Sociale aspekter i grønne job

4. Økologi og selvforsyning er vejen til flere job

Væksthus for grønne ideer
Et væld af projekter og initiativer
400.000 økologiske porrer
Uddanner økohåndværkere
Økologisk kantine og grøntsagsforarbejdning
Økologisk kost på Rønnnes institutioner
Jante ligger vist på Bornholm

Vibegaard er Rønne Kommunes beskæftigelsescenter, som siden midten af halvfemserne har udviklet sig til kommunens grønne center. Økologisk grøntsags, blomster- og krydderurtedyrkning samt miljøvenlig renovering af gården er to af de centrale aktiveringsprojekter. Her indgår aktiverede i projekter med et reelt arbejdsog opkvalificeringsindhold.

Væksthus for grønne ideer

Vibegaard søger at udvikle nye grønne job og projekter, som så overtages af private. Projekter, som skaber arbejdspladser og bidrager til selvforsyning på Bornholm. Indtil videre uden held. Men flere af projekterne har vist sig økonomisk bæredygtige, så man regner med, at det nok skal komme. I år 2002 forventer man at have skabt i alt 6-8 blivende job. Dette bl.a. som resultat af Den Grønne Jobpulje-støtte over 3 år på 1,2 mio. kroner

I væksthuset på Vibegaard i Rønne Kommune står et væld af forskellige økologiske spirer, som hjælpes på vej, indtil de skal sælges som levedygtige økologiske blomster og krydderurter.

Vibegaard - Rønne Kommunes grønne beskæftigelsescenter - er i sig selv et væksthus for grønne ideer, som gøres modne til selv at stå på egne stilke. Grønne ideer og projekter udvikles, og målet er, at de levedygtige projekter skal overtages af private og således skabe varige grønne job på Bornholm. Samtidigt skal de aktiverede have gode oplevelser i form af meningsfyldt arbejde og nye færdigheder, som kan bruges efter aktiveringen på Vibegaard. Af kommunens omkring 600 kontanthjælpsmodtagere er godt 200 aktiverede tilknyttet projekterne på Vibegaard, som er Rønne Kommunes åbne aktiveringstilbud.

Det er dog ikke altid lige nemt at privatisere en god, grøn idé på Bornholm, men Grøn koordinator Poul Larsen oplever sikre tegn på, at interessen for økologi og miljø er spirende.

Et væld af projekter og initiativer

Vibegaard er en 100 år gammel firlænget bindingsværksejendom, som i 1978 blev købt af Rønne Kommune. I 1990 besluttede kommune, at anvende gården som beskæftigelsescenter for kommunens kontanthjælpsmodtagere. Social- og Sundhedsforvaltningens Job- og Uddannelsesformidling er ansvarlig for Vibegaard og dens aktiviteter, og afdelingen har i dag selv til huse på gården.

Jens Pihl, som er leder af Projektafdelingen fortæller:

- Aktiviteterne på Vibegaard er siden starten blevet mere og mere grønne, og med ansættelsen af Poul Larsson som Grøn Koordinator i 1999 er der yderligere kommet fart på den grønne udvikling. Vibegaard fungerer i dag som Rønne Kommunes grønne center, hvor udvikling af grønne pro-jekter og aktivering går hånd i hånd.

Projekterne omfatter i dag bl.a. :
Genbrugsfabrikken og Kulturel Integration, der reparerer ting fra amtets genbrugsplads, som sælges i genbrugsbutikken "Lossen".
Have- og snerydningsservice
Vibegårdsliften, hvor den svageste gruppe af aktiverede får hjælp til at komme videre igennem bl.a. økologiske madlavningskurser

Renoveringen af gårdbygningerne og dyrkning af økologiske blomster, grøntsager og krydderurter er dog de to mest centrale projekter. De fungerer som åbne tilbud for de aktiverede.

400.000 økologiske porrer

Gårdens16 hektar jord blev i 1996 omlagt til økologisk drift. I 1998 fik Vibegaard overdraget yderligere 32 hektar af Rønne Kommunes jorder. Hovedparten - cirka 30 hektar - dyrkes med forskellige økologiske foderafgrøder til gårdens bestand af Hereford kvæg og Suffolk-får.

I flere år har man haft en omfattende produktion af økologiske porrer, og der dyrkes også kartofler og selleri. 400.000 porrer bliver det cirka til om året. Porrerne afsættes til øens supermarkeder, restauranter og hoteller i samarbejde med den økologiske pakkecentral på Grynegård. I år er der også etableret en forsøgsmark med rødbeder, pastinakker, persillerødder og fennikel. Herudover er der med succes gennemført et forsøg med produktion af økologiske Shii-take svampe, som er en delikat japansk champignonlignende svamp. En egentlig produktion forventes etableret i 2001.

Udplantningsplanterne drives frem i Vibegaards væksthus, hvor der også dyrkes blomster og krydderurter til salg.
- Vi kunne fylde hele væksthuset alene med krydderurter, så stor er efterspørgslen, siger Poul Larsson, der således konstaterer, at der er marked for en privat produktion.

Der er ansat 1 professionel landmand til at styre driften af landbrugsaktiviteterne, og en gruppe af de aktiverede deltager i det løbende arbejde med dyrkning, høst, rensning og salg af grøntsager.

 

Uddanner økohåndværkere

Gårdbygningerne trængte voldsomt til renovering ved overtagelsen. Renoveringen indgår som et praktisk element i Bornholms Økohåndværkeruddannelse. Uddannelsen er etableret som et samarbejde mellem Bornholms Erhvervsskole, Rådvad Centret ved København og Vibegaard. Flere grupper af aktiverede har været på kursus på Rådvad Centret for at lære, hvordan man ved genbrug og traditionelle håndværksmetoder kan renovere og genopbygge de gamle bygninger på en miljøvenlig måde. Det gamle træværk er så vidt muligt genanvendt, og mursten fra en gammel lagerbygning på havnen indgår i renoveringen. Det er et langvarigt og tidskrævende projekt dels på grund af renoveringsmetoderne og dels fordi, at det er et uddannelsesprojekt. Hovedbygningen er i dag næsten færdig, men der arbejdes fortsat på de øvrige længer.

På grunden ved Vibegaard er man ved at opføre Bornholms første, rigtige halmhus. Arbejdsgruppen omkring huset består af en gruppe af de svageste aktiverede med misbrugsproblemer, som har været i bistandssystemet i en årrække. Finn Pihl, som er arbejdsløs tømrer, har været med på projektet hele vejen og synes, at det er spændende at være med til at bygge øens første halmhus. Stolt fortæller han, at han har haft brug for sin uddannelse, men at der også har været flere svære opgaver undervejs. Det diskuteres endnu, hvad huset skal bruges til - både frokoststue for besøgende og gårdbutik for Vibegaards økologiske grøntsager er under overvejelse. Det ender måske med en kombination.

Økologisk kantine og grøntsagsforarbejdning

I den sidste af længerne på Vibegaard vil der i 2001 stå lokaler til grøntsagsforarbejdning, et økologisk køkken og en kantine klar.

Køkken og kantine skal anvendes til at bespise de i alt 130 mennesker, der har deres gang på gården, og der skal også være mulighed for at levere økologisk catering til blandt andet Rådhuset.

I grøntsagsforarbejdningen vil Vibegaards egne økologiske grøntsager blive renset og grovforarbejdet, således at de bl.a. kan levere til kommunens institutioner.

Økologisk kost på Rønnes institutioner

Rønne Kommune har i 1998 besluttet, at kommunens 3 plejehjem og kommunens eneste vuggestue, Rønne Nord, skal have 100 procent økologisk kost. Den grønne koordinator er overordnet ansvarlig for projektet. Grøntsagerne udgør det største praktiske problem, fordi plejehjemmene ikke har faciliteterne til selv at rense og grovforarbejde grøntsager.

- Dagens institutionskøkken er i dag i høj grad baseret på færdigvarer og "pulver", er Lillian Nexø, økonoma på Gigtplejehjemmet, og Signe Folke enige om. Signe Folke har som projektansat stået for en kortlægning af holdninger og behov, hvis der blev indført økologisk mad.
- Hvis der skal indgå friske grøntsager, skal de være forarbejdede, og de må i dag importeres til øen, fortæller hun.

Med andre ord går man glip af de arbejdspladser, som ligger i denne produktion, men når grøntsagsforarbejdningen på Vibegaard står klar, skal man herfra levere de færdigtsnittede grøntsager.

Lillian Nexø forudser, at det bliver en stor omvæltning for personalet i højere grad at skulle fremstille retterne fra grunden af, hvilket de mindre forarbejdede, økologiske produkter kræver. Personalet er dog generelt positive omkring målsætningen om at indføre økologisk kost, men det er fortrinsvis ud fra et ønske om netop at komme tilbage til det gamle håndværk, og ikke så meget af miljøhensyn.

Jante ligger vist på Bornholm

De aktiverede er tilknyttet projekterne på Vibegaard fra et par uger til flere år. I 1999 afsluttede man i Rønne kommune 415 aktiverede. Af dem er halvdelen kommet i arbejde, praktik eller uddannelse.
- Det er ikke sandsynligt, at aktiveringen på Vibegaard flytter de aktiveredes syn på miljø voldsomt, fortæller Poul Larsson og Jens Pihl.

"Det kræver et langt sejt træk, at flytte folks holdning til miljø og økologi. Og man skal huske på, at mange af de aktiverede har store personlige problemer at arbejde med."

Det er således ikke muligt at pege på direkte "miljø"-effekter af projekterne hos brugerne. Men i og med, at der i projekterne arbejdes målrettet med at opbygge levedygtige produktioner, er der også bedre mulighed for også at give brugerne en oplevelse af et reelt indhold og en personlig opkvalificering igennem aktiveringen.

Det er vigtigt, at der er et reelt meningsfyldt arbejdsindhold i de ting, som de aktiverede sættes til. Men der er samtidigt et krav om, at aktiveringsprojekter ikke indeholder aktiviteter, der konkurrerer med private virksomheder. Det kan være en svær balance, men Grøn Koordinator Poul Larsson ser det dog ikke som et stort problem. Det er netop målet at udvikle grønne ideer og projekter således, at de er modne til en egentlig privatisering. Det bedste der kunne ske var, at der var nogen, der ville overtage. Man har fra Vibegaard henvendt sig til landmænd og andre, som kunne være interesserede, med tilbud om at overtage hele eller dele af økologiprojektet. Det sker blandet igennem møder med Husmandsforeningen og Landøkonomisk forening, ved åbent hus arrangementer og besøg på Vibegaard samt artikler i lokalavisen. "Vi står også klar med hjælp og rådgivning, hvis der er nogen, der vil overtage og videreføre et af de projekter, som vi har kørende", lyder det fra Poul Larsson.

Indtil videre er det dog ikke lykkedes at afsætte dele af den økologiske grøntsagsproduktion selvom økonomien, og dermed grundlaget for en privatisering, er på plads. Grøn Koordinator Poul Larsson mener, at en del af grunden er, at Janteloven er ret dominerende på Bornholm. Der skal en god del iværksætterånd til for at overvinde folks generelle skepsis ved nye initiativer, og samtidigt kæmper Vibegaard også med det mindre gode ry, som er knyttet til kommunale aktiveringsprojekter. Kun ved konstant at fortælle om - og demonstrere - det brede spektrum af aktiviteter, kan fordommene nedbrydes.

Den Grønne Jobpuljes bevilling har indtil videre dannet grundlag for 3 nye grønne job: Den grønne koordinator, en chauffør/salgsmedarbejder til distribution af økologiske grøntsager og en projektleder for Økologi i Rønne Kommunes institutionskøkkener. Og hvis vi kigger fremad, så har Poul Larsson klare forventninger om, at der med udgangen af 2002 vil være etableret 6-8 nye arbejdspladser. Alene forarbejdningen og distributionen af grøntsager forventes at resultere i 4-5 arbejdspladser udover den daglige leder.

Økonomi og arbejdspladser

Projekterne knyttet til Vibegaard henter støtte en række forskellige steder fra. De samlede udgifter er cirka 3,3 mio. kroner over 3 år. Den Grønne Jobpulje støtter over de 3 år (1999-2001) projektet med i alt cirka 1,2 mio. kroner, hvilket fortrinsvis dækker lønudgifter til den grønne koordinatorer. Til etableringen af kantine og forarbejdningskøkken er der opnået tilskud fra EU's Mål 5b midler på cirka 835.000 kroner og så bidrager Rønne Kommune selv i perioden med en årlig finansiering på i alt cirka 2,3 mio. kroner over flere år (svarende til 68 procent).

Fra politisk side er man, med i alt 3500 arbejdsløse på øen, meget fokuseret på initiativer, der kan skabe arbejdspladser på Bornholm. Der er jo ingen grund til, at man sender penge væk fra øen til arbejdspladser andre steder i landet, når øen selv kan producere tingene.

Nogle projekter bliver givet levedygtige på et privat grundlag før eller siden, og så står Vibegaard og den Grønne Koordinator klar med nye ideer: F.eks. etablering af en produktion af økologiske frø eller økologiske planter til medicinsk brug.

Interviewede:

Poul Larsson, grøn koordinator, Vibegaard.

Jens Pihl, leder af projektafdelingen på Vibegaard.

Lilian Nexø, ledende økonoma, Gigtplejehjemmet.

Signe Folke, projektleder for "Planlægning af økologiske køkkener i Rønne".

Finn Pihl, arbejdsløs tømrer aktiveret på Vibegaard.