Kortlægning af kemiske stoffer i balloner

9 Kortfattet konklusion

For 20 forskellige typer balloner indkøbt i detailleddet viste det sig, at flere af ballonerne ikke var mærket korrekt. Der var således eksempler på, at ballonerne bar CE-mærkning, selvom kravene i EN 71 ”Safety of Toys” til mærkning og advarsel om brug til mindre børn ikke var overholdt.

Tre forskellige typer balloner i farverne gul, rød og orange, der blev analyseret for afgivelse af tungmetaller efter EN 71-3, viste ikke afgivelse af målelige mængder til kontaktvæsken ved en detektionsgrænse ti gange lavere end kravsværdierne.

Analyser for afgivelse af nitrosaminer og nitroserbare stoffer bestemt efter EN 12868 i fire udvalgte typer af balloner viste, at ingen af ballonerne kunne leve op til grænseværdikravene, der er gældende for sutter og nipler til sutteflasker.

Alle de fire undersøgte balloner kunne derimod overholde de krav, der foreligger i Tyskland (”Bewertung von Nitrosaminen in Luftballons” , Ergänzende Stellungsnahme des BfR vom 26. März) på 0,2 mg/ kg for nitrosaminer.

For nitroserbare stoffer er grænseværdien 2 mg /kg. Kun en af de undersøgte ballontyper kunne overholde denne grænseværdi. Alle øvrige var over grænsen. Den ballontype, som overholdt begge krav, var ifølge emballagen kvalitetstestet af TÜV.

I sammenfatning og konklusion er der en mere detaljeret redegørelse for undersøgelsens resultat.

 



Version 1.0 December 2007, © Miljøstyrelsen.