Kortlægning af kemiske stoffer i hovedtelefoner og høreværn

3 Introduktion

Hovedtelefoner anvendes i stadig stigende omfang, blandt andet som følge af at musik og tale i dag i høj grad formidles elektronisk, f.eks. via MP3-afspillere, mobiltelefoner og pc’ere. Samtidigt sælges der dog også hovedtelefoner, der anvendes i traditionel sammenhæng, f.eks. i forbindelse med et stereoanlæg. De mange anvendelsesområder har medført en stor produktudvikling, så det er muligt at vælge produkter, der varierer fra meget små In-ear hovedtelefoner til de traditionelle hovedtelefoner, der sidder på, eller omkranser, øret. Der findes et væld af fastholdelsesteknikker med forskellige former af bøjler.

Brugen af høreværn er mere begrænset, men kendskabet til risikoen for at få høreskader vurderes alt andet lige at medføre en øget efterspørgsel. Da høreværnenes formål er at holde lyd ude, er der kun to hovedtyper på markedet, Around-ear (det traditionelle produkt) og In-ear høreværn. Til privat brug vurderes det, at den førstnævnte type er hyppigst anvendt.

Den tætte kontakt med huden på (eller i) øret betyder, at der er en risiko for at kemiske stoffer migrerer fra de anvendte materialer (fortrinsvis plast) til hudoverfladen, og dermed kan påvirke brugernes sundhed. Projektets formål er at skabe et overblik over markedet for de to produktgrupper, hvilke materialer, der anvendes i dagens produkter og komme med et forslag til eller vurdere, om der er behov for en mere præcis vurdering af sundhedsrisikoen ved brugen af produkterne.

Projektet er gennemført i to faser:

  • I projektets første fase er der gennemført en kortlægning af markedet gennem internet-søgninger og kontakt til producenter.
  • I projektets anden fase er der indkøbt et antal produkter i de to produktgrupper, 20 i alt, hvorefter der er gennemført en analyse af hvilke materialer, der anvendes. Efterfølgende er der på baggrund af kendskabet til de anvendte materialer draget analogislutninger til andre kortlægningsprojekter, hvor de samme materialer og den samme eksponeringsvej har været vurderet med hensyn til deres potentiale for at give en sundhedsmæssig påvirkning. Afslutningsvis er der opstillet et forslag til en videregående analyse og vurdering af de to produktgrupper.

 



Version 1.0 April 2008, © Miljøstyrelsen.