Langtidseffekten af intervention på børns eksponering for bly

Forord

En måde til begrænsning af børns udsættelse for jordforurening er at reducere kontakten til den forurenede jord. Dette kan gøres gennem fysiske omlægninger af legearealer. En tidligere intervention på to børnehaver viste en umiddelbar effekt i form af nedsat eksponering af børnene vurderet på basis af mængden af bly adhæreret til hænderne efter udeleg. Målet med nærværende undersøgelse er at vurdere, hvorvidt denne effekt er holdbar over tid. Undersøgelsen er derfor gennemført i de samme to børnehaver i foråret 2004, hvilket er knapt 2 år efter den primære intervention. Resultaterne forventes at have generel gyldighed også for andre legearealer, hvor fokuserede interventioner vil kunne gennemføres.

Der er tale om en ren eksponeringsundersøgelse, hvorfor sammenhængen mellem den mængde bly, som børnene får på hænderne, og den mængde bly, de som følge heraf indtager oralt, ikke er diskuteret.

Undersøgelsen er gennemført for Miljøstyrelsen og finansieret af Miljøstyrelsens teknologiudviklingsprogram, jord og grundvand.

Forfatterne vil endnu en gang takke de ansatte i børnehaverne Møllelængen og Stolemagerstien for hjælp med organisering af prøvetagningen, og for at hjælpe os med at holde styr på hvem der var hvem af børnene! Og naturligvis en stor tak til alle børnene, både dem som lagde hænder til, og til dem som ikke deltog, men som alligevel altid modtog os med en imødekommende nysgerrighed.

Endelig vil vi også takke Anne Abildtrup, Ulla Tegner og Dorrit Meincke for omhyggelig forberedelse af de praktiske aspekter ved prøvetagning, for udførelse af selve prøvetagningerne, samt for den store indsats med kemisk nedbrydning og analyse af alle de indsamlede prøver.

August 2004

Jesper Bo Nielsen & Jesper Kristiansen

 



Version 1.0 Maj 2008, © Miljøstyrelsen.