Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?

Forord

I denne rapport gengives resultaterne fra det sociologiske delstudie af forskningsprojektet ”Herbicidtolerante GM-afgrøder: Langtidseffekter af sprøjtestrategier på flora og fauna i mark og tilstødende biotoper”. Resultaterne formidles her i en særskilt rapport, fordi vi mener, de har en interesse, som rækker ud over det samlede projekt. Kort fortalt er hovedresultatet, at inddragelse af landmændenes tankegang og motivation er en helt afgørende faktor, når man introducerer nye strategier til at mindske landbrugets påvirkning af natur og miljø.

Forskningsprojektet er gennemført i regi af Center for Bioetik og Risikovurdering af forskningsassistent Dorte E. Nielsen, praktikant (senere studentermedhjælp) Louise Vestergaard, lektor Jesper Lassen samt professor Peter Sandøe, alle fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

I forbindelse med gennemførelsen af projektet har forskningsgruppen fået uvurderlig hjælp af en række personer. Først og fremmest skal rettes en tak til de 36 landmænd, der, i den travle sommerperiode i 2005, afså tid til at deltage i fokusgruppeinterviews – uden på forhånd præcist at vide, hvad de gik ind til. Samtidig skal vi takke de rådgivere og embedsmænd, der under interviews i løbet af efteråret 2005 leverede en værdifuld indsigt i hvilke faktorer, der styrer driftsmæssige beslutninger i dansk landbrug.

Desuden skal vi takke konsulent Irene Wiborg fra Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, samt en række ansatte på de regionale landbrugscentre for hjælp i forbindelse med rekruttering af landmænd til de gennemførte interviews.

Endvidere skal vi takke den Fødevaresociologiske Forskningsgruppe ved Institut for Human Ernæring på Københavns Universitet, de teknisk-naturvidenskabelige deltagere i de øvrige delprojekter under forskningsprojektet ”Herbicidtolerante GM-afgrøder” samt Miljøstyrelsens følgegruppe for pesticidforskningsprojekterne inden for indsatsområdet "Natur & Pesticider". Alle disse fagpersoner har bidraget med konstruktiv kritik i forskellige faser af projektet fra tilrettelæggelse af dataproduktion til den afsluttende afrapportering.

Endelig skal vi takke Miljøstyrelsen for økonomisk støtte til projektet, specialkonsulent Jørn Kirkegaard for opbakning og hjælp, når projektet ikke helt gik, som det skulle i forhold til planen og faglig sekretær Geir Tveit for hjælp med korrektur.

Frederiksberg, juni 2007

 



Version 1.0 August 2007, © Miljøstyrelsen.