Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen Nr. 112 2007 – Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?

Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?

5 Konklusion og diskussion

5.1 Herbicidresistente gm-afgrøder og miljøfordele?
5.2 Argumenter for og imod gm-afgrøder

5.1 Herbicidresistente gm-afgrøder og miljøfordele?

Forskning fra Danmarks Miljøundersøgelser (Strandberg & Bruus Pedersen 2002) har demonstreret, at dyrkning af herbicidresistente afgrøder kan give mulighed for visse miljømæssige forbedringer. For det første vil det være muligt at erstatte de sprøjtemidler, der anvendes i dag, med Roundup eller andre glyphosat-holdige midler, som i flere henseender anses for at være mere miljøvenlige. For det andet vil det være muligt at nedsætte antallet af sprøjtninger og udsætte tidspunktet for den første sprøjtning. En senere sprøjtning gør, at ukrudtet kan stå længere på marken, hvilket kan have en positiv effekt på dyrelivet i det dyrkede landskab, og det gør det muligt at undgå sprøjtning på de tidspunkter, der er mest kritiske for dyrelivet i og omkring marken.

De nævnte miljømæssige forbedringer forudsætter dog, at landmændene tager de nye afgrøder til sig, nøjes med at sprøjte med glyphosat-holdige midler og følger en sprøjteplan med færre og senere sprøjtninger. Et af hovedformålene med de gennemførte interviews har været at undersøge, om landmænd faktisk vil ændre deres adfærd i overensstemmelse med denne forudsætning.

En grund til at tro, at indførelsen af herbicidresistente gm-afgrøder rent faktisk vil gå hånd i hånd med de skitserede adfærdsændringer hos landmændene, er hensynet til driftsøkonomien. Ud fra en snæver driftsøkonomisk tankegang synes det at give god mening at optimere driften ved at følge sprøjteplaner, hvor der kun skal anvendes et enkelt pesticid og sprøjtes mindre. At der så oven i købet er fordele for miljøet burde tale yderligere for, at landmændene vil ændre deres adfærd.

I lyset af interviewene må man dog konkludere, at landmænd med den viden og de holdninger, de har i dag, formodentlig kun i begrænset omfang vil ændre deres adfærd. Dette beror på flere forhold.

For det første synes hovedtendensen blandt de interviewede landmænd at være, at sprøjteplaner er vejledende – beslutningen om hvornår og med hvad, der skal sprøjtes, bygger således oftest på en konkret vurdering. Landmændene går ind for at sprøjte efter behov baseret på konkrete driftsmæssige vurderinger af eksempelvis fremspirende ukrudt, vejret og hensynet til andre aktiviteter på bedriften. Hensynet til natur og miljø spiller tilsyneladende ingen rolle i disse overvejelser.

Med til dette billede hører, at landmændene langt hen ad vejen optimerer driften ved at følge en række ”tommelfingerregler”, som i lyset af tradition og erfaring anses for nyttige eksempelvis i forhold til beslutninger om sprøjtning. En vigtig tommelfingerregel synes således at være, at rene marker er en god ting. Reglen er internaliseret i en grad, så mangel på renhed ofte optræder som en målestok for, om der er behov for indgreb. Der er således ikke (kun) tale om, at renhed er attråværdig ud fra en æstetisk synsvinkel, men at renhed symboliserer bedriften i harmoni – en harmoni, som igen er en utvetydig markør af økonomisk sundhed.

For det andet er der et problem i forhold til at motivere landmændene til at interessere sig for at ændre deres sprøjtevaner med henvisning til miljømæssige forhold. Landmændene synes simpelthen ikke at have øje for de fordele i form af øget biodiversitet i det åbne land, som en ændret sprøjtepraksis kan give. Sådanne naturbeskyttelses-argumenter er kun sporadisk repræsenteret i landmændenes diskussioner for og imod herbicidresistente afgrøder. For landmændene handler miljøbeskyttelse først og fremmest om at undgå miljøproblemer, forstået som forurening, og følgelig er det i højere grad f.eks. grundvandsbeskyttelse, der er temaet. Der er tale om et menneskecentreret natursyn, hvor miljøproblemer først og fremmest er problemer, når de udgør en barriere for fortsat produktion eller menneskets reproduktion i almindelighed. Naturen tillægges ikke en værdi i sig selv.

På den ene side er dette et problem for at de potentielle miljømæssige fordele kan blive udløst; på den anden side peger disse forhold netop på et muligt indsatsområde. Den større biodiversitet, som en mere upåvirket flora i markens omgivelser kan danne grundlag for, kan således blandt andet føre til flere gavnlige insekter og fugle, som igen kan bidrage til et mindsket skadedyrstryk på den enkelte mark.

For det tredje er økonomiske hensyn dominerende og af afgørende vigtighed for, om landmændene overhovedet vil vælge herbicidresistente afgrøder som en strategi. Det betyder, groft sagt, at der enten skal være åbenlyse, direkte økonomiske fordele eller driftsmæssige rationaliseringer forbundet med de herbicidresistente afgrøder. Som diskussionerne af sprøjteplaner for forskellige herbicidresistente afgrøder viste, var netop disse hensyn grunden til, at landmændene som hovedregel enedes om mindre radikale sprøjteplaner. Samtidig forbeholdt de deltagende landmænd sig i flere tilfælde retten til at bruge andre midler end de glyphosat-holdige – og dermed også reducere de potentielle gavnlige konsekvenser for biodiversiteten.

Når den rette driftsmæssige beslutning i forhold til valg af sprøjtestrategi skal træffes, viser interviewene, at bedriftens harmoni er en helt afgørende faktor. Det betyder konkret, at beslutninger om sprøjtning træffes under hensyn til de mange andre krav, som en effektiv drift af det samlede landbrug stiller. Landmandens beslutninger angående sprøjtning med herbicider kan altså ikke isoleres, men må ses i sammenhæng med den samlede landbrugsdrift. Derfor kan man heller ikke forvente, at landmanden altid agerer ud fra det, der synes mest (miljømæssigt og økonomisk) rationelt, når man alene ser på markdriften.

Endelig fremgår det, for det fjerde, at landmændene synes skeptiske over for ideen om at opgive de traditionelle sprøjtemidler. Med deres nuværende viden og holdninger vil de i forbindelse med dyrkning af glyphosat-resistente afgrøder vælge at kombinere glyphosat med et eller flere andre sprøjtemidler.

På baggrund af disse resultater må det konkluderes, at indførelse af herbicidresistente afgrøder på kort sigt ikke af sig selv vil føre til, at de forventede miljømæssige fordele opnås i fuldt omfang. Der er dog grund til at forvente nogle miljømæssige fremskridt, da landmændene efter alt at dømme vil sprøjte færre gange og vil lægge den første sprøjtning noget senere i forhold til, hvad der med de nuværende systemer er normen. Samtidig vil der dog, som nævnt, være et ønske om at kombinere glyphosat med andre sprøjtemidler.

En introduktion af herbicidresistente afgrøder i Danmark vil derfor kun have den forventede positive effekt på miljøet, hvis den følges af en indsats for at påvirke landmændenes holdninger og sprøjteadfærd. Når dette er sagt, skal det understreges, at nogle af de holdninger, der er afdækket i det foregående, formodentlig ligger meget dybt i danske landmænd. Der er derfor ingen grund til at tro, at det vil være en let sag at påvirke danske landmænd så de følger de foreskrevne sprøjteplaner. Dette understreges af udsagnene fra rådgiverne om, at det, der i almindelighed skal til for at skabe adfærdsændringer blandt landmændene, enten er lovmæssige forbud/påbud eller betydelige økonomiske gevinster.

Endelig skal det understreges, at et oplysningsprojekt, der sigter imod at påvirke landmænd, så deres adfærd i forbindelse med en introduktion af gm-afgrøder bliver til miljøets bedste, også må trække på anden forskning. Det vil således være relevant, ud over nærværende projekts resultater, også at inddrage resultaterne af forskning i hvordan landmænd kan opdeles i forskellige typer efter deres måde at træffe beslutninger om pesticidanvendelser på (Jørgensen et al. manus).

5.2 Argumenter for og imod gm-afgrøder

Det er et gennemgående træk i interviewene med såvel landmændene som rådgiverne, at økonomien spiller en central rolle, når ny teknologi vurderes. Dette gælder både for de bredere diskussioner af gm-planter, og når talen falder på herbicidresistente gm-afgrøder. Kort sagt er gm-planternes bidrag til bedriftens økonomi, et helt væsentligt element i bedømmelsen af deres mulige nytte – og høj nytteværdi er oftest betingelsen for, at man vil give sig i kast med disse nye planter. På det basale plan er der her en god overensstemmelse mellem landmændene og befolkningen som helhed i den forstand, at begge parter ser nytten som noget helt centralt. Når det er sagt, skal det imidlertid understreges, at der er en betydelig forskel på hvad, der ses som nyttigt, og dermed på hvilke betingelser gm-planterne skal opfylde for at kunne accepteres.

Tidligere undersøgelser har vist, at folk i almindelighed stiller det krav til anvendelser af genteknologi, at de skal være ’samfundsmæssigt nyttige’ (Lassen et al 2003; Lassen & Jamison 2006). Konkret betyder det, at anvendelserne skal være rettet imod at løse eller håndtere væsentlige samfundsmæssige problemstillinger inden for f.eks. miljø- og sundhedsområdet eller i forhold til den tredje verden. Befolkningen anser således ikke nytte i privat- eller erhvervsøkonomisk forstand som et acceptabelt argument for at fremme genteknologi. Her er en slående kontrast til landmændenes diskussioner, som næsten er diametralt modsatte: Den nytte, der for dem kan være en begrundelse for at anvende gm-planter, er først og fremmest driftsøkonomisk. Som vi har bemærket i de tidligere kapitler, synes betydningen af dette driftsøkonomiske argument så stærk, at landmændene ofte ikke en gang behøver at formulere det eksplicit. Konkret kommer dette eksempelvis til udtryk, når det bliver diskuteret, hvordan gm-afgrøder kan føre til driftsmæssige lettelser i form af arbejdskraftbesparelser, rationaliseringer eller lignende. Det underliggende argument er, at sådanne anvendelser er interessante, netop fordi de medfører omkostningsreduktioner og dermed et øget dækningsbidrag.

Jo mere konkrete diskussionerne i interviewene med landmændene bliver, jo tydeligere bliver dominansen af det driftsøkonomiske argument. Debatterne for og imod de foreslåede sprøjteplaner for gm-afgrøderne domineres således af spørgsmål om planernes betydning for den samlede arbejdsindsats og – ikke mindst – for muligheden for at bevare kontrollen med ukrudtet i marken. Disse overvejelser står helt centralt, fordi såvel kontrol med marken som arbejdsindsatsen har konsekvenser for dækningsbidraget.

Et andet aspekt af nyttediskussionen, der er udbredt i den almindelige befolkning, er, om der findes alternativer til genteknologien, som gør det muligt at opnå den eftertragtede nyttevirkning. Dette aspekt optræder i forskellige former i landmændenes diskussioner. Den ene form, som på ingen måde er særlig fremtrædende, svarer langt hen ad vejen til befolkningens. Her er argumentet, at eftersom genteknologien er en teknologi, man ikke uden videre kan acceptere, bør man forfølge alternativer, før man begynder at bruge gm-afgrøder. Den anden og mere udbredte form er mere pragmatisk og baserer sig på det synspunkt, at hvis gm-afgrøder ikke fører til driftsmæssige eller økonomiske fordele, så er der ingen grund til begynde at bruge dem. Det er, groft sagt, spild af tid og kræfter at indføre en ny teknologi, hvis den kun er lige så god eller marginalt bedre end de eksisterende alternativer. Dette henleder opmærksomheden på vigtigheden af, at der gennemføres realistiske markforsøg, hvor formålet er at vurdere de økonomiske og driftmæssige konsekvenser af de nye afgrøder.

Ud over nytten er risikoen ved genteknologien også et væsentligt tema i forbindelse med befolkningens stillingtagen til genteknologien – og ikke mindst i de politiske processer. De miljø- og sundhedsmæssige risici har således været i centrum for de politiske initiativer i forhold til genteknologien, og håndteringen af disse risici står centralt i den eksisterende lovgivning. Her er der igen en slående forskel mellem folk i almindelighed og det billede interviewene med landmændene tegner. Risiko, forstået som utilsigtede miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser, spiller således ikke nogen særlig stor rolle i landmændenes diskussioner. Som det fremgår af analysen i de foregående kapitler, er risikoaspektet ikke det fremherskende, og når det nævnes, er det først og fremmest de miljømæssige risici, der er til debat.

Det er særligt slående, at landmændene ikke bekymrer sig over gm-afgrøder med henvisning til de konsekvenser, disse afgrøder kan have for naturen og den naturlige biodiversitet. Et gennemgående tema er tværtimod risikoen for, at landmanden ved en overgang til gm-afgrøder skulle miste kontrollen over naturen i marken, eller at gm-afgrøderne på anden vis kunne have negative effekter på landbrugets produktionsgrundlag.

Tilsvarende er der – få – diskussioner, hvor kategorierne nytte og risiko lapper over hinanden, og hvor brugen af gm-afgrøder tillægges nytte af landmændene, netop fordi gm-afgrøder kan være en mulig løsning på miljømæssige problemer. Disse diskussioner tager som oftest udgangspunkt i miljøproblemer, set som problemer for menneskers sundhed (typisk pesticidrester i grundvandet) eller for naturen som landbrugets produktionsgrundlag (f.eks. resistensudvikling og konsekvenser for gavnlig fauna).

At landmændenes ræsonnementer således er dybt præget af et menneskecentreret natursyn, står i skærende kontrast til dele af den argumentation, der typisk anvendes til fordel for herbicidrestsitente gm-afgrøder. I en argumentation for de miljømæssige fordele ved en glyphosat-resistent foderroe, DLF-TRIFOLIUM har udviklet i samarbejde med Monsanto, henviser DLF-TRIFOLIUM eksempelvis på deres hjemmeside til undersøgelser, der har dokumenteret at ”… den senere behandling med Glyphosat om foråret resulterer i større artsdiversitet af vilde planter og insekter i marken, og dermed mere tilgængelig føde for dyr og fugle i den kritiske yngleperiode” (DLF-TRIFOLIUM 2007).

Ét tema går igen hos såvel borgere som landmænd, nemlig spørgsmålet om magtkoncentrationerne og monopolerne i det agri-industrielle kompleks. Der er imidlertid den væsentlige forskel, at hvor landmændene diskuterer dette inden for en økonomisk ramme, hvor bekymringen er, hvilke konsekvenser dette har for deres handlefrihed, og hvordan det kan komme til at begrænse mulighederne for at få et økonomisk udbytte af gm-afgrøderne; så er befolkningens bekymring bredere og handler også om, hvilken betydning monopoler og koncentrationer har for et demokratisk skred væk fra det, der kan betragtes som de legitime fora for politiske beslutninger.

Et sidste forhold, som er slående, er det næsten absolutte fravær af andre moralske argumenter blandt de interviewede landmænd. Moral er således ikke en del af argumentationen, når landmændene omtaler deres brug i bred forstand, eller når de diskuterer den mulige anvendelse af gm-afgrøder. I kontrast hertil viser de tidligere nævnte undersøgelser, at befolkningen i almindelighed nærer bekymringer over eksempelvis genteknologiens krænkelse af planters og dyrs integritet og er optaget af spørgsmål om genteknologiens ’unaturlighed’ eller krænkelse af ’Guds skaberværk’.

En forklaring på de store forskelle, der ses mellem landmændenes argumenter og de argumenter, der kendes fra undersøgelser af resten af befolkningen, kan være, at landmændene opfatter overvejelser vedrørende moral og etik som noget, der hører hjemme i resten af samfundet, men ikke i landbruget. Som Eskild formulerer det: Men det med etik er jo noget med, hvad man i det øvrige samfund vedtager, hvad der er etisk korrekt. Det er jo ikke – du kan jo ikke sige – hvad der er etisk korrekt. Det er noget man vedtager. Landbruget skal så at sige lytte til resultatet af forhandlingerne af disse aspekter og afvente samfundets beslutninger – men de skal ikke være en del af forhandlingerne. I det omfang dette er rigtigt, er det værd at bemærke, at mange andre dele af den danske erhvervssektor har indset vigtigheden af at forholde sig direkte til etiske spørgsmål og være sig et medansvar bevidst. I modsætning til i landbruget finder man her styrings- og dialogværktøjer som triple bottom line-regnskabssystemer samt etiske eller grønne regnskaber, der viser en vis opmærksomhed vedrørende spørgsmål, der rækker ud over driften og dækningsbidraget.

En anden – og mere metodisk - forklaring på den observerede forskel kan ligge i designet af fokusgruppeinterviewene. En pointe med designet har netop været at få landmændenes syn qua landmænd på gm-afgrøderne. Det betyder, at deltagerne har været bragt i en situation, hvor de opfører sig og tænker som landmænd; dvs. som aktører, der har det praktiske og økonomiske ansvar for en landbrugsproduktion – hvorfor det er forventeligt at hovedvægten ligger på netop hensynet til driften og økonomien.