Kortlægning af LAS

Sammenfatning

Lineære alkylbenzensulfonater (LAS) er en gruppe tensider, der gennem tiderne har været et af de mest anvendte overfladeaktive stoffer i vaske- og rengøringsmidler til private husholdninger og til industrielle formål.

Der har løbende været debat omkring effekterne af LAS på miljøet. LAS er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer, og stoffet er også et af de miljøfremmede stoffer i slam, som spildevandsanlæg hvert år skal indberette til Miljøstyrelsen. I 1999 gennemførte Miljøstyrelsen endvidere en kampagne for at få forbrugere til at købe LAS-fri vaskemidler. En række forbrugerorganisationer støttede op omkring denne kampagne.

Formålet med dette projekt er at få en oversigt over det aktuelle forbrug af LAS i Danmark i dag, samt en beskrivelse af hvilke initiativer, der er taget overfor LAS i Sverige, hvor forbruget af LAS er betydeligt lavere end i Danmark. Disse oplysninger kan bl.a. indgå i overvejelser om hvorvidt der kunne være behov for en opfølgning på kampagnen i 1999. Der er ikke foretaget nogen ny vurdering af LAS’ miljø- eller sundhedsskadelige egenskaber i forbindelse med dette projekt.

Kortlægningen af forbruget af LAS i Danmark blev udført via kontakt til en række store producenter og importører af vaske- og rengøringsmidler. Kortlægningen har vist, at der er sket store reduktioner i forbruget af LAS i Danmark fra 1998 til 2002, men at der ikke er sket så meget frem til 2005. I 1998 blev der estimeret et forbrug af LAS på 4.300 tons. I 2002 indberettede vaske- og rengøringsmiddelindustrien et forbrugstal på 1.500 tons, og i denne kortlægning er der kortlagt et samlet forbrug på 1268 tons i 2005, som fordeler sig med 1097 tons i forbrugerprodukter og 171 tons i produkter til industri og institutioner. Heraf findes 1056 tons LAS i vaskemidler og 212 tons i rengøringsmidler. Det skønnes, at kortlægningen har omfattet ca. 80 % af markedets produkter til forbrugerne og 80 – 90 % af markedets produkter til industri og institutioner. Det resulterende estimat af det samlede forbrug af LAS i Danmark i 2005 er derfor på 1570 tons fordelt på 1370 tons i forbrugerprodukter og 200 tons i produkter til industri og institutioner.

I Sverige har det været den svenske dagligvarehandels beslutning om hovedsageligt at sælge miljømærkede vaske- og rengøringsmidler, som har været den største enkelte årsag til nedgangen i forbruget af LAS i de seneste år. Miljømærkede produkter har en meget stor markedsandel i Sverige i forhold til Danmark. Det er især de svenske miljø- og forbrugerorganisationer med Svenska Naturskyddsförening (SNF) i spidsen, der har fasthold forbrugernes fokus på LAS.

På baggrund af bl.a. de kortlagte forbrugsmængder og erfaringerne fra Sverige anbefales det, at der arbejdes for at fremme miljømærkningen i Danmark samt at bibeholde afskæringskriterierne for LAS i slam som anvendes til jordbrugsformål.

 



Version 1.0 November 2007, © Miljøstyrelsen.