Insekticidresistens hos væggelus i Danmark
1 Indledning
1.1 Baggrund
I de seneste ca. 5 år er der sket en ganske væsentlig stigning i interessen for væggelus blandt forskere og skadedyrsbekæmpere i mange lande. Uden at der er lavet egentlige målinger af det, er det en udbredt opfattelse at problemerne med væggelus er stigende (Boase, 2001; Kramer, 2004; Doggett et al., 2004; Hwang et al., 2005). Der kan være flere årsager til denne stigning, men en mulighed er, at væggelusene er blevet resistente, dvs. modstandsdygtige, overfor nogle af de giftstoffer der bruges til bekæmpelsen. Det er netop denne mulighed som dette projekt har til formål at afklare.
1.1.1 Væggelusens biologi
Figur 1. Væggelus, Cimex lectularius
Væggelus henregnes til tægerne, underordenen Heteroptera, som bl.a. er karakteriseret ved at have et langt, leddelt stikke- sugeapparat, som holdes op under kroppen, når det ikke bliver brugt. Der findes over 70 forskellige væggelusarter, hvoraf langt de fleste er tilknyttet fugle eller flagermus. Der findes to arter, Cimex lectularius L., den almindelige væggelus, og C. hemipterus (F.), den tropiske væggelus, som er direkte knyttet til mennesker. Den tropiske væggelus findes dog kun i tropiske dele af verden men kan naturligvis bringes til Danmark herfra. Det kan forekomme, at andre væggelusarter, der i naturen er knyttet til dyr, forvilder sig ind i menneskeboliger. I Danmark drejer det sig specielt flagermusvæggelus, C. pipistrelli Jenyns, og duevæggelus, C. columbarius Jenyns (Hallas & Mourier 1987), men de kan ikke etablere sig med mennesket som vært. Der er ikke væsentlige forskelle på biologien af de forskellige væggelusarter, og da det normalt er C. lectularius som skaber problemer i Danmark, vil det i det efterfølgende være den, der omtales, medmindre andet er nævnt. I litteraturen er der flere gode og udførlige beskrivelser af væggelusens biologi (Usinger 1966, Reinhardt & Siva-Jothy 2007), og derfor vil der her kun blive givet en kort gennemgang baseret på disse kilder.
Blodmåltid. Væggelus er en obligat blodsuger, som skal have blod jævnligt. Hvert af de 5 nymfestadier skal have mindst et måltid blod for at kunne udvikle sig videre, og den voksne hun skal også have blod, endog jævnligt, for at kunne producere æg. Ved stuetemperatur vil en voksen væggelus opsøge værten ca. en gang om ugen. Det vides ikke, hvordan væggelusen lokaliserer værten, men det er klart, at CO2 og varme har stor betydning. En voksen hun bruger kun 10-20 minutter på at indtage ca. 7-8 mg blod. Hannen suger også blod, men kun ca. 1/3 af den mængde, hunnen indtager. Hvor ofte det sker, vides dog ikke. Væggelusen foretrækker at opsøge værten, når det er mørkt, men kan efter længere tids sult også komme frem, mens det er lyst. Når væggelusen ikke er på jagt efter en vært, sidder den stille i revner og sprækker tæt på det sted, hvor værten ofte opholder sig - det vil sige specielt på og omkring senge eller andre sovepladser. Det er i disse gemmesteder, at blodet fordøjes, og det meste udskilles som ekskrementer, der kan ses som sorte pletter omkring gemmestedet (Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.). Ekskrementerne er tydelige tegn på, hvor væggelusene er eller har været. En mindre del af blodmåltidet udskilles meget hurtigt, måske næsten samtidig med indtagelsen, og kan ses som sorte pletter på sengetøjet.
Figur 2. Væggelus og væggelusekskrementer under seng i kraftigt angrebet lejlighed
Livscyklus. Ved 27°C kan en parret hun lægge ca. 3 æg om dagen i perioden fra 3 til 11 dage efter sidste blodmåltid, hvorefter hun er nødt til at have et nyt blodmåltid for at producere flere æg. Hunnen skal også parres jævnligt for at opretholde æglægningen, som stopper ca. en måned efter den sidste parring. En voksen hun, der har fri adgang til mad og parring, kan opnå en livstidsproduktion på 200-500 æg. Selve parringen har været genstand for mange undersøgelser, fordi den i modsætning til de fleste andre insekter indebærer det, der kaldes traumatisk insemination, hvor hannen stikker gennem kropsvæggen på hunnen og ikke via en egentlig kønsåbning. En voksen hun, der lige har suget blod og returnerer til gemmestedet, kan bliver parret af op til 4-5 hanner, hvis der er så mange tilstede.
Æggene lægges i gemmestederne og kan lige anes med det blotte øje. De er ca. 1 mm store, aflange og hvide, og klistrer til underlaget; ofte 3-5 sammen. Afhængigt af temperaturen klækker æggene efter 10-11 dage. De nyklækkede nymfer er ca. 1,5 mm store og gullige. De skal inden for få dage have et måltid blod for at kunne udvikle sig til 2. nymfestadie. Hudskiftet foregår også i gemmestedet, hvor man ofte kan finde de tomme huder som tegn på, at der er eller har været væggelus. Udviklingen fra æg til voksen afhænger både af temperaturen og tilgængeligheden af værter. Ved stuetemperatur kan udviklingen gennemføres på ca. 2 måneder og ved temperaturer under 15°C går udviklingen mere eller mindre i stå; æggene klækkes ikke, nymferne udvikler sig ikke, og de voksnes aktivitet stopper. Væggelus er meget modstandsdygtige over for sult. Ved stuetemperatur kan de voksne væggelus overleve i flere måneder uden mad og ved lavere temperaturer i over et år. Det er derfor meget vanskeligt at slippe af med væggelus ved at sulte dem. Den relativt lange udviklingstid sammen med evnen til at leve længe uden mad har væsentlig betydning for, at væggelus kan give så mange problemer. Forløbet af en infestation kan udvikle sig nærmest snigende, så det ikke så let opdages. Desuden kan man risikere genopblussen mange måneder efter en bekæmpelse, der ikke har været 100% effektiv, på et tidspunkt hvor opmærksomheden på væggelusene er mindsket. Risikoen er specielt udtalt hos personer, som ikke reagerer eller reagerer meget svagt på biddene.
Skadevirkning. Til trods for, at væggelus under specielle omstændigheder kan overføre flere sygdomme, er der udbredt enighed om, at de i praksis ikke har nogen betydning som overførere af sygdomme. Den væsentligste skadevirkning er den store gene, som biddene kan påføre de udsatte personer (Ter Poorten og Prose, 2005). Der kan være stor forskel på, hvor meget forskellige personer reagerer på bid fra væggelus. Nogle mærker det ikke, mens andre får voldsom kløe og udslæt, som i visse tilfælde kan udvikle sig til sekundære infektioner.
1.1.2 Historisk og geografisk udvikling i væggelusproblematikken
Væggelus har gennem nyere tid været årsag til problemer af varierende omfang. Hvis man ser på andelen af henvendelser til Skadedyrlaboratoriet, som drejer sig om væggelus (Figur 3) ser man flere større eller mindre udsving, der må tolkes med megen stor forsigtighed da disse data er påvirket af en masse ikke-biologiske faktorer som f.eks. megen presseomtale. Man kan f.eks. se, at andelen steg op gennem 1970’erne og første halvdel af 1980’erne. Denne stigning blev dengang bl.a. forklaret med øget indvandring af gæstearbejdere, som bragte væggelus med fra deres hjemlande i Sydeuropa. Faldet fra 1985 og 10 år frem kan bl.a. skyldes indførelsen af nye effektive insekticider med aktivstoffer som f.eks. pemethrin og deltamethrin og fra 1994 også mikroindkapslet chlorpyrifos. Fra 2000 og frem er der igen sket en stigning i det procentvise antal henvendelser om væggelus, hvilket falder sammen med rapporter fra andre lande (England: Boase, 2001; USA: Kramer, 2004; Australien: Doggett et al., 2004; Canada: Hwang et al., 2005), hvor tilsvarende stigninger er set.
Figur 3. Andelen af henvendelser til Skadedyrlaboratoriets konsultation som omhandler væggelus.
Skadedyrlaboratoriet har kontakt til de største danske bekæmpelsesfirmaer, og deres erfaring er ligeledes, at problemerne er steget i de senere år. Et firma rapporterer således, at der i de seneste år er set stigninger i de store sager, som omfatter hoteller og lign. Væggelus er i øvrigt specielt til stor gene for f.eks. hotelbranchen, men der registreres også en del tilfælde i private hjem. Det er dog vigtigt at slå fast, at der ikke er lavet specifikke undersøgelser af omfanget af væggelusproblemer hverken i Danmark eller i andre lande. Derfor kan det være svært at sige noget med sikkerhed om udviklingen og hvilke faktorer, der kan have påvirket den.
1.1.3 Udvikling af resistens
En væsentlig årsag til den øgede forekomst af væggelus i hele den vestlige verden kan være udvikling af resistens over for de mest anvendte bekæmpelsesmidler. Umiddelbart efter anden verdenskrig begyndte man at anvende DDT til bekæmpelse af bl.a. væggelus (Stenburg 1947, Barnes 1945). I 1950erne udviklede væggelus i USA hurtigt udbredt resistens over for DDT, som var meget vedholdende (Busvine 1958, Lofgren et al. 1958, Mallis og Miller 1964). Der er ligeledes anvendt og udviklet resistens over for lindan i Israel (Cwilich et al. 1957). Senere begyndte man at anvende organofosfater, og der er rapporteret resistens over for malathion fra Israel (Feroz 1971). I de seneste to årtier er der i det meste af verden primært anvendt organofosfater og pyrethroider til bekæmpelse af væggelus. Der findes i den videnskabelige litteratur meget lidt vedrørende resistens hos C. lectularis over for disse midler, som også de seneste år er anvendt mod væggelus i Danmark.
Insekticidresistens hos væggelus er ikke tidligere beskrevet i Danmark, og på det europæiske plan er der en mindre undersøgelse, som påviser resistens over for carbamatet, bendiocarb, og pyrethroidet, a-cypermethrin, hos tre populationer indsamlet i Storbritannien (Hampshire, London, Wales) (Boase et al. 2006). Undersøgelsen blev gennemført ved diskriminerende dosis bioassay, hvor væggelus blev placeret på et behandlet stykke papir, som slog 99% af de følsomme væggelus ihjel.
I USA er der foretaget en effektivitetsvurdering af insektmidler med pyrethroiderne, l-cyhalothrin, bifenthrin, deltamethrin og permethrin over for følsomme væggelus (Moore og Miller 2006). Yderligere blev en population af feltindsamlede væggelus testet for resistens mod deltamethrin. Undersøgelserne blev foretaget ved behandling af plader af hård masonit med insektgiftene i den koncentration, der blev anbefalet på etiketten. Væggelusene blev placeret på den tørrede behandlede overflade uden mulighed for at undgå kontakt med giften og det blev observeret hvornår væggelusene døde. For følsomme væggelus var LT50 1 time (den tid, det tager, at dræbe 50% af population) på overflader behandlet med deltamethrin. Den feltindsamlede population (fra Arlington, Virginia, USA) havde derimod en LT50 på 340 timer (Moore og Miller 2006). Den sammenlignende undersøgelse af pyrthroiderne på den følsomme væggelusstamme viste, at det hurtigst virkende stof var l-cyhalothrin med LT50 på 20 min. Bifenthrin, deltamethrin og permethrin havde LT50 værdier på henholdsvis 53, 60 og 88 minutter. Undersøgelsen viste ligeledes, at ingen af de anvendte pyrethroider virkede repellerende på væggelus.
Ved bekæmpelse af væggelus i USA observerede man problemer med effektiviteten, som førte til en undersøgelse af resistens (Romero et al. 2007). Undersøgelsen viste et meget højt niveau af pyrethroidresistens ved test på behandlet filterpapir. Fire populationer fra Kentucky-Ohio området var meget resistente, og den højeste mulige dosis (3,96 mg pr. cm²), som blev testet, dræbte maksimalt 5% af de testede individer. Ligeledes var de samme fire populationer meget resistente over for l-cyhalothrin, og den højeste mulige dosis (1,32 mg pr. cm²), som blev testet, dræbte kun 21,6% af de testede individer. Der blev også gennemført et mindre survey med diskriminerende dosis bioassay. Filterpapir blev imprægneret med en deltamethrindosis (0,13 mg pr. cm²), som var 10 gange højere end den dosis, der blev anbefalet på etiketten til bekæmpelse af væggelus. To laboratoriepopulationer og en feltpopulation fra Californien viste 100% dødelighed. Hos syv populationer indsamlet i henholdsvis Californien (1), Florida (1), Kentucky (1), Ohio (3) og Virginia (1) blev ingen individer dræbt (Romero et al. 2007).
Hos væggelusens tropiske slægtning C. hemipterus er der påvist resistens i Tanzania over for pyrethroiderne permethrin og a-cypermethrin (Myamba et al. 2002). En undersøgelse af tropiske væggelus fra Sri Lanka med diskriminerende dosis bioassay viste udbredt resistens over for DDT, malathion og propoxur (Karunaratne et al. 2007). Desuden antydede den samme undersøgelse på tre srilankanske populationer, at der var mange forskellige resistensmekanismer på spil, som involverede både forøget nedbrydning af giftene såvel som ændringer i deres interaktion med bindingsstedet (Karunaratne et al. 2007).
1.2 Formål
Dette projekt skal forsøge at klarlægge om væggelus indsamlet i Danmark har udviklet resistens mod de mest anvendte insekticider til bekæmpelse af væggelus. En udbredt forekomst af resistens kan have haft væsentlig betydning for den stigning i væggelusforekomsten som det tyder på at der er sket gennem de seneste 10 år. Udover forekomst af resistens kan det naturligvis også spille ind, at der er sket en stigning i rejseaktiviten eller ændrede bekæmpelsesstrategier mod andre skadedyr som f.eks. kakerlakker, der har betydet, at insekticider ikke længere sprøjtes bredt ud men snarere appliceres i en bait, der er specifikt rettet mod enkelte arter.
Et bedre kendskab til forekomst af resistens vil have betydning for hvilke bekæmpelsesmetoder, der kan anbefales, specielt fordi der på markedet kun er bekæmpelsesmidler med to forskellige klasser af aktivstoffer som involverer forskellige virkningsmekanismer. Det har stor betydning, fordi resistens oftest retter sig mod virkningsmekanismer, således at resistens over for f.eks. et syntetisk pyrethroid også betyder, at populationen kan være resistent over for andre syntetiske pyrethroider.
Det langsigtede formål med projektet var således at forbedre mulighederne for forebyggelse og bekæmpelse af væggelus i Danmark, og det specifikke mål for projektet i løbet af projektperioden var at kortlægge udbredelse og betydning af insekticidresistens hos væggelus i Danmark. På den baggrund vil det være muligt at forbedre rådgivningen af såvel Miljøstyrelsen, som professionelle skadedyrsbekæmpere og den almindelige bruger vedrørende effektiviteten af de produkter, der i dag er godkendt til væggelusbekæmpelse.
Version 1.0 December 2007, © Miljøstyrelsen.