|
Kortlægning og afgivelse samt sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i babyprodukter 4 Miljøvurdering
4.1.1 Hexabromocyclododecan (HBCD)Hexabromocyclododecan, CAS-nr. 25637-99-4, er ikke miljøfareklassificeret. Den foreslåede miljøfareklassificering er N; R50/53 (EC Draft RAR 2003). Det betyder, at stoffet er miljøfarligt, meget giftig for organismer, der lever i vand og kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. På grund af anvendelsen af HBCD og dets tilstedeværelsen i produkter vil miljøet til stadighed blive eksponeret fra forskellige produktioner og produkter. Hexabromcyclododecan (HBCD) er en bromeret flammehæmmer, som bliver anvendt i udstrakt grad, især i Europa. Additive flammehæmmere som HBCD er i modsætning til reaktive flammehæmmere ikke kemisk bundet i materialet. Det betyder, at de ret let kan frigives fra materialet i løbet af hele produktets anvendelsestid, og derved give en diffus forurening af miljøet (Hutzinger og Thoma, 1987, Alaee og Wenning 2002; Remberger et al. 2004). HBCD er blevet fundet i miljøprøver fra forskellige dele af verden, fx i Japan (vand, sediment, og fiskeprøver indsamlet i 1987; Watanabe og Sakai, 2003), Storbritannien og Holland (flodsediment og slam fra rensningsanlæg; EC Draft RAR 2003), og Norge (torsk; EC Draft RAR 2003). I Sverige er der fundet høje niveauer af HBCD i flodsediment og fisk (gedde) indsamlet i 1995 (Sellström et al., 1998). HBCD er også blevet fundet i svensk luft (Bergander et al., 1995), slam fra kommunale rensningsanlæg (Nylund et al., 2002) og senest også i æg indsamlet i perioden 1987-1999 fra vilde populationer af vandrefalk (Falco peregrinus), som ynglede i Sverige (Lindberg et al., 2004). Yderligere er stoffet fundet i forskellige prøver inklusive luft, vand, sediment og fisk indsamlet både tæt på punktkilder samt i fjerntliggende områder i svensk miljø (Remberger et al., 2004). Som det er tilfældet for mange andre persistente organiske forureningsstoffer, synes organismerne i Østersøen at være særlig i fare for eksponering af HBCD. Stoffet er fundet i æg af tejst (Uria aalge), indsamlet ved Stora Karlsö i Østersøen fra år 1969 til 2001 med koncentrationer, som næsten fordobledes i undersøgelsesperioden (Sellström et al., 2003). Desuden var HBCD den mest almindelige bromerede flammehæmmer i Østersøsild (Clupea harengus), laks (Salmo salar) og tejst, indsamlet i år 2000, mens niveauerne i gråsæl (Halichoerus grypu) muskler var mindst lige så høje som niveauerne af det mest anvendte polybromerede biphenyletherlignende forbindelse (BDE-47) (EC Draft RAR 2003). HBCD er et prioriteret stof i EUs program for eksisterende stoffer, og EUs risikovurderingsrapport er under udarbejdelse med Sveriges KemikalieInspektion som rapportør (EC Draft RAR 2003). HBCD er lipophilt med en vandopløselighed på 3.4 µg/l og log Kow 5,6 (EC Draft RAR 2003). Fordi HBCD ikke er let-bionedbrydeligt og har en høj bioakkumuleringsevne (biokoncentrationsfaktoren for fisk er bestemt til 18.100) (EC Draft RAR 2003), er det potentielt skadeligt for miljøet. Økotoksikologiske data er til stede for få arter af phyto- og zooplankton fra enkeltartstests (EC Draft RAR 2003). Koncentrationen, der resulterer i 50 % hæmning af populationstilvæksten (EC50) i 3 marine mikroalger var 9,3 µg/l for Skeletonema costatum, 50 µg/l for Thalassiosira pseudonana, mens Chlorella sp. ikke blev 50 % hæmmet ved så meget som 1,5 mg/l af HBCD (Walsh et al., 1987). I en akut toxicitetstest for Daphnia magna blev koncentrationen uden synlige effekter (no observed effect concentration, NOEC) bestemt til1 mg/l (EC Draft RAR 2003). I en livscyclus toksicitetstest med D. magna (21 dage) var toksiciteten dog meget højere med en LOEC (lowest observed effect concentration) bestemt til 5.6 µg/l (Drottar og Krueger, 1998). Sådanne enkeltartstoksicitetstests på plankton kan give en ide om spændvidden af koncentrationerne, hvor direkte toksiske effekter kan forekomme for specifikke akvatiske organismer. Det næste trin i risikovurderingen og i forståelsen af mekanismerne bag ændringer i hele økosystemet kan foretages med modeløkosystemeksperimenter. I indelukker, ofte omtalt som mikro- eller mesocosmos, kan samlinger af organismegrupper (plankton samfund i det aktuelle studium) sameksistere og reagere med hinanden under betingelser svarende til naturlige økosystemer. Der er stærke argumenter til fordel for modeløkosystemstudier, hvoraf det mest tydelige er, at de bedre repræsenterer den virkelige verden end enkeltartslaboratorietests. Den direkte toksiske effekt kan bestemmes samtidigt for flere arter, hvilket er af stor betydning eftersom selv nært beslægtede arter kan reagere forskelligt overfor et specifikt stof (se fx algetoksicitetsdata for HBCD præsenteret ovenfor). Desuden kan sekundære effekter, dvs. den effekt, som direkte toksicitet på en art kan have på en anden afhængig art, vurderes. Teoretisk kan sekundære indirekte effekter opdages ved en lavere koncentration end primære toksiske effekter. En reduktion i græsningskapacitet hos zooplankton på grund af direkte toksisk effekt kunne fx opdages som en forøgelse i antallet af phytoplankton ved lavere koncentrationer, end de der ville medføre mortalitet (dvs. synlige ændringer) hos græsserne. 4.1.1.1 Konkluderende bemærkningerEn ret ny opdagelse har konkluderet, at HBCD har potentiale til at inducere væsentlige ændringer i sammensætningen af naturlige planktonsamfund ved lave koncentrationer (ppb) (Pirzadeh, P. Gustafsson, K and Woin P. 2004). Afhængig af stoffets egne egenskaber, som viser PBT risiko, sammen med indikationer fra nyere uafhængige videnskabelige undersøgelsesresultater (EC Draft RAR 2003, Gustafsson 2004) bør der fremføres en generel advarsel. Der synes at være høj risiko for både miljø og menneskers sundhed på langt sigt, og i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet kunne stoffet anses som et uønsket stof. 4.1.2 Toluen-2,4-diisocyanat (TDI)Toluen-2,4-diisocyanat, CAS-nr. 584-84-9 er miljøfareklassificeret R52/53. Det betyder, at stoffet er skadeligt for organismer, der lever i vand; og kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. Som følge af anvendelsen af toluen-2,4-diisocyanat og dets forekomst i produkter vil miljøet stadig blive eksponeret via de forskellige produktioner og anvendelsen af produkter. 4.1.3 2-Ethylhexansyre (2-EHA)2-Ethylhexansyre, CAS-nr. 149-57-5 er ikke miljøfareklassificeret. 2-Ethylhexansyre er mærket N.C. (ikke klassificeret med hensyn til miljø) i N-CLASS databasen, hvor stoffet er vurderet i 1995-96 men med bemærkningen” ingen data fundet” (N-CLASS, 2005). 2-Ethylhexansyre er mærket WGK = 1 (lidt vandforurenende stof) i Tyskland (IUCLID). Da log Kow er 2,64-2,81 og stoffet er mere opløseligt i organiske opløsningsmidler end i vand, ville det være relevant at betragte BCF værdierne, hvis de var tilgængelige. De tilgængelige data for bionedbrydelighed er meget begrænsede og henviser ikke til OECD standardmetoder for let-nedbrydelighed (IUCLID og US-EPA 2005). Hvis 2-ethylhexansyre er svært nedbrydeligt, vil R52/53 være en mulig klassificering. Som følge af anvendelsen af 2-ethylhexansyre som stabilisator i PVC produkter og dets forekomst som restprodukt i PU produktionen vil miljøet stadig blive eksponeret via de forskellige produktioner og anvendelser. 4.1.4 AcetophenonAcetophenon, CAS-nr. 98-86-2, er ikke miljøfareklassificeret. Log Kow er 1,58 og L(E)C50 værdierne er over 100 mg/l (US-EPA 2005). Acetophenon er mærket i N-CLASS databasen som N.C. (ikke klassificeret som farlig for miljøet) (N-CLASS, 2005). 4.1.5 FormaldehydFormaldehyd, CAS-nr. 50-00-0, er ikke miljøfareklassificeret. Formaldehyd er mærket i N-CLASS databasen som N.C. (ikke klassificeret som farlig for miljøet) (N-CLASS, 2005). 4.1.6 1,1,2,2-Tetrachlorethan1,1,2,2-Tetrachlorethan, CAS-nr. 79-34-5, er miljøfareklassificeret N;R51/53. Det betyder, at stoffet er miljøfarligt, giftigt for organismer, der lever i vand, og kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. Anvendelsen af tetrachlorethan er faldende, men på grund af dets brede anvendelse og forekomst i produkter vil miljøet stadig blive eksponeret via forskellige produktioner og produkter. 4.1.7 StyrenStyren, CAS-nr. 100-42-5, er i øjeblikket ikke miljøfareklassificeret. Data for den akutte toksicitet for fisk, dafnier og alger ligger alle mellem 1 og 10 mg/l, hvilket ville berettige en R51. Styren er letnedbrydeligt, men har en log Kow på ca. 3, således at det muligvis bioakkumulerer i organismer. De tilgængelige data efterlader styren som et grænsetilfælde med hensyn til klassifikation, men det er konkluderet, at styren ikke bioakkumulerer i akvatiske organismer og at R53 derfor ikke er aktuelt. Forslaget er at styren ikke klassificeres som farligt for miljøet (EU Risk Assessment Report, 2000. Styrene). 4.1.8 2-Brom-4,6-dinitro-benzenamin (BDNA)2-Brom-4,6-dinitro-benzenamin, CAS-nr. 1817-73-8, er ikke miljøfareklassificeret. Log Kow er 2,73. Der er ikke fundet data for stoffets miljøeffekter. BDNA bliver anvendt som kemisk mellemstof i produktionen af azo-farvestoffer. Miljøet vil blive eksponeret under produktionen og anvendelsen af især tekstilprodukter. I et sediment-vand system studie er der blevet rapporteret om reduktionen af BDNA og dannelsen af blandt andet 3-brom-5-nitro-1,2-diaminobenzene (Weber, E.J., Rebecca, L.A., 1995). Nedbrydningen af BDNA i naturligt sediment kan resultere i en efterfølgende frigivelse af potentielt farlige aromatiske aminer til vandsøjlen, som også kan påvirke miljøet. 4.1.9 Hexaethylenglycol dimethyletherHexaethylenglycol dimethylether, CAS-nr. 1072-40-8, er ikke miljøfareklassificeret. Der er ikke fundet data for stoffets miljøeffekter. 4.1.10 Tetrapropylenglycol monomethyletherTetrapropylenglycol monomethylether, CAS-nr. 20324-34-9, er ikke miljøfareklassificeret. Der er ikke fundet data for stoffets miljøeffekter. 4.2 Samlet vurderingStoffernes miljøfareklassificering er vist i Tabel 4.1. Tabel 4.1 Resumer af miljøfareklassifikationen
N.C.: Ikke miljøfareklassificeret (Not classified , N-CLASS 2005). *: Forslag (EU Risk Assessment Report on styrene, 2000). **: Forslag (Miljøstyrelsen, Vejledende liste til selvklassifikation, 2005). De tre stoffer hexabromcyclododecan (HBCD), 1,1,2,2-tetrachlorethan og toluene-2,4-diisocyanat (TDI) er henholdsvis meget giftige, giftige eller skadelige for organismer, der lever i vand og kan alle forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. Udledning og eksponering af disse stoffer til vandmiljøet bør derfor reduceres eller forhindres. Derudover er de mulige miljømæssige effekter af stofferne 2-ethylhexansyre (2-EHA), 2-brom-4,6-dinitroanilin (BDNA), hexaethylenglycol dimethylether og tetrapropylenglycol monomethylether, som følge af manglende data, ikke fuldt klarlagt. Udslip og udledninger til vandmiljøet af disse stoffer bør derfor minimeres, indtil de mulige miljøeffekter er kendte. Det kan generelt antages, at udledning til spildevand af stofferne fra en daglig anvendelse og vask af disse typer af produkter, med undtagelse af engangsskumvaskekludene, er langt mindre omfattende end fra andre former for tekstiler, som bliver vasket mere regelmæssigt. Engangsskumvaskekludene indeholder 2-EHA blandt andre stoffer, som kan blive udledt til kloaksystemet ved konstant brug af nye engangsskumvaskeklude (se tabel 2.5). Fordi HBCD og phthalaterne er stoffer med et lavt damptryk og en høj log Kow værdi, er det mest sandsynligt, at størsteparten af indholdet vil blive i produkterne i deres anvendelsestid, med mindre produktet kommer i kontakt med organiske opløsningsmidler eller opvarmes til højere temperaturer gennem længere tid. Ikke desto mindre vil frigivelsen af disse stoffer til miljøet sandsynligvis fortsætte i små mængder, så længe produkterne indeholder dem.
|