Asbestfibre i jordmiljøet

Sammenfatning og konklusioner

Baggrund og formål

Asbest har været anvendt i en lang række af materialer og produkter, og findes derfor udbredt i bygninger og konstruktioner i Danmark. I forbindelse med nedbrydning, renovering eller brand kan der ske en tilførsel af asbestfibre eller asbestholdigt materiale til jordoverfladen og til jorden.

Formålet med dette projekt er at belyse asbestfibres skæbne i jordmiljøet, herunder risikoen for eksponering af mennesker ved tilstedeværelsen af asbestfibre og asbestholdigt materiale i jord.

Undersøgelsen

Nærværende projektrapport er baseret på en indsamling af litteratur om asbestfibres sundhedsmæssige effekter i relation til jordmiljøet, herunder indsamling af oplysninger om faktorer og koncentrationsniveauer, der vurderes at have en væsentlig indflydelse på frigivelse eller tilbageholdelse af asbestfibre i jorden.

Hovedkonklusioner

Baseret på oplysninger i litteraturen kan det konkluderes, at asbestfibres skæbne i jordmiljøet er tæt knyttet til fibrenes mineralske oprindelse og egenskaber. Fibrene kan i nogen grad bindes til vand og lerpartikler, formentlig baseret på mineralernes overfladekemiske sammensætning. Fibrene er bestandige, men vil som jordens øvrige mineralske partikler langsomt forvitre som følge af påvirkninger fra processer i jorden.

De sundhedsmæssige effekter af asbestfibre er velkendte og relateret til luftvejene, og eksponering af mennesker er stærkt knyttet til indånding af asbestfibre, der afsættes i lungevævet. Den væsentligste eksponeringsvej i relation til asbestfibre og asbestholdigt materiale i jord er derfor re-suspension af asbestfibre.

Projektresultater

Asbestfibre og asbestholdigt materiale afsat på jordoverfladen udgør en potentiel mulighed for re-suspension af asbestfibre til luften, og heraf følgende eksponeringsrisiko. Resultater fra undersøgelser af re-suspension af asbestfibre udført i såvel laboratorier som i felten viser, at ved et indhold af asbestfibre i jord på 10 mg/kg TS vil eksponeringsrisikoen være af sammen størrelsesorden som Miljøstyrelsens B-værdi.

 



Version 1.0 Januar 2008, © Miljøstyrelsen.