| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøkrav i lovgivningen

7 Resultater i fase 4: Forbedringsforslag

7.1 Katalogets indhold

Kataloget omfatter følgende forbedringsforslag, jf. afsnit 6.1

7.2 Overordnede love

7.2.1 Et operationelt regelsæt for bygge- og anlægsområdet

Gennemgangen af de eksisterende miljøkrav afslørede, at der i nogle centrale love findes formåls- og hensigtserklæringer vedr. miljø, som ikke efterfølgende er fulgt op med operationelle bestemmelser for de berørte parter. I andre love, hvor det ellers kunne synes oplagt, er emnet end ikke berørt.

Det viste sig også, at flere bestemmelser, som har betydning for bygge- og anlægsområdet, skal findes inden for generelle love, f.eks. vedr. affald og miljø.

Eksempler på krav, som ikke er implementeret via mere detaljerede bestemmelser:

Byggelov

§1. Formål :..At fremme foranstaltninger, som kan modvirke unødvendigt ressourceforbrug og råstofforbrug i bebyggelser.

Dette formål er kun delvis opfyldt, bl.a. gennem bygningsreglementerne (se afsnit 6.1.1.

Forbedringsforslag, som kan gøre ovennævnte forslag operationelt, ses i afsnit 7.3. Her sigtes på forbedringer, som skal mindske materialeforbruget, råstofforbruget og affaldsdannelsen.

Lov om statens byggevirksomhed m.v. lov nr 228 af 19. maj 1971

Der er intet anført om miljø heri, men via cirkulærer og bygherrevejledningen er det beskrevet, at det bør overvejes at søge lokalebehov dækket på andre måder end ved nybyggeri.

På flere områder gælder der særlige skærpede bestemmelser for statsligt byggeri. Det gælder f.eks. krav om kvalitetssikring og 5-års eftersyn, om selektiv nedrivning, og om energieffektivisering i statens institutioner. Sådanne bestemmelser danner i flere tilfælde model for andet byggeri. Derfor forventes det, at såfremt miljøkrav indarbejdes som et generelt krav for statens byggeri, vil det ud over at få betydning for dette område, også kunne danne model og give inspiration til andre bygherrer.

Lov om byfornyelse., lovbekendtgørelse nr. 260 af 7. april 2003

§1 formål: Det påhviler kommunalbestyrelserne at medvirke til at …4)at fremme økologiske, ressource- og miljømæssige … løsninger i byfornyelsen.

§2 Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge sinde aktiviteter så…2) at der i passende omfang sker en begrænsning af bygningernes ressourceforbrug og gennemføres miljømæssige foranstaltninger. [hensigtserklæring]

Det pålægges kommunalbestyrelsen at sørge for, at lovens formål opfyldes. I §2 er der dog indskudt en slags forbehold, ”i passende omfang”. Dette gør loven fleksibel, men gør det samtidig usikkert, hvordan de enkelte kommuner håndterer loven. Der er eksempler på kommuner, som er gået foran på området og har udarbejdet vejledninger og eksempler til brug for andre. Ved gennemgang og vurdering af sådanne vejledninger og eksempler kan der opstilles krav til, hvad en kommunalbestyrelse som minimum bør tage hensyn til og indarbejde i sine byfornyelsesprojekter. Eksempler herpå findes i ”Sundhed og miljøhensyn i fremtidens byggeri – hvordan gør man i praksis” (se afsnit 2.2) som Esbjerg Kommunes vejledning ”Miljørigtige tiltag når du bygger”.

Eksempler på relevante krav inden for andre lovområder:

Lov om miljøbeskyttelse, lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001

Heri findes flere miljøkrav, som er identificeret i afsnit 5.1.6, men bestemmelserne er ikke specielt målrettet mod byggevirksomhed. De gælder generelt fremstilling, import, forbrug herunder også markedsføring og bortskaffelse af varer.

Producenter af materialer og varer til bygge- og anlægsområdet er omfattet af denne lov såvel som alle andre producenter. Men det er tvivlsomt om der er stor opmærksomhed om denne lov i byggeprocessen, mht. indrettelse af byggeplads med de ressourcer og affaldsdannelser, som sker her.

Det vil sige, at der ikke ses et behov for at forbedre selve loven, men nærmere et behov for at sikre, at loven implementeres effektivt også for bygge- og anlægsområdet, for de ”virksomheder” i lovens forstand, som byggepladserne er.

Miljø- og energiministeriets cirkulære anr. 26 af 7. februar 1995, om miljø- og energihensyn ved statslige indkøb.

Kravene gælder alle typer indkøb, ikke blot i forbindelse med bygge- og anlægsområdet. Der stilles krav om at miljøhensyn skal indgå på lige fod med andre bedømmelseskriterier, energiøkonomiske vurderinger skal omfatte såvel indkøb som drift, der skal formuleres miljø- og energibevidst indkøbspolitik, handlingsplan for gennemførelse og løbende dokumentation, ligesom der skal udpeges en ansvarlig person for tiltagene. Der findes vejledning i publikationen Sundhed og miljøhensyn i fremtidens byggeri – hvordan gør man i praksis (center for alternativ samfundsanalyse og Moe & Brødsgaard A/S.

Forslag til at gøre det nemmere for byggeriets parter at sikre, at reglerne overholdes:

Med hensyn til at gøre lovene operationelle, vil den normale fremgangsmåde være gennem bekendtgørelser, cirkulærer etc. med detaljerede bestemmelser at sikre, at formål og hensigter i de overordnede love er opfyldt. Det kan ske ved en bearbejdning af formål og hensigter til mere operationelle mål, udpegning af ansvarlige parter og fastlæggelse af bestemmelser, som kan sikre at de operationelle mål opfyldes.

Dette skønnes at være en rimelig fremgangsmåde mht. til love rettet direkte mod bygge- og anlægsområdet, nemlig byggeloven, lov om statens byggevirksomhed samt lov om byfornyelse.

Med hensyn til at gøre det lettere for byggeriets parter at få et overblik over gældende krav, også indenfor lov om miljøbeskyttelse og cirkulæret om miljø- og energihensyn ved statslige indkøb, som er rettet mod et bredere område, kan det være mere formålstjenligt at se på forslaget fra Byggepanelet i Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i den danske byggesektor. Her anbefales det via et samlet overblik over det nuværende lov- og regelgrundlag med særligt henblik på miljøområdet (som er tilvejebragt mht. identificering af direkte krav i nærværende projekt) at etablere et koordineret, forenklet miljømæssigt lov- og regelgrundlag for hele bygge- og anlægssektoren, omfattende både eksisterende byggeri og nybyggeri.

De lovmæssige reguleringer, som et sådant samlet regelgrundlag gør muligt, er i god overensstemmelse med de øvrige forbedringsforslag i dette katalog, idet der foreslås:

• Vedtagelse af miljømål og miljøindikatorer for sektoren
• Krav om livscyklusbaserede analyser, værktøjer og prioriteringer
• Udvikling og anvendelse af relevante tekniske virkemidler til opfyldelse af miljøkravene.

Disse krav tænkes implementeret dels i cirkulærer, dels i tekniske forskrifter herunder bygningsreglementer, eller i relevant omfang overført til lands-, region-, kommune- og lokalplaner.

Der kunne bl.a. tages udgangspunkt i erfaringer fra de kommuner, som er længst fremme med arbejdet og som har udarbejdet vejledninger, og som kan danne model for øvrige kommuner. I Holland ses eksempler på det samme, hvor sådanne lokale retningslinier efterfølgende er samlet i nationale ”pakker” med regeringens medvirken.

For offentligt støttet boligbyggeri er det obligatorisk at foretage en totaløkonomisk vurdering i forbindelse med støttetilsagn. Man kunne forestille sig, at der med gennemførelsen af miljøindikatorprojektet kunne blive mulighed for at stille krav til at miljøindikatorerne indgik i den totaløkonomiske vurdering, samt at kravene kunne udvides til også at omfatte større private byggerier.

På samme måde kunne kravene i ELO-ordningen (energiledelsesordningen jf. dokument nr. 6121056 i afsnit 5.1.5) udvides til at omfatte registrering for miljøindikatorer.

Det foreslås derfor at etablere et koordineret, forenklet miljømæssigt lov- og regelgrundlag for hele bygge- og anlægssektoren, omfattende både eksisterende byggeri og nybyggeri, med henblik på at indføre og løbende opdatere miljøkrav på de væsentlige områder.

En form for uvildig kontrol med reglernes overholdelse bør indbygges i konceptet.

7.2.2 Sortering af nedrivningsmaterialer efter deres tidligere anvendelse

Området reguleres af de centrale dokumenter nævnt i afsnit 5.3:

Bestemmelserne er rettet mod affaldsproducenten, med bl.a. krav til sortering i nærmere angivne fraktioner, nemlig beton, tegl og asfalt, eller beton/tegl hhv. beton/asfalt. Genanvendelse sker ved nedknusning af materialerne.

Der kan rejses følgende problemstillinger:

Der er erfaring for, at en række farlige stoffer, f.eks. nonylphenoler fra rengøringsmidler, optages i byggematerialer som f.eks. beton og tegl i industribygninger. Sådanne uønskede stoffer, som optages i byggematerialerne er typisk mobile og kan udvaskes. Såkaldte ”rene” affaldsfraktioner kan således indeholde uønskede stoffer, uden at det undersøges eller at dette problem håndteres i forbindelse med genanvendelse.

Et eksempel på, hvordan de nuværende regler kan føre til uhensigtsmæssig håndtering af forurening:

En industribygning skal nedrives og grunden gøres klar til andet formål.

Der udtages jordprøver, og der konstateres en forurening. Jorden oprenses, og køres evt. i deponi. Herefter nedrives bygningen, og de ”rene” affaldsfraktioner beton og tegl nedknuses og anvendes lovligt på stedet som fyld, dvs. delvis som erstatning for den oprensede jord. Men hvis tegl og beton er lige forurenede som jorden, er man i dette tilfælde lige vidt mht. forurening.

Til forbedring af den skitserede situation kan foreslås:

• Det bør kortlægges, i hvilket omfang bygningsdele optager stoffer som anvendes i bygningerne i deres levetid, ud fra viden om anvendelse af ”mobile” stoffer i relevante brancher. I forbindelse med kortlægningen bør det undersøges, om der er behov for at stille krav til renhed for byggematerialer analogt til krav til renhed af jord, med hensyntagen til udvaskningsrisici.
• Det bør undersøges, om sådanne nedbrydningsmaterialer ud over at blive sorteret efter fraktioner, med fordel kan sorteres efter deres tidligere anvendelse (de oprindelige bygningers brancher), og om der evt. kan oprettes et klassificeringssystem ud fra den tidligere anvendelse.
• Der bør udarbejdes anvendelsesbestemmelser, som er nemme at bruge, og som indeholder et minimum af kontrol med overholdelsen.

Ud over ovennævnte, vil det for tegl også være relevant at se på andre genanvendelsesmuligheder end knusning. Knust tegl kan ikke anvendes som erstatning for nye teglprodukter, og genanvendelse af knust tegl som fyldmateriale eller tilslag sikrer ikke nævneværdige besparelse af de primære ressourcer, der medgår til fremstilling af nye teglmaterialer (energi og ler). En besparelse på råstoffet ler og på energi kan derimod ske, hvis teglet kan genbruges efter sit oprindelige formål, nemlig som mursten eller tagsten. Det kræver selvfølgelig en vurdering af omkostningerne ved genanvendelse og, som ovenfor nævnt, renheden af materialerne.

7.3 Det tekniske regelgrundlag

Det tekniske regelgrundlag, som behandles i dette afsnit er bygningsreglementerne, de tilhørende normer og standarder samt aftalegrundlagene for udførelse. Forslagene i dette afsnit kan indebære brud med princippet om metodefrihed i det tekniske regelsæt (se afsnit 6.2), men behøver ikke at gøre det.

I regelsættet i dag findes der detaljerede krav, som skal regulere energiforbruget i bygninger. På samme måde kan man tænke sig at andre miljøfaktorer kan reguleres via regelsættet. Dette kan ske ved at indføre miljøkrav som funktionskrav på lige fod med de funktionskrav, som anvendes i dag, og dermed bevare den metodefrihed, som er et princip for regelsættet i dag. Men det bør også overvejes, om det vil være mere effektivt på visse områder at indføre mere detaljerede krav.

7.3.1 Afstemning af kvalitetskrav med miljøkrav til materialer og konstruktioner

Normalt stilles der minimumskrav til materialer, konstruktioner og installationer ud fra de væsentlige krav, som er identificeret i 6.1.2. Disse væsentlige krav omfatter i dag ikke miljøhensyn ud over energiforbrug. Dermed er der risiko for, i det omfang det ikke er for dyrt, at der anvendes ”for gode” materialer, i forhold til bygværkets eller bygningsdelens økonomiske levetid.

Eksempler herpå:

• Anvendelse af trykimprægneret træ, til beklædning etc., hvor det ikke er nødvendigt, f.eks. til udhængsbrædder.
• Blanding af beton på byggepladsen. Landbrugets Byggeblade, som i realiteten er landbrugets byggenormer, giver fortsat vejledning i selv at blande beton til passiv miljøklasse. Der tages endda højde for, at nogle landbrugere selv henter cement i Tyskland for at spare lidt ekstra. Henrik Frederiksen, som er ansvarlig for Landbrugets Byggeblade, udtaler i bladet Dansk Beton nr. 3/2003, at ”vi ved at det sker. Derfor understreger byggebladet, at udenlandsk cement ofte er af en lavere styrkeklasse end dansk, så der skal bruges mere af den for at få den ønskede styrke. Alt for mange tror, at en skovlfuld cement er en skovlfuld cement.”

Sidstnævnte eksempel kan give problemer på to fronter:

• Der overdoseres og spildes dermed cement
• Betonkvaliteten bliver for dårlig, med kort levetid og ressourceforbrug til reparation eller udskiftning i utide.

Landbrugssektoren bruger overordentligt meget beton, og problemstillingerne er velkendte hos landbrugets konsulenter.

På sådanne områder kan det overvejes at indføre maksimumskrav på lige fod med minimumskravene, kombineret med krav om, at kvaliteten af materialerne vurderes i forhold til levetiden.

I projektet ”Forbedret ressourceudnyttelse af danske råstoffer” (se afsnit1.5) stilles nogle relevante forslag til ændring af krav til råmaterialer til beton:

Der stilles til stenmaterialer til anvendelse i beton i moderat miljøklasse krav om til indhold af lette korn (giver risiko for skader ved frostpåvirkning i vandmættet tilstand) samt krav til alkalikiselreaktivitet. Disse krav er ikke relevante af 2 årsager: beton i moderat miljøklasse udsættes ikke for de nævnte frostpåvirkninger efter en ændring i 1999 af definitionen på moderat miljøklasse i betonnormen DS 411. og for det andet, der er ikke nævneværdi risiko for alkalikiselreaktioner, idet der ikke tillades tilførsel af alkalier.

I føromtalte projekt anslås forbruget af stenmaterialer i klasse M til 864.000 tons pr. år. Produktion af M-materialer i Danmark kræver omfattende densitetsforædling for at fremstille materialer, der opfylder de før nævnte krav. Ved at slette de to nævnte krav kan dette undgås, og der vil i princippet kunne anvendes samme materialer i moderat miljøklasse, som der anvendes til beton i passiv miljøklasse.

Man skal dog være opmærksom på, at branchen ønsker at anvende at anvende M-materialer efter de gældende krav, af én årsag: når der anvendes beton til gulve, er der et behov for, at materialerne har tilstrækkelig slidstyrke. Dette krav kan opfyldes, når der anvendes materialer efter de gældende krav. Problemet kan løses ved at definere, at der til gulve skal anvendes materialer til aggressiv miljøklasse.

I samme projekt er det påvist, at der i stort omfang anvendes sand til aggressiv miljøklasse (A-sand) til beton i passiv miljøklasse. Det skyldes dels, at der i Jylland stort set kun findes sand i klasse A eller E, og at det derfor vil være dyrt (og energiforbrugende) at transportere P-sand fra andre lokaliteter. Andre steder skyldes forbruget af ”for gode” materialer, at man derved kan nøjes med færre siloer til materialer og omkostningerne til større anlæg overstiger langt omkostningerne til materialer i bedre klasser. Man kan altså næppe blot indføre krav om, at der til P-beton kun må bruges P-materialer, men det bør overvejes, om der kan stilles krav til anlæg og siloer, således at det i praksis bliver mere attraktivt at udnytte muligheden for at bruge ”ringere” materialer. Dette gælder også, med henvisning til samme projekt, muligheden for at udnytte genanvendelsesmaterialer.

Herved øges muligheden for at implementere  formålet i :

Lov om råstoffer, lovbek,. nr. 569 af 30. juni 1997

§1 formål, lovens formål er at sikre …3) en råstofforsyning på længere sigt, 4) at råstofferne anvendes i forhold til deres kvalitet, 5) at naturbundne råstoffer i videst muligt omfang erstattes af affaldsprodukter.

Det anses ikke for påkrævet at forbedre selve loven, men ved ændringer som foreslået ovenfor, at give større mulighed for at opfylde lovens formål.

7.3.2 Forebygge affaldsdannelse ved programmering og projektering

I Skrivelse fra Miljøstyrelsen, Affaldskontoret, dateret 27. marts 1990, Anvendelse af bygningsaffald til byggeformål, stilles der krav om, at byggematerialer til genbrug skal være fri for rester af maling, lak eller andre forurenende stoffer, ligesom træ og andet organisk materiale skam tjæreholdige materialer skal være fjernet. Endvidere må der ikke forefindes PCB-fugemasse eller rester fra skorstene eller lignende i byggematerialerne.

Der er endvidere erfaring for, at kompositmaterialer er vanskelige at genanvende.

Udviklingen i byggeriet går i dag mod øget industrialisering. Denne udvikling betragtes overvejende positivt, som en måde at opnå øget effektivitet i byggeriet. Industrialiseringen har forårsaget en udvikling mod at anvende stadig større og mere komplicerede komponenter i byggeriet, f.eks. facadeelementer, som er sammenbyggede enheder bestående af flere lag materialer og isolering. Sådanne enheder kan være vanskelige og meget arbejdskrævende at udsortere ved nedrivning. Der har været en tendens til, at industrialiseringsprocessen udelukkende har fokuseret på at rationalisere nybyggeriet, mens der ved renoveringer og nedrivninger kan være en ganske voldsom affaldsdannelse.

Det bør overvejes, om det via regelsættet kan forebygges, at byggematerialer forurenes med maling, imprægnering og fugemasser eller kombineres i elementer eller kompositmaterialer, som ikke eller kun vanskeligt kan genanvendes.

Overfladebehandlinger tjener ofte til at sikre holdbarheden af materialerne, og regelsættet bør derfor også sikre, at andre metoder til sikring af holdbarheden overvejes på et tidligt tidspunkt i projektet.

Brugen af fugemasser stiger ofte, når der vælges komplicerede konstruktioner hvor byggematerialer af forskellig art kombineres, og disse bliver ”klistret” sammen. med fugemasse. Et forhold, som erfaringsmæssigt også giver risiko for skader, og som kan og bør forebygges ved fornuftig projektering.

Nye regler på området kunne være:

• Krav om at der ved projekteringen redegøres for, hvordan bygningen kan nedrives, og materialerne genanvendes, og at kommende vejledninger på området følges. Altså en art ”nedrivningsplan” tilsvarende til drifts- og vedligeholdelsesplaner.
• Krav om, at affaldsmængden begrænses allerede ved projekteringen

7.3.3 Fornyelse af aftalegrundlaget for udførelse med henblik på at mindske spild

Projekter og analyser af byggebranchens manglende produktivitet i forhold til den øvrige industri har påpeget, at en del af problemet skyldes de samarbejdsformer, som traditionelt har været anvendt i byggeriet i Danmark.

Lav produktivitet er ikke kun et udtryk for arbejdskraftens spildtid, men også for materialespild og fejl, som fører til unødvendigt ressourceforbrug, når de skal udbedres. Det vurderes derfor, at tiltag på området, herunder oplæg til nye regler for byggesagens organisering, også vil gavne miljøet mht. materialeforbrug og affaldsdannelse.

Udviklingen går allerede mod nye organisationsformer som f.eks. partnering, hvor der typisk indgås kontrakter, hvor alle parter får del i den økonomiske gevinst ved besparelser, efter incitamentsbegrebet.  Det vil sige, at hvis man i samarbejdet vil være i stand til at tjene penge, hvis man vælger et billigere materiale eller en billigere proces eller på anden måde billiggør forløbet, så vil besparelsen kollektivt tilfalde fællesskabet og alle samarbejdspartnere vil få noget øknomisk ud af aftalen. Dette er et meget øknomisk fokuseret incitament, og kan på den ene side skade miljøet ved at der vælges billigere løsninger, som måske har en kortere levetid eller på anden måde er ufordelagtige miljømæssigt set. Men på den anden side vil en sådan aftale også modvirke den suboptimering som kan forekomme i en traditionel byggesag, hvor hver entreprise varetages af uafhængige firmaer. I en sådan byggesag er der en tendens til, at hver entreprise tilrettelægges mest mulig efter den pågældende entreprenørs egen fordel, uanset om andre arbejder på pladsen lider skade derved.

Om partnering-samarbejdet er positivt eller negativt i forhold til miljøet vil derfor afhænge meget af den fælles målsætning, man kommer frem til parterne imellem. Modellen kunne være et incitament, som indbygger en belønning til samarbejdet, såfremt parterne finder frem til en særlig miljøvenlig løsning under projektets planlægning, projektering og udførelse. Her tænkes både på en bonus hvis partnere finder frem til et mere miljørigtigt materialealternativ end det oprindeligt foreslåede, eller finder frem til processer, som sikrer en hurtigere færdiggørelse eller sikrer mod fejl. Bonusordningen bør også tage hensyn til forhold under byggeriets drift, så der ikke fokuseres på kortsigtede løsninger for at opnå en bonus. Et forslag om forbedringer her kunne være dels at indføre miljøhensyn i aftalegrundlaget, dels at indføre krav om at miljøhensigtsmæssige aftalegrundlag benyttes. I den vejledning for ”Partnering i praksis” som Byggeriets Arbejdsgivere, Bygherreforeningen i Danmark, Danske Entreprenører, FRI og PAR har udviklet i fællesskab indgår forhold som ”miljøledelsessystem” og ”miljøplan for projektet”som én parameter blandt mange udvælgelses- og tildelingskriterier ved valg af rådgivere og entreprenører. Krav om at sådanne kriterier indgår, kan være et skridt i den rigtige retning med at få miljøkrav indbygget i byggeriet.

7.4 Indførelse af miljøkrav i europæiske produktstandarder

Det bør tilstræbes, at miljøhensyn indarbejdes i de europæiske produktstandarder, efterhånden som de udarbejdes eller revideres. Dette er ikke den enkleste vej til at sikre miljøhensyn i byggeriet, men da produktstandarderne er en del af en større plan om harmonisering af reglerne for byggeri på længere sigt, anses det for nødvendigt at påvirke udviklingen på dette område.

Miljøkravene bør udformes, så de sikrer at produkterne fremstilles og kan bortskaffes med hensyntagen til miljøet. Et eksempel herpå kunne være rammer for energiforbruget ved fremstilling af byggevarer, eller mulighed for at energiforbruget kunne være en del af byggevarens deklaration. De eksisterende miljøkrav sigter alene på det færdige bygværks miljøvenlighed. For fremgangsmåder henvises til MIPS.

7.5 Opdatering af en række eksisterende krav

7.5.1 Stramning af regler for brandimprægnering med borsyre

Henvisning: Brandteknisk vejledning 30, 2. udgave september 2000.

I forbindelse med anvendelse af træmaterialer som Klasse A materiale skal træet brandimprægneres. En af de hyppigt anvendte stoffer som anvendes hertil er bor.

Borsyre anvendes også som brandimprægnering i alternativ isolering (hør, fåreuld og papir) Hvis bor anvendes i forbindelse med forebyggelse eller bekæmpelse af trænedbrydende svampe, er det omfattet af Biociddirektivet. I denne sammenhæng bliver det betragtet som et miljøskadeligt stof, men når det anvendes som brandhæmmende middel er det ikke omfattet af lovgivningen. Dette er et ”hul” i lovgivningen.

Dokumentationen omkring borsyres miljø- og sundhedseffekter mangelfuld. Stofferne er endnu ikke officielt vurderede og klassificerede. For borsyrens vedkommende afventes EU's afgørelse af om stoffet skal klassificeres som reproduktionstoksisk. Det bør overvejes, om brandimprægnering med et sådant stof fortsat bør tillades under hensyntagen til, om der kan findes alternativer.

7.5.2 Stramning af krav til røggastab for oliefyringsanlæg og anlæg med gasblæseluftsbrænder

Henvisning: 1121006 Bekendtgørelse om kontrolmåling, justering og rensning af oliefyringsanlæg. Bekendtgørelsen er baggrund for Olieservicebranchens Registreringsordning (OR), som administrerer kravene om kontrolmåling, justering og rensning af fyringsanlæg. Der foretages årlige kontrolmålinger af autoriserede personer. Kravene i bekendtgørelsen har sikret, at de tidligere meget høje røggastab er blevet reduceret for oliefyringsanlæg. De nuværende krav til røggastab er moderate, og det vurderes, at med den teknologi, der er til rådighed i dag, vil det være muligt at stramme kravene yderligere.

Henvisning: DS/EN 267 Blæseluftsoliebrændere. Definitioner, krav, prøvniung, mærkning. 5.5.3 Emissionsgrænser for Nox og CO. Mindstekraven gælder ikke for CO2 netralt brændsel. Ud fra et ressourcemæssigt synspunkt bør der også stilles krav til sådanne kedler.

7.6 krav til røggastab for anlæg med gasblæseluftbrænder.

Det vurderes at kravene kan strammes yderligere på baggrund af den teknologi, der er til rådighed i dag.

7.5.3 Stramning af krav til virkningsgrad i varmtvandskedler

Henvisning: 1102170 Bekendtgørelse om krav til virkningsgrad i varmtvandskedler, der anvender flydende eller luftformigt brændsel.

I Danmark er der også implementeret en energimærkningsordning ”stjernemærkningsordningen”, der er baseret på Direktiv 92/42/EF.

Med ”Forslag til direktiv om fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter og om ændring af Rådets direktiv 92/42/EØF” forventes det dog at denne ordning falder væk.

Det er yderst fornuftigt at stille minimumskrav til kedlers virkningsgrad.

I Danmark er der omkring 700.000 af kedler og på Europæisk plan er der mere end 60 millioner.  Forskellen mellem en kedel der opfylder minimumskravet og den mest effektive kedel kan være 15-20% på det årlige energiforbrug.

Derfor er energimærkning relevant og der bør findes et alternativ til ”stjernemærkningsordningen”, der udfases nu. Minimumskravet er implementeret i dag og indgår som en del af kedlens CE-mærkning. Kravet er dog forholdsvist moderat og bør kunne strammes på alle 3 kedeltyper. En stramning vil dog også kræve opdatering af de harmoniserede standarder EN303-2 ,EN 297 og EN677, hvor de samme krav indgår. I samme standarder er der krav til NOx- og CO-emissioner. Kravene er moderate ifht. fx Tyskland. I Danmark er der lavet en frivillig ordning for energimærkning af oliekedler og en tilsvarende ordning er på vej for gaskedler.

Henvisning: DS/EN 303-5 Centralvarmekeder til fast brændsel, manuelt eller automatisk fyrede med en nominel varmeeffetkt på op til 300 kW. Terminologi, krav prøvning og mærkning, 4.2.1 krav til kedlens effektivitet. Mindstekraven gælder ikke for CO2 netralt brændsel. Ud fra et ressourcemæssigt synspunkt bør der også stilles krav til sådanne kedler.

7.5.4 Regler til sikring af isolering af varminstallationer

Henvisning: 3101065 DS 469 Norm for varmeanlæg med vand som varmebærende medium 3.1.3 Vejledning ”Varmeafgivere placeres og indbygges således, at de giver mindst muligt uønsket varme til rum, de ikke betjener.

Der er tale om en vejledning, der tjener til at undgå at varme fra tilstødende rum påvirker komforten i det rum, der betjenes og dermed giver uønsket opvarmning med unødvendigt ressourceforbrug. Der er erfaring for, at den projekterede isolering ofte spares væk i byggesagen, eller det overlades til bygherren/brugeren at sørge for isolering.

3.4.2 Reduktion af varmetab: Fordelingsanlæg udformes således, at varmetabet til omgivelserne bliver rimeligt lavt. Det er hensigten, at installationerne skal udføres, så varmetabet i det mindste  kommer bygningen til gode. Det vil bl.a. sige, at rørføring uden for klimaskærmen skal undgås eller isoleres efter forholdene. En undersøgelse har for nylig vist, en meget stor procentdel af installationerne ikke er isoleret efter forskrifterne (DS 452).

7.5.5 Krav til pumpers elforbrug

3.4.5 Pumper: Varmeanlæg udformes med lavets muligt tryktab under hensyn til anlæggets funktion og økonomi. Ved valg af pumper og ved styring af pumper skal der sikres lavest muligt elforbrug til pumpedrift. Dette er et forholdsvis nyt punkt, som er kommet med i DS 469 i from af et tillæg i 2000. Det forventes derfor ikke, at kravet er fuldt implementeret. Men det skønnes rimeligt at begynde at stille krav til pumpers elforbrug. Der findes i dag pumper med et lavt elforbrug også til enfamilieshuse.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 September 2006, © Miljøstyrelsen.