[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Affald 21

A 2 EU’s affaldsregulering

A 2.1 Generelle krav i affaldsrammedirektivet
A 2.2 Særlige krav til farligt affald
A 2.2.1 Direktivet om farligt affald
A 2.2.2 Direktivet om olieaffald
A 2.2.3 Direktivet om batterier
A 2.2.4 Direktivet om PCB og PCT
A 2.3 Særlige krav til emballage og emballageaffald
A 2.4 Behandlingsanlægsdirektiverne
A 2.4.1 Udkast til deponeringsdirektiv
A 2.4.2 Forbrændingsdirektiverne
A 2.5 Grænseoverskridende transport af affald
A 2.5.1 Transportforordningen 51
A 2.5.2 Baselkonventionen 52

Tæt samspil mellem EU og national regulering
Som nævnt er affaldslovgivningen karakteriseret ved et tæt samspil mellem EU-regulering og national regulering.

EU-reguleringen skitserer således de overordnede rammer og principper. Selve organiseringen og den faktiske implementering til national lovgivning er derimod en opgave for de nationale danske myndigheder.

Tilblivelsen af EU’s affaldsstrategi og lovgivning sker i et tæt samarbejde mellem EU’s institutioner og de enkelte medlemsstater.

Danmark som foregangsland
Danmarks "fingeraftryk" har været markant, og Danmark er sammen med en række af de øvrige EU-medlemslande ofte gået i front med løsning af nye opgaver på affaldsområdet. En del af de centrale elementer i den danske affaldsmodel har således været og er fortsat inspirationskilde for EU reguleringen. Som eksempel kan nævnes etableringen af affaldshierarkiet, særligt i forbindelse med indføjelsen af affaldsforebyggelse. Desuden kan nævnes princippet om kildesortering, godkendelseskravet for behandlingsanlæg og etablering af dataindsamling.

EU´s målsætning
EU’s målsætning for affaldshåndtering er navnlig koncentreret om forebyggelse, fremme af genanvendelse og anden nyttiggørelse samt minimering af endelig bortskaffelse.

Fællesskabets nuværende affaldsstrategi, herunder særligt affaldspolitikkens mål og midler, er beskrevet i Rådsmeddelelse om affaldspolitik, som Rådet vedtog den 30. juli 1996.

Den fastlagte affaldspolitik har bl.a. resulteret i vedtagelsen af en række retsakter, hvor medlemslandene er pålagt forpligtelser vedrørende affaldshåndtering.

For at nå de mål for affaldshåndtering direktiverne opstiller, stilles der krav om, at medlemslandene udarbejder en eller flere planer for håndtering af affald.

Den væsentligste retsakt er Direktivet om affald (direktiv 75/442/EØF som ændret ved direktiv 91/156/EØF), det såkaldte Affaldsrammedirektiv. Direktivet suppleres af en række direktiver, der regulerer specifikke typer af affald. Hertil kommer regulering i form af en række direktiver for behandling af affald, forbrænding af affald og forbrænding af farligt affald. Endelig foreligger der et forslag til direktiv om deponering af affald, der forventes vedtaget medio 1999.

I det følgende beskrives de målsætninger for og krav til håndtering af affald, som direktiverne om affald opstiller, herunder kravene til udarbejdelse af affaldsplaner.

Endelig beskrives reguleringen af grænseoverskridende transport af affald.

A 2.1 Generelle krav i affaldsrammedirektivet

Direktivet om affald² fastslår en række grundlæggende begreber på affaldsområdet og fastslår principperne for en miljømæssig forsvarlig håndtering af affald. Direktivet omfatter alt affald, der ikke er reguleret specifikt.

• affaldsforebyggelse
• genanvendelse
• forbrænding med energiudnyttelse
• deponering

Direktivet definerer de behandlingsformer, der er relevante i relation til affald. Det sondrer mellem på den ene side nyttiggørelse, dvs. behandlingsformer, hvorved der sker en ressourceudnyttelse af affaldet (bl.a. genanvendelse og forbrænding med energiudnyttelse) og på den anden side bortskaffelse, dvs. behandlingsformer, hvor der ikke sker nogen ressourceudnyttelse af affaldet (herunder deponering).

Direktivet fastslår det behandlingshierarki, som er omtalt ovenfor.

Dvs. affaldsforebyggelse er det højest prioriterede. Herefter følger genanvendelse samt anden nyttiggørelse, herunder forbrænding med energiudnyttelse. Endelig skal det affald, der ikke kan behandles på anden måde, deponeres.

Principperne om nærhed og selvforsyning
Medlemsstaterne er i henhold til direktivet forpligtet til at oprette et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesfaciliteter, hvorved såvel Fællesskabet som hver enkelt medlemsstat sættes i stand til selv at bortskaffe eget affald.

Miljømæssig forsvarlig håndtering
Direktivet pålægger medlemsstaterne at sikre, at affald håndteres på en sådan måde, at der ikke opstår skade på mennesker eller miljøet. Direktivet forbyder ukontrolleret dumpning og deponering af affald og stiller krav om, at alle behandlingsanlæg skal godkendes, samt at der løbende skal føres tilsyn med anlæggene.

Direktivet pålægger i forlængelse heraf behandlingsvirksomheder for affald at føre et register om forskellige oplysninger om affaldet.

Direktivet fastslår endelig "Princippet om at forureneren betaler", dvs. at omkostningerne ved håndtering af affald afholdes af indehaveren og/eller de tidligere indehavere eller producenter af det produkt, hvorfra affaldet hidrører.

Udarbejdelse af planer m.h.p. målopfyldelse
For at føre direktivets målsætninger ud i livet skal medlemstaterne udarbejde planer for håndtering af affald. Medlemsstaterne kan forbyde transport af affald, som ikke er i overensstemmelse med disse planer.

Direktivet opstiller herudover en række specifikke krav til indholdet af planerne vedrørende affaldets art, mængde og oprindelse samt tekniske forskrifter, håndtering af specialaffald og anlæg, der er egnet til håndtering.

Gennemførelse i Danmark
Affaldsrammedirektivet er i Danmark gennemført i bl.a. Miljøbeskyttelsesloven samt Affaldsbekendtgørelsen.

A 2.2 Særlige krav til farligt affald

A 2.2.1 Direktivet om farligt affald

Direktivet om farligt affald³ omfatter alt farligt affald, som defineret i direktivets bilag 1, 2 og 3 og ved listen over farligt affald⁴.

Det er således afgørende for, om affald er farligt, at affaldet enten er opregnet som farligt affald på listen og/eller opfylder de kriterier for farlighed, der er opregnet i direktivets bilag 2 og 3.

Godkendelse - Tilsyn
I direktivet stilles krav, der svarer til de krav, som beskrives i affaldsrammedirektivet: Det drejer sig om godkendelse af de virksomheder, der står for opbevaring, behandling eller deponering af farligt affald samt regelmæssigt tilsyn med de virksomheder, der står for transport af sådant affald.

Forbud mod sammenblanding
Herudover indeholder direktivet et forbud mod sammenblanding af farligt affald med andet farligt affald, eller sammenblanding af ikke-farligt affald med farligt affald.

Desuden pålægger direktivet medlemsstaterne at sikre, at affaldet emballeres og mærkes i forbindelse med indsamling, transport og midlertidig deponering.

Direktivet pålægger producenter, transportører og behandlingsvirksomheder af farligt affald at føre et register med forskellige oplysninger om affaldet.

Planer
Endelig er der pligt til at udarbejde planer for håndtering af farligt affald.

Gennemførelse i Danmark
Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved en række bestemmelser i Affaldsbekendtgørelsen.

Direktivet om farligt affald suppleres af en række særdirektiver, som regulerer specifikke typer af farligt affald. Men de generelle principper, der er beskrevet i Affaldsrammedirektivet og Farligt affaldsdirektivet vedrørende eksempelvis udstedelse af tilladelse til de virksomheder, som står for opbevaring, behandling eller deponering af farligt affald, regelmæssig kontrol med de virksomheder, der står for transport af sådant affald samt planer for håndtering af farligt affald, finder også anvendelse for særdirektiverne.

A 2.2.2 Direktivet om olieaffald

Særlige håndteringskrav
Direktivet om olieaffald⁵ forbyder enhver udledning og behandling af olieaffald, der kan fremkalde forurening af miljøet. Hvis sådanne udledninger og behandlinger ikke kan undgås, skal medlemsstaterne foretage de nødvendige foranstaltninger for at sikre en miljømæssig forsvarlig indsamling og håndtering af olieaffald.

Direktivet stiller krav om, at håndteringen af olieaffald i videst muligt omfang sker ved regenerering og/eller forbrænding med energiudnyttelse.

Direktivet indeholder emissionskrav i forbindelse med forbrænding af olieaffaldet.

Herudover stiller direktivet krav om, at virksomheder, der indsamler olieaffald, skal være registeret hos og underlagt tilsyn af de kompetente myndigheder, ligesom virksomheder, der bortskaffer olieaffald, skal være godkendte.

Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved en række bestemmelser i affaldsbekendtgørelsen.

A 2.2.3 Direktivet om batterier

Direktivet om batterier⁶ har til formål at harmonisere medlemslandenes håndtering af brugte batterier og akkumulatorer, som indeholder kviksølv, cadmium og bly.

Særlige indsamlingskrav
Direktivet pålægger medlemslandene at etablere indsamlingsordninger for brugte batterier og akkumulatorer, der indeholder kviksølv, cadmium og bly samt at sikre særskilt bortskaffelse heraf.

Direktivet indeholder dels et forbud mod markedsføring af alkali-manganbatterier, dels et forbud mod indbygning af akkumulatorer i apparater, hvis batterierne eller akkumulatorerne overskrider de i direktivet fastsatte grænseværdier.

Direktivet suppleres af et Kommissionsdirektiv om mærkning af batterier og akkumulatorer⁷. Mærkningen skal understøtte batteridirektivets bestemmelser om indsamling og genanvendelse af batterier og akkumulatorer.

Direktivet indeholder endelig bestemmelser om anvendelse af økonomiske virkemidler i form af bl.a. pant, gebyrer eller afgifter.

Planer
Herudover pålægger direktivet medlemsstaterne at udarbejde planer, der skal understøtte direktivets målsætninger. Planerne skal bl.a. indeholde initiativer, der fremmer markedsføring af grønne batterier og sikrer, at tungmetalholdige batterier fjernes fra husholdningsaffaldet.

Direktivet er gennemført ved en bekendtgørelse om visse batterier og akkumulatorer, der indeholder visse farlige stoffer, Affaldsbekendtgørelsen, Bekendtgørelse om gebyrer på blyakkumulatorer og Lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af blyakkumulatorer m.v.

A 2.2.4 Direktivet om PCB og PCT

Særlige bortskaffelseskrav
Direktivet om PCB og PCT⁸ regulerer bortskaffelse af PCB/PCT og udskiftning eller bortskaffelse af apparater indeholdende PCB og bortskaffelse af brugt PCB. Direktivet forbyder genbrug af PCB.

Formålet med direktivet er således at sikre en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af PCB og PCT. For større mængder af PCB (PCB-indhold på mere end 5 dm³) skal bortskaffelsen ske senest ved udgangen af år 2010. For apparater med et indhold på mindre end 5 dm³, skal bortskaffelsen ske senest ved udløbet af produktets levetid.

Medlemsstaterne skal sørge for, at der udarbejdes en fortegnelse over apparater, der indeholder mere end 5 dm³ .

Direktivet skal ses i sammenhæng med direktivet om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater, der delvist forbyder anvendelsen af PCB/PCT; Oliedirektivet samt Direktiv om afbrænding af farligt affald.

Planer
Endelig skal der udarbejdes planer for udskiftning, indsamling og bortskaffelse af PCB.

Det nye direktiv om PCB/PCT er gennemført i dansk lovgivning i december 1998⁹.

A 2.3 Særlige krav til emballage og emballageaffald

Direktivet om emballage og emballageaffald¹⁰ skal ses i sammenhæng med Affaldsrammedirektivet og EU’s affaldsstrategi. Emballagedirektivet er det første eksempel på et direktiv, der konsekvent implementerer affaldshierarkiet.

Direktivet indeholder således bestemmelser om forebyggelse af emballageaffald, herunder fremme af genbrugssystemer for emballage. Ligesom det opstiller en række kvantitative målsætninger for nyttiggørelse af emballageaffald.

Kvantitative behandlingskrav
For det første er der krav om, at mellem 50% og 65% af de samlede emballageaffaldsmængder skal nyttiggøres senest i år 2001. Heraf skal mellem 25% og 45% af de samlede emballageaffaldsmængder materialegenvindes.

Udover det samlede mål for materialegenvinding er der også specifikke krav til genvindingen af hvert materiale i emballageaffaldet. Her gælder, at minimum 15 % af hvert materiale skal genvindes inden år 2001. Kravet gælder for materialerne glas, pap og papir, metal samt plast. Se nærmere i afsnittet i bilag E om emballager, hvordan Danmark sikrer, at kravene opfyldes.

Danmark forventer at genvinde ca. 45% af emballageaffaldet i 2001. Langt hovedparten af den resterende del af emballageaffaldet forbrændes med energiudnyttelse. På baggrund af de iværksatte og planlagte initiativer på emballageområdet og på affaldsområdet generelt - herunder stoppet for deponering af brændbart affald - forventes det, at den samlede nyttiggørelse af emballageaffald vil overstige 80%, og dermed overstige maksimumgrænsen i emballagedirektivet. Dette vil betyde, at Danmark har pligt til at underrette Kommissionen i henhold til direktivets artikel 6.6.

Krav til emballageudformning
For at understøtte direktivets målsætninger for, hvordan man skal behandle emballagerne, efter de er blevet til affald, indeholder direktivet nogle krav til emballageudformning. Disse krav retter sig mod den enkelte emballageproducent (eller -importør).

Kravene har til formål at reducere mængden af og miljøbelastningen fra emballager og emballageaffald. Direktivet indeholder således nogle grænseværdier for indholdet af tungmetaller i emballage og de såkaldte væsentlige krav til emballageudformning.

Danmark skal fra midten af 1999 årligt fremsende dokumentation til Kommissionen om status for genvinding og nyttiggørelse af emballageaffald.

Herudover indeholder direktivet i lighed med en række af de øvrige direktiver på affaldsområdet nogle bestemmelser om mærkning, retur-, indsamlings- og nyttiggørelsessystemer, affaldsplanlægning, information og økonomiske virkemidler.

Nationale foranstaltninger vedrørende forebyggelse og genbrug
Endelig åbner direktivet mulighed for, at medlemsstaterne kan iværksætte særlige nationale foranstaltninger til at sikre forebyggelse af emballageaffald og genbrug. De danske initiativer gennemgås i det følgende.

Udover at sikre opfyldelse af de specifikke krav i direktivet, skal medlemsstaterne selv sørge for, at der iværksættes andre foranstaltninger til forebyggelse af emballageaffald (artikel 4).

I 1998 vedtog Folketinget en delvis omlægning af de eksisterende emballageafgifter, således at der fra 1999 skal svares afgift af emballage til visse produkter udfra emballagens materiale og vægt. Det forventes, at den vægtbaserede afgift i et vist omfang vil skabe incitament til en reduktion i anvendelsen af materialer til emballagefremstilling, og dermed virke forebyggende på udviklingen i mængderne af emballageaffald.

Derudover har Danmark et tilskudsprogram for renere produkter mv., som på længere sigt forventes at have en affaldsminimerende effekt. Se nærmere i bilag A1 om virkemidler.

Bortset fra, at man f.eks. med økonomiske styringsmidler som afgifter kan skabe et incitament for producenterne til at udvikle nye, materialebesparende eller på anden måde miljøvenlige teknologier, er det ikke på fremstillingssiden, at medlemsstaterne har et oplagt råderum for selvstændigt at iværksætte forebyggende foranstaltninger. Dette skyldes, at direktivets krav til emballage-fremstilling og sammensætning i sig selv fordrer, at samtlige emballager så vidt muligt skal være optimerede udfra et forebyggelsessynspunkt.

Danmark har derfor fundet det oplagt først og fremmest at fokusere på affaldshåndteringsfasen i forbindelse med nationale forebyggelsesinitiativer. Genbrug af emballager er et oplagt og effektivt middel til at forebygge affaldsdannelse.

Særlig indsats for drikkevareemballager
Danmark har valgt drikkevareemballager som særligt indsatsområde for forebyggende initiativer, idet det er et område, der potentielt repræsenterer en ganske betragtelig mængde emballageaffald på grund af det store volumen.

Danmark har en ordning hvorefter øl og kulsyreholdige læskedrikke kun må markedsføres i godkendt returemballage¹¹.

Returflaskesystemet fortrænger årligt, hvad der svarer til ca. 350.000 tons affald (den samlede vægt af et tilsvarende volumen engangsflasker af glas og plast).

Drikkevarer, der importeres, kan dog markedsføres i emballage, som ikke er godkendt, men skal indgå i et pant- og retursystem med henblik på at sikre genpåfyldning eller materialegenvinding.

Vin- og spiritusflasker indsamles via de kommunale ordninger (se nærmere afsnittet om glas i bilag E 7), via restaurationssektoren og via detailhandelen.

De indsamlede hele flasker skylles og afsættes til genpåfyldning enten herhjemme eller i udlandet, og skårene afsættes til materialegenvinding. Refusion af emballageafgift ved eksport af flasker til genpåfyldning i udlandet bidrager til at understøtte genbruget af vinflasker.

Ordningerne for vin- og spiritusflasker fortrænger årligt ca. 50.000 tons affald.

Genbrug af transportemballager
Endelig genbruges en stor mængde transportemballager af plast - særligt sodavands- og ølkasser, transportkasser til fødevarer indenfor detailhandelen samt paller.

Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved bl.a. Affaldsbekendtgørelsen, Bekendtgørelse om visse krav til emballage og Bekendtgørelse om emballage til øl og læskedrikke.

A 2.4 Behandlingsanlægsdirektiverne

Det kommende direktiv om deponering af affald vil blive et af de væsentligste retsakter om anlæg til behandling af affald. Hertil kommer en række direktiver vedrørende krav til de anlæg, som behandler affald, bl.a. Direktiv om forbrænding af affald.

A 2.4.1 Udkast til deponeringsdirektiv

Deponeringsdirektivet
Deponeringsdirektivet er udarbejdet inden for rammerne af Affaldsrammedirektivet. Formålet med Deponeringsdirektivet er at indføre foranstaltninger, procedurer og retningslinier for at forebygge eller i videst muligt omfang at begrænse miljøbelastningen fra deponeringsanlæg. Det vil navnligt sige forurening af overfladevand, grundvand, jord og luft, belastningen af det globale miljø, herunder drivhuseffekten, samt de risici affaldsdeponering indebærer for menneskers sundhed.

Direktivet vil omfatte alle nye anlæg, men også eksisterende anlæg skal inden for bestemte frister leve op til direktivets krav.

Deponeringsanlæg, der betjener øer, samt anlæg i isolerede bebyggelser, kan under visse betingelser undtages fra direktivet. Direktivet vil indføre en ensartet procedure for godkendelse af alle

kategorier af affaldsdeponeringsanlæg (for farligt-, ikke farligt- og inert affald), herunder indføre procedurer for modtagelse af affald til deponering. Modtageprocedurerne skal baseres på affaldsklassificering.

Udfasningsmål og krav om behandling
Med henblik på at reducere mængden af bionedbrydeligt affald på deponeringsanlæg, fastsætter direktivforslaget nogle mål for, hvor store mængder af denne type affald medlemslandene må føre til deponering.

Udfasningsmålene skal navnlig nås ved hjælp af kompostering, biogasproduktion eller materialegenvinding/energiudnyttelse.

Endvidere stilles der - med visse undtagelser - krav om, at alt affald underkastes behandling, inden det deponeres.

Økonomiske styringsmidler
Direktivforslaget stiller krav om, at prisen for deponering skal afspejle alle omkostninger ved etablering og drift af anlægget. Herunder så vidt muligt omkostningerne ved sikkerhedsstillelse, omkostningerne ved nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år.

Gennemførelse i Danmark
Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest 2 år efter dagen for offentliggørelsen i EF-tidende.

A 2.4.2 Forbrændingsdirektiverne

Direktiv 89/369/EØF om forebyggelse af luftforurening fra nye kommunale affaldsforbrændingsanlæg og Direktiv 89/429/EØF om nedbringelse af luftforurening fra bestående kommunale affaldsforbrændingsanlæg er vedtaget inden for Rammedirektivet 84/360/EØF om bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg og relaterer sig til affaldsrammedirektivet.

Godkendelse m.v.
Forbrændingsdirektiverne regulerer godkendelse, konstruktion, udstyring og drift af henholdsvis nye og bestående kommunale forbrændingsanlæg.

Emissionskrav
Direktiverne fastsætter grænseværdier for emission af støv, visse kombinationer af tungmetaller, chlorbrinte, flourbrinte og SO₂.

Direktiverne fastsætter krav til måling, inspektion og indberetning i forbindelse med anlæggene.

Direktiverne finder ikke anvendelse på anlæg, der er specielt indrettet til forbrænding af slam fra rensningsanlæg, kemisk, giftigt eller farligt affald og klinisk risikoaffald, uanset om disse anlæg ligeledes kan forbrænde kommunalt affald.

Rådet har vedtaget et Direktiv 94/67/EØF om forbrænding af farligt affald. Dette direktiv fastsætter regler om indretning, drift og kontrol med anlæg, som forbrænder farligt affald, samt anlæg, der medforbrænder farligt affald.

A 2.5 Grænseoverskridende transport af affald

Transportforordningen
Transportforordningen¹² er bl.a. udstedt med henblik på at gennemføre Baselkonventionen af 22. marts 1989 om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og bortskaffelse heraf (se nedenfor) samt en OECD-Råds beslutning om kontrol med grænseoverskridende overførsel af affald til nyttiggørelse i Fællesskabet.

A 2.5.1 Transportforordningen

Forordninger er umiddelbart anvendelige og således bindende overfor myndighederne og borgerne. Forordninger skal derfor - i modsætning til direktiver - ikke gennemføres i medlemstaternes lovgivning.

Transportforordningen suppleres dog i dansk ret af en bekendtgørelse om import og eksport af affald¹³, der bl.a. fastsætter straffe- og tilsynsbestemmelser.

Hovedprincipper
Forordningen opstiller en række procedurer, som skal følges i forbindelse med grænseoverskridende transporter af affald og bygger på et princip om forudgående anmeldelse og godkendelse samt sikkerhedsstillelse. Forordningen regulerer endvidere i hvilke tilfælde, de kompetente myndigheder kan forbyde affaldstransporter.

Transportforordningen sondrer mellem affald til bortskaffelse og affald til nyttiggørelse. Affald til nyttiggørelse inddeles i tre hovedgrupper - grønt, orange og rødt.

De indsigelsesgrunde, som myndighederne kan gøre gældende i forbindelse med transporter af affald, er forskellige afhængig af, om affaldet skal bortskaffes eller nyttiggøres.

Forordningen kræver, at alt affald, der skal bortskaffes, skal anmeldes og tillades overført.

Transport til bortskaffelse
Forordningen opererer med en række indsigelsesmuligheder mod transport af affald til bortskaffelse. En medlemsstat kan helt eller delvist forbyde transport til og fra sit eget område. Et sådant helt eller delvist forbud skal være begrundet i, at det pågældende affald kan bortskaffes et sted, der er tættere på kilden (nærhedsprincippet), eller at det pågældende affald bør nyttiggøres i stedet for at bortskaffes (prioritering af nyttiggørelse), eller at Fællesskabet som helhed skal sættes i stand til at bortskaffe sit eget affald, og samtidig gøre det muligt for de enkelte medlemsstater hver især at nå dette mål, således at man ikke søger affaldsproblemet løst ved eksport (selvforsyningsprincippet).

Herudover består muligheden for konkret at gøre indsigelse mod den enkelte affaldstransport til bortskaffelse, såfremt transporten strider mod selvforsyningsprincippet, nærhedsprincippet, affaldsplaner eller national miljølovgivning.

Transport af affald til nyttiggørelse
Affald til nyttiggørelse inddeles i forordningen i tre forskellige affaldstyper: grønt, orange og rødt affald, og der gælder forskellige regler for grænseoverskridende transporter af disse affaldstyper. Affald, der ikke er opført på nogen af de tre lister, skal følge proceduren for rødt affald.

Grønt affald er ikke omfattet af forordningens bestemmelser om anmeldelse, men for at kunne spore affaldet skal transporten være ledsaget af en række oplysninger om bl.a. modtager og indehaver af affaldet.

Orange affald er omfattet af krav om anmeldelse. Hvis der ikke er gjort indsigelse mod transporten inden for en nærmere angiven frist, kan denne finde sted uden skriftlig tilkendegivelse.

Rødt affald følger samme procedure for anmeldelse som orange affald, men der skal foreligge skriftligt samtykke fra de kompetente myndigheder, før overførslen finder sted.

Der er mere begrænsede indsigelsesmuligheder for affald til nyttiggørelse end for affald til bortskaffelse. Som følge af at grønt affald er undtaget fra anmeldelsesbestemmelserne, er der ingen direkte mulighed for - efter forordningen - at gøre indsigelse mod transporten. For det orange og røde affald er de vigtigste indsigelsesgrunde affaldshåndteringsplaner og/eller nationale retsforskrifter.

Desuden er der mulighed for at gøre indsigelse, hvis forholdet mellem mængden af affald, som kan nyttiggøres og mængden, der ikke kan nyttiggøres ud fra økonomiske eller miljømæssige betragtninger ikke kan begrunde nyttiggørelse (fiktiv nyttiggørelse).

Forordningen opregner herudover en række konkrete indsigelsesgrunde.

A 2.5.2 Baselkonventionen

Pr. 1. januar 1998 er det forbudt at eksportere farligt affald fra OECD-lande til ikke-OECD-lande. Dette såkaldte eksportforbud er en gennemførelse af et forbud vedtaget i regi af Baselkonventionen.

Baselkonventionen om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og bortskaffelse heraf blev vedtaget i UNEP-regi i Basel 1989 og trådte i kraft i maj 1992.

Et af konventionens hovedformål er at reducere antallet af transporter med farligt affald. Konventionen opstiller desuden en række procedurekrav i forbindelse med transporter - bl.a. krav om anmeldelse af og godkendelse af transporter.

Danmark har sammen med de øvrige EU-lande gennemført konventionen via den såkaldte transportforordning, der regulerer grænseoverskridende transport af affald, herunder farligt affald.

I marts 1994 vedtog konventionens parter - initieret af bl.a. Danmark - et øjeblikkeligt forbud mod transport af farligt affald bestemt til slutdeponering og et forbud mod eksport til genanvendelse senest pr. 1. januar 1998 fra OECD-lande til ikke-OECD-lande.

P.g.a. manglende ratifikation er forbudet ikke formelt trådt i kraft endnu. På trods heraf har Danmark, sammen med resten af EU, ændret transportforordningen, således at forbudet gælder for alle EU-landene.

Med henblik på at sikre et operationelt forbud, er der samtidigt med forbudet udarbejdet og vedtaget to lister - &eacuten over farligt affald og &eacuten over ikke-farligt affald. Disse to lister etablerer det tekniske grundlag for at fastslå, om der er tale om farligt affald eller ikke-farligt affald og hermed om en given transport er omfattet af forbudet eller ej. Disse to lister er indarbejdet i bilag V til forordningen.

___________________________