Miljøprojekt, 1118 – Undersøgelse af udenlandske erfaringer med klimatilpasning - Hovedrapport

Undersøgelse af udenlandske erfaringer med klimatilpasning - Hovedrapport

Sammenfatning og konklusioner

Når man sammenligner Danmark med andre lande, vil der være både forskelle og ligheder såvel klimatisk som forvaltningsmæssigt. Derfor har Miljøstyrelsen som grundlag for en dansk klimatilpasningsstrategi fået udarbejdet denne rapport, som opsummerer de væsentligste udenlandske erfaringer på området.

Nedenstående hovedkonklusioner kan uddrages af denne rapports analyse af internationale erfaringer med klimatilpasning:

Flere af de lande, Danmark traditionelt sammenlignes med, er langt fremme med vurderingen af, hvilke tiltag der kan og bør iværksættes for at imødegå de forventede klimaændringer. Samtidig er en række lande endnu kun i de indledende faser af den nationale tilpasningsplanlægning.

Alle landene bruger flere scenarier, baseret på de internationalt anerkendte vurderinger fra IPCC, og opererer med flere tidsfaser. Da scenarierne først for alvor bliver forskellige efter 2040, er det i første omgang ikke så vigtigt, hvilke scenarier der vælges som grundlag for en tilpasningsindsats, da de fleste tilpasningstiltag begynder at virke indenfor denne tidshorisont.

Der er stadig betydelig usikkerhed omkring omfanget og karakteren af fremtidige klimaændringer og deres effekter på de berørte samfund. Dette har betydning for de studerede landes tilgang til klimatilpasning på flere måder. For det første lægges der stor vægt på at oparbejde mere viden gennem forskning og udredninger. For det andet er anvendelsen af risikoanalyser og -håndtering som værktøj udbredt. Og for det tredje anlægges en fase-tilgang som tager højde for forskellige planlægningshorisonter.

På trods af de gældende usikkerheder er det en udbredt opfattelse, at de forventelige effekter af klimaændringer vil være så betydelige, at planlægningen af tilpasningstiltag bør iværksættes nu.

Selv om klimaændringer er globale i deres natur, er der væsentlige forskelle på, hvilke klimaændringer der forventes i de enkelte lande og regioner samt disses effekter på miljø og samfund. Det indebærer også, at selv om der er indhøstet væsentlige erfaringer i andre lande, kan disse ikke erstatte en national analyse af særlige danske forhold.

Systematiske vurderinger - herunder samfundsøkonomiske vurderinger - af effekter og tilpasningsmuligheder bør indgå som grundlag for beslutninger om tilpasningstiltag med betydelige samfundsmæssige konsekvenser.

En række lande har allerede bevilget betydelige ressourcer til tilpasningsrelaterede programmer. De nationalt allokerede ressourcer til tilpasningsindsatsen afspejler de forskellige faser, landene befinder sig i. I de lande, hvor man er i de tidlige faser af tilpasningsplanlægningen, vil bevillingerne primært være knyttet til forsknings-, udrednings- og informationsaktiviteter, medens man senere i forløbene kan konstatere, at der sker budgetallokeringer til planlægning og konkrete investeringstiltag, f.eks. i forbedret kystbeskyttelse.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at en lang række af tilpasningstiltagene tages af regionale og lokale myndigheder samt private, der bærer enten hele eller en stor del af omkostningen ved de konkrete initiativer og investeringer. Denne konstatering har betydning for vurderingen af omkostningerne ved klimatilpasning og understreger samtidig vigtigheden af at inddrage en række interessenter i tilpasningsplanlægningen.

Samlet set kan det konkluderes, at Danmark med fordel kan trække på relevante, udvalgte erfaringer fra flere lande, uden at der dog er én model fra ét enkelt land, der kan anbefales overført til Danmark.

Gennemgangen af erfaringerne med internationale organisationers tilpasningsarbejde viser, at foreløbig er det relativt begrænset, hvor stor nytte der kan drages af erfaringerne herfra. Det er primært på nationalt niveau, der arbejdes konkret med klimatilpasning, og hidtil er de mest relevante erfaringer fra de internationale organisationer indhøstet vedrørende bistand til udviklingslandenes klimatilpasning.

Erfaringer fra de gennemgåede lande

Storbritannien har nok de mest omfattende erfaringer med konkret forberedelse af klimatilpasning, selv om der endnu ikke findes en egentlig national tilpasningsstrategi. En række af erfaringerne fra Storbritannien vil være relevante for Danmark, både mht. de konkrete substans-områder og de procesmæssige forhold. Ikke mindst den systematiske og omfattende involvering af interessenter og udarbejdelsen af studier og vejledninger inden for en række områder bør kunne inspirere den danske tilgang.

I Holland er der naturligt særlig fokus på ferskvandsressourcer og kystbeskyttelse. Beskyttelse af kystlinien og kystområderne sker gennem en kombination af fysisk planlægning og tekniske redskaber. Både den tekniske ekspertise og den procesmæssige tilgang er fokuseret på at foretage sikkerhedstjek af diger og infrastruktur hvert 5. år og løbende justere kriterier og grænseværdier i lyset af ændrede klimaforhold og arealanvendelse. Der er således tradition for løbende tilpasning.

Tyskland har ikke udarbejdet en tilpasningsstrategi. Der er gennemført en del forskningsaktiviteter, ikke mindst i regi af Deutches Klimaforschungsprogramm (DEKLIM). Bortset fra forskningsindsatsen er de mest relevante erfaringer indhøstet på regionalt niveau. Et eksempel er den Slesvig-Holstenske handlingsplan for integreret kystbeskyttelse, der fastlægger rammerne for regionens risikohåndtering i lyset af forventede havspejlsstigninger i de kommende årtier.

Polen har ikke udarbejdet en egentlig strategi eller politik for klimatilpasning. I 2003 udarbejdede Polen dog en klimapolitik, der indeholder anbefalinger i forhold til tilpasning inden for 4 områder: landbrug, skovbrug, kystlinje, og vand-ressourcer. Der er inden for disse områder identificeret en række tiltag, der også kan være relevante for Danmark, men de konkrete erfaringer med implementering er begrænsede. Polen lægger i øvrigt vægt på at inddrage klimatilpasning i undervisningen på alle niveauer.

I Sverige har erfaringerne inden for klimatilpasning hidtil været relativt begrænsede, men det er netop besluttet at iværksætte en større tilpasningsstrategisk udredning, der skal være afsluttet i 2007. Det vil være relevant for Danmark at følge organiseringen og resultaterne af denne proces tæt. Det hidtidige arbejde med klimatilpasning i Sverige har omfattet relevante studier inden for trafik, skovbrug og ikke mindst Østersøen. Desuden har man i Sverige gennemført en stort anlagt informationskampagne.

Norge befinder sig (lige som flere andre lande) på omtrent samme stadie i tilpasningsprocessen som Danmark. De første forberedende skridt til udarbejdelse af en strategi er ved at blive taget, og de forberedende analyser kan give god inspiration til organiseringen af den danske proces. Der fokuseres bl.a. på en faseopdelt tilgang, på risikovurderinger og på integrering af tilpasning i den kommunale planlægning.

Canada adskiller sig geografisk og forvaltningsmæssigt på mange områder meget fra Danmark, og det betyder, at der er stor forskel på relevansen af de canadiske erfaringer på forskellige områder. Canada har i 10 år arbejdet med handlingsplaner og strategier på klimaområdet. På tilpasningssiden anvendes en rullende planlægning med fokus på risikohåndtering.

Som et af de få lande har Finland i 2005 vedtaget en egentlig Klimatilpasningsstrategi. Både ift. processen med at udvikle klimatilpasningsstrategien og på visse substansområder er de finske erfaringer relevante for Danmark. Processen har involveret tværministerielt samarbejde, eksperter og forskere og væsentlige interessenter. Den finske strategi skelner mellem initiativer og tiltag inden for de enkelte sektorer og tværgående emner så som risikovurderinger, miljøvurderinger, advarselssystemer, forskning og informationsdeling.

Erfaringer fra internationale organisationer

Med udgangspunkt i ønsket om at hente inspiration til udarbejdelsen af en dansk tilpasningsstrategi, er konklusionen indtil videre, at det er relativt begrænset, hvor stor nytte der kan drages af erfaringerne fra de internationale organisationers arbejde. Det er primært på nationalt niveau, der arbejdes konkret med klimatilpasning, og hidtil er de mest relevante erfaringer fra de internationale organisationer indhøstet vedrørende bistand til udviklingslandenes klimatilpasning.

Klimakonventionen (UNFCCC) og den tilhørende Kyotoprotokol er væsentlige, fordi den sætter rammerne for det multilaterale samarbejde omkring klimatilpasning. Ikke mindst i forhold til udviklingslandene er dette væsentligt, både i relation til de internationale klimaforhandlinger og når det drejer sig om bistanden til U-landene. Danmark har rapporteringsforpligtelser på tilpasningsområdet, men aktiviteterne på UNFCCC-niveau har begrænset direkte relevans for den danske tilpasningsplanlægning.

Det internationale klima-ekspertpanel IPCC foretager først og fremmest uafhængige vurderinger af den internationale litteratur. Desuden beskæftiger IPCC sig både med metodeudvikling, retningslinier og konkrete analyser af sårbarhed og tilpasning. Selv om der ofte er tale om analyser og retningslinier på et temmelig overordnet plan, finder der metodemæssigt relevante diskussioner sted i IPCC-regi.

Den Europæiske Union har tidligere - ligesom de enkelte medlemslande - fokuseret på at opgøre og begrænse emissioner og dermed begrænse omfanget af fremtidige klimaændringer. I den seneste tid har klimatilpasning imidlertid fået voksende opmærksomhed, hvilket afspejler sig flere steder: I rådskonklusioner; i Kommissionens seneste Kommunikation om EUs Klimastrategi; i diskussionerne om den fremtidige klimaindsats efter 2012; i aktiviteterne under EUs rammeprogrammer for forskning samt i analyserne fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA).

Verdensbanken, UNDP og UNEP beskæftiger sig alle med klimatilpasning, men med fokus på bistand til udviklingslandenes tilpasning.

WHOs involvering i tilpasning retter sig også primært mod udviklingslandene, men organisationen gennemfører også europæiske projekter.

OECDs indsats på tilpasningsområdet har historisk fokuseret på udviklingslandene, men i de senere år har man inddraget tilpasning i medlemslandene med fokus på metodiske problemstillinger i analyser af fordele og omkostninger ved tilpasningstiltag.