| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøskadelovens skadebegreb

7 Ansvar for miljøskader

Den absolutte hovedregel er, at kun når der er en ansvarlig for miljøskaden, skal miljøskaden behandles efter miljøskadeloven. Det betyder, at der ikke skal træffes afgørelse om miljøskade, hvis ingen er ansvarlig for miljøskaden. Dette gælder, uanset om den negative påvirkning af miljø og natur i øvrigt kan karakteriseres som en miljøskade.

Der gælder en enkelt undtagelse herfra. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse om miljøskade, uanset at der ikke træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden. Bemærk, at dette alene gælder i de tilfælde, hvor der er en egentlig miljøskade, og ikke hvor der ”kun” er en overhængende fare for miljøskade.

Udgangspunktet er altså, at når tilsynsmyndigheden træffer afgørelse efter den relevante lov på natur- og miljøområdet om, at der er en miljøskade, træffer myndigheden således samtidigt afgørelsen om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

7.1 Hvem har ansvaret

Ansvar for miljøskader har den, der er ansvarlig for driften af den erhvervsmæssige aktivitet (driftsherren).

Efter miljøansvarsreglerne er den ansvarlige for driften af erhvervsmæssige aktivitet, den der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, d.v.s. den som har den økonomiske interesse i og kontrol over driften af aktiviteten, herunder den der har retten eller forpligtelsen til at drive aktiviteten (f.eks. det offentliges levering af visse serviceydelser). Det er altså den virksomhed – den driftsherre, der forestod driften af den erhvervsmæssige aktivitet, der anses som den ansvarlige for miljøskaden.

Det er dermed kun den juridiske enhed, der driver eller drev de erhvervsmæssige aktiviteter (virksomheden), der kan anses som ansvarlig for en miljøskade. Det gælder uanset om den juridiske enhed er en juridisk person (f.eks. et aktie- eller anpartsselskab, en fond eller lignende) eller en fysisk person, og uanset om der er tale om en offentlig eller en privat erhvervsmæssig virksomhed. En ansat vil derimod ikke kunne anses som skadevolder, uanset denne som led i sit arbejdet har forårsaget skaden.

Det at man ejer et skib, en grund, bygninger eller et anlæg, vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til, at man kan betragtes som ansvarlig for driften af virksomheden. Eksempelvis er den skibsejer, der har bortfragtet sit skib på bareboat-certeparti til en reder, ikke den ansvarlige, det er rederen.

En panthaver, der overtager en virksomhed uden at drive denne videre, vil heller ikke kunne anses som ansvarlig for driften og dermed skadevolder. Det samme gælder for en långiver eller anden financier alene i sin egenskab af långiver.

For så vidt angår konkursboer gælder det, at boet kun kan blive ansvarlig for skader, der forårsages under boets eventuelle fortsatte drift af den konkursramte virksomhed. Tilsynsmyndighedernes krav som følge af skader, der er forårsaget før konkursen indtrådte, må altså anmeldes i konkursboet ligesom andre krav, der er stiftet før konkursen.

Udgangspunktet – at kun den ansvarlige for driften kan være ansvarlig for miljøskader – er fraveget ved anvendelse af visse produkter (pesticider, biocider og genetisk modificerede organismer) og ved anvendelse af gødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål. Her kan såvel brugere af produkterne som producenten eller importøren af produktet blive anset som ansvarlige for en miljøskade. Dette er nærmere beskrevet i afsnit 7.3.2.

Endelig skal det i denne sammenhæng igen fremhæves, at det forhold, at en offentlig myndighed udsteder en tilladelse til erhvervsmæssige aktiviteter og herunder de negative påvirkninger herfra, ikke gør, at den offentlige myndighed kan anses som ansvarlig for driften af disse aktiviteter eller miljøskader som følge heraf. Det er dog væsentligt at understrege, at dette ikke udelukker, at den offentlige myndighed, der udsteder en ulovlig tilladelse til aktiviteter, der udløser en miljøskade, kan blive holdt økonomisk ansvarlig for omkostninger som følge af skaden efter andre regler, f.eks. de civilretlige regler om erstatningsansvar.

7.2 Ubetinget ansvar eller ansvar for fejl og forsømmelser

Miljøansvarsreglerne fastlægger 2 forskellige former for ansvar for de, der er ansvarlige for driften af erhvervsmæssige aktiviteter. Om den ene eller den anden form for ansvar finder anvendelse afhænger af, hvilken aktivitet der har forårsaget en miljøskade. Der er derfor forskellige regler om ansvaret for miljøskader i de forskellige love på miljø- og naturområdet.

Den, der er ansvarlig for driften af den erhvervsmæssige aktivitet, der forårsager en negativ påvirkning af natur eller miljø vil derfor enten kunne have et ubetinget ansvar for miljøskader på natur, vand eller jord eller alene et ansvar for miljøskader på natur, som er en følge af fejl eller forsømmelser.

Der er et ubetinget ansvar for miljøskader på natur (beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder), vand eller jord som følge af:

  • forureninger fra landbaserede aktiviteter,
  • de fleste forureninger fra skibe, boreplatforme og luftfartøjer, der overflyver havet,
  • håndtering af genetisk modificerede organismer,
  • håndtering af indvindingsaffald fra råstofindvinding og
  • vandindvinding og vandopstemning.

Reglerne om ubetinget ansvar for miljøskader findes således i miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, husdyrgodkendelsesloven, havmiljøloven, lov om miljø og genteknologi, råstofloven, vandforsyningsloven og vandløbsloven.

Dette ubetingede ansvar er lempet, sådan at ansvaret under visse omstændigheder bortfalder. Derudover er det ubetingede ansvar fordelt mellem brugere og producenter eller importører ved anvendelsen af visse produkter. Det ubetingede ansvar er nærmere beskrevet i afsnit 7.3, lempelserne af ansvaret i 7.3.1 og fordelingen af ansvaret i 7.3.2.

Det ubetingede ansvar for miljøskader på natur, vand eller jord er suppleret af et ansvar for miljøskade på natur, forårsaget af alle andre påvirkninger fra erhvervsmæssige aktiviteter. Dette ansvar er betinget af, at miljøskaden er opstået som følge af fejl eller forsømmelse i forbindelse med den erhvervsmæssige aktivitet.

Regler om dette ansvar for miljøskade på natur, som er opstået som følge af fejl eller forsømmelser, findes i havmiljøloven, råstofloven, vandforsyningsloven, vandløbsloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven, lov om jagt og vildtforvaltning og Tøndermarskloven.

Dette ansvar for miljøskade på beskyttede arter og naturtyper, som er opstået som følge af fejl eller forsømmelser, er nærmere beskrevet i afsnit 7.4.

7.3 Det ubetingede ansvar

Det ubetingede ansvar efter miljøansvarsreglerne er ikke et fuldt ubetinget ansvar.

Et fuldt ubetinget ansvar for påvirkninger fra driften af en erhvervsmæssig aktivitet ville indebære, at den, der var ansvarlig for driften af de erhvervsmæssige aktiviteter, uden undtagelse også ville blive ansvarlig for de negative påvirkninger af miljø og natur herfra.

Et fuldt ubetinget ansvar ville gælde, uanset om der var tale om tredjemands hærværk mod installationer, som den egentlige årsag til en negativ påvirkning af natur og miljø, eller om den erhvervsmæssige aktivitet og påvirkningen herfra var udtrykkeligt tilladt, f.eks. var en udtrykkeligt tilladt forurening. Det fulde ubetingede ansvar er således helt uafhængig af, om der er handlet så korrekt og forsvarligt som overhovedet muligt.

Det ubetingede ansvar for miljøskader er ikke et fuldt, men et lempet ubetinget ansvar, fordi den ansvarlige for driften af den skadevoldende erhvervsmæssige aktivitet under visse betingelser alligevel ikke vil være ansvarlig for en miljøskade. Disse betingelser for ansvarsfrihed er beskrevet nedenfor i afsnit 7.3.1.

Det ubetingede ansvar for miljøskader er udtryk for en vurdering af, at driften af og påvirkningerne fra visse erhvervsmæssige aktiviteter indebærer en sådan risiko for miljø og natur, at dem der er ansvarlig for driften af sådanne erhvervsmæssige aktiviteter, i udgangspunktet også må bære ansvaret for de miljøskader, der forårsages af denne drift. Ansvaret indebærer således f.eks. et ansvar for hændelige uheld.

Det skal fremhæves, at det ubetingede ansvar ved anvendelse af visse produkter er fordelt mellem bruger og producent eller importør af disse produkter. Det gælder for anvendelse af pesticider, biocider og genetisk modificerede organismer og for anvendelse af gødning og affald til jordbrugsformål. Der er regler om denne fordeling af det ubetingede ansvar i miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, husdyrgodkendelsesloven og lov om miljø og genteknologi. Fordeling af det ubetingede ansvar er nærmere beskrevet under afsnit 7.3.2.

7.3.1 Lempelser af det ubetingede ansvar

Det ubetingede ansvar efter de danske miljøansvarsregler er lempet således, at der ikke er ansvar, hvis en miljøskade

  • følger af efterkommelse af ufravigelige forskrifter,
  • er forårsaget af tredjemand på trods af, at der var etableret passende sikkerhedsforanstaltninger

eller

  • er en følge af en udtrykkeligt tilladt påvirkning, d.v.s. en udtrykkeligt tilladt emission eller begivenhed, og der ikke er udvist uforsvarlig adfærd.

Det skal fremhæves, at det i alle tilfælde, er den ansvarlige for driften af de erhvervsmæssige aktiviteter, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er opfyldt.

Lempelserne af det ubetingede ansvar for skader må ikke forveksles med de undtagelser fra miljøskadelovens anvendelsesområde, der er beskrevet i vejledningens kapitel 6. Er ansvaret lempet, skal tilsynsmyndigheden alligevel træffe afgørelse om miljøskade efter miljøskadekapitlet i de tilfælde, hvor den negative påvirkning kan berøre et andet EU-land. Er den negative påvirkning derimod omfattet af en undtagelse, finder miljøansvarsreglerne slet ikke anvendelse, og sagen behandles efter de i øvrigt gældende regler.

Ufravigelige forskrifter og tredjemand

Der er ikke ansvar for miljøskader, hvis en miljøskade er sket som følge af efterkommelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed. Denne lempelse er dog begrænset på den måde, at den ikke finder anvendelse, hvis de ufravigelige forskrifter er fastsat i et påbud, der var en reaktion på den ansvarliges drift af de erhvervsmæssige aktiviteter.

Et eksempel på en skade, der er opstået som følge af efterkommelse af ufravigelige forskrifter, kunne være: Tilsynsmyndigheden efter miljøbeskyttelsesloven har givet en virksomhed påbud om at opbevare oplag af kemiske stoffer i nærmere beskrevne tønder samlet på et bestemt sted på virksomheden. Dette bestemte sted er umiddelbart ved siden af en maskine, der udstanser metalelementer. Som følge af oplagets indhold og udformning og placeringen, der indebærer, at oplaget udsættes for megen varme og sporadiske gnister fra maskinen, eksploderer oplaget og forårsaget brand.

Vilkår i fredninger og påbud kan også have karakter af ufravigelige forskrifter.

Skader forårsaget af tredjemand

Der er ikke ansvar for miljøskader, hvis skaden er en følge tredjemands handlinger eller forsømmelser, og virksomheden i øvrigt havde etableret passende sikkerhedsforanstaltninger. Eksempler på sådanne miljøskader er skader, der følger af indbrud og hærværk på forsvarligt indhegnede og aflåste områder.

Skader som følge af udtrykkeligt tilladte påvirkninger

Hvis en miljøskade følger af en emission eller begivenhed, som er udtrykkeligt tilladt, og der i øvrigt ikke er udvist uforsvarlig adfærd fra virksomhedens side, er der ikke ansvar for miljøskaden.

Det er en forudsætning, at der er tale om en udtrykkelig tilladelse. En sådan udtrykkelig tilladelse kan være givet som en konkret tilladelse, men den kan også fremgå direkte af lovgivningen på miljø- og naturområdet.

Det er ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan opfylde kravet om, at en emission eller begivenhed skal være udtrykkeligt tilladt. En udtrykkelig tilladelse vil være en tilladelse, hvor der er taget stilling til mængden og karakteren af udledningen, herunder (hvor relevant) i hvilket tidsrum, der kan udledes (fx samlet mængde af stof udledt over en måned eller et år og max. koncentrationer af stoffet i udledningen) – og hvordan og til hvilken ressource udledning kan ske. Det kan fx dreje sig om, fra hvilket udledningspunkt der må udledes spildevand i forhold til et overfladevandsområde, eller antal hektar landbrugsjord, der skal udspredes over eller lignende.

Som alt overvejende udgangspunkt vil en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 opfylde disse krav for så vidt angår de aktiviteter/udledninger, godkendelsen omfatter, forudsat at virksomheden i ansøgningen har leveret de relevante oplysninger. En spildevandstilladelse vil også som altovervejende udgangspunkt opfylde kravene til en udtrykkelig tilladelse.

For så vidt angår driftsaftaler, som den kompetente myndighed har indgået med ejeren af en landbrugs- eller skovejendom – de såkaldte Natura 2000 aftaler, er det lagt til grund, at de må have samme retlige status i relation til miljøansvarsreglerne som manglende indsigelse mod en anmeldelsespligtig aktivitet efter enten naturbeskyttelsesloven eller skovloven, dvs. at de kan sidestilles med udtrykkeligt tilladte aktiviteter.

Det bemærkes, at ansvaret for en overhængende fare for en miljøskade ikke er lempet på denne måde. Se nærmere herom i vejledningens kapitel 11 om overhængende fare for miljøskade.

7.3.2 Fordeling af ansvar mellem producent og bruger

For miljøskader på natur, vand og jord som følge af anvendelse af pesticider, biocider og genetisk modificerede organismer og af anvendelse af gødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål er der fastsat regler om fordeling af det ubetingede ansvar for skaderne mellem producent (eller importør) og bruger. Brugeren er i denne sammenhæng ikke nødvendigvis den, der faktisk anvender produktet, men er den der er ansvarlig for den erhvervsmæssige aktivitet, i forbindelse med hvilken anvendelsen af produktet sker. Det er altså f.eks. den ansvarlige for driften af jordbruget, der er brugeren, og ikke den medarbejder eller den maskinstation, der faktisk spreder pesticidet.

Er der sket en miljøskade ved fx en maskinstations anvendelse af slam, er landmanden ansvarlig. Landmanden må således sikre sig i forhold til maskinstationen i forbindelse med kontrakten eller efterfølgende søge erstatning efter almindelige erstatningsretlige principper.

Fordelingen af ansvaret betyder, at brugeren ved en korrekt anvendelse af disse produkter ikke vil blive ansvarlig for miljøskade som følge af anvendelsen af produkterne.

Med anvendelse af gødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål forstås i denne sammenhæng enhver anvendelse af gødning og affaldsstoffer som gødning (vækstfremmende og -styrkende) eller som jordforbedrende middel, uanset om denne anvendelse finder sted i jordbrugserhvervene landbrug, skovbrug og gartnerier, eller andetsteds, f.eks. ved drift af forlystelsesparker, golfbaner eller fodboldstadioner. Det er i overensstemmelse med fortolkningen af, hvad det indebærer at anvende affald til jordbrugsformål i slambekendtgørelsen.

Miljøansvarsreglerne om fordeling af det ubetingede ansvar for miljøskader findes i miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, husdyrgodkendelsesloven og lov om miljø og genteknologi.

Udgangspunktet for fordelingen af ansvaret mellem producenterne (eller importørerne) og brugerne, er at brugeren er ansvarlig for miljøskader, medmindre brugeren kan godtgøre, at produktet er anvendt lovligt og forsvarligt. Kan brugeren det, bærer producenten (eller importøren) et ubetinget ansvar for miljøskade, der følger af produktets egenskaber.

Tilsynsmyndighedens vurdering af om forskriftsmæssig og forsvarlig brug er godtgjort skal tage udgangspunkt i dels oplysningerne om den formodede miljøskades karakter dels de oplysninger, som brugeren tilvejebringer om sin anvendelse af produktet.

Det er derfor væsentligt, at brugeren bedst muligt belyser og dokumenterer sin brug af produkterne. Dette kan ske ved at tilvejebringe oplysninger om og dokumentere indkøb og brug af produkterne. Dokumentation kan være regnskabsbilag, indholdsdeklarationer for produkterne – eventuelt kan en kontrolanalyse af produktet overvejes, gødnings- og sprøjteplaner, virksomhedernes eventuelle interne instrukser om anvendelsen af produkterne, opgørelser af (rest)beholdningen af produkterne m.v. Derudover kan brugeren forelægge egne og eventuelle medarbejderes forklaringer, og forklaringer fra eventuelle tredjemænd, som har viden om brugen af produkterne, kan tillægges betydning. Tredjemænd kan i denne sammenhæng f.eks. være eksterne miljøverifikatorer eller andre, der er certificerede til at varetage akkreditering af en virksomheds miljøledelse og/eller kvalitetsstyring.

Omfanget af producentens (importørens) ubetingede ansvar for produkternes egenskaber afhænger af, hvilket produkt, der er blevet anvendt. Dette er nærmere beskrevet nedenfor.

Det skal fremhæves, at for så vidt angår ansvaret for produkternes egenskaber, skal dette ansvar om muligt gøres gældende overfor producenten. Det er producenten, der er den primært ansvarlige. Det er således kun, hvis den danske producent ikke er bosiddende i Danmark, dvs. ikke har adresse i Danmark, at tilsynsmyndigheden skal gøre ansvaret efter miljøansvarsreglerne gældende overfor den danske importør.

7.3.2.1 Pesticider, biocider og GMO samt handelsgødning

Brugerne af disse produkter har ansvaret for miljøskader, der følger af anvendelsen af disse produkter, medmindre produkterne er anvendt forskriftsmæssigt og forsvarligt. Brugerne skal godtgøre, at anvendelsen har været forskriftsmæssig og, at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd.

I miljøbeskyttelseslovens § 73 b, stk. 4, jordforureningslovens § 38 b, stk. 4 og § 25 b, stk. 4 i lov om miljø og genteknologi er der for disse produkter fastlagt et vidtgående ubetinget ansvar for producent eller importør for miljøskader.

Dette ansvar for miljøskade indebærer, at producenten – importøren har ansvar for såvel miljøskader, der følger af fejl i produktet som miljøskader, der må anses som udviklingsskader, dvs. skader, der er sket som følge af udledninger eller aktiviteter (herunder brug af produkter), som ikke ansås for at ville forårsage forurening ifølge den tekniske og videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller aktiviteten fandt sted. Dette ansvar for udviklingsskader vil kunne gøres gældende uanset, at påvirkningen fra produktets anvendelse er i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse.

7.3.2.2 Affald til jordbrugsformål

Brugerne af affald til jordbrugsformål har ansvaret for miljøskader, der følger af anvendelsen af affaldet, medmindre affaldet er anvendt forskriftsmæssigt og forsvarligt. Brugerne skal godtgøre, at anvendelsen har været forskriftsmæssig, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd.

I miljøbeskyttelseslovens § 73 b, stk. 4 og 5, jordforureningslovens § 38 b, stk. 4 og 5 og husdyrgodkendelseslovens § 54 b, stk. 4 og 5 er der fastsat et ubetinget ansvar for producent eller importør for miljøskader som følge af fejl ved produktet, når disse er opstået ved brugerens forskriftsmæssige anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål.

Producentens eller importørens ansvar for miljøskader som følge af fejl ved produktet er her udformet således, at der er ansvar for miljøskader, som følger af, at de anvendte affaldsstoffer ikke har opfyldt de fastsatte kvalitetskrav, jf. § 7 i bekendtgørelse om anvendelse af affald til jordbrugsformål, hvorefter affaldet skal overholde de fastsatte grænseværdier for en række stoffer og ikke må indeholde væsentlige mængder af andre miljøskadelige stoffer. Der er altså ikke ansvar for udviklingsskader.

7.3.2.3 Husdyrgødning til jordbrugsformål

Brugerne af husdyrgødning til jordbrugsformål har ansvaret for miljøskader, der følger af anvendelsen af gødningen, medmindre gødningen er anvendt forskriftsmæssigt og forsvarligt. Brugerne skal godtgøre, at anvendelsen har været forskriftsmæssig og, at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd.

I miljøbeskyttelseslovens § 73 b, stk. 4 og 5, jordforureningslovens § 38 b, stk. 4 og 5 og husdyrgodkendelseslovens § 54 b, stk. 4 og 5 er der fastsat et ubetinget ansvar for producent eller importør for miljøskader som følge af fejl ved produktet, når disse er opstået ved brugerens forskriftsmæssige anvendelse af husdyrgødning til jordbrugsformål.

Producentens eller importørens ansvar for miljøskader som følge af fejl ved produktet er her udformet således, at der er ansvar for miljøskader, som følger af, at husdyrgødningen har indeholdt væsentlige mængder af stoffer eller organismer, der ikke hidrører direkte fra husdyrenes urin og fækalier, men som er tilført husdyrgødningen. Producentens – importørens ansvar vil gælde uanset, hvordan disse fremmede elementer er tilført den leverede gødning. Der er altså heller ikke her ansvar for udviklingsskader.

7.4 Miljøskader på natur forårsaget af fejl eller forsømmelse

Det ovenfor beskrevne ubetingede ansvar for miljøskader på natur (beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder), vand eller jord er suppleret af et ansvar for miljøskade på natur, forårsaget af alle andre negative påvirkninger fra erhvervsmæssige aktiviteter. Dette ansvar er betinget af, at miljøskaden er opstået som følge af fejl eller forsømmelse i forbindelse med den erhvervsmæssige aktivitet.

Regler om dette ansvar for miljøskade på natur, der er opstået som følge af fejl eller forsømmelser, findes i havmiljøloven, råstofloven, vandforsyningsloven, vandløbsloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven, lov om jagt og vildtforvaltning og Tøndermarskloven.

Ansvaret for miljøskader som følge af fejl og forsømmelse gælder således for alle de mange påvirkninger, der ikke er forureninger eller hidrører fra håndtering af genetisk modificerede organismer, håndtering af indvindingsaffald, vandindvinding eller vandopstemning. Eksempler på sådanne påvirkninger kan være fysiske ændringer af naturområder som f.eks. ødelæggelse af vegetation ved opgravninger eller bare oppløjninger af jorder eller meget omfattende oprensninger af vandløb eller anvendelse af forkerte fangstredskaber. Ændringerne kan også bestå i nybyggeri eller andre aktiviteter i naturområder, der har afgørende betydning for beskyttede arter.

Derudover finder dette ansvar for miljøskade på natur anvendelse ved visse forureninger fra skibe og boreplatforme samt luftfartøjer, der overflyver havet. Det drejer sig om forurening i form af støj, termiske forurening og vibrationer, som ikke hidrører fra affaldshåndtering jf. havmiljølovens § 47c, stk. 4.

Det skal fremhæves, at der her alene er ansvar for og derfor alene skal vurderes, om en negativ påvirkning af natur eller miljø indebærer en miljøskade på natur. Disse påvirkninger vil ikke kunne medføre en miljøskade på vand eller på jord.

Som nævnt ovenfor, er det her endvidere en betingelse for ansvaret for en miljøskade på natur, at der er sket fejl eller udvist forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af den erhvervsmæssige aktivitet, og at denne fejl eller forsømmelse har forårsaget den negative påvirkning.

Det betyder, at der ikke vil være ansvar for negative påvirkninger af natur og miljø, uanset at de i øvrigt har en sådan karakter og et omfang, at de kunne være en miljøskade på natur, hvis de negative påvirkninger er en følge af lovlige aktiviteter, f.eks. hvis aktiviteten følger af en manglende myndighedsindsigelse på en foretagen anmeldelse eller følger af en aftale med myndighederne om en særlig drift, eller er en følge af uheld. Fejl og forsømmelser vil således typisk opstå i forbindelse med ulovlig og eventuelt strafbar adfærd.

Kan det ikke godtgøres, at der er sket fejl eller udvist forsømmelse i forbindelse, med driften af den erhvervsmæssige aktivitet, kan der ikke træffes afgørelse om ansvar for en miljøskade på natur efter disse regler.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.