Miljøprojekt Nr. 1195 2007 – In situ biologisk nedbrydning som oprensningsmetode ved Høfde 42

In situ biologisk nedbrydning som oprensningsmetode ved Høfde 42

1 Indledning

1.1 Baggrund for opgaven
1.2 Formål

Fra 1957 til 1962 blev restprodukter fra produktionen af organofosforpesticider på Cheminova deponeret i et klitområde tæt på Vesterhavet. Der er efterladt ca. 120 ton DNAPL under grundvandsspejlet, hvoraf pesticidet parathion (EP3) udgør hovedkomponenten. Herudfra strækker en kraftig grundvandsforurening sig mod kysten 100 m fra depotet.

Fakta:

Forureningsfanens areal ca. 150 x 200 m²

Forureningsfanens volumen areal x ca. 3 m = 90.000m³

Hotspot arealet ca. 50 x 100 m²

Estimeret forureningsmængde 100-200 ton

Umættet zone 0-7 m

Øvre grundvandsmagasin 2-4 m

Nedre grundvandsmagasin 2-4 m

Silt/lerlag 0,3-0,5 m

Fri fase:

Vægtfylde 1,3 g/cm³

Typisk sammensætning:

Parathion 54 %

Methylparathion 15 %

Sulfotep (TEDP) 3 %

Malathion 1,5 %

Alkylerede polysulfider 15 %

Triethyl fosfat 11 %

Kviksølv 0,5 %

De maksimale forureningskoncentrationer i grundvandet ses af tabel 1.1. Der er målt højere koncentrationer, men de tilskrives tilstedeværelse af fine kolloider af fri fase i de udtagne vandprøver.

Tabel 1.1
Maksimale koncentrationer i grundvandet.

Parathion	mg/l	4
Methyl parathion	mg/l	1,6
Sulfotep (TEDP)	mg/l	2
Malathion	mg/l	0,5
Amino-parathion	mg/l	5
Fosfor	mg/l	500
Diethyl thiofosforsyre	mg/l	500
Hg	mg/l	0,1
pH		2,4-4,3

Hovedparten af de forurenede jordlag over grundvandsspejlet blev fjernet i 1981.

Transporten af parathion ud af depotområdet er begrænset af de forholdsvis lave strømningshastigheder.

Ringkjøbing Amt har sammen med Miljøstyrelsen besluttet, at der skal etableres en spunsvæg til omkring 15 meters dybde omkring det værst forurenede område. Den samlede længde af spunsvæggen er ca. 600 m. Endvidere skal der etableres en membran over dette område for at minimere infiltrationen samt en oppumpning af grundvand indenfor spunsen for at sikre en indadrettet gradient og dermed en hindring af udsivning fra det spunsede område.

Endvidere er der igangsat indledende vurderinger af, hvilke afværgeteknikker der vil kunne anvendes til at oprense forureningen inden for spunsvæggen. Nærværende rapport vurderer anvendeligheden af biologisk nedbrydning.

1.1 Baggrund for opgaven

Vurderingen skal tage højde for, at der vil blive etableret en spuns og en topmembran omkring det stærkest forurenede område tillige med en sænkning af grundvandsspejlet for at sikre en indadrettet gradient i dette område. Endvidere skal vurderingen tage i betragtning, at en naturlig eller fremmet nedbrydning eventuelt skal kombineres med én eller flere andre teknologier til massefjernelse og/eller virke som efter-rensning efter, at en sådan massefjernelse er udført. Ved vurderingen vil der dog blive taget udgangspunkt i den forureningssammensætning, som kendes fra Høfde 42 i dag.

Biologisk nedbrydning af persistente kemikalier er notorisk tidskrævende, hvilket typisk vil være denne metodes ulempe, som kan vejes op imod de typisk ret lave omkostninger og ringe ”fodaftryk” på omgivelserne.

1.2 Formål

Med udgangspunkt i det tidligere udførte arbejde vedrørende aerob og anaerob nedbrydning af primært parathion ved Høfde 42 foretages en vurdering af den mulige anvendelse af in situ biologisk nedbrydning som en del af afværgeindsatsen ved Høfde 42.

Der er i opfordringsskrivelsen nævnt, at følgende skal beskrives i vurderingen:

effekt på og krav til spunsvæg og topmembran
miljøpåvirkning i relation til de omgivende naturarealer
anvendelighed ved de barske klimabetingelser på Vesterhavskysten
eventuelle krav til grundvandssænkning, energiforsyning, vejanlæg osv.
økonomi, ressourceforbrug og aktiviteter i et eventuelt pilotprojekt
overslagspris for fuldskalaoprensning
den nødvendige og tilstrækkelige længde af oprensningsperioden

De førstnævnte punkter vil have mindre relevans for in situ biologisk nedbrydning (ud over den betydning det har for redox-forholdene og udviklingen i disse), da denne metode, såfremt den kan fungere, på mange måder er forholdsvis robust og ikke påvirker sine omgivelser (hverken tekniske eller miljømæssige) væsentligt. Behovet for adgang til arealerne samt de relevante teknologiske tiltag vil afhænge af ønsket om at fremme nedbrydningen, hvis det er muligt, og hvilke tiltag dette vil kræve, hvilket også vil have indflydelse på den tilknyttede økonomi samt ressourceforbruget (herunder forbruget af energi).