Udvikling af pakkeløsninger til etablering af faskiner ved hjælp af no-dig teknik

9. Forundersøgelser

9.1 Andre ledningsanlæg og konstruktioner
9.1.1 Lovgrundlag
9.1.2 Oplysninger om placering
9.1.3 Lokalisering af stikledninger
9.2 Jordbundsforhold
9.3 Afstandskrav

For at kunne vurdere om nedsivning af tagvand i faskiner er muligt, og hvor eventuelle faskiner kan anbringes, skal der foretages forundersøgelser på den enkelte parcel.

De nødvendige oplysninger er fx, oplysninger om andre ledninger, tegningsmateriale, jordbundsforhold, terræn- og faldforhold, adgangsforhold, antal og placering af tagnedløb, tagareal, m/u kælder mv.

9.1 Andre ledningsanlæg og konstruktioner

9.1.1 Lovgrundlag

Ledninger

Regler vedrørende ledningsanlæg i jord herunder minimumsafstande mellem ledninger af forskellig type og sikring af eksisterende ledninger fremgår af DS 475 Norm for etablering af ledningsanlæg i jord.

Olietanke

Regler vedrørende placering mm. af olietanke fremgår af "Olietanksbekendtgørelsen", bekendtgørelse nr. 386 af 21. august 1980 om kontrol med oplag af olie mv.

9.1.2 Oplysninger om placering

El

Private stikkabler etableres for bygherrens regning af aut. el-installatør. Installatøren fremsender en anmeldelse til el-selskabet, sammen med en skitse af tilslutningssteder. Begge dele opbevares af el-selskabet.

Hos det lokale elselskab kan man pr. telefon få oplysning om stikkablernes placering, men ikke alle elselskaber udleverer stikplaner.

Gas

Private stikledninger etableres af gasselskabet fra forsyningsledning i vej til målerskab. Stikplaner kan rekvireres hos gasselskabet.

Vand

Private stikledninger (jordledninger) etableres for bygherrens regning af aut. gas- og vandmester. Gas- og vandmesteren sender en anmeldelse til vandværket. Hos de fleste vandværker kan man få stikplaner, men nogle vandværker gør dog opmærksom på, at placering af jordledninger på privat grund ikke er målfast.

Telefon

Private stikkabler etableres af telefonselskabet. Stikplaner kan rekvireres hos telefonselskabet.

Kloak

Privat stikledning etableres for bygherrens regning af aut. kloakmester. Kloakmesteren anmelder arbejdet til kommunen. Stikplaceringen fremgår normalt af kloakplanen i kommunens byggesag.

Olietanke

Private olietanke skal være typegodkendte, og tankattest skal indsendes til kommunen. Kommunen skal have mulighed for at syne tanken inden tildækning, og arbejdet skal derfor anmeldes til kommunen senest 8 dage inden tildækningen. Tankens placering vil normalt fremgå af tegninger i kommunens byggesag.

9.1.3 Lokalisering af stikledninger

Hvis der ikke er tegninger over stikledningernes placering, findes der søgnings-/sporingsudstyr til de fleste lednings- og kabeltyper. Er man usikker på placeringen, er det nødvendigt med en prøvegravning.

9.2 Jordbundsforhold

Det skal undersøges, om jorden er egnet til nedsivning af tagvand. Jævnfør afsnit 5 kan faskiner dimensioneres til alle jordbundsforhold, men i praksis vil det være sådan, at faskinelængden i lerjord bliver så stor, at det er umuligt at placere den på grunden.

9.3 Afstandskrav

Faskiner skal anbringes mindst 25 m fra drikkevandsboringer, og afstanden til vandløb, søer eller havet skal være mindst 25 m. Disse afstandskrav skal overholdes jævnfør miljølovgivning.

I SBI-anvisning 185 - Afløbsinstalltioner angives der følgende vejledning vedrørende afstandskrav.

Faskinens midtlinie (længdeakse) og endepunkter bør holdes mindst 5 m fra beboelseshuse og fra huse, hvorunder der tillades udgravet kælder. Ved huse uden beboelse og uden kælder kan afstanden nedsættes til 2,0 m. De anførte afstande skal overholdes for bygninger på selve ejendommen og også ved eksisterende og fremtidig mulig bebyggelse på naboejendomme.

Af hensyn til risiko for opblødning bør faskinen ikke anbringes nærmere end 2 meter fra skel.