Opdatering af JAGG - projektkatalog

7 Design og brugervenlighed

Der var ikke nedsat grupper, der på mødet diskuterede design og brugervenlighed, men der blev præsenteret indlæg, der beskæftigede sig med emnet, ligesom det har været et generelt emne i de indsendte forslag.

Excel er siden udviklingen af JAGG modellen blevet mere avanceret med bedre programmeringsmuligheder og flere indbyggede funktioner. Såfremt man arbejder videre i en Excel struktur, er der derfor alene af den grund en række værktøjer omkring makroer, lister, rullefelter mv., der er brugbare og relativt nemme at anvende ved en opdatering. Rullefelter kan eksempelvis bruges til hurtigt at kunne lave følsomhedsanalyser, hvor bevægelse i rullefeltet styrer værdien af en inputparameter, – outputtet kan eksempelvis være en graf eller en tabelværdi.

Design diskussionen har meget gået på ønsket om at kunne generere nogle sammenhængende udskrifter, hvor både inddata, beregningsforudsætninger og beregningsresultater er med. Som eksempel er NIRAS udskrifter blevet fremvist.

Brugervenligheden af JAGG er også et emne, der gentagne gange er blevet diskuteret. En opbygning, hvor inddata indsættes via en konceptuel model som eksempelvis i den kommercielle model Risc4, er blevet fremhævet.

En mere overordnet problemstilling, der også er diskuteret i afsnittet om stoffer/fugacitet, er anvendelsen af opkobling fra brugerens JAGG version til en central database. Dette kan både gøres i form af inddata, der leveres fra central side, såsom opdaterede stofværdier, basisværdier for nedbrydningskonstanter etc., såvel som ved outputdata eksempelvis beregnede grundvands- eller indeklimakoncentrationer fra risikovurderingen på eksempelvis matrikelniveau. Dette vil kunne bidrage til at skabe overblik.

Som et endnu mere udvidet scenarie kan afviklingen af en JAGG model på en central server løsning frem for hos den enkelte bruger være en mulighed. Dette giver mulighed for, at der kan ændres/tilføjes/fjernes elementer i selve beregningsrutinerne i den takt, som de bliver færdige/uaktuelle, ligesom man er sikker på, at der anvendes den ”rigtige” model med de rigtige parametre. I JAGG, som den er i dag, kan man eksempelvis ved uheld eller utilsigtet overskrive felter uden, at det umiddelbart kan ses. Såfremt man ikke bruger en ny version hver gang, men genbruger tidligere gemte versioner kan man derfor risikere at videreføre fejl.

 



Version 1.0 December 2007, © Miljøstyrelsen.