Rensning af MTBE-forurenet grundvand vha. propanoxiderende mikroorganismer

Bilag F: Eksempel på beregning af enhedspris

1 mg MTBE/L i indløb, 0,2 mg MTBE/L i udløb og Q10 =2,5

I det følgende er givet et eksempel på beregning af enhedsprisen for on-site rensning af MTBE-forurenet grundvand i et SBR-anlæg. Der tages udgangspunkt i scenarium 3 fra tabel 4.1, altså en indløbskoncentration på 1 mg MTBE/L og et udløbskrav på 0,2 mg/L, samt en lav temperaturfølsomhed for den mikrobielle temperatur (Q10 = 2,5).

Driftstid 10 år; flow 5 m³/h

Eksemplet er beregnet for et indløbsflow på 5 m³/time, samt en drifts- og afskrivningsperiode på 10 år. Med disse driftsparametre vil der blive behandlet i alt 438.000 m³ vand over anlæggets levetid.

Beregnede nøgletal

Som det fremgår af tabel 4.2 er der beregnet følgende nøgletal for scenarium 3, ved en hydraulisk belastning på 1 m³/time.

  • Reaktorvolumen (heraf 80% væskevolumen), V = 1,0 m³.
  • Specifik massefjernelse af MTBE, M = 0,8 g MTBE/m³.
  • Specifikt propanforbrug = 38 g propan/g MTBE.

F.1: Anlægsomkostninger

Ved en hydraulisk belastning på 5 m³/time, vil det nødvendige anlægsvolumen blive 5 m³, da det nødvendige volumen er lineært skalérbart med det volumen, der er beregnet for en hydraulisk belastning på 1 m³/time, jf. de ovenfor anførte nøgletal; altså 5·1 m³ = 5 m³.

Anlægsomkostningerne for et SBR-anlæg med en 5 m³ opholdstank og en 5 m³ reaktor, incl. opsætning og indkøring, er anslået til 530.000 kr. (eks. moms).

Hvis det antages, at anlægsomkostningerne afskrives lineært over den behandlede vandmængde på 438.000 m³, vil anlægsomkostningerne udgøre 1,21 kr./m³ vand, der renses.

F.2: Driftsomkostninger

Propan

Ved multiplikation af den specifikke massefjernelse af MTBE og det specifikke propanforbrug, kan det beregnes, at der skal benyttes 30,4 g propan/m³ vand, der renses. Ved en propan-pris på 20 kr./kg, jf. tabel 4.4, opnås en pris på 0,61 kr./m³ vand, der renses.

Ilt

På baggrund af iltforbrug forbundet med (delvis) mineralisering af MTBE og propan på hhv. 2,7 og 3,4 g ilt/g substrat, jf. afsnit 4.1, kan der beregnes et specifikt iltforbrug på 0,8·2,7 + 30,4·3,4 = 105,5 g ilt/m³ vand, der renses. Ved en ilt-pris på 3,75 kr./kg, jf. tabel 4.4, opnås en pris på 0,40 kr./m³ vand, der renses.

Næringssalte

På baggrund af et propanforbrug på 30,4 g propan/m³ vand, der renses, skal der, jf. beregningen af næringssaltbehovet i bilag E, bruges sammenlagt 0,1 gram N og P pr. m³ vand, der renses. Ved en pris på næringssalte på ca. 130 kr. over anlæggets levetid (forsvindende lidt), som der ses bort fra.

Sammenlagt bliver prisen på propan og ilt således ca. 1 kr./m³ vand, der renses.

Strøm

Strømforbruget til SRO-anlægget er vurderet til 1 kW, svarende til 8.760 kWh/år. Strømforbruget til pumpe og kompressor er estimeret til 4,5 kW, med en driftstid på 438 timer/år, svarende til et strømforbrug på 1.971 kWh/år. Strømforbruget til omrøring er estimeret til 0,5 kW/m³ reaktorvolumen, svarende til 2,5 kW for en 5 m³ reaktor. Den estimerede driftstid er 7.885 timer/år, svarende et strømforbrug til omrøring på 19.712 kr./år.

Det samlede årlige strømforbrug bliver således på 30.443 kWh/år. Ved en antaget strømpris på 1 kr./kWh (eks moms) og en årligt behandlet vandmængde på 438.000 m³/10 år = 43.800 m³/år, opnås strømomkostninger på 0,70 kr./m³ vand, der renses.

Tilsyn

Tilsyn ved driften er skønnet til 180 timer/år, svarende til 7 timer pr. 14 dage. Med en antaget timepris på 550 kr./time, bliver de omkostningerne forbundet med tilsyn 99.000 kr./år. Ved en årligt behandlet vandmængde på 43.800 m³/år, opnås tilsynsomkostninger på 2,26 kr./m³ vand, der renses.

F.3: Samlet opgørelse

Nedenfor er der opstillet en samlet opgørelse over den beregnede enhedspris (alle priser eks. moms).

Anlæg:            1,21 kr./m³

Propan og ilt:  1,01 kr./m³

Strøm:             0,70 kr./m³

Tilsyn:            2,26 kr./m³

Sum:               5,18 kr./m³

 



Version 1.0 Juli 2007, © Miljøstyrelsen.