| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Ressourcebesparelser ved affaldsbehandlingen i Danmark

4 Potentialer

4.1 Fastlæggelse af potentialer for bedre affaldsbehandling

Ved fastlæggelsen af potentialet for en optimeret behandling af materialerne i affaldsmængden, foretages for hvert enkelt materiale først en vurdering af hvilke behandlingsformer der er mest optimale. Det gøres jf. affaldshierarkiet ud fra en vurdering af muligheden for genbrug, genanvendelse, forbrænding og deponi. Det vurderes først hvad der er teknisk muligt at genanvende, og derefter hvad der er praktisk muligt at indsamle. Ud fra de kortlagte mængder for den nuværende behandlingsform foretages ny fordeling af materiale-mængderne. Den fordeling på de 4 behandlingsformer skal være en realistisk vurdering af en optimeret affaldsbehandling. Til vurdering af det realistiske potentiale er taget udgangspunkt i nedenstående Figur 4.1.

Figur 4.1:
Betegnelser for forbrugs- og affaldsmængder.

*) Forholdet mellem det realistiske og det teoretiske genanvendelsespotentiale bestemmes af indsamlingseffektiviteten - altså hvor meget man i praksis kan indsamle af det teoretiske potentiale. De anvendte begreber er mere uddybende forklaret i kapitel 2.

Nogle materialer indgår i produkter, der genbruges som produkter med samme funktion som den oprindelige. Det gælder f.eks. dæk, træ og glasemballage. Potentialet for genbrug tager udgangspunkt i de praktiske erfaringer hermed. En række produkter går til genbrug og registreres dermed ikke i ISAG, da det ikke er affald - f.eks. pantflasker, og derfor indgår de heller ikke i nærværende undersøgelse. Men f.eks. vinflasker der indsamles til genbrug er med i ISAG, og det skal derfor også vurderes om andelen til genbrug kan øges i forhold til den eksisterende praksis.

Fastlæggelse af potentialet for genanvendelse gøres ud fra en vurdering af, hvilken procent af det samlede forbrug af materialet det er ønskeligt og muligt at genanvende. Det vurderes dels ud fra det "teoretiske potentiale", der er en vurdering af materialets tekniske egnethed til genanvendelse, dels ud fra erfaringer med hvad det er muligt at indsamle her, benævnt "indsamlingseffektivitet". Ved at gange de to procenter med hinanden opnås det realistiske genanvendelsespotentiale for materialet.

For hvert materiale bestemmes først en teoretisk værdi for genanvendelses-potentialet. Her vurderes hvilke mængder der rent teknisk kan genanvendes, forudsat at de kan indsamles. Eksempelvis kan toiletpapir og andet meget snavset papir ikke genanvendes som papir. For flere materialer er det teoretiske genanvendelsespotentiale nær 100% af affaldsmængden, da det i princippet vil være muligt at genanvende alt materiale, hvis det kan indsamles. Selvom nogle typer, f.eks. spejlglas, blyglas og laminatglas kræver særlig behandling/anvendelse for at kunne genanvendes, er det i princippet muligt.

For stoffer hvor anvendelsen er under udfasning, er genanvendelse ikke ønsket. Det gælder f.eks. cadmium. Potentialet sættes derfor til nul. Blandt de materialer som indgår i undersøgelsen er det kun bly der er et faldende forbrug af på grund af forbud mod anvendelse til en lang række formål, fx som stabilisator i PVC. Men da der stadig er en række anvendelsesområder, f.eks. til akkumulatorer, er bly stadig værdifuldt at indsamle til genanvendelse, og potentialet er derfor ikke nul for bly.

Når den teoretiske genanvendelsesprocent er fastlagt, vurderes det hvor meget det er praktisk muligt at indsamle til genanvendelse. For at gøre det må man fastlægge den praktisk mulige indsamlingseffektivitet, som er den procentdel af det teoretisk genanvendelige materiale, der rent faktisk kan indsamles ved eksisterende ordninger. Det realistiske genanvendelsespotentiale er således den teoretiske genanvendelsesprocent gange indsamlingseffektiviteten.

Vurderingen af den realistiske genanvendelsesprocent inddrager også økonomien, men det forenkles til en opdeling i realistisk eller ikke realistisk økonomi. Vurderingen baseres på om genanvendelsen praktiseres i dag, da økonomien så vurderes som realistisk, selvom det ikke nødvendigvis er den billigst mulige behandlingsform.

Det er således den eksisterende praksis - i Danmark såvel som udlandet - der lægges til grund for fastlæggelsen af procenten. Imidlertid er det ofte vanskeligt at finde frem til de bedste konkrete eksempler. Der vil også ofte være et samspil mellem den praktiske mulige indsamlingsprocent og den tekniske udnyttelsesgrad. Typisk vil en høj indsamlingsprocent fordre et simpelt sorteringssystem, der til gengæld kan stille større krav til den tekniske håndtering af affaldet. For eksempel kan man indsamle en stor del af plastfraktionen i form af blandet og ikke rengjort plast, men dermed bliver kvaliteten så dårlig, at kun en mindre del kan genanvendes.

En væsentlig forudsætning for at kunne fastlægge indsamlingseffektiviteten vil være informationer om, hvilke affaldskilder materialerne findes i samt identifikation af emner (det kan f.eks. være vanskeligt at vurdere om et emne er lavet af PVC eller andet plast, ligesom det kan være vanskeligt at skelne mellem ubehandlet og imprægneret træ). Identifikationen har ikke været mulig for alle materialer ved den gennemførte kortlægning.

Det vil således ofte være nødvendigt at basere vurderingen på et skøn ud fra erfaringer med lignende materialer fra forskellige kilder. Skønnet opdeles i vurdering af den teknisk mulige genanvendelsesprocent samt den praktisk mulige indsamlingsprocent. Dertil knyttes kommentarer om hvor og hvordan systemet praktiseres, og hvad der er grundlag for skønnet.

Endelig er der flere materialer, hvor der ikke er relevante behandlingsformer med ressourcemæssige, energimæssige og deponeringsmæssige fordele, selvom der kan være andre miljømæssige årsager til ændret behandling.

For de materialer der ikke kan genbruges eller genanvendes, vurderes først om materialet er egnet til forbrænding. Dette er i tråd med affaldslovgivningen, der forudsætter at alt brændbart affald skal forbrændes, medmindre der er særlige miljøforhold der betyder at materialet skal deponeres. I de tilfælde hvor materialet kun kan forbrændes på særlige anlæg, bør det i forbindelse med indikatorberegningen vurderes hvor stor energiudnyttelsen er.

Fra materialer der forbrændes vil der være en slaggerest, som evt. skal deponeres. Dette indregnes i LCA- opgørelsen og indgår i den beregnede indikatorværdi for deponibehov.

Den resterende mængde der hverken kan genbruges, genanvendes eller forbrændes, skal bortskaffes ved deponering på kontrolleret losseplads - uanset om det sker i Danmark eller udlandet. Affald der deponeres midlertidigt, f.eks. til senere forbrænding eller genanvendelse, regnes hertil og ikke som deponering. For nogle materialer vil der i forbindelse med genanvendelsen blive frasorteret en rest til deponering. Ved en øget genanvendelse forudsættes at det fortsat vil være nødvendigt at deponere samme restmængde. Det gælder f.eks. frasorteret glas i forbindelse med genanvendelse af skår, hvor mængden til deponi fremgår af den anvendte statistik.

Fra materialer der forbrændes vil der være en slaggerest, som skal deponeres. Dette indregnes i LCA-opgørelsen og bliver et resultat af indikator-beregningen. Eksempelvis optræder der slagge til deponi fra forbrænding af papir som resultat af beregningen, selvom der ikke deponeres papir.

4.1.5 Anvendte værdier og referencer

For hvert enkelt materiale fastlægges en procent for det teoretiske potentiale og indsamlingseffektiviteten. I Tabel 4.1 er angivet procenterne for hhv. det teoretiske potentiale, indsamlingseffektiviteten samt det resulterende realistiske potentiale. I Tabel 4.2 vises de potentielle mængder i 1.000 tons for hvert materiale. I bilag 1 gennemgås hvert materiale, og der gives oplysninger om hvordan værdierne for potentialerne er fremkommet. Desuden er fordelingen af mængder ved den nuværende behandlingsform og den optimerede behandlingsform angivet for hvert materiale sammen med resultaterne i kapitel 8.

Tabel 4.1:
Viser de anvendte procenter for teoretisk potentiale, indsamlingseffektivitet og realistisk potentiale – se tabelnote.

Tabel 4.2:
Viser de potentielle materialemængder ved en optimeret affaldsbehandling – totalmængderne er de samme som ved den nuværende behandlingsform i Tabel 3.1. Bilag 1 indeholder referencer til skemaet, og indeholder baggrunden for de ændringer der er sket ved den optimerede behandling i forhold til den nu værende behandlingsform i Tabel 3.1.