Insekticidresistens hos væggelus i Danmark
4 Diskussion
Resistens over for insekticider kan skyldes ændringer i 1) afgiftningsenzymers aktivitet, 2) binding af insekticid til nerve, 3) insektets adfærd, eller 4) giftens indtrængen. Resistens kan måles ved biologiske eller biokemiske metoder. Generelt anvendes i første omgang biologisk assay, hvor der etableres en dosis-respons over for insektgiftene. Når man har et billede af dosis-responset hos følsomme og resistente populationer af væggelus, kan der ved større undersøgelser af resistensens udbredelse anvendes diskriminerende doser til at adskille følsomme og resistente populationer. Det er denne model, vi har anvendt i denne undersøgelse, hvor vi på baggrund af nogle få væggelusestammer har fastlagt de diskriminerende doser og ud fra dem har screenet flere indsamlede stammer
4.1 Resistensstatus
Resultaterne af denne undersøgelse har vist, at der er resistens mod de to pyrethroider, permethrin og deltamethrin, blandt de indsamlede danske væggeluspopulationer. Organofosfaten chlorpyrifos ser derimod ud til fortsat at være effektiv til trods for, at enkelte populationer udviser en lidt nedsat følsomhed og dermed også øget risiko for udvikling af resistensniveauer, der kan føre til bekæmpelsessvigt. Tarsaltesten viste dog, at alle de indsamlede populationer døde ved eksponering på behandlede glasflader, også selv om dosen kun var 1/4 af den anbefalede dosis. Grunden til at dyrene virker mere følsomme i tarsaltesten i forhold til dråbetesten er at behandlingen i tarsaltesten var med det færdigformulerede produkt, hvor chlorpyrifos er mikroindkapslet. Det vil sige at aktivstoffet ligger i nogle meget små kapsler som dyrene får på sig og derefter indtager når de renser sig. På denne måde udsættes de for en ekstra stor dosis i forhold til hvis aktivstoffet bare var sprøjtet ud.
Resultaterne af denne undersøgelse passer godt overens med de nyeste udenlandske undersøgelser. Moore og Miller (2006) testede en feltindsamlet stamme fra Virginia, USA, på deltamethrin og fandt, at den var resistent (LT50=14 dage mod 1 time på følsom referencestamme). Romero et al. (2007) testede 16 feltindsamlede stammer fra forskellige steder i USA og fandt, at der var udbredt resistens: 14 af 16 stammer var meget resistente, én havde nedsat følsomhed, og én var følsom, når den blev testet på deltamethrin og sammenlignet med to følsomme laboratoriestammer. I begge undersøgelser fra USA brugte man den samme referencestamme, som også er brugt i vores undersøgelse, hvilket øger sammenligneligheden. Endelig er der en rapport fra England (Boase et al. 2006), hvori tre feltindsamlede stammer blev testet på a-cypermethrin (pyrethroid) og bendiocarp (carbamat) og sammenlignet med tre laboratoriestammer. To af de tre feltstammer var resistente mod begge insekticider, og den sidste havde nedsat følsomhed.
Resultaterne af de forskellige undersøgelser er dog ikke helt sammenlignelige, fordi der er anvendt forskellige metoder til selve testen. I alle de tre tidligere undersøgelser er dyrene eksponeret på behandlede overflader, hvilket er mest sammenligneligt med vores tarsaltest. I undersøgelsen af Romero et al. (2007) blev væggelusene anbragt på et stykke filtrerpapir behandlet med en diskriminerende dosis, og dødeligheden blev observeret efter 24 timer. Boase et al. (2006) brugte samme metode, men opgjorde dødeligheden efter 48 timer. Moore og Miller (2006) anbragte væggelusene på behandlede plader af hård masonit og opgjorde dødeligheden med mellemrum og bestemte LT50. Dråbetesten, som blev anvendt i vores undersøgelse, har den fordel, at man ved præcist, hvilken mængde giftstof dyrene udsættes for. I en tarsaltest vil mængden afhænge af dyrenes aktivitet: meget aktive dyr vil samle meget giftstof op, hvorimod dyr, der sidder stille, vil samle mindre op. Til gengæld svarer tarsaltesten mere til den situation, som dyrene udsættes for i virkeligheden. Det er også årsagen til, at begge metoder er inkluderet i denne undersøgelse.
4.2 Resistensudbredelse
De tyve indsamlede populationer er ganske vist ikke helt jævnt fordelt over hele Danmark (Figur 10), men har en overvægt fra hovedstadsområdet. Dette anses dog ikke som noget væsentligt problem, da langt de fleste væggelustilfælde sandsynligvis er blevet introduceret via rejser, besøgende, transport af møbler eller lignende. Så den aktivitet må formodes at foregå over hele landet, hvorfor man ikke vil forvente markante geografiske forskelle i Danmark. Samme konklusion blev også opnået af Romero et al. (2007) i undersøgelsen af 16 populationer i USA. Under alle omstændigheder er det et praktisk problem for bekæmpelsen af væggelus i Danmark, at 17 ud af 20 tilfældigt indsamlede populationer (altså ikke fra lokaliteter hvor der har været bekæmpelsessvigt) er meget resistente over for repræsentanten for de syntetiske pyrethroider, permethrin.
Figur 10. Geografisk fordeling og resistensstatus (baseret på den diskriminerende dråbetest) for de indsamlede populationer.
4.3 Væggelusproblemer i Danmark
I løbet af de tre år, projektet har kørt, har der været kontakt til mange forskellige personer, som har haft problemer med væggelus, og der er blevet undersøgt mange lokaliteter for forekomst af væggelus. Sammen med oplysningerne fra spørgeskemaerne (Tabel 1) har det tegnet et billede af væggelusproblemerne i Danmark.
Figur 11. Væggelusgemmesteder mellem gulvbrædder og ved fodpaneler. De sorte pletter er væggelus ekskrementer
På mange af de undersøgte lokaliteter kan introduktionen af væggelus muligvis henføres til rejser i udlandet - ofte omkring et halvt år tidligere. Naturligvis er det svært med sikkerhed at sige, hvor væggelusene kommer fra. I de mest oplagte sager er personerne blevet bidt på rejsen, på hotellet eller lignende, og det er så fortsat efter hjemkomsten. At der går nogen tid fra rejsens afslutning, til væggelusene bliver opdaget, kan skyldes, at man ofte kun får nogle enkelte dyr med hjem. Det er først, når de er blevet til flere, hvilket godt kan tage et par måneder, at man opdager dem. Hvor hurtigt, de opdages, er naturligvis også afhængigt af, hvor kraftigt man reagerer på biddene. Der har været enkelte tilfælde, hvor populationerne har udviklet sig meget kraftigt, muligvis fordi beboerne ikke reagerede på biddene.
I to tilfælde, hvor der var meget voldsomme infestationer, havde væggelusene bredt sig til andre lejligheder over, under eller ved siden af den oprindelige. De kan endda sprede sig til andre opgange. I ét tilfælde var det sandsynligvis en pose med brugt babytøj, der bragte væggelusene fra en lejlighed til en anden. I andre tilfælde er de tilsyneladende selv vandret fra én lejlighed til en anden, uden man dog har kunnet finde passagen.
Det er velkendt, at specielt produkter med permethrin kan virke afskrækkende over for insekter (Buescher et al. 1987), så man kunne frygte, at bekæmpelsesforsøg med permethrinprodukter kunne drive væggelusene ind til nabobeboelser. Moore og Miller (2006) har dog for nylig vist, at permethrin ikke virker afskrækkende på væggelus, så denne frygt er sandsynligvis ubegrundet i dette tilfælde.
Der er ikke lavet nogen systematisk opgørelse af, hvor i beboelsen man specielt finder væggelusene, men der er næppe tvivl om, at området omkring sengen er det sted, hvor man oftest finder de fleste væggelus. Specielt under sengen i samlinger som f.eks. af trærammer, eller hvor stof er hæftet fast på en træramme. I visse tilfælde kan man også finde væggelusene mellem gulvbrædder (Figur 11) eller andre steder, hvor der er smalle sprækker og revner som f.eks. ved fodpaneler eller bag billeder og lamper på væggen. Der har været flere tilfælde, hvor der også er fundet enkelte væggelus ved en sofa eller lignende, som beboerne har sovet på, fordi de har været for generet at væggelusbid i sengen. Derfor er det vigtigt at rådgive personer med væggelus om, at de skal være meget forsigtige med at skifte soveplads, fordi man derved risikerer at sprede væggelusene inden for boligen, specielt hvis man flytter rundt på sengetøj og lignende uden først at sikre sig, at det er frit for væggelus (nyvasket).
Version 1.0 December 2007, © Miljøstyrelsen.