arealmæssigt vigtigste enkeltstoffer blandt herbiciderne var i 2006 glyphosat (26 % af det herbicidbehandlede areal), tribenuron-methyl (7,8 %), prosulfocarb (6,2 %) og diflufenican (5,3 %). Alle øvrige enkeltstoffer bidrog hver især med mindre end 5 % til det samlede herbicidbehandlede areal.

Arealmæssigt tegnede de væktsregulerende midler (5 aktivstoffer) sig i 2006 for ca. 3,3 % af de teoretisk pesticidbehandlede arealer sidste år, mens andelen i 2005 var 5 %. Også i absolutte tal faldt behandlingshyppigheden, fra 0,13 i 2005 til 0,08 sidste år. Chlormequat-chlorid var fortsat det dominerende aktivstof med 67 % af de vækstregulerede arealer i 2006. Trinexapac-ethyl tegnede sig for ca. 17 %.

De 19 aktivstoffer i gruppen af fungicider tegnede sig sidste år for ca. 21 % af de samlede pesticidbehandlede arealer, og behandlingshyppigheden for gruppen som helhed faldt fra 0,63 til 0,52, hvilket nogenlunde svarer til faldet i den solgte mængde. Gennemsnitsdoseringen for fungicider var 0,46 kg as/ha, hvilket er lidt lavere end i 2005 (0,52 kg as/ha). Det mængdemæssigt vigtigste stof, mancozeb, anvendes i en betydeligt højere dosering (1,5 kg as/ha).

Epoxiconazol var i 2006 fortsat det enkeltstof, der bidrog mest til størrelsen af det samlede fungicidbehandlede areal; 339.000 ha svarende til mere end 29 %. Mancozeb tegnede sig for godt 18 % af arealet (212.000 ha) og propiconazol for små 11 % (123.000 ha). Ingen andre enkeltstoffer tegnede sig for mere end 10 % af det fungicidbehandlede areal.

Det insekticidbehandlede areal (8 aktivstoffer) steg kraftigt fra 2005 til 2006; fra 595.000 ha til 1.038.000 ha, svarende til 74 %. Behandlingshyppigheden for insekticider steg næsten tilsvarende; fra 0,28 til 0,47 svarende til 68 %.

Arealmæssigt var de vigtigste insekticider i 2006, i lighed med de foregående år, alle syntetiske pyrethroider. Cypermethrin var det vigtigste enkeltstof med 500.000 ha (48 % af arealet), fulgt af tau-fluvalinat med 162.000 ha (ca 16 %) og alpha-cypermethrin med 156.000 ha (15 %). Der blev udbragt dimethoat på 118.000 ha. Gennemsnitsdoseringen for pyrethroider var 0,021 kg as/ha og for insekticidgruppen som helhed 0,055 kg as/ha. Dimethoat anvendes i en dosering på 0,3 kg as/ha.

Da behovet for bekæmpelse af skadedyr i 2006 ikke var udtalt er det tænkeligt, at den reelle stigning i behandlingshyppigheden er noget mindre end disse tal indikerer, specielt eftersom en betragtelig del af den samlede stigning kan relateres til et stort mersalg af en bestemt type cypermethrin-produkt, der kun måtte forhandles af importører/producenter frem til udgangen af august 2006.

Da restlagre hos grovvareforretninger og landmænd imidlertid fortsat må anvendes, er det muligt, at en ikke ubetydelig del af den i 2006 solgte mængde cypermethrin fortsat lå på lager ved årets udgang. Under hensyntagen til, at der generelt har været en stigning i salget af insekticider fra 2005 til 2006 vurderes det, at måske i størrelsesordenen 40 % af det teoretisk behandlede areal med cypermethrin (svarende til op imod 0,1 enhed i den samlede behandlingshyppighed) reelt ikke er blevet behandlet i 2006.

 



Version 1.0 Juni 2007, © Miljøstyrelsen.