Muligheder for begrænsning af N og P udledning fra kommunale renseanlæg, industrielle udledninger og regnbetingede udledninger

1 Kommissorium

1.1 Baggrund

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har d. 2. april 2004 indgået aftale om Vandmiljøplan III 2005-2015. Vandmiljøplan III har til formål at vandmiljøet skal forbedres yderligere gennem reduktion af kvælstof og fosfor, naturbeskyttelsen skal fortsat forbedres og de nabogener, som skyldes landbrugsdrift, skal begrænses. Aftalen rummer derfor en bred indsats for at nedbringe landbrugets påvirkning af vandmiljø, natur og naboer.

I aftalens afsnit 3. Reduktion af fosforudledning er angivet:

”Parterne vil vurdere, om der kan være behov for yderligere indsatser over for fosforudledninger fra de kommunale renseanlæg.” Og senere i samme afsnit:

”Selv om der ikke i det faglige udredningsarbejde er foreslået en yderligere reduktion af udledningen af kvælstof og fosfor fra rensningsanlæg til havmiljøet, finder aftaleparterne det afgørende, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal vurdere de tekniske muligheder for at stille skærpede krav til rensning af spildevandet fra kommunale  rensningsanlæg og industrielle egenudledere samt de økonomiske konsekvenser heraf.”

1.1.1 Kommunale renseanlæg

I forbindelse med den første vandmiljøplan som blev vedtaget i 1987 blev det besluttet at stille nationale udlederkrav til udledning af kvælstof og fosfor fra de kommunale renseanlæg. Udbygningen af renseanlæg blev afsluttet i midten af 1990’erne.

Herudover har amterne på mange lokaliteter afhængigt af de lokale forhold stillet yderligere krav til rensning af kvælstof og/eller fosfor, enten ved at der er stillet skrappere udlederkrav eller ved at der er stillet krav til mindre anlæg, end de anlæg der er omfattet af de eksisterende nationale krav.

Derfor er de samlede udledninger af  kvælstof og fosfor fra de kommunale renseanlæg nedbragt meget betydeligt siden 1987.

Arbejdsgruppen bedes undersøge sammenhængen mellem renseteknik og afløbskvalitet og de økonomiske omkostninger herved. Desuden bedes undersøgt mulighederne for at skærpe krav til fosfor og kvælstof på de renseanlæg der er omfattet af VMP I og den forventede reduktion. Endelig skal undersøges muligheden for at stille nationale krav til renseanlæg, der i dag ikke har nationale krav og den forventede reduktion af udledninger af kvælstof og fosfor.

Arbejdsgruppen bedes derfor undersøge:

1.       Muligheden for at optimere de eksisterende kommunale renseanlæg med henblik på yderligere fjernelse af kvælstof og fosfor.

2.       Muligheden for bedre kvælstoffjernelse for renseanlæg større end 15.000 personækvivalenter, dvs. anlæg hvor der i dag er national krav om kvælstoffjernelse, og den forventede reduktion af udledning af kvælstof herved.

3.       Muligheden for bedre kvælstoffjernelse til renseanlæg mindre end 15.000 personækvivanter, og den forventede reduktion af kvælstof herved.

4.       Muligheden for bedre fosforfjernelse for anlæg større end 5.000 PE med udledning til fosforfølsomme vandområder, og den forventede reduktion af udledning af fosfor herved.

5.       Mulighed for fosforfjernelse for anlæg mindre end 5.000 PE med udledning til fosforfølsomme vandområder, og den forventede reduktion herved

6.       De økonomiske omkostninger ved de 5 scenarier

1.1.2 Industrielle udledere

I forbindelse med den første vandmiljøplan fra 1987 blev det vedtaget at de større industrielle udledere skulle nedbringe udledningen af kvælstof og fosfor ved bedste, tilgængelige teknik. Denne vurdering foretages af amterne som godkendelsesmyndighed og skal ske individuelt for hver virksomhed. Dette er resulteret i, at den samlede udledning af kvælstof og fosfor for disse virksomheder er nedbragt meget betydeligt i perioden 1987-2003.

Arbejdsgruppen bedes undersøge:

1.       Muligheden for at yderligere nedbringelse af udledning af kvælstof og fosfor for virksomheder, der ikke var omfattet af VMP I, og den forventede reduktion af kvælstof og fosfor herved.

2.       Muligheden for en øget reduktion af kvælstof og fosfor for industrielle egenudledere omfattet af VMP I og den forventede reduktion af  kvælstof og fosfor herved.

3.       De økonomiske konsekvenser ved de 2 scenarier

1.1.3 Deltagere

Miljøstyrelsen nedsætter en arbejdsgruppe med deltagelse af Kommunernes Landsforening (DANVA og Spildevandsteknisk forening), Københavns Kommune, Miljøteknisk Brancheforening, Dansk Industri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) og Amtsrådsforeningen. Miljøstyrelsen varetager formandskab og sekretariat for arbejdsgruppen.

1.1.4 Rapportering

Arbejdsgruppens arbejde begrænser sig til at vurdere de tekniske muligheder for yderligere reduktioner. Det ligger dermed uden for arbejdsgruppens kommissorium at tage stilling til hvordan sådan en reduktion kan gennemføres. På baggrund af arbejdsgruppens rapportering iværksættes et analysearbejde vedrørende hvordan sådanne reduktioner kan gennemføres omkostningseffektivt.

1.1.5 Læsevejledning

I  rapporten gennemgås 3 punktkilder med kvælstof og fosfor: kommunale renseanlæg, industrielle udledninger og regnbetingede udledninger. For hver kilde er der: 1. opgjort nationale og internationale det krav til udledninger, 2.den allerede gennemførte reduktion af udledninger for kvælstof og fosfor og 3. det nuværende udledningsniveau,

Dernæst er vurderet de tekniske mulighederne for reduktion af udledningerne, med udgangspunkt i danske forhold.

Til sidst er der opstillet et antal reduktionsscenarier jævnfør kommissoriet. De valgte tiltag for hvert scenarium er de, der er vurderet at være mest sandsynlige og gennemførlige.

For hvert scenarium er der beregnet:

-          potentiale for reduktion af de samlede udledninger af N og P

-          budgetøkonomiske enhedsomkostninger pr. kg kvælstof og fosfor (anlæg, drift og vedligeholdelsesomkostninger) og de samlede årlige omkostninger.

 



Version 1.0 Juli 2007, © Miljøstyrelsen.