Indeklimakoncentrationer af rensevæske i boliger over et repræsentativt udsnit af danske renserier

1 Projektets baggrund og formål

Miljøstyrelsen har gennem de senere år gennemført en række tiltag med det formål at nedbringe påvirkningen med rensevæskedampe af boliger, som er placeret op til igangværende renserier.

Der er siden 2002 gennemført en række projekter for bl.a. at belyse størrelsen af bidragene fra renseri til bolig samt mekanismerne bag stoftransporten mellem renseri og bolig.

I 2003 blev bekendtgørelse nr. 532 af 18. juni 2003 udsendt. Bekendtgørelsen opstiller krav til indretning og drift af renserier med det formål at reducere det maksimale bidrag af rensevæskedampe fra renseri til bolig.  Bidrag af rensevæskedampe fra renseri til bolig bør maksimalt udgøre 0,1 mg/m³ for tetrachlorethylen og 0,6 mg/m³ for kulbrinter.

Kravene forventes at nedbringe indeklimakoncentrationerne i de tilstødende boliger til et niveau, så opstillede kravværdier kan overholdes. Et pilotprojekt med kontrolmålinger ved to renserier i 2004 viste, at efterlevelse af bekendtgørelsens krav disse to steder medførte den ønskede reduktion af påvirkningen af den overliggende lejlighed (Miljøstyrelsen, 2005).

Miljøstyrelsen har ønsket, at der gennemføres et større antal kontrolmålinger af koncentrationer af rensevæskedampe i boliger over igangværende renserier med henblik på en evaluering af bekendtgørelsens effekt.

Nærværende projekt har således følgende 2 formål:

  • At tilvejebringe viden om de aktuelle indeklimakoncentrationer af rensevæskedampe i boliger ved et repræsentativt udsnit af danske renserier

             samt

  • at sammenligne de fundne koncentrationer med situationen før den nuværende række af tiltag blev iværksat (dvs. sammenligning med forholdene før 2003).

Undersøgelsen skal tage udgangspunkt i renserier, hvor bekendtgørelsens krav til indretning, ventilation etc. er fulgt.

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.