Afgravning, transport og kontrolleret deponering af forurenet sediment fra Høfde 42

6 Pilotprojekt

Nærværende redegørelse kan med fordel udbygges i forbindelse med udførelse af et 'pilotprojekt', hvor nogle af de påpegede usikkerheder kan afdækkes. Med baggrund i ovenstående foreslås indholdet i et sådant projekt at omhandle følgende emner:

  • Præcisering af behandlingstilbud og -teknikker. Redegørelsen har vist, at de største økonomiske usikkerheder ved en afgravningsløsning er knyttet til jordbehandlingsomkostningen. Der tages kontakt til de involverede jordbehandlere for en nærmere præcisering af projekt og pris. Herunder kan det være relevant at foretage en behandling af prøvelæs/-partier fra Høfde 42.
     
  • Mulighederne for On-Site behandling (termisk behandling i mobilt anlæg) bør undersøges nærmere. Der tages kontakt til relevante udbydere med henblik på afklaring af mulighederne. En On-Site løsning kan vise sig attraktiv, idet transport delen (og dermed de forbudne risici) elimineres. Samtidigt kan det behandlede materiale tilbagefyldes, hvorved der spares transport og omkostninger til nye erstatningsmaterialer.
     
  • Risiko for anlægget i forbindelse med forskellige stormsituationer og mere ekstrem vejrlig i al almindelighed beskrives nærmere, for at kunne sikre et eventuelt kommende afværgeprojekt bedst muligt.
     
  • Nærmere skitsering af anlægsdelen i udførelsesfasen foretages, for at kunne justere de økonomiske forudsætninger for projektet.

Vi estimerer, at et sådant pilotprojekt vil kunne udføres for en honorarsum på ca. kr. 230.000, ekskl. moms. Her er ikke medtaget udgifter til entreprenør/jordbehandler ved eventuel prøvebehandling.

 



Version 1.0 Oktober 2007, © Miljøstyrelsen.