Opdatering af JAGG - projektkatalog

1 Indledning

Miljøstyrelsens risikovurderingsværktøj for offentligt finansierede forureningsoprensninger, JAGG (Jord, Afdampning, Gas og Grundvand) har nu ca. 10 års jubilæum. Udover anvendelsen i forbindelse med den offentligt finansierede oprydning finder værktøjet også anvendelse i forbindelse med en lang række frivillige oprydninger finansieret via private midler, ligesom den også anvendes i forbindelse med påbudssager eksempelvis via Villaolietank ordningen.

JAGG blev udviklet som en del af Vejledning nr. 6 & 7 fra Miljøstyrelsen: ”Oprydning på forurenede lokaliteter” fra 1998. Det teoretiske formelapparat og data for forskellige konstanter var primært baseret på et arbejde udført af Institut for Miljøteknologi, DTU i 1995/1996 kaldet ”Kemiske stoffers opførsel i jord og grundvand”. Dette betyder at JAGGs formel- og datagrundlag i dag er mere end 10 år gammelt. I løbet af denne periode er der opnået betydelig ny viden, der både drejer sig om formelgrundlaget og dermed de indgående modeller, viden om nedbrydningsforhold og transportegenskaber for stoffer samt revideret viden om indgående konstanter.

På denne baggrund har en række brugere af modellen ønsket forskellige revisioner. Miljøstyrelsen har med igangsættelsen af projektkataloget taget første skridt til en revision af JAGG. Dette sker med input fra brugerne for dels at sikre bredden i anvendelsen, dels sikre at det faglige fundament er så stærkt som muligt.

I de følgende kapitler er der præsenteret idéer, der er indsamlet og diskuteret i processen frem til skrivningen af dette projektkatalog. Idéerne er uddybet med henblik på en egentlig evaluering og igangsætning af selve revisionen af JAGG. På baggrund af revisionen forventer vi, at JAGG får en ”mid life upgrade”, der medfører, at værktøjet forsat kan anvendes til risikovurdering for forurenede grunde generelt i mange år frem.

 



Version 1.0 December 2007, © Miljøstyrelsen.