Analyse af omkostningerne for rensning for kviksølv på krematorier i Danmark

3 Baggrund for krav om rensning

Danmark har en lang tradition for at sikre en høj grad af miljøbeskyttelse, bl.a. ved at stille krav til emissionen af forurenende stoffer fra energiproduktion, industrielle processer m.v.

De danske krav til emissioner findes primært i Luftvejledningen og i forskellige bekendtgørelser, der er rettet mod bestemte brancher eller virksomhedstyper, f.eks. standardvilkårene i godkendelsesbekendtgørelsen. Flere andre bekendtgørelser, f.eks. om store fyringsanlæg og affaldsforbrænding, er implementeringen af EU-direktiver, som alle medlemslande er forpligtet til at overholde.

Danmark er også forpligtiget af internationale aftaler om begrænsning af luftforureningen, og her er der under OSPAR Konventionen til beskyttelse af det marine miljø i Nordsøatlanten specifikke anbefalinger for reduktion af emissionen af Hg fra krematorier.

3.1 OSPAR Konventionen

Arbejdet i OSPAR Konventionen styres af OSPAR Kommissionen, der består af regeringsrepræsentanter fra de 15 medlemslande og EU. De forpligtigede medlemslande er Denmark, Norge, Finland, Tyskland, Schweiz, England, Irland, Island, Holland, Belgien, Luxemburg, Frankrig, Spanien og Portugal. EU er også repræsenteret, men uden at forpligtige alle EU-medlemslandene.

Deltagelse i OSPAR Kommissionen er en politisk bindende aftale, og Danmark er derigennem forpligtet til at overholde vedtagne OSPAR Recommendationer. En recommendation implementeres ved en frivillig aftale eller ved en lov, f.eks. som her, hvor krav om Hg rensning på krematorier indarbejdes i godkendelsesbekendtgørelsen. OSPAR har ikke nogen direkte sanktionsmuligheder overfor medlemslande, der undlader at implementere recommendationerne indenfor en rimelig tid, men der vil kunne opstå politisk røre, hvis det ikke sker. Det må også forventes, at oppositionen og/eller de grønne organisationer vil protestere kraftigt i en sådan situation. DKL har en forventning om, at hvis OSPAR landene ikke overholder ovennævnte recommendation, så vil EU tage skridt til regulering på området.

Under OSPAR konventionen er det vedtaget at fokusere på en indsats overfor udvalgte farlige stoffer, der er specielt problematiske for det marine miljø i Nordøstatlanten. Udvælgelsen af stoffer sker ud fra kriterier, der lægger vægt på risikoen for påvirkning af havmiljøet. Anvendelse, emissioner og muligheder for begrænsning af udledningen med BAT (bedste tilgængelig teknik) undersøges, og udmunder i en recommendation, som efter vedtagelse i OSPAR Kommissionen er forpligtigende for medlemslandene.

OSPAR’s liste over prioriterede stoffer bliver løbende justeret, så flere stoffer medtages. Det politiske såkaldte generationsmål fra Nordsøkonferencen i 1995, om reduktion af udledningen af problematiske stoffer, der skal være opfyldt inden 2020, bliver på den måde konkret gennemført med OSPAR Recommendationer.

Hg har siden1998 stået på OSPAR’s liste over prioriterede stoffer med England som lead country. Det har resulteret i OSPAR Recommendation 2003/4 on Controlling the Dispersal of Mercury from Crematoria, der blev tiltrådt af OSPAR den 17/1 2003, med tilføjelser af den 23/1 2006. Recommendationen forpligtiger medlemslandene til at anvende BAT teknologi til at forhindre spredning af Hg fra krematorier.

Krav til krematorier kan både begrundes og fastsættes efter anvisningerne i Luftvejledningen og anbefalingerne i OSPAR konventionen om Hg fra krematorier. De specifikke krav i standardvilkårene er fastsat efter en afvejning af Luftvejledningens krav, de tekniske muligheder for rensning og de krav der gælder i landende omkring Danmark.

3.2 Luftvejledningen

Luftvejledningen giver anvisninger for at fastsætte vilkår for emissioner til luften. Det grundlæggende princip er anvendelse af BAT (Best Available Technology), og på den baggrund bør de angivne emissionsgrænseværdier betragtes som minimumskrav. Da der er tale om en vejledning, kan grænseværdierne i specielle situationer og med begrundelse også fraviges i opadgående retning.

Grænseværdierne for støv og Hg i standardvilkårene er utvetydigt udtryk for BAT, da det er velkendt og udbredt teknologi på mange typer anlæg, herunder krematorier. Ved overvejelser om BAT skal der også tages hensyn til, om teknologien er økonomisk opnåelig for den enkelte branche, og det er vanskeligt at argumentere for, at den type rensning ikke er økonomisk opnåeligt for krematorier.

3.3 Hg-rensning i andre lande

De fleste lande omkring os, der også er forpligtiget af OSPAR Konventionen, har indført regler om Hg-rensning på krematorier, med varierende tidsfrister for indførelse af rensning på eksisterende anlæg.

3.3.1 Norge

Norge har indført regler om rensning på krematorier med mere end 200 kremeringer pr. år. Nye krematorier har siden 2003 skulle overholde disse emissionskrav, mens eksisterende anlæg har skullet leve op til kravene siden 1. januar 2007. Kravene er vist i Tabel 4.

Parameter Grænseværdi (mg/normal m³) Bemærkninger
> 200 krem./år < 200 krem./år
Total støv 20 150  
Hg total 0,05 -  
CO 100 100 Timemiddel
CO 150 150 10 minutter middel

Tabel 4. Krav til krematorier i Norge

Hg skal fjernes fra spildevand fra skrubbere, til mindre end 2,0 mg Hg/liter. Relateres til 250 liter vand pr. m³ forbrugt vand.

3.3.2 Sverige

De svenske krav er vejledende, så Lenstyrelserne er ikke forpligtigede til at følge dem, når de godkender krematorier. Kravene er dog ved at blive opfyldt, specielt på de større krematorier, hvoraf de fleste har etableret rensning for Hg. Flere anlæg har endnu ikke fået de endelige krav fra de respektive Lensstyrelser, og nogle mindre anlæg forventes at undgå krav til Hg (og støv), så de kan undlade at etablere rensning, mens andre forventes at få tilladelser til at tilsætte selen (uden at de har filter), så Hg emitteres som det mindre skadelige og fast bundne Hg-selenid.

Parameter Nye og eksisterende anlæg Bemærkninger
Total støv 20 mg/normal m³ Flere anlæg har fået krav på 10 mg/ normal m³, da det teknisk muligt at overholde
CO 100 mg/normal m³
500 mg/normal m³
Timemiddelværdi
5-minutters middelværdi
Hg 0,08 mg/normal m³
100 mg/kremering
100 mg/kremering svarer til en koncentration på 0,04 – 0,06 mg/ normal m³
NOx 900 g/kremering  
Dioxin 0,1 ng I-TEQ/normal m³ Er ikke en generel grænseværdi, men Räcksta Krematorium har fået kravet

Figur 1. Svenske emissionskrav til krematorier ved referencetilstanden 11 % O2 /26/

Ifølge Naturvårdsverket har de fleste større krematorier installeret rensning for partikler og Hg (i 2006), således at omkring 70 % af alle kremeringer i dag sker på anlæg med røggasrensning /26/.

3.3.3 Tyskland

Tyskland har haft krav til støv og dioxin siden 1997 med en overgangsperiode på 2 år, så alle tyske krematorier har i dag rensning for støv med filter og enten aktivt kul eller katalytisk rensning for dioxin.

De Tyske emissionskrav er vist i Tabel 5.

Parameter Emissionsgrænseværdi Midlingstid
Total støv 10 mg/Nm³ 1 time
CO 50 mg/Nm³ 1 time
TOC 20 mg/Nm³ 1 time
Dioxin 0,1 ng TEQ/Nm³ 6 timer

Tabel 5. Tyske emissionskrav til krematorier

Der er mere end 100 krematorier i Tyskland, og mange af dem har specialovne, som er designet til at køre døgnet rundt. Almindelige ovne (som de danske) bliver for varme efter 8 – 10 kremeringer, hvorefter de have en nedkølingspause, hvor der også foretages automatisk rensning af køler og filter.

Ingenieurbüro Sommer /19/, leverer røggasrensning til krematorier, og de har i 2004 opgjort fordelingen af rensning på de Tyske krematorier til:

  • Knap 40% har katalytisk rensning for dioxin
  • Godt 60% har rensning med aktivt kul, og heraf er:
    • 24% med kulbed
    • 76% anvender dosering af aktivt kul pulver

De godt 60%, der anvender aktivt kul, renser også for Hg, og emissionen er antageligt mindre end 0,1 mg/normal m³ fra disse anlæg.

Alle tyske krematorier har posefiltre, og dem der har katalytisk rensning for dioxin, kunne i princippet relativt nemt installere dosering af aktivt kul, til rensning for dioxin og Hg, men røggastemperaturen er formentlig for høj til aktivt kul i mange af dem. Katalytisk dioxinrensning er mange steder valgt, fordi det er en renere proces, uden håndtering af både nyt og brugt aktivt kul. Katalytisk rensning er væsentlig dyrere end kuldosering.

3.3.4 England

England er karakteriseret ved at have mange små krematorier lokalt placeret i byerne, og de har mange steder meget begrænsede eller slet ingen muligheder for udbygning. De har derfor rent fysik ikke mulighed for at installere røggasrensning.

Alle nye krematorier skal (siden 1. oktober 2006) være forsynet med Hg-rensning, men krav til Hg-emissionskrav skal først opfyldes pr. 31. december 2012, eller når antallet af kremeringer i de følgende 12 måneder forventes at ville overstige 750.

For eksisterende krematorier skal der indføres rensning for Hg, så der pr. 31. december 2012 samlet er rensning på 50% af det samlede antal kremeringer i landet.

Kravene til eksisterende anlæg er vist i Tabel 6, og de supplerende krav til nye anlæg er vist i Tabel 7.

Parameter Massestrømgrænse pr. ovn Emissionsgrænse
  g/h mg/normal m³
HCl (gasform) 300 200
Total støv 120 for 95%
240 for alle
80 for 95%
160 for alle
CO 150 for 95%
300 for alle
 
TOC 30 20
Dioxin 4,5 µg I-TEQ pr. 3 kremeringer 1 ng I-TEQ/normal m³
Temperatur 850°C i efterforbrændingskammeret
Opholdstid 2 sekunders opholdstid i efterforbrændingskammeret
O2-koncentration Mindst 6% i middel og minimum 3%

Tabel 6. England eksisterende anlæg/krav

Parameter Massestrømgrænse pr. ovn
g/h
Emissionsgrænse
mg/normal m³
Hg total 0,15 for 4 kremeringer 0,05
HCl (gasform) 45 30
Total støv 30 for 95%
60 for alle
20 for 95%
40 for alle
Dioxin 0,45 µg I-TEQ pr. 3 kremeringer 0,1 ng I-TEQ/normal m³

Tabel 7. England nye anlæg – nye supplerende krav

3.3.5 Holland

Holland har krav til Hg for nye anlæg på 0,2 mg/normal m³ ved 11% O2 (massestrømsgrænse 1,0 g/h), samt krav til eksisterende krematorier om rensning for Hg med tidsfrister afhængigt af anlæggenes størrelse/belastning, som vist i Tabel 8.

Anlæg med antal kremeringer pr. år opgjort den 01-01-2004 Skal etablere rensning og overholde emissionsgrænsen for Hg senest den 31. december:
=  > 2000 2006
= 1500 < 2000 2008
= 1000 < 1500 2010
< 1000 2012

Tabel 8. Tidsfrister for Hg-rensning på eksisterende krematorier i Holland

Krematorierne skal også overholde de generelle hollandske emissionskrav, som for støv er 10 mg/m³ ved anvendelse af posefilter

Ved udskiftning af en krematorieovn skal der samtidigt etableres rensning for Hg, uanset tidsfristen i tabellen.

3.3.6 Belgien

Emissionskrav til krematorier i Belgien er vist i Tabel 9.

Parameter Emissionsgrænseværdi
Total støv 30 mg/Nm³
Hg (totalt) 0,2 mg/Nm³
SO2 300 mg/Nm³
NOx 400 mg/Nm³
Dioxin 0,1 ng TEQ/Nm³

Tabel 9. Krav til krematorier i Belgien

Der er ikke indhentet oplysninger om, hvordan kravene gælder for eksisterende anlæg.

3.3.7 Øvrige OSPAR medlemslande

Forholdene i alle OSPAR medlemslandene er ikke undersøgt, det oplyses fra bl.a. forhandlerne af krematorieudstyr, samt DKL, at:

  • Finland har endnu ikke gjort noget for at efterkomme OSPAR Recommendationen
  • I Norge er reglerne som nævnt indført, men det kniber lidt med at efterkomme dem, selvom tidsfristen er passeret.
  • Frankrig er i gang med at efterkomme OSPAR Recommendationen, selvom meldingerne ifølge DKL for et par år siden var meget afvisende overfor indførelse af Hg-rensning på franske krematorier.

Der tegner sig et tydeligt billede af en varierende grad af erkendelse af, at OSPAR Recommendationen skal efterleves, som giver sig udslag i forskelle i tidsperioden for implementeringen og efterlevelsen i medlemslandene. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før alle medlemslandene har indført regler på området.

 



Version 1.0 September 2007, © Miljøstyrelsen.