Miljøkrav i lovgivningen

Sammenfatning og konklusioner

Love og regler for bygge- og anlægsområdet er gennemgået for at få et overblik over de krav, som skal sikre et miljøvenligt byggeri. Det er miljøkrav, som skal  begrænse energiforbrug, materialeforbrug, affaldsdannelse og forbrug af sundheds- og miljøbelastende stoffer, både ved opførelsen og ved drift af bygninger og anlæg.

Projektet er gennemført af Teknologisk Institut som et samarbejde mellem konsulenter, der dels repræsenterer kendskab til byggesager og byggeteknik, og dels har viden om miljøforhold.

Der er foretaget en indledende screening af love og regler, hvor de relevante områder er peget ud til en nærmere gennemgang. Herefter er miljøkravene identificeret og dokumenteret i en liste, hvor kravene samtidig er relateret til faserne i en typisk byggesag. Efter en vurdering af områder, hvor der mangler operationelle krav, er der opstillet en række forbedringsforslag. Forbedringsforslagene er vurderet efter kriterierne gennemførlighed, effekt og målbarhed.

Projektet har afdækket, at der mangler detaljerede krav i lovkomplekset for en del af de faktorer, som er skønnet væsentlige. Hvor der for energiforbruget i bygninger, specielt til opvarmning og til varmt brugsvand er en lang række detaljerede krav til såvel konstruktionernes isoleringsevne og varmeinstallationernes effektivitet, mangler der på tilsvarende måde krav, som kan mindske materialeforbrug og affaldsdannelse og forbruget af sundheds- og miljøskadelige stoffer.

I nogle tilfælde findes der i lovenes formål overordnede krav. Men der savnes operationelle krav til implementering af formålet.

I normer og standarder for konstruktioner og installationer stilles der generelt funktionskrav frem for krav om anvendelse af f.eks. specifikke materialer. Funktionskravene er baseret på krav til: mekanisk modstandsdygtighed og stabilitet, brandsikring, hygiejne og sundhed, sikkerhed ved anvendelsen, beskyttelse mod støjgener, samt energibesparelser og varmeisolering. På samme måde bør der kunne stilles funktionskrav, som er baseret på miljøfaktorerne, således at metodefriheden bevares, men miljøhensyn sikres.

Det har været forventet, at det på grund af bygherrers ønske om at bygge miljøvenligt ville være attraktivt for byggevareproducenterne at markedsføre miljøvenlige produkter. Herigennem ville der så opstå efterspørgsel efter en måde at måle og dokumentere produkters miljøvenlighed – de såkaldte miljøindikatorer.

Denne udvikling har ikke fundet sted. Derfor bør det overvejes at støtte udviklingen ved at stille krav om miljødeklaration af byggevarer, og evt. krav til miljøklassificering.

Forbedringsforslagene består i :

  • Forslag om uddybende krav til implementering af formålet i de overordnede love
  • Indførelse af miljøkrav i det tekniske regelgrundlag (normer og standarder)
  • Krav til byggevarers miljøvenlighed (og dokumentation heraf)
  • Opdatering af en række eksisterende krav, hvor den tekniske udvikling har muliggjort en stramning.

 



Version 1.0 September 2006, © Miljøstyrelsen.