Sammenligning af oprensningseffekt ved airsparging og kemisk oxidation

Forord

Oprensning af klorerede opløsningsmidler i grundvandet med traditionelle metoder har vist sig at være meget vanskelig. Der har derfor i de senere år været fokus på at finde nye metoder, som kan fjerne forureningen hurtigere og mere effektivt. En af de nyere afværgemetoder er kemisk oxidation med anvendelse af eksempelvis kaliumpermanganat (KMnO4) i den mættede zone. KMnO4 er et kraftigt oxidationsmiddel med en meget karakteristisk rød farve, der effektivt og hurtigt i løbet af timer kemisk nedbryder klorerede opløsningsmidler. Selve oxidationsprocessen forløber i vandfasen og sker derfor mest effektivt i den mættede zone.

Metoden er blevet afprøvet under et tidligere renseri i Faaborg, hvor der indledningsvist er gennemført en in-situ oprensning af tetrachlorethylen i den mættede zone ved hjælp af airsparging. Efter 16 måneder med drift af airsparging var der stadig kraftig forurening tilbage, men det var vanskeligt at nedbringe forureningen yderligere. Restforureningen i grundvandet er derfor efterfølgende blevet forsøgt oprenset med tilsætning af kaliumpermanganat som oxidationsmiddel.

Denne rapport belyser forskellene i oprensningseffekt mellem henholdsvis airsparging og kemisk oxidation med kaliumpermanganat under et tidligere renseri.

Afværgeprojektet er udført af COWI A/S for Fyns Amt. Projektet er et led i Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvands-forurening.

 



Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.