[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Affald 21

A 1 Virkemidler i den danske model

A 1.1 Administrative virkemidler
A 1.2 Øvrige virkemidler
A 1.3 Affaldsafgiften

Lovgrundlag
Affaldslovgivningen er karakteriseret ved et tæt samspil mellem EU-regulering og national regulering.

EU-reguleringen skitserer således de overordnede rammer og principper. Selve organiseringen og den faktiske implementering til national lovgivning er derimod en opgave for de nationale danske myndigheder.

Den danske affaldsmodel virker ved en kombination af traditionel regulering (love, bekendtgørelser og cirkulærer) og en række andre virkemidler, som afgifter, gebyrer, tilskudsordninger og aftaler. Disse vil blive beskrevet i det følgende.

EU’s affaldsregulering fremgår af bilag A2, der nærmere beskriver sammenhængen mellem EU’s regulering og den danske lovgivning.

A 1.1 Administrative virkemidler

De lovgivningsmæssige rammer, der forpligter kommunerne til at håndtere affald, er nærmere fastlagt i Miljøbeskyttelsesloven og tilknyttede bekendtgørelser og cirkulærer. Hovedbekendtgørelsen er bekendtgørelse om affald, nr. 299 af 30. april 1997.

Kommunen - den kompetente affaldsmyndighed
Miljøbeskyttelsesloven indeholder i kapitel 6 (§§ 43-50) regler om affald. Det fremgår heraf, at det er kommunerne, der har ansvaret for håndteringen af alt affald i Danmark.

I loven er det anført, at det er kommunalbestyrelsen, der forestår håndteringen af affald. Kommunen er således ansvarlig for det affald, der bliver produceret i den pågældende kommune.

Kommunens forpligtelser
Det følger af Miljøbeskyttelsesloven og Affaldsbekendtgørelsen, at kommunerne har en række forpligtelser i forbindelse med varetagelsen af affaldshåndteringen.

Kommunen skal således hvert fjerde år udarbejde en kortsigtet 4-årig og en langsigtet 12-årig affaldsplan for kommunen.

Kommunen skal endvidere udarbejde affaldsregulativer, der i detaljer beskriver de ordninger, som er etableret i den enkelte kommune.
Kommunen skal i den forbindelse sikre, at affaldshierarkiet efterleves, herunder at visse typer affald genanvendes i overensstemmelse med specifikke krav, der er fastsat i Affaldsbekendtgørelsen og cirkulærer.
Kommunen skal etablere ordninger, der sikrer, at affald frembragt i kommunen håndteres miljømæssigt forsvarligt. Ordningerne kan enten være anvisningsordninger eller indsamlingsordninger.

Det centrale ved en anvisningsordning er, at kommunen i et affaldsregulativ fastlægger, at den pågældende affaldstype skal anvises til håndtering. Affaldsproducenten har ansvaret for, at affaldet håndteres efter regulativets bestemmelser.

En indsamlingsordning er derimod karakteriseret ved, at kommunerne har ansvaret for, at det pågældende affald indsamles, transporteres og håndteres i overensstemmelse med regulativet.

For dagrenovation, herunder glas og papir fra private husstande, samt for farligt affald er der i bekendtgørelsen fastsat krav om, at kommunen skal etablere en indsamlingsordning. Derudover er der i et cirkulære fastsat krav om indsamlingsordninger for bygge- og anlægsaffald.

Kommunen indsamler og registrerer oplysninger om affaldsmængder og affaldsbehandlingsanlæg m.v.
Endelig træffer kommunen afgørelser efter Miljøbeskyttelsesloven og Affaldsbekendtgørelsen, bl.a. om klassificering af affald og udstedelse af påbud og forbud samt fører tilsyn med, at reglerne overholdes.

Benyttelsespligt
Når en kommunal ordning er etableret, er borgere, grundejere og virksomheder efter bekendtgørelsen som hovedregel forpligtet til at benytte ordningen. Der er dog en række forskellige undtagelsesmuligheder fra benyttelsespligten.

Det følger endvidere af Miljøbeskyttelsesloven, at der ikke må iværksættes konkurrerende indsamling, når der er etableret en kommunal indsamlingsordning.

Organisering
Kommunen kan ikke overdrage ansvaret for håndteringen af affaldet, men kan vælge imellem selv at forestå opgaveløsningen eller at overdrage opgaveløsningen til et kommunalt fællesskab (dvs. i en sammenslutning af kommuner) eller at overdrage driftsopgaverne til private.

Driften af indsamlingsordningerne for husholdningsaffald foretages af både kommuner og private affaldsentreprenører, mens håndteringen af erhvervsaffald oftest foregår i privat regi.

Miljøgodkendelse
Virksomheder og anlæg, der behandler, oparbejder, nedknuser m.v. affald, skal miljøgodkendes. Efter 1. januar 1992 må deponeringsanlæg som hovedregel kun ejes af offentlige myndigheder.

A 1.2 Øvrige virkemidler

Udover den ovenfor nævnte traditionelle regulering via love, bekendtgørelser og cirkulærer, reguleres affaldsområdet ved hjælp af en række forskellige virkemidler, dels i form af afgifter og gebyrer, dels i form af tilskudsordninger og aftaler.

Affaldsafgift
Affaldsafgiften, der trådte i kraft 1. januar 1987, indgår som et virkemiddel til at opnå de målsætninger, som er fastsat i handlingsplanen. Affaldsafgiften er differentieret, så det er dyrest at deponere affaldet, billigere at forbrænde affaldet og afgiftsfrit at genanvende affaldet. Der svares ikke afgift af farligt affald og forurenet jord.

Det er således hensigten, at afgiftens størrelse og differentiering skal skabe et incitament til, at det producerede affald i videst muligt omfang genanvendes direkte eller udnyttes som brændsel ved forbrænding med energiudnyttelse fremfor, at affaldet deponeres.

Affaldsafgiften uddybes i bilag A 1.3.

Emballageafgifter
Der findes afgifter for emballager på en række produkter. Der har siden 1978 eksisteret en volumenbaseret afgift på emballager til de fleste drikkevarer. Afgiften er inddelt i 6 volumenkategorier og 2 materialeafhængige satser. Afgiften pålægges nye emballager og indeholder derfor et incitament til at anvende genpåfyldelige emballager.

Herudover er der med virkning fra 1. april 1998 indført en volumenbaseret afgift på flasker og dunke. Fra 1. januar 1999 omlægges denne afgift til en vægtbaseret afgift fordelt på 13 materiale- og emballagetyper. Afgiften pålægges emballager for en række produkter, herunder sæbe- og vaskemidler, smøremidler, parfume og margarine. De ikke-kulsyreholdige læskedrikke samt eddike og spiseolie overgik også til den vægtbaserede afgift pr. 1. januar 1999.

Den vægtbaserede afgift tilskynder til en reduktion af emballageforbruget og dermed affaldsmængderne. Det er hensigten, at afgiften skal afspejle de enkelte materialers miljøbelastninger. Til dette formål vil der blive udarbejdet en række miljøindeks på baggrund af "vugge til grav" analyser.

Fra 1. januar 1999 skal der endvidere betales en vægtbaseret afgift af folier fremstillet af blød PVC til emballering af levnedsmidler. Formålet med afgiften er at fremme brugen af mere miljøvenlige emballagefolier.

Endelig har der siden 1994 været en vægtbaseret afgift på bæreposer af papir og plast og siden 1988 en værdiafgift på engangsservice. Begge afgifter giver et incitament til at øge genbruget og dermed mindske affaldsmængderne.

Specifikke afgifter
Ved siden af den generelle affaldsafgift eksisterer der mere specifikke afgifter rettet mod visse produkter, som enten kræver særlig behandling efter endt levetid, eller hvor forbruget ønskes begrænset eller flyttet til mere miljøvenlige produkter. Som eksempel kan nævnes afgift på bl.a. Ni-Cd batterier¹

.Afgiften på nikkel-cadmium batterier tilbageføres som en godtgørelsesordning.

Generel gebyr- eller skattefinansiering af de kommunale ordninger
Kommunerne har mulighed for at gebyr- eller skattefinansiere deres faktiske omkostninger i forbindelse med affaldshåndteringen.

Gebyrerne kan omfatte udgifter til etablering, drift, administration, investeringer, planlægning og indsamling af oplysninger m.v.

Ifølge almindelige kommunalretlige regler skal gebyrerne fastsættes ud fra et omkostningsprincip, dvs. gebyrernes størrelse bør fastsættes, så der over tid er balance mellem indtægter (gebyrer) og udgifter ved de enkelte ordninger for affaldshåndteringen. Ordningerne skal derfor hvile i sig selv.

Kommunen kan fastsætte et samlet gebyr for de ordninger, som kommunalbestyrelsen har iværksat. Samlegebyret skal inden for rimelige grænser svare til den ydelse, som leveres eller stilles til rådighed for den enkelte bruger.

Kommunen kan fastsætte bestemmelser om affaldsgebyrer, herunder gebyrstørrelse og opkrævningsmåde, i de kommunale affaldsregulativer.

Specifikke gebyrer
Udover det affaldsgebyr, der finansierer de kommunalt iværksatte ordninger for håndtering af affald, anvendes gebyrer i stigende omfang til at finansiere f.eks. tilbagetagningsaftaler for særlige affaldsfraktioner (dæk og blyakkumulatorer). Gebyrerne anvendes i denne sammenhæng til at finansiere indsamling og genanvendelse.

Aftaler
Også aftaler er et styringsinstrument, der kan anvendes til at opnå de miljømæssige målsætninger på affaldsområdet. Der er f.eks. indgået en aftale med Entreprenørforeningen om selektiv nedrivning af bygningsaffald, en aftale med kommunerne om CFC-holdige køleskabe, en aftale med Dansk Industri, Plastindustrien og Emballageindustrien om genanvendelse af transportemballager, en aftale mellem miljø- og energiministeren og branchen om indsamling af kasserede blyakkumulatorer samt en aftale med dæk- og autobranchens organisation, GenvindingsIndustrien og de kommunale organisationer om en tilbagetagningsordning for kasserede dæk..

Støtteordninger til fremme af renere produkter og genanvendelse
Under tilskudsprogrammet "Program for renere produkter m.v." er der afsat penge til projekter om genanvendelse og renere teknologi samt affald. Den overordnede prioritering af midlerne varetages af Miljørådet for renere produkter, mens Miljøstyrelsen står for administrationen af tilskud til konkrete projekter.

Der gives tilskud til aktiviteter, der nedsætter miljøbelastningen i forbindelse med udvikling, produktion, afsætning eller anvendelse af produkter eller i forbindelse med håndteringen af det affald, der opstår i hele produktets livscyklus, enten ved hjælp af fremme af renere produkter eller genanvendelse. Der kan også gives tilskud til affaldsprojekter, der har til formål at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse. Det kan være i form af demonstrations-, udrednings- og informationsprojekter m.v., eller til udvikling af processer, metoder, produktionsudstyr eller produkter indenfor affaldsområdet. Der er p.t. ikke mulighed for støtte til anlægsinvesteringer.

• sikre at affaldsafgiften virker affaldsforebyggende og øger genanvendelsen

A 1.3.1 Status

Affaldsafgiften blev indført i 1987. Formålet med affaldsafgiften er at
styre affaldet fra deponering og forbrænding til genanvendelse. Derfor er afgiften differentieret, så det er dyrest at deponere affaldet, billigere at forbrænde med energiudnyttelse og afgiftsfrit at genanvende affaldet.

Affaldsafgiften giver et økonomisk incitament til at flytte affaldsmængder fra forbrænding og deponering til genanvendelse. Den har fungeret godt for de større homogene affaldsfraktioner, men har frem til 1997 ikke været høj nok til at sikre en tilfredsstillende genanvendelse af det industriaffald, som i forvejen ikke traditionelt har været afsat til genanvendelse.

• revidere affaldsafgiften

A 1.3.2 Fremtidige initiativer

I samarbejde med Skatteministeriet vil Lov om afgift på affald blive revideret i løbet af 1999. I dette arbejde indgår en vurdering af, om fritagelsen af farligt affald og forurenet jord er hensigtsmæssig.

Farligt affald har hidtil været fritaget for Affaldsafgiften, og det skal vurderes om forudsætningerne for denne undtagelse har ændret sig. Omkostningerne ved bortskaffelse af farligt affald varierer afhængigt af, hvilke typer affald der er tale om. For visse typer affald er omkostningerne ikke højere end for almindeligt affald. Endelig skal det vurderes, om affaldsafgiften kan anvendes til at styre strømmene af forurenet jord.

Ecaluering af virkningerne af affaldsforhøjelsen pr. 1.1.97 vil blive afsluttet i foråret 1999 og suppleres med analyser af den seneste forhøjelse, når analysegrundlaget er tilstede.

A 1.3.3 Regulering

Affaldsafgiften har hjemmel i Lov om afgift af affald og råstoffer. Afgiftsprovenuet indgår som en indtægt på Finansloven. Afgiften administreres af de lokale told- og skatteregioner og opkræves ved registreringspligtige behandlingsanlæg. Derved sikres, at alt affald, der behandles, afgiftsbelægges, og at afgiften overvæltes fuldt på dem, der producerer affaldet.

Affaldsafgiften er differentieret således, at satserne i dag er 375 kr. pr. ton deponeret affald (også for deponering af restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse), 330 kr. pr. ton for forbrænding og 280 kr. pr. ton for forbrænding på anlæg med minimum 10% elproduktion. Hvis affaldet genanvendes, skal der ikke betales afgift.

Der gives kompensation til kommunernes udgifter til rensning af olie- og kemikalieforurenet strandsand.

A 1.3.4 Miljøvurdering

En tilpasset affaldsafgift vil betyde mindre ressourcetab og forbedret affaldsbehandling og dermed mindsket påvirkning af miljøet.

A 1.3.5 Betydning for de nationale myndigheder

Der kan blive tale om at ændre Afgiftsloven, afhængig af resultatet af de igangsatte undersøgelser.

A 1.3.6 Betydning for de kommunale planer

Kommunerne skal til stadighed være opmærksomme på affaldsafgiftens virkning (behovet for forbrænding eller deponering).