Affaldsstatistik 2006

Forord

ISAG

ISAG (Informations System for Affald og Genanvendelse) blev første gang taget i brug i 1993. Indberetningen for 2006 er den 14. i rækken af indberetninger.

Bekendtgørelse om affald[1] fastlægger, hvem der skal indberette data til ISAG, hvilke data der skal indberettes, samt hvornår data skal indberettes. Oplysningerne om det foregående år skal indberettes til Miljøstyrelsen hvert år senest 31. januar.

ISAG bygger på, at danske affaldsbehandlingsanlæg registrerer og indberetter en række oplysninger om alt affald, der vejes ind på eller ud fra anlæggene.

Affaldsbehandlingsanlæggene omfatter oparbejdningsanlæg, komposteringsanlæg, forbrændingsanlæg, deponeringsanlæg, slamforbrændingsanlæg, samt anlæg til særlig behandling af affald. Anlæggene skal indberette oplysninger om, hvem der transporterer affaldet, hvilken mængde, type og fraktion af affald, der tilføres eller fraføres anlæggene, samt hvilken erhvervsmæssige kilde (se principskitse nedenfor) og geografisk kilde (kommune) affaldet stammer fra.

Princippet for registreringer i ISAG er skitseret i figuren nedenfor. For nærmere detaljer henvises til Bekendtgørelse om affald.

Principskitse for indberetning af data til ISAG

Principskitse for indberetning af data til ISAG

Miljøstyrelsen udarbejder hvert år publikationen Affaldsstatistik. Affaldsstatistikken bygger på ISAG indberetninger om de mængder, typer og fraktioner af affald, der vejes ind på danske affaldsbehandlingsanlæg, fra direkte kilder (også benævnt affaldsproducenter eller primære kilder).

For at undgå dobbeltregistrering af affald, når den samlede affaldsmængde i Danmark opgøres, er det nødvendigt, at skelne mellem affald, der kommer fra direktekilder og affald, der kommer fra affaldsbehandlingsanlæg (også benævnt anlægskilder eller sekundære kilder). Eksempelvis opgøres mængden af husholdningsaffald til forbrænding, som den mængde affald, der vejes ind på forbrændingsanlægget. Den mængde husholdningsaffald, som forlader forbrændingsanlægget i form af restprodukter fra forbrændingen, medregnes derimod ikke i de samlede affalsmængder, da affaldet i så fald ville blive registreret to gange.

I det omfang affald fraføres et affaldsbehandlingsanlæg (en anlægskilde) til eksport – og dermed til behandling i udlandet - fremgår det ikke af nærværende opgørelsen. Ifølge ISAG indberetninger i 2006, har anlægskilder fraført ca. 500.000 affald til eksport – en mængde der i denne statistik fremstår som behandlet på et dansk affaldsbehandlingsanlæg. De 500.000 tons svarer til 3,3% af den den samlede affaldsmængde. Af disse er ca. 243.000 tons papir og pap, mens ca. 183.000 tons er jern og metal, som må formodes genanvendt i udlandet. Den resterende mængde affald, som eksporteres fra danske affaldsbehandlingsanlæg, tegner sig for ca. 0,5 % af de samlede affaldsmængder.

Affald, som eksporteres direkte fra en virksomhed uden om et dansk affaldsbehandlingsanlæg, indgår ikke nærværende opgørelse af den mængde affald, der produceres i Danmark. Undtaget herfra er den mængde jern og metal, som eksporteres fra skrothandlere.

Miljøstyrelsen foretager en kvalitetssikring af de indkomne oplysninger og supplerer dem med oplysninger fra brancheorganisationer og andre kilder.

Affaldsstatistikken indeholder en oversigt over affaldsmængder og affaldssammensætning i Danmark. Statistikken indeholder også en opgørelse af, hvor stor en andel af affaldet, der er blevet genanvendt, forbrændt og deponeret. Oplysningerne fordeles på erhvervsmæssige kilder og affaldstyper.

Herudover indeholder statistikken en opgørelse over hvilke mængder affald der importeres til og eksporteres fra Danmark. Denne del af statistikken er baseret på en række forskellige kilder, herunder oplysninger der er registreret i medfør af EU’s Transportforordningen og oplysninger fra Danmarks Statistik.

Ændrede forudsætninger i 2001

Fra og med 2001 blev data indberettet efter de nye regler i Affaldsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000. Det har medført en række ændringer i ISAG, som bl..a. har medført, at det affald, der har været indberttet under den erhvervsmæssig kilde ”Fremstilling m.v.”, fra 2001 skulle indbrettes som industriaffald opdelt på 11 forskellige brancher.

Fra og med 2001 og nogle år frem ses der en forskydning i de mægder affald, der indberettes som affald fra hhv. servicesektoren og fra industrien, idet mængderne af affald fra industrien falder, mens mængderne af affald fra servicesektoren stiger. Dette kan skyldes, at en del af det affald, der tidligere har været registreret under den erhvervsmæssige kilde” Fremstilling mv”, fejlagtigt er blevet registreret under servicesektoren. I de senere år har har tallene stabiliseret sig og giver antageligt et mere reelt billede af udviklingen.

En anden årsag til forskydningerne mellem de to sektorer kan også være ændringer i erhvervsstrukturen fra et industrisamfund henimod et videnssamfund. Dette understøttes bl.a. af, at antallet af industrivirksomheder fra starten af 1990´erne til 2003 er faldet samtidig med, at der er sket en kraftig stigning i antallet af nye virksomheder inden for vidensservice.[2]

Emballageaffald er en nyere affaldstype i ISAG og afspejler endnu ikke hele den mængde emballageaffald af pap og plast, som indsamles til genanvendelse i Danmark.

Fordelingen af affald fra container/omlastestationer for fraktionerne glas og papir og pap er desuden ændret i forhold til årene 1994 til 2000. For en nærmere redegørelse for  forudsætningerne for omfordelingen henvises til bilag F1.

Der gøres opmærksom på, at de nævnte ændringer fra og med 2001 betyder, at sammenligning på sektorniveau mellem affaldsmængderne for de tidligere år og fra 2001 og frem skal ske med et vist forbehold.

ISAG-dataudtræk via Miljøstyrelsens hjemmeside

Der kan hentes affaldsdata via miljøstyrelsens hjemmeside: www.mst.dk. Udtræksmodulet findes under Affald, Statistikker og ISAG-dataudtræk, ISAG-dataudtræk.

ISAG-dataudtræk giver mulighed for at hente oplysning om mængder og behandling af affald fra erhvervsmæssigekilder opgjort på affaldstyper, affaldsfraktion 1, affaldsfraktion 2 eller på såkaldte EAK-koder, der er den mest detaljerede opgørelse af, hvilken type affald der er tale om. Der ligger data fra perioden 1994 til 2006 på hjemmesiden.


[1] Bekendtgørelse nr. 1634 af 13. december 2006.

[2] Statitistisk tiårsoversigt 2006. Danmarks Statistik.

 



Version 1.0 April 2008, © Miljøstyrelsen.