Metoder og økonomi til fjernelse af restforurening af benzin

Sammenfatning og konklusioner

På en nedlagt tankstation på Nykøbingvej 295, Sakskøbing, blev der i 1996 konstateret en kraftig jord- og grundvandsforurening med benzin. Efter fjernelse af to nedgravede benzintanke samt en del forurenet jord blev der efterladt en restforurening, som blev vurderet til at udgøre ca. 600 kg benzin.

I denne rapport er det søgt belyst, hvilke afværgemetoder, der er egnede over for den nævnte type forurening, herunder hvilke der er egnede på den aktuelle lokalitet under de givne geologiske forhold. Naturlig nedbrydning har efter 10 års forløb ikke været tilstrækkelig til at fjerne forureningsrisikoen for grundvandet nedstrøms kilden. Det har derfor været relevant at vurdere, hvilke afværgemetoder, der i 2006 kan tages i anvendelse for at fjerne restforureningen, samt at sammenligne omkostningerne ved en sådan indsats i 2006 med en indsats i 1996.

Vurderingen er foretaget på baggrund af 4 mulige strategier for oprensning: A) en omgående og fuldstændig oprensning, typisk ved opgravning, B) et igangsætning af et længerevarende afværgeprojekt, C) delvis oprensning og derefter monitering, og endelig D) en forsinket afværgeindsats, når løsning C efter nogle år har vist sig utilstrækkelig.

Det konkluderes, at opboring eller opgravning ved anvendelse af spuns og grundvandssænkning ville være den mest egnede metode i 1996, og at det ville have været økonomisk mest fordelagtigt enten at foretage en fuldstændig oprensning med det samme eller at igangsætte en toårig oprensning vha. multifase ekstraktion som supplement til en delvis opgravning. Det bedste alternativ i 2006 vurderes at være en opboring af restforurening i umættet zone samt den øverste del af den mættede zone, kombineret med airsparging i forureningsfanen.

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.