Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen Nr. 112 2007 – Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?

Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?

Sammenfatning

En række forskningsprojekter har peget på, at dyrkningen af herbicidresistente genmodificerede afgrøder kan have positive miljømæssige effekter – først og fremmest i form af en større biodiversitet i og omkring marken. De mulige miljøforbedringer hænger på den ene side sammen med, at gængse pesticider erstattes af mere miljøvenlige midler. Samtidig giver dyrkningen af herbicidresistente afgrøder også mulighed for en ny sprøjtepraksis, hvor det både bliver muligt at sprøjte færre gange og på et senere tidspunkt. Især det sidste forhold kan være gavnligt for biodiversiteten, idet sprøjtning kan undgås i særligt sårbare perioder i foråret og den tidlige sommer. Denne rapport konkluderer imidlertid, at miljømæssige fordele næppe vil optræde automatisk, og at der kan være barrierer, som skyldes landmændenes holdninger både til biodiversitet og egen sprøjtepraksis.

De herbicidresistente genmodificerede afgrøder dyrkes endnu ikke i Danmark, og derfor ved man ikke, om de forventede miljøfordele vil vise sig i praksis. Der er imidlertid en række forudsætninger, som skal være opfyldt, for at de herbicidresistente afgrøder kan føre til miljømæssige forbedringer. For det første skal landmanden overhovedet acceptere at dyrke genmodificerede afgrøder. For det andet skal landmanden ændre sin sprøjtepraksis i overensstemmelse med fastlagte sprøjteplaner. Endvidere skal landmanden afstå fra at supplere med andre herbicider.

Der er med andre ord en række forhold, som rækker ud over det rent kemiske og biologiske, men som snarere handler om den enkelte landmands holdninger og dyrkningsrelaterede vurderinger, der kan optræde som barrierer for de potentielle miljøfordele. Det er denne type barrierer, der har været genstanden for den undersøgelse, som ligger til grund for denne rapport. Undersøgelsen bygger på fokusgruppeinterviews med forskellige typer landmænd samt på individuelle interviews med udvalgte rådgivere og embedsmænd.

Rapportens hovedkonklusion er, at indførelsen af herbicidresistente genmodificerede afgrøder på kort sigt ikke i sig selv vil føre til, at de miljømæssige fordele realiseres i fuldt omfang. Der kan dog forventes en vis positiv effekt som følge af en lidt senere sprøjtning, ligesom landmændene efter alt at dømme vil sprøjte lidt færre gange. Samtidig vil der dog være en tendens til at man ønsker at supplere de nye midler med nogle af de sprøjtemidler, som hidtil har været anvendt. Disse konklusioner bygger i det væsentlige på fire forhold.

For det første må det – ikke overraskende – konstateres at økonomiske hensyn er af afgørende betydning, når landmændene træffer driftsmæssige beslutninger, herunder om de skal bruge herbicidresistente afgrøder. Lidt firkantet udtrykt betyder det, at der enten skal være åbenlyse økonomiske fordele eller driftsmæssige rationaliseringer forbundet med de herbicidresistente afgrøder, for at de overhovedet kan komme i betragtning. Her er det imidlertid væsentligt at være opmærksom på, at man ikke kan isolere et enkelt element, som sprøjtepraksis, og optimere dette. Landmændene ser bedriften som et samlet hele, hvor de enkelte dele skal være i harmoni med hinanden.

Det er en udbredt opfattelse blandt de interviewede landmænd, at denne (teknologiske) harmoni så at sige går hånd i hånd med en fornuftig økonomi. Den symbolske markør for det harmoniske, og dermed rentable, landbrug synes at være tilstedeværelsen af rene marker. Netop spørgsmålet om, i hvilket omfang herbicidresistente afgrøder og de dertil hørende ændrede sprøjteplaner passer sammen med de øvrige aktiviteter på bedriften, viste sig at have stor betydning.

For det andet afdækkede de gennemførte interviews en vis modvilje imod sprøjteplaner. Væsentlige dele af de miljømæssige fordele ved herbicidresistente afgrøder er netop koblet til, at man følger en sprøjteplan, som bl.a. sikrer, at der ikke sprøjtes i de særligt sårbare perioder. I stedet bygger hovedparten af de deltagende landmænd deres sprøjtestrategi dels på en tidsmæssig overensstemmelse med andre aktiviteter på bedriften – og det kan meget let føre til konflikter med en fast plan. Dels baseres valget af sprøjtetidspunkt på en konkret behovsvurdering, hvor det er tilstanden i marken, der er rettesnoren for, hvornår der skal sprøjtes med hvad og med hvilke doser.

Diskussionerne i grupperne viste, at landmændene er tilbøjelige til fortsat at basere deres beslutninger på sådanne behovsvurderinger af frygt for at miste kontrollen med ukrudtet i marken. De miljømæssige fordele ved indførelsen af genmodificerede afgrøder afhænger derimod i vid udstrækning af, at landmanden tilsidesætter den erfaring og faglige viden han har, og erstatter den med en simpel sprøjteplan.

For det tredje viste interviewene, at landmændene ikke har øje for den type miljømæssige gevinster, som er et af de primære miljømæssige argumenter for de herbicidresistente afgrøder. De nævnte gevinster er forbundet med, at man tillægger øget biodiversitet en værdi i sig selv; og dette indgår ikke i landmændenes begreb om miljø og natur. Landmændenes miljø- og natursyn er i højere grad menneskecentreret, således at miljømæssige problemer først og fremmest identificeres med forurening eller andre typer problemer, der kan have direkte konsekvenser for landbrugsproduktionen eller menneskers liv og velfærd. I forhold til at lancere de herbicidresistente afgrøder som et miljømæssigt gode er dette en alvorlig barriere, idet det betyder at landmændene ikke umiddelbart er lydhøre for den type miljømæssige argumenter, der anvendes.

For det fjerde fremgik det, at landmændene langt hen ad vejen er skeptiske over for ideen om helt at opgive de traditionelle herbicider til fordel for f.eks. Roundup. Der er simpelthen ikke tillid til, at de nye herbicider alene kan klare ukrudtsbekæmpelsen. For at bevare kontrollen med marken, ønsker mange at have de traditionelle midler i baghånden.

Styrken ved det gennemførte studie er, at det relativt detaljeret er i stand til at kortlægge en gruppe danske landmænds syn på introduktionen af herbicidresistente genmodificerede afgrøder og dermed etablere et bedre grundlag for beslutninger vedrørende implementeringen af disse afgrøder. Svagheden er imidlertid at sådanne analyser i en vis udstrækning er afhængige af den aktuelle kontekst og derfor først og fremmest kan kaste lys over den nærmeste fremtid.

Teknisk og økonomisk udvikling såvel som andre forandringer i landbrugssektoren vil have en vis betydning for resultatet. I interviewene peger landmændene selv lejlighedsvis på forandringer, som kunne medføre, at deres vurderinger faldt anderledes ud. Et eksempel er, at hvis konkurrenterne på det internationale marked begynder at dyrke herbicidresistente afgrøder og dermed får en økonomisk fordel; så vil man føle sig tvunget til at følge trop. Et andet eksempel, der nævnes, er, hvis forbrugerne pludselig begynder at efterspørge denne type produkter. Desuden kan ny viden fra realistiske markforsøg få betydning, idet landmændenes tilbageholdenhed i forhold til de nye måder at sprøjte på i nogen udstrækning var baseret på manglende viden om, hvilke konkrete konsekvenser dyrkningen af herbicidresistente afgrøder har.

Ud over de nævnte, relativt dyrkningsnære argumenter fremkom de deltagende landmænd med en række synspunkter vedrørende genmodificerede afgrøder i almindelighed, som er interessante fordi de på en række punkter adskiller sig fra de opfattelser, der er udbredt i den øvrige befolkning.

Som udgangspunkt er der god overensstemmelse mellem landmændene og befolkningen som helhed i den forstand, at begge parter ser nytten som noget helt centralt: kort sagt skal genteknologien være nyttig for at være interessant. Her ophører enigheden imidlertid, idet der er betydelig forskel på hvad, der ses som nyttigt, og dermed på hvilke betingelser f.eks. genmodificerede planter skal opfylde for at kunne accepteres.

Befolkningen i almindelighed stiller det krav, at genteknologi skal være ’samfundsmæssigt nyttigt’ – dvs. at genteknologien skal rette sig imod at løse eksempelvis miljø- eller sundhedsmæssige problemer; mens privat- eller driftsøkonomisk nytte ikke anses for en legitim begrundelse for genteknologi. Dette udgør en slående kontrast til landmændenes diskussioner, som næsten er diametralt modsatte: Den nytte, der for dem er den dominerende overvejelse i forhold til anvendelsen af genmodificerede planter, er først og fremmest driftsøkonomisk.

Et andet væsentligt tema i befolkningens holdninger til genteknologien har været spørgsmålet om risiko. De miljø- og sundhedsmæssige risici, der både er stærkt repræsenteret i befolkningens bekymring og har været i centrum for de politiske initiativer i forhold til genteknologien, kan ikke genfindes i landmændenes diskussioner. Risiko, forstået som utilsigtede miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser, spiller således ikke nogen stor rolle for landmændenes vurderinger.

Endelig er det slående, når man betragter de forskellige argumenter, landmændene anvender, når de omtaler genteknologien i bred forstand såvel som den mulige anvendelse af genmodificerede afgrøder, at der er et næsten absolut fravær af moralske argumenter. I kontrast hertil viser undersøgelser, at befolkningen i almindelighed er bekymret over eksempelvis genteknologiens krænkelse af planters og dyrs integritet og er optaget af spørgsmål om genteknologiens ’unaturlighed’ eller mulige krænkelse af ’Guds skaberværk’.

Landmændenes væsentligste indvending imod genteknologien synes – hvis man ser bort fra en bekymring over, at genteknologien kan føre til stigende centralisering – at være af nyttemæssig karakter. Hvis genteknologien demonstrerer sin nytte (læs: rentabilitet), så vil den også være acceptabel og formodentlig blive implementeret af danske landmænd. Der er imidlertid en væsentlig forskel mellem de vurderingskriterier, den almindelige befolkning anvender, og dem landmændene anvender – hvorfor situationen rummer kimen til en konflikt. Når det er sagt, skal det dog understreges, at netop den mulige, forbedrede biodiversitet, som ikke anerkendes af landmændene, kan være et væsentligt argument for den almindelige dansker.