Kortlægning af hjælpe- og tilsætningsstoffer i danske renserier før og nu

6 Indholdsstoffer i renseriprodukter ca. 1975-1992

6.1 Rensevæskerne

I perioden 1975-1992 var tetrachlorethylen den mest anvendte rensevæske (Nielsen 2003, Olsen 2003, Madsen 2003, Holm 2003).  Der henvises til afsnit 5.1 for generelle betragtninger om tetrachlorethylen rensevæskens sammensætning. Sammenlignet med rensevæsken anvendt sidst i 1990'erne formodes det, at tetrachlorethylen-rensevæsken anvendt før 1992 indeholdt en større andel af urenheder i form af bl.a. andre chlorerede opløsningsmidler og stabilisatorer.

Freon 113 og trichlorethan har også været anvendt i perioden, men det har ikke været muligt at indhente oplysninger om hverken produktnavne, sammensætning eller anvendte mængder for nogen af disse alternativer til tetrachlorethylen.

6.2 Anvendte hjælpe- og tilsætningsstoffer

Der er i forbindelse med indsamlingen af data ikke fremkommet detaljerede oplysninger om kemikalierne i de brugte hjælpe- og tilsætningsstoffer for perioden.

Forbruget af hjælpe- og tilsætningsstoffer i 1970' og 1980'erne anslås til ca. 30% af total kemikalieforbrug (Nielsen, 2003) i tetrachlorethylen-renserier. Ifølge oplysninger fra Olsen (2003) og Ingvordsen (1975) anvendte man i perioden forholdsvis flere hjemmeblandede kemikalieprodukter end i perioden efter 1975.

Optimeringen af processerne op gennem 1970'erne og 80'erne førte til faldende forbrug af rensevæsker og dermed en stigende andel af hjælpe- og tilsætningsstoffer i det samlede forbrug af kemikalier (Nielsen 2003).

Ved interview af medarbejdere hos producenterne er det oplyst, at der i 1980'erne og 1990'erne skete væsentlige ændringer af den kemiske sammensætning af hjælpe- og tilsætningsstoffer på det tyske marked (Manfred 2003, Hochkugler 2003).

Dette skyldes bl.a. skærpede miljø- og arbejdsmiljømæssige krav fra de tyske myndigheder. Der er således en tendens til, at hjælpe- og tilsætningsstofferne tidligere indeholdt flere miljø- og arbejdsmiljømæssigt problematiske stoffer (Manfred 2003). Manfred (2003) oplyser, at det typisk var halogenerede stoffer som 1,1,1-trichlorethan, trichlorethylen og tetrachlorethylen eller andre miljømæssigt problematiske stoffer som EDTA, som anvendtes.

I perioden er der i stort omfang anvendt estere og glycolethere i de markedsførte produkter. Glycolethere anvendtes hovedsagelig i form af poly-ethylenglycol (Manfred 2003).

 



Version 1.0 Januar 2008, © Miljøstyrelsen.