REACH for små og mellemstore virksomheder

4 Konklusion

Ideen med at formidle viden omkring den nye kemikalielovgivning REACH på temadage, med lokale repræsentanter for miljønetværkene som afsendere på invitationerne vurderes at være vellykket.

Graden af succes ligger i antallet af deltagere på temamøderne – jo flere der møder op, jo flere får indblik i REACH. Det er meget svært som virksomhed at få det fulde overblik over REACH på en dag, men det er en god måde at komme i gang og til at se hvilke roller og forpligtelser den enkelte virksomhed har.

Temadagen gav virksomhederne mulighed for at komme i kontakt med andre virksomheder, der har de samme udfordringer med REACH. Herudover gav temadagen indblik i, hvor der kan hentes ekstra viden om REACH på diverse hjemmesider, direkte hos Miljøstyrelsen eller Dansk Industri.

REACH-pjecen og -visitkortet ligger på hjemmesiderne hos de lokale miljønetværk og hos Key2Green og kan frit hentes af alle. Herudover er hovedparten af det trykte oplag sendt ud til såvel medlemmer som ikke medlemmer af miljønetværkene.

Det vurderes at der fortsat vil være et behov for at orientere om REACH og de tilhørende vejledninger.

 



Version 1.0 September 2008, © Miljøstyrelsen.