Nordvestjysk Erhvervsråds vækstgruppeforløb i kemikaliestyring 2006 til 2007

1 Indledning

Virksomheder oplever fra omgivelserne en stærkt stigende interesse i deres håndtering af kemikalier. Interessen kommer fra flere forskellige sider, f.eks. medarbejdere, kunder, naboer, arbejdsmiljø- og eksterne miljømyndigheder, ejere, forsikringsselskaber m.v.

REACH træder i kraft 1. juni 2007 og virksomheder, der anvender kemikalier, blive underkastet nye krav, blandt andet gående ud på, at virksomheden arbejder aktivt med kemikaliestyring og dermed substitution. Det generelle billede i Danmark er, at de færreste danske virksomheder arbejder systematisk med kemikaliestyring.

I god kemikaliestyring bringes virksomhedens arbejde med arbejdsmiljø og det eksterne miljø meget tæt sammen, hvorved arbejdet med substitution af uønskede kemiske stoffer effektiviseres. Både miljø- og arbejdsmiljømyndigheder kan p.t. stille krav om, at virksomheden arbejder med substitution.

Vejle Amt igangsatte i 2002 udviklingsarbejdet med det web-baserede kemikaliestyringsværktøj KEMIGUIDEN.

I 2003 blev administrationen af KEMIGUIDEN overdraget til de lokale miljønetværks overordnede netværk Key2Green.

Den praktiske brug af KEMIGUIDEN foregår hos de lokale miljønetværk, der er organiseret i Key2Green. Siden overdragelsen har de lokale miljønetværk videreudviklet KEMIGUIDEN.

Nordvestjysk Erhvervsråds vækstgruppe dækker et geografisk område, der går på tværs af flere lokale miljønetværk og områder, der ikke er dækket af et lokalt miljønetværk. Key2Green oprettede derfor "prøve-bruger-ID" og prøve-kodeord, som virksomhederne kunne benytte mens vækstgruppen udførte sit arbejde.

 



Version 1.0 September 2007, © Miljøstyrelsen.