| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Indikatorrapport

Mål

Det er nødvendigt at anvende naturens ressourcer. De bruges som input i produktion og forbrug. Ressourcerne danner grundlag for øget velfærd. En bæredygtig udvikling indebærer, at øget velfærd tager hensyn til jordens økosystemer og beholdning af fornybare og ikke-fornybare naturressourcer.

Et langsigtet pejlemærke er at øge ressourceeffektiviteten markant inden for en generations tid. Vi skal specielt begrænse forbruget af naturressourcer, som er knappe, særligt følsomme eller særligt forurenende, når de anvendes. FNs generalsekretær har peget på ændrede produktions- og forbrugsmønstre som en væsentlig udfordring for en bæredygtig udvikling. I denne sammnehæng peges på afkobling og ressourceeffektivitet med en faktor 4 og faktor 10 som pejlemærker. Som et led i regeringens bestræbelser på at opnå en bæredygtig udvikling og bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre er pejlemærket på lang sigt at begrænse forbruget af ressourcer til cirka 25 procent af det nuværende forbrug. I det videre arbejde er der behov for yderligere at konkretisere indsatsen på ressourceområdet.

Sammenfatning af udviklingstræk

Efter atypiske stigninger den første halvdel af 1990´erne af råstofindvindingen i Danmark af sand, grus, sten, kalk, ler m.v. går tendensen nu i den rigtige retning. Udsvingene skyldes større anlægsarbejder som de store broprojekter mv. Langsigtet ressourceøkonomi på råstofområdet skal primært knyttes til den måde, vi forbruger den naturbundne ressource på, bl.a. gennem minimering af selve forbruget og opkvalificering af de tilgængelige ressourcer.

Anvendelse af erstatningsmaterialer i stedet for nyindvundne råstoffer i form af genanvendelse af byggematerialer og restprodukter fra kraftværker har i de senere år udgjort 6-7% af den samlede indvinding fra land og hav. Siden 1996 har der været en svag faldende tendens i genanvendelsen af restprodukter fra kraftværker, og genanvendelse af bygge- og anlægsmaterialer i 2000 er næsten på niveau med 1996, hvor genanvendelsen toppede.

Indikatoren TMR (det totale materialebehov) er et udtryk for, hvor stort et lands træk på ressourcerne er i hele verden. Det er en blandt mange øvrige indikatorer, som viser, hvor stort forbruget af ressourcerne er. Et fald i TMR sammen med en øget vækst i økonomien er et positivt signal om, at et land er i stand til at udnytte ressourcerne effektivt, men ikke nødvendigvis noget om den belastning af miljøet, som trækket på ressourcer medfører.

TMR1997 for Danmark er opgjort til 70 tons pr. capita. Tallet bygger på data fra 1997, og er det første bud på en indikator for det samlede danske træk på indenlandske og internationale ressourcer. TMR1997 for Danmark ligger væsentligt over gennemsnittet for EU-landene, som er 50 tons pr. capita. Det danske træk på ressourcerne er på niveau med Tyskland (1996) og Holland (1994). Et eksempel på et land, der ligger under det danske træk, er Japan (1994).

Samlet set er BNP og affaldsmængderne fuldstændig proprotionalt i perioden 1994 til 2000 med en stigning på 17%. Hvis der ses på udsvingene, skete der en relativ afkobling af de samlede affaldsmængder fra den økonomiske vækst i perioden 1996-1999, der dog primært skyldes et fald i kraftværkernes affaldsmængder og bygge- og anlægssektorens affald. Hvis disse sektorer holdes udenfor, var der en stigning i affaldsmængden fra 1997 til 1998. For husholdninger, industri og serviceerhverv er det ikke lykkedes at afkoble affaldsproduktionen i de enkelte sektorer fra den økonomiske aktivitet.

Vi er blevet bedre til at udnytte ressourcerne i affaldet. I år 2000 blev genanvendt 65% af de totale affaldsmængder, hvilket er 9% mere end i 1994. Tilsvarende er andelen af affald, som deponeres, faldet med 13% i samme periode.

Råoliereserven i dag vurderet væsentligt højere end i 1990, uanset en betydeligt produktion i de seneste 10 år.

Danmark er et af de lande, hvor arealet udnyttes mest intensivt. Det samlede landbrugsareal er ikke ændret væsentlig i de seneste 50 år. Derimod er naturarealerne blevet mindre og presses især tilbage af byudvikling samt huse, veje og andre tekniske anlæg i det åbne land. Øget satsning på skovrejsning har øget arealet med skov. Derfor arbejdes der for i højere grad at samtænke forskellige hensyn i arealanvendelsen herunder hensynet til naturen.

Perspektiver for udvikling af indikatorer

Nationalt og internationalt arbejdes der på at udvikle bedre indikatorer til at belyse betydningen af materialeforbrug og materialestrømme for miljøbelastning. Forbedringer i metoder og resultater fra dette arbejde vil blive inddraget i sættet af indikatorer for bæredygtig udvikling. F.eks. kan det samlede ressourceforbrug opdeles på ikkefornybare og fornybare ressourcer, og forbruget af udvalgte ressourcer, som f.eks. beton, jern og aluminium, kan følges. Endvidere vil mulighederne for at udvikle en eller flere indikatorer, der kan beskrive udviklingen i ressurceeffektivitet ogintensitet på udvalgte områder, blive vurderet.

I takt med at arealdata bliver forbedret, vil der blive grundlag for at detaljere indikatoren fo arealanvendelse.

Indikator 7.1:
Danmarks forbrug af udvalgte indenlandske ressourcer (rå- og hjælpestoffer)

Kilde: Danmarks Statistik

Indikatoren er valgt til at belyse udviklingen i forhold til målet om, at forbruget af ressourcer skal nedbringes. Figuren viser Danmarks forbrug af udvalgte indenlandske ressourcer fordelt på hhv. land- og havindvinding.

I den første halvdel af 1990´erne lå råstofindvindingen i Danmark af sand, grus, sten, kalk, ler m.v. nogenlunde konstant omkring 30-32 millioner m3 om året. Derefter steg råstofindvindingen til 37-38 millioner m3, indtil den kraftige stigning i 1999 til 48 millioner m3, som må betegnes som atypisk. Stigningen op til 1999 skyldtes primært byggerierne af broerne over Storebælt og Øresund, men for 1999 specielt udvidelsen af Århus havn. I 2000 efter afslutningen af havneudvidelsen faldt indvindingen igen til niveauet i begyndelsen af 1990´erne. Anvendelse af erstatningsmaterialer i stedet for nyindvundne råstoffer, i form af genanvendelse af byggematerialer og restprodukter fra kraftværker har i de senere år udgjort 6 - 7% af den samlede indvinding fra land og hav.

Målet er, at forbruget af ressourcer skal nedbringes. Efter atypiske stigninger i 1999 går tendensen nu i den rigtige retning. Langsigtet ressourceøkonomi på råstofområdet skal primært knyttes til den måde, vi forbruger den naturbundne ressource på bl.a. gennem minimering af selve forbruget og opkvalificering af de tilgængelige ressourcer.

Indikator 7.2:
Det totale materialebehov pr. capita

Kilde: Danmarks Statistik

Indikatoren TMR (det totale materialebehov) er et udtryk for, hvor stort et lands træk på ressourcerne er i hele verden. Det er blot en blandt mange øvrige indikatorer, som beretter om, hvor stort forbruget af ressourcerne er. Fordelen ved at anvende TMR er, at denne indikator medtager det træk på ressourcerne, som et lands økonomi giver anledning til, både inden for og uden for landets grænser. En fælles svaghed for alle indikatorerne for ressourcetræk er, at de ikke siger noget om den belastning af miljøet, som trækket på ressourcerne medfører.

TMR1997 for Danmark er opgjort til 70 tons pr. capita. Tallet bygger på data fra 1997 og er det første foreløbige bud på en indikator for det samlede danske træk på indenlandske og udenlandske ressourcer. TMR1997 for Danmark ligger væsentligt over gennemsnittet for EUlandene, som er 50 tons pr. capita . Det danske træk på ressourcerne er på niveau med Tyskland (1996) og Holland (1994). Et eksempel på et land, der ligger under det danske træk, er Japan (1994). En af årsagerne til, at det danske træk på ressourcerne er så stort, ligger primært i en stor import af kul.

Der findes ikke en tidsserie for TMR, der viser udviklingen i det danske træk på ressourcerne. Et fald i TMR sammen med en øget vækst i økonomien er et positivt signal om, at et land er i stand til at udnytte ressourcerne effektivt.

Indikator 7.3:
Udviklingen i affaldsproduktionen og BNP

Kilde: Miljøstyrelsen og Danmarks Statistik

Indikatoren viser udviklingen i miljøbelastningen fra affald. Affaldsproduktionen afhænger bl.a. af den økonomiske aktivitet i samfundet.

Samlet set er BNP steget med 17% i perioden 1994 til 2000. Affaldsmængderne er i samme periode også steget med 17%. Affaldsmængderne faldt dog i perioden 1996- 1999. Det betyder, at affaldsintensiteten (affaldsproduktionen relativt til BNP) også faldt i denne periode. Affaldsintensiteten er dog steget igen fra 1999-2000 som følge af en stigning i affaldsmængderne.

Øget produktion og forbrug vil øge affaldsmængderne. Bæredygtig udvikling betyder, at vi må afkoble sammenhængen mellem økonomisk vækst og affaldsmængderne. Der er sket en relativ afkobling af de samlede affaldsmængder fra den økonomiske vækst i perioden 1996- 1999. Faldet i affaldsmængden fra 1997 til 1998 skyldes dog primært et fald i kraftværkernes affaldsmængder og bygge- og anlægssektorens affald. Hvis disse to sektorer holdes udenfor, var der en stigning i affaldsmængden fra 1997 til 1998.

Indikator 7.4:
Mængden af affald, der genanvendes absolut og i forhold til den totale mængde affald i Danmark

Kilde: ISAG, Miljøstyrelsen

Indikatoren viser udviklingen i miljøbelastningen fra affald. Figuren viser udviklingen i mængden af affald samt behandlingsform. Affald er ressourcer, der er på vej til at gå tabt. Dannelsen af affald skal derfor forebygges. Behandlingen af det affald, som ikke kan undgås, skal tage udgangspunkt i behandlingshierarkiet. Det vil sige, at genanvendelse er at foretrække fremfor forbrænding med energiudnyttelse, som igen er at foretrække fremfor deponering.

I 2000 blev 8.461.000 tons affald svarende til 65% af de totale affaldsmængde genanvendt. Det er 2.287.000 tons eller 9% mere end i 1994. Tilsvarende er andelen af affald, som deponeres, faldet med 13% i samme periode. Det skyldes i høj grad Danmarks anvendelse af økonomiske virkemidler til at understøtte behandlingshierarkiet; det er afgiftsfrit at genanvende affald, mens der er afgift på forbrænding og deponering, og det er dyrest at deponere.

I forhold til strategiens målsætning om en effektiv udnyttelse af ressourcerne kan det ses af figuren, at vi er blevet bedre til at udnytte ressourcerne i affaldet, både når det drejer sig om materiale- og energiressourcer.

Indikator 7.5:
Affaldsmængden i Danmark fra de 4 sektorer: husholdninger, serviceerhverv, industri samt byggeri og anlæg opgjort absolut og i forhold til den økonomiske aktivitet i sektorerne

Kilde: Miljøstyrelsen og Danmarks Statistik

Indikatoren belyser sammenhængen i udviklingen af hhv. affaldsmængden og den økonomiske vækst. Udviklingen i affaldsintensiteten (affaldsproduktionen relativt til BNP) illustrerer, om der er sket en afkobling mellem økonomisk vækst og affaldsmængderne.

Som det ses af den øverste del af figuren, er der væsentlig forskel på udviklingen i affaldsproduktionen i de enkelte sektorer. Yderpunkterne udgøres af husholdningerne, hvor affaldsmængden i perioden 1994-2000 er steget med 20% og af serviceerhvervene, hvor affaldsmængden er steget med 70%. Totalt set har der i perioden været en stigning i den økonomiske aktivitet i de enkelte sektorer. Affaldsintensiteten har således gennem hele perioden været stigende i servicesektoren. I byggesektoren steg affaldsintensiteten frem til 1997, hvorefter der som følge af faldende affaldsmængder, var et drastisk fald fra 1997 til 1998. Siden 1998 er affaldsintensiteten steget igen, men dog med en mindre stigningsrate.

Affaldsproduktionen i den enkelte sektor afhænger bl.a. af den økonomiske aktivitet i sektoren. Øget produktion og forbrug vil øge affaldsmængderne. En bæredygtig udvikling betyder bl.a., at vi skal afkoble sammenhængen mellem økonomisk vækst og affaldsmængderne. Bortset fra byggesektoren, hvor der skete et fald i affaldsintensiteten fra 1997-1998, er det ikke lykkedes at afkoble affaldsproduktionen i de enkelte sektorer fra den økonomiske aktivitet.

Indikator 7.6:
Genanvendelse i bygge-og anlægsbranchen i % af indvundne råstoffer

Kilde: Danmarks Statistik

Indikatoren belyser råstofanvendelse i Danmark. Figuren viser omfanget af genanvendelse af bygge- og anlægsmaterialer. Genanvendelse af bygge- og anlægsmaterialer omfatter hovedsagelig nedrevet beton og tegl, som knuses og genbruges som grus, stabilgrus og sten. Restprodukter fra kraftværker i form af gibs, slagger og flyveaske anvendes ligeledes som erstatning for nyindvundne råstoffer.

Genanvendelse af bygge- og anlægsmaterialer og anvendelse af restprodukter fra kraftværker i stedet for nyindvundne råstoffer har gennem de seneste år stort set udgjort 6 - 7% af den samlede indvinding fra land og hav. Ca. 2/3 af erstatningsmaterialerne stammer fra bygge- og anlægsområdet, mens 1/3 udgøres af restprodukter fra kraftværker.

Målet er at realisere en bæredygtig råstofudnyttelse i Danmark. Siden 1996 har der været en svag faldende tendens i genanvendelsen af restprodukter fra kraftværker. Efter et fald i 1998 og 1999 er genanvendelse af bygge- og anlægsmaterialer i 2000 næsten på niveau med 1996, hvor genanvendelsen toppede.

Indikator 7.7:
Kendte reserver i Nordsøen i forhold til aktuelle årlige produktion for hhv. olie og gas

Kilde: Energistyrelsen

Indikatoren belyser forholdet mellem kendte reserver i Nordsøen og den aktuelle årlige produktion for henholdsvis olie og naturgas. Reserverne af råolie og naturgas er opgjort som de mængder, der inden for en overordnet økonomisk ramme kan indvindes med kendt teknologi.

Der er siden 1990 sket en opskrivning af den vurderede reserve. Samtidig er produktionen steget, hvorfor kurverne viser en nedadgående tendens. De samlede reserver af råolie og naturgas er pr. ultimo 2000 opgjort til henholdsvis 299 mio. m3 og 144 mia. m3. Det svarer til 14 års råolieproduktion og 19 års produktion af naturgas, hvis aktiviteten fortsættes på 2000-niveau.

I indsatsen for at mindske forbruget af olie- og gasreserver satser regeringen bl.a. på at udvikle vedvarende energikilder.

Indikator 7.8:
Udviklingen i arealanvendelse (km²) fordelt på arealtyperne natur, skov, agerland, huse og veje i det åbne land samt byer

Kilde: Natur og Miljø 2001

Indikatoren belyser udviklingen i arealanvendelsen. Figuren viser arealanvendelse (km²) fordelt på arealtyperne natur, skov, agerland, huse og veje i det åbne land samt byer.

Det samlede landbrugsareal er ikke ændret væsentlig i de seneste 50 år. Derimod er naturarealerne blevet mindre og presses især tilbage af byudvikling samt huse, veje og andre tekniske anlæg i det åbne land, som optager mere plads. Øget satsning på skovrejsning har øget arealet med skov.

Danmark er et af de lande, hvor arealet udnyttes mest intensivt. 58% af arealet udnyttes til landbrugsformål og kun 10% er i dag naturområder som klitter, overdrev, heder, moser og søer. Som følge af udviklingen i arealanvendelsen har naturen mindre plads, den indeholder for mange næringsstoffer og for lidt vand, og naturarealerne er opsplittede og under tilgroning. Derfor arbejdes der for, i højere grad at samtænke forskellige hensyn i arealanvendelsen herunder hensynet til naturen.