Kemiske analysemetoder til kosmetiske produkter

Sammenfatning og konklusioner

Via Internettet og anvendelse af søgemaskiner og databaser er der søgt efter videnskabelig litteratur, hvor der er beskrevet kemiske analysemetoder til stoffer i kosmetiske produkter.

Ved hjælp af søgemaskinen Google Scholar er der søgt og fundet kemiske analysemetoder for stoffer, som er reguleret i kosmetikbekendtgørelsen (Miljøministeriet, bek. nr. 422 af 4. maj 2006). Der er søgt i kvalitetssikret (peer-reviewed) litteratur i videnskabelige tidsskrifter. De fundne metoder er offentligt tilgængelige fra danske forskningsbiblioteker. Mere end 60% af de fundne referencer er fra 2000 eller senere.

De fundne metoder er udviklet til eller kontrolleret i kosmetiske produkter. Metoderne er moderne metoder, hvor der ofte anvendes kombinationer af analyseteknikker. Metoderne er udviklet som rutinemetoder, hvor der er lagt vægt på korte analysetider.

I projektet er der valgt udelukkende at søge efter eksisterende analysemetoder, som baserer sig på gængs anvendte metoder. Endvidere er søgningen afgrænset til, at teksten findes på et mindre udvalg af sprog og det kan derfor ikke udelukkes at der eksisterer metoder som ikke er fundet ved den anvendte søgeprofil.

Ud af de i alt 1635 stoffer, der er reguleret i bekendtgørelsen, samt de 22 farvestoffer Kommissionen har forbudt den 20/7 2006, er der fundet analysemetoder for 348 stoffer. Hovedparten af de stoffer, der er fundet metoder til, er tilladte ingredienser, konserveringsmidler og UV-filtre. I gennemsnit er der fundet analysemetoder til 78% af stofferne i disse 3 grupper.

For farvestoffer, midlertidigt tilladte stoffer og for stoffer, som ikke må indgå i kosmetiske produkter, er der kun fundet få analysemetoder til 14 % af stofferne.

Der kan dog i mange tilfælde kunne analyseres for indhold af mange af de resterende stoffer, idet det i mange tilfælde vil være muligt at finde metoder til det konkrete formål, selvom der ikke er beskrevet en specifik metode beregnet på kosmetiske produkter.

 



Version 1.0 Oktober 2007, © Miljøstyrelsen.